"Zenobia" af Morten Dürr

Titel: Zenobia
Forfatter: Morten Dürr
Serie: -
Forlag: Cobolt
Sider: 96
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Pigen Amina er flygtning fra Syrien og er én blandt mange på en båd midt ude på Middelhavet. Båden kæntrer, og mens hun synker til bunds, mindes hun sit liv i det land, hun netop har forladt.

Historien om Amina er kort. Den er på 96 sider, i illustrerede sider vel at mærke. Alligevel er det en historie, der rammer sin læser dybt, og man sidder tilbage med en knude i maven og en fornemmelse af at kende en af de mange skæbner, der ikke klarede den på vejen mod fred.
Dürr har skrevet en fantastisk historie, og Lars Hornemanns illustrationer giver den en ekstra dimension men skaber også de billeder, der gør, at historien gør det mere ondt.

Syrien er et emne, som mange litterære stemmer har taget op de seneste år. Jeg har især nydt (kan man kalde det det?) at læse Sarah Engells bog og noveller om emnet. Når man tager en problematik som krig og at forlade alt det, man kender, fra et barns synspunkt, gør det bare det mere ondt. Tanken om, at et barn skal forlade alt trygt, og så endda uden sine forældre, ligesom Amina, er ikke til at bære.
Den smule tryghed, der må være i den fuldstændig surrealistiske situation, må da være at have dem med, der elsker én allermest.
Aminas historie er kort, men den er vigtig, og det er uden tvivl en fortælling, der passer på alt for mange af dem, der er døde på vej over Middelhavet.

Det er svært at skrive lange anmeldelser, når der er tale om en kort tegneserie. Alligevel er jeg nødt til at navne Hornemanns fantastiske og til tider voldsomme tegninger. Mange af tegninger viser bombede huse eller områder. Enkelte har sågar billeder af lig eller afsprængte kropsdele. Vi ser Syrien og den virkelighed, Amina lever i, gennem hendes egne øjne, og fordi det er tegninger og ikke "bare" tegninger, virker det ekstra stærkt. Illustrationer tager læseren med til Syrien og med ud på den farefulde færd i båden, og man fanges i den frygt, som Amina lever med hele vejen igennem. Det fungerer alt for godt, og som læser efterlades man med en virkelig stærk historie og læseoplevelse, der ikke slipper én foreløbig.

"Udød" af Ruben Greis

Titel: Udød
Forfatter: Ruben Greis
Serie: -
Forlag: Calibat
Sider: 368
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Der er ikke rigtigt noget, der fungerer for Tom. Han er ikke en af de populære drenge, og selv i vennegruppen ser de ned på ham. Da han får et rengøringsjob på et forskningscenter, bliver han også hakket ned på.
Men da den mystiske doktor West spreder en virus, der skaber zombie-lignende væsner, kommer Toms kendskab til film og spil ham til gavn - eller hvad?

"Udød" er en bog, jeg har et helt særligt forhold til. Det er ikke en hemmelighed. Dels er jeg gode venner med forfatteren, men jeg har også fået lov til at være beta- og testlæser på bogen. Derfor har jeg læst og hørt om "Udød" i mange forskellige udgaver. Nu sidder jeg så her med den endelige, og jeg er så glad. Den er virkelig alt det, en god zombiefortælling skal være.
Udover at have et skønt karaktergalleri er det en mega fed historie. Når man sætter sig med den, forventer man ikke at få en roman, der rører én eller som skal lære én om livet. Man forventer underholdning, drama og at man sidder på kanten af stolen og venter på, om de mon alle sammen klarer den.
Samtidig havde jeg også en forventning om at komme tilbage til de klassiske zombie-historier som "Night of the living dead", og jeg kan med glæde konstatere, at det lige præcis er sådan en feeling, jeg sidder tilbage med.

Tom er bogens hovedperson. Som nævnt ovenfor er han en ret så kikset en af slagsen. Tom kan ikke rigtigt noget. Jo, se film. Han spiller med vennerne, men heller ikke dér brillierer han. Det, som Tom kan, er, at huske ting. Og det kommer ham måske til gavn, når først zombierne kommer - og det gør de. Pludseligt står splejsen Tom og kan måske blive dagens mand i skysovs. Men det er svært at tage teten, når man er vant til, at alle ser ned på én. Samtidig er Tom klar til at vokse i heltetrøjen (en formulering, Greis selv har brugt om Tom, og den er jeg virkelig vild med!), og der er potentiale for en udvikling i Toms historie.
Tom er en fed person at følge. Hans humor er genial, og man nyder alle de små stikpiller, han tænker om de andre omkring sig. Selvfølgelig siger han intet (det tør han ikke!), men hans tanker er virkelig sjove, og man holder ret meget af ham, fordi der konstant balanceres mellem det hjælpeløse og hans viljestyrke. Det bliver aldrig ynkeligt, hvilket er meget vigtigt.
En anden person, der bare må nævnes, er Paquita. Hun er en af de andre, der arbejder med rengøring på forskningscenteret, og hun er uden tvivl den vildeste person i bogen. Paquita er sassy, og hun har altid det rigtige at sige, hvis man mangler en spydig bemærkning. Samtidig er der noget over hende, der gør, at man bare elsker hende og har lyst til at tage hende med hjem. Paquita er en sand powerwoman, og hun viser, at de kvindelige karakterer i en zombiefortælling ikke behøver at være hjælpeløse og "dumme blondiner". Det er et klogt og meget gennemtænkt træk fra Greis' side, og Paquita giver bogen en helt unik tone og gennemslagskraft på zombie-markedet.

En zombiefortælling er underholdning. Men samtidig formår Greis at få små livslektier med ind i bogen uden det forceres. "Udød" er også en fortælling om venskab, om at være tro mod sig selv, og at alle kan noget helt særligt. Toms historie minder os alle om, at vi duer til noget, og at ingen skal komme og sige, at vi ikke har ret til at være her. Det er en fortælling om at stå sammen, og at fællesskabet skal prioriteres. En rigtig god pointe i en bog til større børn og unge.
Som nævnt forventede jeg også en hyldest til genren. Og det er bestemt også tilfældet. Man kan virkelig mærke, at Greis kender sine zombier, og man kan mærke, hvor fedt han synes, det er, at skrive en historie om de væsner, han virkelig bare elsker at nørde omkring. Den er intens, spændende og en fed balance mellem gys og humor, præcis som sådan en bog skal være.

"Udød er en hyldest til den genre, den er skrevet i. Der er gys, humor og alt ind i mellem. Historien er fængslende og en sand pageturner. Den klassiske zombiefortælling får et moderne take med twists på de kendte karakterer, og så er der bare splat, flugt og kamp for alle pengene.
"Udød" er top underholdning, og jeg glæder mig til at se, om Greis vender tilbage til universet!

"Den der lever stille" af Leonora Christina Skov

Titel: Den der lever stille
Forfatter: Leonora Christina Skov
Serie: -
Forlag: Politikens forlag
Sider: 374
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Leonora Christina Skov fortæller i denne bog om at vokse op i et hjem med forældre, der ikke accepterede eller støttede hende. Det er en fortælling om at springe ud og blive foragtet af dem, man drømmer om at blive elsket af. Det er en fortælling om at finde sig selv igen samtidig med, at man vil gøre hvad som helst for at blive anerkendt for at være lige præcis sig selv. Og så er det fortællingen om at rejse sig i håbet om, at andre vil kunne bruge den gruopvækkende historie til noget konstruktivt.

Nogle bøger har man hørt om alle vegne. Forsiden har været alle steder, og alle har læst den. Sådan har jeg det med "Den der lever stille". Der er efterhånden nogle år siden, at den udkom, men Skov tager fortsat rundt og taler netop om den og den historie, den indeholder. Det er vildt, at man så mange år efter stadig kan være "relevant" med den samme historie. Jeg så hende til det store bogshow i Odense og endte med at købe bogen med hjem. Nu MÅTTE jeg læse den fortælling, der havde fængslet samtlige danskere.
Nu sidder jeg tilbage med en tom og ubehagelig fornemmelse samtidig med, at jeg har grædt glædestårer. For det er lige præcis sådan, man har det efter endt læsning.

Leonora C. Skov fortæller her sin egen livshistorie. Mange af hendes tidligere værker har haft tematikker, der kom fra hendes eget liv, men her er der tale om en decideret biografi. Historien handler om hendes opvækst i Helsinge i et hjem med forældre, der har brugt skyld og skam som opdragelsesmiddel. Hvis ikke hun gjorde, som de forventede, græd mor eller far fortalte, hvor skuffede de var. Som læser er man ikke i tvivl om, at der er noget helt off i det hjem, der beskrives. Skov er ikke vant til andet, så selvom det er ubehageligt, er det jo normalen for hende. Men da hun oplever andres hjem, begynder hun selv at mærke, at noget ikke er helt rigtigt. Hendes mormor fortæller ting, som at moderen fik en fødselsdepression, da Leonora kom verdenen, men derhjemme benægtes alt hårdnakket, for hos dem er alt normalt!

I bogen får Skov beskrevet de mange og komplicerede aspekter af den relation, hun har haft til sine forældre, både som barn men i særdeleshed også som voksen. Der er tons af emner at tage fat i, når man sidder med en bog som den her. Som socialpædagog sidder jeg og ser alle de relationelle problematikker, og jeg får lyst til at redde den lille Leonora ud af det hele, så hun kan opleve, hvad en normalt fungerende familie vil sige.
Da Skov finder ud af, at hun er lesbisk, bliver det nådestødet for familien og den spinkle relation, der har været. "Hvorfor vælger du netop dét, når du ved, hvad det gør ved os?", spørger de hende.
Skov skriver med den her bog en fortælling til de drenge, piger, mænd og kvinder, der endnu ikke er sprunget ud, fordi de er bange. Men samtidig skriver hun også til dem, der har gjort det, og fortæller, at alt nok skal gå. Skov har selv udtalt, at bogen for hende også er til de forældre, der har et barn med en anden seksualitet end hetero. Det er en fortælling for at vise, at de ikke skal hade deres barn men elske dem, for det er det, de har allermest brug for.
Det er et stærkt budskab, og det kommer ud på fornemmeste vis.

                                  

"Den der lever stille" efterlader sin læser med følelserne helt ude på tøjet. Man græder og griner, og det er en enormt stærk fortælling. Det er en historie, der viser, hvor forfærdeligt familie-livet kan være, men samtidig er det også en fortælling om at rejse sig og vise, at man kan alt, hvis man tør. Den er stærk, smuk og vigtig. Alle bør læse den, for fortællinger som disse skal ikke ties ihjel men brøles ud til hele verden.

"Burn" af Patrick Ness

Titel: Burn
Forfatter: Patrick Ness
Serie: -
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 384
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Sarah bor i en verden, hvor drager er slaver af mennesker. Hendes far og hende har netop hyret én til at hjælpe på farmen. Kazimir er dog ikke som de andre. Han er en Blå drage, og han bliver ved med at snakke om profetier.
Et andet sted er en snigmorder på vej. Han har kun én mission, og det er at stoppe Sarah, så hun ikke gør det, hun er skæbnebestemt til. En sekt holder øje, og pludseligt bliver livet i den lille landsby aldrig det samme igen.

Patrick Ness er en forfatter, der kan noget helt unikt. Hans skrivestil er som ingen andens, og han blander ofte et overnaturligt element ind i en klassisk YA-fortælling.
Med "Burn" kaster Ness det hele op i luften og skaber noget, man ikke har set fra ham før.
Historien om Sarah er ikke en "klassisk" YA-roman men snarere et meget langt og dystert eventyr. Dog omhandler den en masse af de emner, vi kender fra YA-litteraturen: At føle sig forkert, kampen for at finde ud af, hvem man skal være og så det store politiske emne lige nu; at være en del af en minoritet.

Sarah er bogens hovedperson, men der fortælles fra mange forskellige vinkler. Dels følger man Sarah og hendes liv på gården, men man føler også den snigmorder, der er på vej for at gøre en ende på hendes liv. Efterforskerne, der vil stoppe ham, fylder også i bogen og derved sammenflettes der en spændende og intens historie fra start til slut. Midt i bogen skifter det hele. Hvorfor vil jeg ikke spoile, men jeg lover, at det er et twist, du ikke ser komme. Og sidste halvdel af bogen er noget af det mest intense, jeg har læst nogensinde.
Sarah er en pige med ben i næsen, og hun er en virkelig stærk hovedperson. Hun er asiatisk af udseende og er derfor ikke som folk er flest, der, hvor hun bor. Hun og vennen Jason ses ned på tit og ofte, og de kæmper for deres ret til at være. Det er et tema, vi kan nikke genkendende til i den politiske debat lige nu, og netop derfor er "Burn" endnu et fornuftigt og relevant indspark i den snak.

Når man fortæller, at det er en historie om, at drager og mennesker lever i sameksistens, kigger folk mærkeligt på en. Men som altid har fantasy-elementet  Ness' historie en betydning og en pointe at understrege. Jovist er dragen Kazimir en genial karakter. Men han er et billede på noget i Sarah og i alle mennesker. Hvad kan man diskutere, for alt er til fri tolkning. Men mens jeg læste bogen fik Kazimir og hans rolle i fortællingen mig til at tænke på det ulmende had, der er i alle mennesker. Nogle gemmer på det, andre er elendige til ikke at eksplodere hvert øjeblik. Og så er der dem, hvor du ikke ved det, før det er for sent. I bogen her møder vi alle slags, og Kazimir samt dragerne generelt bliver en påmindelse om, at mennesker er farligere end noget andet omkring os. Had og vrede kan ødelægge, dræbe og destruere. Hvis ikke vi får ord på eller hjælp til den vrede, kan den slå os og dem omkring os ihjel.
Det er en stærk pointe og så endda i en ungdomsbog. Men det er netop det, Ness kan, og det er det, jeg virkelig elsker ved hans værker. 

 

"Burn" er endnu en perle fra Patrick Ness' hånd. Han minder sin læser om de sider, menneskeheden besidder, og den største trussel mod os og vores eksistens er os selv. Samtidig får han knyttet en kommentar til racedebat og den generelle snak om at være en del af en minoritet hvad enten det handler om udseende eller seksualitet. Bogen kan til tider virke som en stor dommedagsprofeti. Men heldigvis minder den også sin læser om, at sammen er vi stærke, og hvis vi tør elske og respektere hinanden, skal det hele nok gå.

"100 dage 100 digte" af Pelle Hvenegaard

Titel: 100 dage 100 digte
Forfatter: Pelle Hvenegaard
Serie: -
Forlag:
Sider: 250
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 

Pelle Hvenegaard har tidligere skrevet flere bøger om sit liv, dels en hel biografi med fokus på livet som barnløs og en bog med 50 historier, der har formet ham som menneske.
Nu springer han ud som digter og har givet sig selv den udfordring at skrive et digt hver dag i 100 dage. Men så kommer corona, og digtene bliver noget helt andet, end han regnede med.

En digtsamling er altid sværere at anmelde. Der er ikke en historie eller en hovedperson at tage udgangspunkt i.
I stedet er det nemmere at udtale sig om en stemning eller de tanker, som værket sætter i gang. Hvenegaard er sikker på, at det skal være digte om kærlighed og lykke. Men da corona rammer bliver der i stedet tale om en refleksion og fortælling om at gå fra frihed og at være egen herre til at være afhængig af statens støtte samt den klaustrofobiske fornemmelse af at være lukket inde i eget hjem og hoved.

Digtene er lige så meget små hverdagsfortællinger eller refleksion over verdenskrise, flygtningetilstrømninger og kontrasten mellem verdensdele og forskellige kulturer. De er skrevet dejligt flydende, så man kan selv vælge, om man læser et digt om dagen eller om man (ligesom jeg) læser dem mere eller mindre ud i én køre.
Digtsamlingen bliver et rigtig godt billede på, hvordan corona påvirker den gennemsnitlige dansker: Motivationen forsvinder, det er hårdt at hjemmepasse og arbejdet og ens levebrød trues.
Hvenegaard gør det nemt for læseren at identificere sig med ham. Som forældre nikker jeg smilende genkendende til digte som "skal vi lege?", hvor datteren for 118.gang den dag søger underholdning, fordi hun savner legekammeraterne i børnehaven. Som partner smiler jeg med tårer i øjnene, når han i et digt erklærer sin kærlighed til konen Caroline.
I samlingen er der alt fra hverdagssnak til refleksion over flygtningestrømninger og modløshed, og det gør oplevelsen virkelig stærk.

"100 dage 100 digte" er et projekt, der vil stå tilbage som et billede på at være fanget i en verden med corona og en helt anden tilværelse, end man er vant til. Projektet blev pludseligt med et helt andet fokus, men det har gjort noget godt for bogen. Dels har det givet Hvenegaard materiale til de 100 digte, men det har også givet ham mulighed for at finde glæden i hverdag og de helt små ting. Det er noget, vi alle kan lære af, og vi får lov at komme med under huden på et menneske, der netop skal lære at skrue ned og værdsætte de små ting.
Digtene minder os om, at livet skal leves, og vi skal få det bedste ud af hver dag. Det er en stærk pointe, og den leveres med omsorg og alvor.

Månedlig opsummering: Arbejdsrelaterede august

 

  Dette var august for mig: August blev pludseligt en måned, hvor der var fokus på arbejde. På at komme tilbage og på at finde tilbage i rutiner, hverdag og alt det kaos, det indebærer, når der også er to børn, der skal ind i ligningen. Jeg havde bildt mig ind at august ville blive en måned proppet med overskud, men jeg må nok erkende, at det i stedet er blevet en måned, hvor alt mit overskúd er gået til at finde mig til rette i arbejdslivet atter engang. Jeg er kommet tilbage til en helt anden arbejdsplads end den, jeg forlod, og jeg har brugt min energi på at lande i det og finde ud af, hvad min rolle skal være i ny struktur. Læsningen har jeg dog nået, og jeg har bestemt fundet læseglæden tilbage. Ikke at det er blevet til lige så mange bøger, jeg havde håbet på, men mit flow er tilbage, og det må være det vigtigste.
August har været en måned, hvor Mark blev 30 og jeg holdt en hyggelig og vellykket surprise-fest for ham. Vi har været til bryllup og haft en sand fest. August har været en måned med lidt mere voksentid, og en måned, hvor vi har lært, hvor vigtigt det er at prioritere, når hverdagen bliver for kaotisk.
Samtidig har august været den kronisk dårlige samvittighed, når det kom til bloggen og forsømmelsen heraf, men jeg har fortalt mig selv, at det er okay. Alting til sin tid, og jeg må nok bare indse, at med et liv med 2 børn og en mand med skæve arbejdstider, så er der bare perioder, hvor man ikke kan passe det hele og noget må sorteres fra i forhold til arbejdsopgaver.
Dog føler jeg nu, at jeg er tilbage og jeg har savnet det. Det må siges, at være det vigtigste.

August på forældre-fronten: Begge børn er startet i nye institutioner :O! Ellie er startet i vuggestue og var kørt ind på 2 dage. Det gik over al forventning, og det er tydeligt at mærke, hvor meget hun nyder det. Hun er træt og puttes tidligt! Men det er okay, og hverdagen indfinder sig så småt for hende nu. Det er så dejligt at se hende med de andre små, og hun er virkelig nysgerrig på dem.
Hun kryber for alvor fremad nu, og der er masser af fart på. Maden begynder at give mening for hende (udover i vuggestuen), og jeg har bestemt, at når spisningen i vuggestuen er optimal, ryger flaskerne. Som i alle flaskerne. Det er godt, og det er okay, men vi skal lige have hende til at spise andet end ingenting i vuggestuetimerne...
Tristan er startet i børnehave, og det er fedt med de store børn. Han nyder de nye rammer, og der er en helt anden form for leg, han kan være end del af. Hans sprog og kunnen er sprunget i luften, og jeg kan ærlig talt ikke følge med mere. Han er træt, når vi kommer hjem, men det er forståeligt, for der sker dælme meget, og der er mange nye indtryk, der skal bearbejdes. Han tager det flot at møde mig nogle gange i løbet af dagen, da jeg jo arbejder samme sted. Vi vinker og aftaler at ses senere. Han er sgu sej. 

 

Det læste jeg i august: Som jeg skrev tidligere, er det ikke overbevisende, men jeg har fået læst 2 bøger i denne måned, og det er jeg stolt af. Jeg har fået færdiggjort en bog, jeg endte med at starte forfra på, og jeg har kastet mig ud i en digtsamling!

Augusts bedste bog: "Burn" af Patrick Ness var den bog, jeg startede forfra på. Jeg kunne ikke helt samle mig om den første gang, og jeg er glad for, at jeg begyndte forfra i stedet for bare at fortsætte. Historien endte virkelig med at gribe mig, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Det er ikke hans allerbedste bog, men den tager temaer op, jeg stadig går og grubler over.

Augusts mest skuffende bog: Jeg synes som sådan ikke, at nogle af bøgerne i denne måned skuffede mig. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide dem begge, så dette punkt må stå hen, indtil der læses lidt mere...

Augusts anbefaling: Denne måned er der en podcast til mine fellow nørdre-venner! Det handler faktisk om musik-nørder. Podcasten "Indbegrebet af" er 3 musikeksperter, der diskuterer diverse artister. Alt fra Nirvana til Taylor Swift har været oppe at vende. De tager hver en sang med, som de mener er indbegrebet af denne kunstner, hvorefter de hører sangen og analyserer den helt ned i bund. Til sidst stemmer de og vælger den sang, de så mener er indbegrebet af den kunstner. Hvis du elsker musik, er det virkelig en fed podcast, og det er en genial måde at lærer nye kunstnere at kende på. Samtidig er det også en måde at blive mindet om, hvorfor man elsker dem, man gør. Afsnittet med Lady GaGa nød jeg fx i stor stil.

Hvad byder den kommende måned på?: September bliver den måned, hvor Mark atter starter arbejde. Den virkelige hverdag rammer os igen, og jeg må ærlig talt erkende, at jeg er lidt nervøs. Men det skal nok gå - andre muligheder er der jo ikke rigtigt... September bliver en måned med forhåbentlig lidt mere ro på hverdagen, og det bliver en måned med mere læsning og gode oplevelser som fx foredrag og endnu et bryllup. 

Hvordan har jeres august været? Har I fået læst nogle gode bøger?