"Ikke engang et jordbær" af Marnelle Tokio

Titel: Ikke engang et jordbær
Forfatter: Marnelle Tokio
Serie: -
Forlag: Arvids
Sider: 248
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 

Marty indlægges på en klinik, der behandler spiseforstyrrelser. Hendes verden er ramlet grundet moderens misbrug og faderens fravær. På klinikken handler det om at blive fedet op, sammenligne sig med de andre og gå i gruppeterapi. Marty har på ingen måde lyst til at slippe sygdommen og den tryghed, den giver. Men vil hun tilbage til livet, er hun også nødt til at blive rask. 

Et af mine nytårsforsætter i år har været at bruge biblioteket noget mere. Jeg elsker at komme der, men det er alt for lang tid siden, at jeg har lånt en bog. Derfor tog jeg en tur for nogle måneder siden, og jeg fandt en masse fiktion omkring psykiatri, herunder spiseforstyrrelser. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det, for det gav mig mulighed for at læse historien om Marty. Marty er et biblioteksfund af fineste karakter. Det er en bog, jeg ellers aldrig var faldet over, men nu, hvor det er sket, er jeg så glad for, at jeg er den fortælling rigere. 

Marty er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Marty er alvorligt syg af anoreksi, og hun er dybt nede i sygdommens tanker og handlemønstre. Da hun ankommer til afdelingen er hun spydig, klar til kamp og har på ingen måde tænkt sig at følge de regler, der bliver lagt ned over hende og de andre patienter. Marty virker som en rigtig hård type, og der er bestemt ingen, der skal forsøge at komme tæt på hende. Hun bider fra sig og er vant til at skulle holde folk ude i en armslængde. Men hurtigt går de top for læseren, at Marty er lige så skrøbelig, som den krop, hun mishandler. Marty er blevet voksen før tid grundet sine forældre, og hun kæmper med svigt, dårlig samvittighed og en konstant følelse af utilstrækkelighed. Hun har det elendigt, og derfor er det nemmere at forvente det værste af sine medmennesker fremfor at blive skuffet gang på gang. Martys fortællerstemme er tragisk og hård samtidig med, at hun er enormt humoristisk og elskelig. 
Hendes udvikling gennem bogen holder virkelig læseren fanget fra start til slut, og man sidder hele tiden tilbage og ønsker, at der er håb at finde til sidst.

Bogen behandler emner som spiseforstyrrelser og dysfunktionelle familier. Spiseforstyrrelses-delen vises dels gennem Marty men også de andre patienter på afdelingen. Når man når til indlæggelse, er man rigtig syg, og det er der heller ingen tvivl om, at både Marty og de andre er. Deres samtaler, tankegang og ikke mindst mønstre for at undgå mad, at dyrke ekstra motion eller forsøge på opkastninger, er gruopvækkende samtidig med, at man som læser slet ikke kan sætte sig ind i tankegangen. Det er så uvirkeligt, men Marty tager os i hånden, og man mærker hendes smerte, frustrationer og sorg igennem bogen. Den er skrevet enormt stærkt, uden filter og med en hudløs ærlighed, som emnet fortjener. Som læser (med eller uden spiseforstyrrelse inde på livet) efterlades man med en dybere forståelse af, hvad det vil sige, at leve med et sådant forhold til mad og egen krop. 
Familieforhold er noget af det andet, der virkelig fylder i bogen. Martys mor drikker, og Martys far virker skide ligeglad og er enormt træt af, at hun ikke bare kan tage sig sammen. Marty ønsker, at hendes forældre passer på hende, hvilket ingen af dem evner. Hendes forhold til dem gør virkelig ondt på læseren, og man sidder tilbage med et ønske om at kramme hende og tage hende med hjem. Scenerne med forældrene er enormt velskrevne, og man oplever alle følelser fra frustration til elendighed, når man læser de scener.

"Ikke engang et jordbær" er en virkelig velskrevet og vigtig fortælling om livet med en spiseforstyrrelse. Det er en historie om at være helt ude på kanten, hvor det handler om liv eller død. Samtidig er det en historie om venskab, familie og angsten for at være alene i verden. Det er en smuk og brutal fortælling, der virkelig bør læses af alle!