.

.

søndag den 10. januar 2021

"Større end os" af Christina Bonde


Titel: Større end os
Forfatter: Christina Bonde
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 211
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Caroline og hendes familie plejer at holde juleferie på en kro i USA. Men et år oplever de en lavine, der begraver hele familien. Carolines lillebror dør, og nu lever hun med angst og depression. Fem år bestemmer hun sig for at vende tilbage og se det hele i øjnene og skrive sin historie ned. 

Christina Bonde er en forfatter, jeg bedst kender fra fantasy-verdenen. Det her er hendes første realistiske YA-roman, og der bliver taget tunge emner op. Selvom bogen ikke er lang, har den meget på hjerte, og Bonde leverer her en mørk og barsk julefortælling.


Caroline er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Carolines sind er meget mørkt, og som læser mærker man hurtigt den dybe sorg, hun lider under. Carolines familie har aldrig fået talt om det, der er sket, og hun kan på ingen måde nå ind til sine forældre. Netop derfor vælger hun at tage sagen i egen hånd. Samtidig med, at der er noget meget skrøbeligt over Caroline, er hun også meget stærk. Det kræver et vist mod at vende tilbage til et sted, der har ødelagt hele ens familie. 
Caroline er fyldt med vrede og vil have sat punktum for den begivenhed, der har forvoldt hende så meget ondt. 
Kontrasten til Caroline bliver den søde familie, der ejer kroen og kun vil hende det godt. Især Jonathan udfordrer hendes syn på verden og andre mennesker. 
Carolines angst og depression får lov at fylde meget i bogen, og det giver rigtig god mening, da det er med til at forme hendes karakter og hendes beslutninger. Samtidig er det vigtigt for at forstå hende og det sted, hun er endt, efter broderens død. 

Som sagt er det en bog, der tager tunge emner op. At miste en søskende, traumer, angst og depression. Normalt skulle man mene, at det ikke hørte til i en julehistorie. Men sandheden er jo, at julen ikke er lykkelig for alle. For Carolines familie er julen forbundet med stor smerte, og de glæder sig ikke til den ligesom alle andre omkring dem.


Det er uden tvivl Carolines skrevne historie om hele ulykken, der står stærkest i bogen. Det er velformuleret og barsk læsning. Det er også disse afsnit, der gør, at jeg ikke taber interessen undervejs i min læsning. 

Der er lidt for mange passager med mærkelige og "dumme" misforståelser, som let kunne være undgået. Det minder til tider om den klassiske chic-lit, hvor hovedpersonen mistænker sin kæreste for at ville hende noget ondt, hun tager afstand, og dette viser sig at være helt uden grund. 
Det er en skam, fordi det er scener som disse, der spænder ben for en ellers interessant og anderledes historie. 

"Større end os" er en vigtig og anderledes fortælling om familiedynamikker, der brydes op af en tragisk begivenhed. Den sætter ord på emner som angst, depression og sorg. Det er vigtigt, og det hører sig til i YA. Desværre er der scener, der nemt bliver fyld og ikke gør noget godt for den historie, der er ved at blive fortalt, og derfor bliver jeg efterladt med en gennemsnitlig læseoplevelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar