.

.

søndag den 7. juni 2020

"Stitches" af David Small


Titel: Stitches
Forfatter: David Small

Serie: -
Forlag: Norton & Company
Sider: 329
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 5/5


David vokser op i et hjem med en helt speciel stemning. Man er bange for at sige noget forkert, og det vigtigste er, at hans mor ikke bliver sur. David får en stor knude på halsen, og da den fjernes, mister han stemmen. I ægte stilhed kan han nu se til, mens hans families drama udvikler sig, og han selv forsvinder mere og mere. 

En anbefaling. At få rakt en bog i hænderne med ordene "Den her skal du virkelig læse. Alt for få kender til den her historie, og nu deler jeg den med dig". Så er forventningerne skruet højt op. I 2020 har jeg bestemt mig for at læse flere grafiske fortællinger. Det er et medie, jeg ikke har kastet mig ud i førhen, men jeg kan se, at der virkelig er perler gemt i dette format.
"Stitches" er en af dem. Det er en grusom og virkelig modbydelig fortælling om svigt, psykisk terror og at vokse op i en familie med psykisk sygdom. 


David fortæller her historien om et liv med en mor, der var utilregnelig og havde foragt for sit eget barn. Han fortæller historien om en far, der flygtede på sit arbejde eller gemte sig i kælderen. I mens står David og ser det hele udfolde sig, mens han på ingen måde kan være i en tilværelse, hvor han konstant foragtes eller ses ned på. Da David får en knude på halsen og opereres, mister han stemmen. Pludseligt kan moderen virkelig få en stilhed, hun så ofte har higet efter. Men samtidig kan David ikke sige fra. Han kan blot se til, mens det hele ødelægges, og han kan ikke komme af med de mange tanker og følelser, der hober sig op i ham. Samtidig ligner han en freak med det store og klodsede ar, han nu har fået over hele halsen. 
David bliver resultatet af at være vokset op i et hjem uden kærlighed men med konstant had, bitterhed og frygten for at træde ved siden af. Hans kreative evner redder ham. Han tegner og forsvinder ned i drømme og fortællinger, som han skaber for at have et sted at være tryg. 
Davids historie er vigtig. Den gør ondt og samtidig gør den godt, fordi han som voksen forstår, hvad det er for en virkelighed, han kommer fra. 

At vokse op i et hjem, hvor psykisk sygdom et et tema, som der ikke tales om, er der alt for mange, der oplever. David ved ikke, at der er noget galt med hans mor (og mormor), før han er ret gammel, og som læser er man med til at indse det sammen med. Man er ikke i tvivl om, at noget er off, og hans måde at fortælle om det gennem dystre tegninger ala Tim Burton, efterlader læseren med den tungsindige og trykkede følelse, David må have oplevet som barn. Det giver historien en vigtig dybde og dimension, så man som læser virkelig får lov at være med i Davids barndomshjem. 
Tegningerne er sublime. Tegnestilen er syret og rå, hvilket passer til fortællingen og de tematikker, som bogen omhandler. De sætter ord på det, som David enten ikke kan eller har lyst til at skrive om. I stedet taler hans kunstværker for sig selv, og de efterlader læseren med smerte og sorg over en barndom i Helvede. 


"Stitches" er en unik perle af en fortælling. Den slipper ikke sin læser efter endt læsning, og jeg er i tvivl om, om jeg nogensinde kommer til at kunne fortælle om den uden at få en klump i halsen. Davids historie og efterskrift til bogen er en rå og ucensureret fortælling om at vokse op med svigt og uligevægtige forældre samtidig med at den er et punktum og en tilgivelsesproces over alt det, der er hændt ham. Den er stærk, smuk og rørende - og den skal læses!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar