.

.

fredag den 1. maj 2020

Månedlig opsummering: Tågede april




Dette var april for mig: Det bliver et ufatteligt kort afsnit, fordi landet fortsat har været lukket ned. I april skulle jeg have været til diverse events og selv været ude at holde oplæg. Alt dette er aflyst. I stedet har april været overlevelse herhjemme. Dog vendte hverdagen så småt tilbage, da Tristan kunne starte i vuggestue igen, hvilket har givet alle herhjemme mere overskud. April har budt på velfortjente pauser og ro. April har samtidig budt på kaos og familietid på bedste vis. April har budt på varme forårsdage med korte ærmer og solcreme. April har budt på picnic i haven og Ellies første møde med græsplænen. 
April har været spøjs og kreativ. April har været uden jeg lagde mærke til det. April står tilbage som en tåge, hvor jeg ikke erindrer, hvad der skete, med mindre jeg kigger i min kalender. April bliver forhåbentlig et farvel til undtagelsestilstand og et goddag til en mere normal hverdag.

April på forældre-fronten: Mange klager over at have deres partner hjemme HELE tiden i disse corona-dage. Jeg personligt vil bare gerne have Mark hjemme hele tiden, især fordi jeg har stået hjemme med to børn. Jeg har været presset lige så meget som i min graviditet, og havde vi ikke haft forældre at trække på, var det hele nok gået op i flammer. Jeg priser mig lykkelig for at have familien tæt på!
Når det så er sagt, har april været en god måned at være forældre i. Vi har brugt rigtig meget tid i vores elskede have, og ungerne har nydt det. 
Tristan har været hjemme den første halvdel af april, og selvom han virkelig har manglet de andre børn, er der sket helt vildt meget med ham, især sprogligt. Sætningerne er lange, uregelmæssige verber bøjes korrekt og han bruger virkelig vilde ord efterhånden. Legene er blevet deciderede rollelege, og han leger forskellige ting, han ser i film eller serier. Det er så sjovt at lege med ham nu, og det bliver bedre og bedre for hver dag, der går. 
Ellie er blevet 5 måneder og er en stor, glad baby. Til 5 måneders tjek vejede hun 8,3 kilo og var 71 cm lang. Så hun vokser som ukrudt. Det er dejligt, og hun er blevet meget mere bevidst og laver sine egne, meget små lege. Hun burde være i fuld gang med at spise almindelig mad, men det er ikke helt nemt. Skeen er hendes værste fjende, og ve den, der forsøger at proppe den i munden på hende. Ting, hun kan sidde med selv, propper hun gerne i munden (det være sig mad, legetøj, fingre, hænder...) men hun spytter alt ud igen. Nu kommer sundhedsplejersken til 6 måneders tjek og giver os lidt vejledning, fordi hun efterhånden er så stor (og sulten), at der skal mere end flasker til at holde hende kørende. Dog er vi i skrivende stund i en rolig periode med nogenlunde faste rutiner og forudsigelighed, så det nyder jeg i fulde drag!


Det læste jeg i april: Fordi Tristan har været hjemme, har der virkelig ikke været megen læsetid. Faktisk har der kun været tid til bøgerne, når jeg har puttet Ellie. Der har Bookmate eller Mofibo været min redning. Dog hjalp det lidt, da han atter startede i vuggestue, så det er blevet til 3 bøger i denne måned.

Aprils bedste bog: Uden tvivl "Det har jeg altid sagt" af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun. Den var virkelig velskrevet og hyldende morsom på samme tid.

Aprils mest skuffende bog:
Skuffende var den såmænd ikke, men Katrine Skovgaards "Luftkasteller" er den bog i denne måned, der fortsat ikke sidder i mig. Så den må jo nok skulle nævnes her.

Aprils anbefaling: Det er fortsat corona-times, og derfor er det jo godt med noget, der varer mere end 30 minutter. Derfor anbefaler jeg podcast-serien "The Dating Game Killer". 6 episoder a 30-50 minutters varighed, og den er enormt godt produceret og fortalt. Stemningen er i top, og man sidder tilbage med alle detaljer i den gruopvækkende sag. Det er fortællingen om en amerikansk seriemorder, der slår unge piger ihjel. Der er udpluk fra retssagen samt en grundig gennemgang af hans liv. Den er lavet af Wondery, der virkelig laver nogle fede produktioner, og den skal man virkelig give et lyt, hvis man er glad for True Crime. 



Hvad byder den kommende måned på?: Så længe corona fortsat er en overskrift herhjemme, er der ingen, der ved, hvad bare i morgen bringer. Jeg satser dog på, at maj betyder en lidt mere normal hverdag (for os i hvert fald) og dermed også mere tid til bøger, bloggen og alt det andet, der har været forsømt i denne periode. 

Hvordan har jeres april været? Er I forsat mærket meget af corona derhjemme? Og er der tid til bøgerne?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar