"Den hvide enkes død" af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: Den hvide enkes død
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Rød og blå 
Forlag: Alvilda 
Sider: 440
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.

Den voldsomme afstraffelse af Elias har chokeret borgerne i byen Viduana. Flere begynder at overveje, om byen egentlig er så sikker, som de er blevet lovet. Men enkerne strammer grebet, og den mindste forseelse straffes hårdt.

Da den første bog i serien kom, slugte jeg den på ingen tid. For det første var den skrevet af Rødtnes, som altid formår at skrive bøger, jeg bare læser ud i én køre. Men den her serie er hendes legacy. De bøger er så stærke og tydelige i dansk litteratur, at jeg ganske enkelt bøjer mig i støvet.
Derfor var forventningerne til bog 2 også tårnhøje. Kunne det blive bedre? Kunne standarden holdes?
Hell fucking yeah!
Hos Rødtnes er der ikke noget, der hedder den svære 2’er. Den er velskrevet, om muligt mere intens og den vildeste læseoplevelse, jeg har haft i år.

Ligesom i bog 1 er der flere fortællere, og der er også kommet en til, nemlig Justina, bedre kendt som den sorte enke. Clarah er gravid og vil gøre alt for at skjule det, da hun drømmer om at flygte med sit barn. Hun gør alt for ikke at vække opsigt, men det er svært for hende, fordi hun ser så megen uretfærdighed omkring sig. Clarahs historie bliver for alvor interessant i denne bog, fordi hun har noget på spil. For det første er hun kvinde og lever derfor i den “gode” del af byen. For det andet er hun gravid og er bange for at sit og Silas’ barn. Hun tør med andre ord ikke gå imod enkerne, for hun har brug for at beskytte sit barn for alt i verden. Det gør, at hun står i alskens dilemmaer, og spørgsmålet er, hvor langt hun vil gå, for at hende og barnet overlever.

Justina er den nye fortæller, og her gør Rødtnes en geni-streg. Hun vælger at lade læseren komme ind i hovedet på en af dem, der indtil nu har fremstået som en ultimativ skurk. Justina er en svær karakter at give sig i kast med, fordi læseren virkelig har dannet sig et indtryk af hende; og det er ikke et positivt et af slagsen. Justina kæmper for byen. Hun vil gøre alt for at bevare Viduana, for hun ved, hvordan virkeligheden er på den anden side af murerne. Hun husker tiden inden byen, og de glimt, hun deler med læseren, er bestemt ikke for sjov. Jeg vil ikke sige, at man forstår Justinas beslutning og sympatiserer med den - og dog. Det netop derfor en karakter som hende er vigtig for at drive historien fremad og vise de nuancer, der er i alle mennesker. Justina har været udsat for meget voldsomme ting. Andre havde måske tyet til dialog, hvor Justina er tyet til vrede og handling. Hun er opfyldt af en så stor retfærdighedsfølelse, at den også truer med at ødelægge hende. Justina er uden tvivl vanvittigt interessant at følge, og jeg håber virkelig, at man får meget mere med hende i den sidste bog i serien!

#MeToo, ligestilling og kvindekamp. Det er et emne, der for alvor er blusset op igen herhjemme efter Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla. Rødtnes' fortsættelse i denne serie kommer på et formidabelt tidspunkt.
Her er der en historie med fokus på ekstremisme. Og det er vel netop det, der er den allerfineste og vigtigste pointe i hele fortællingen om Viduana; At al ekstremisme er forkert. Ligegyldigt hvad er ekstremisme skadeligt. Det favner ikke, det er ikke inkluderende og det skaber lige så utrygge miljøet, som det prøver at redde os fra.
I denne bog er der på ingen måde skruet ned for brutaliteterne. Drab, tortur og blodbade beskrives detaljeret i massevis, og til tider sad jeg og følte, at det var en episode af Game of Thrones. Pludseligt blev serien til den lidt ældre læser - and I like it! Den er grafisk, men det er der brug for. Vi vender ryggen til og ignorerer dét, der sker for øjnene af os. Rødtnes tvinger læseren til at følge med, og man mærker den skræk, forfærdelse og uro, som hele Viduana står i. Grusomhed er tilladt i sproget, når det giver mening - og det gør det i den grad i denne serie!

"Den hvide enkes død" er et mesterværk. Med overlegenhed slår Rødtnes sit navn fast i dansk YA, og hun har sigtet efter stjernerne og nået dem. Der er grusomhed og vold for alle pengene, og igen er der tale om en bog med den vildeste spændingskurve. Jeg sad på kanten af stolen fra start til slut, og jeg sidder atter tilbage med uforløst sag og venter (u)tålmodigt på næste bog i serien. Rødtnes er en mester. Ganske enkelt.

Månedlig opsummering: Hyggelige november

Dette var november for mig: November har på mange måder været skelsættende. November har været en måned, hvor jeg har kørt derudad med 120 i timen. Det har været en måned, hvor der ikke har været megen tid til ro og samtidig har jeg haft virkelig mange lystbetonede aftaler.
November har været venindehygge, god mad og lange gåturer. November har været tid med venner og standup i lange baner. November har været tid til Mark og jeg om aftenen, fordi børnene endelig har forstået en hurtig putning.
November har været den måned, hvor jeg fik skrevet første udkast af min bog færdig. November har været den måned, hvor jeg oplevede lykken ved virkelig bare at binge en bog, og det er ikke noget, der er sket i umindelige tider.
November har været juleforberedelser, gaveindkøb og oppyntning i alt for god tid, fordi Tristan glæder sig for vildt. November har været magien i mine børns øjne, når de har leget sammen og faktisk givet os forældre bare 5 minutters ro.
November har været rar. Den har været hyggelig, selvom der ikke har været et roligt øjeblik. Balance, I guess?

November på forældre-fronten: Den store ting på forældre-fronten er nok, at Ellie blev 1 år den 14.november. Bom. Så skete det lige. Jeg mindedes hele den 14. sidste år, mens jeg sad med hende den morgen, inden alle andre stod op. I 1 år har hun været en del af vores liv. Der er stadig ting omkring hendes ankomst, jeg ikke har fået talt ud om, men da vi sad der, kunne jeg mærke, at det var okay. Det er okay, at det blev det forløb, som det gjorde. Det har taget mig et år, men en del af mig forsøger at hvile i det, mens en anden fortsat kæmper med følelsen af, at en "god" fødsel er blevet stjålet og frataget mig.
I november har der generelt været en anden form for ro omkring børnene. Tristan har for alvor vendt i forhold til søvn, og det har hjulpet at tage middagsluren fra ham. Putning tager ikke timer nu, men minutter, måske halve timer. Men det er det. Det er helt vildt, at vi faktisk kan have aften sammen nu, og vi nyder det virkelig. Samtidig er han bare blevet så god til at sætte ord på ting. Han forstår følelser (på et 3årigt niveau selvfølgelig...), og han kan sætte ord på, hvordan det føles inde i maven. Samtidig er der de velkendte nedsmeltninger 3-7803 gange om dagen. Selvstændighed er ønsket, men det er ikke altid, at det lykkes. Så det øver vi ;)

Det læste jeg i november: I november har jeg læst 3 bøger. Til gengæld har de ikke været under 400 sider, så det har været lidt tykkere fortællinger. Det har jeg trængt til, men det har også gjort, at antallet af bøger ikke er så stort denne måned.

Novembers bedste bog: Der er ingen tvivl her. "Den hvide enkes død" tog mig med storm og var SÅ meget worth the wait. Den har ikke sluppet mig endnu, og jeg har haft den ondeste book-hangover grundet den! Jeg forsøger at komme videre og ikke vente alt for utålmodigt, men det er svært. Rød og blå er en af de bedste serier, jeg nogensinde har læst.

Novembers mest skuffende bog: Jeg føler som sådan ikke, at jeg er blevet skuffet. I stedet er jeg faktisk blevet positivt overrasket. "Dydens år" virkede lidt meh, da jeg fik den. Forsiden siger mig ikke rigtigt noget, og de første 20-30 sider solgte den ikke. Men SÅ! skal jeg dælme love for, at den tog fart, og jeg har hyldet den lige siden endt læsning. Bravo!

Novembers anbefaling: Anbefalingen i november bliver en podcast. "I min lomme ligger en sten" er Line Kirstens historie om at miste en lillesøster. Det er historien om at vokse op med døden som følgesvend og de konsekvenser, det har haft for hendes voksenliv. Det er et farvel, en afklaring og en bearbejdelse af det, der måske aldrig er blevet talt om. Den er rørende, vigtig og smukt fortalt. Lyt til den, for den er vigtig.

Hvad byder den kommende måned på?: December! December er min yndlings måned på hele året, og jeg er SÅ klar til julehygge, julemusik og familietid. Tristan forstår for alvor jul i år, og han har glædet sig siden den første november. Julestemningen ramte os det sekund, at vi havde fejret Ellies fødselsdag, så nu skal den have max gas! Hvor meget tid, der bliver til læsning, ved jeg ikke. Men jeg ved, at tiden med min skønne familie skal prioriteres, for det har jeg ikke haft mulighed for i alt for lang tid.