Titel: Det løfte du gav mig
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: -
Forlag: Facet
Sider: 176
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Bogen er stillet til rådighed af forlaget Facet.
Astrid møder den charmerende Alex på en ferie med sin kæreste. Hun forelsker sig i ham og kan ikke tænke på andre end ham. Men Alex er allerede kæreste med Katrine, der på ingen måde er interesseret i at give slip på ham. Katrine bliver sygeligt jaloux på Astrid og vil gøre hvad som helst for at få Alex for sig selv.
Det er old news, at jeg er voldsomt begejstret for nærmest alt det, jeg har læst fra Rødtnes' værker. Jeg synes, at hun formår at sætte aktuelle emner til debat på en ny måde, og så skriver hun bare så fængende, at man som læser slet ikke kan lægge bøgerne fra sig, før man er færdig.
Sådan havde jeg det også med "Det løfte du gav mig", eller "Bitchen imellem os", som nogle vil kende den som. Dette er nemlig en genudgivelse. Dette er dog mit første møde med bogen, så derfor er det også denne udgave, jeg vil fokusere på.
I denne fortælling er det emner som pigevold og ensomhed, der er i fokus, og selvom historien til tider er ekstrem, er der ingen tvivl om, at Rødtnes skriver en fortælling, der er inspireret af en hård og barsk virkelighed.
Bogen fortælles skiftevis af Astrid og Katrine.
Astrid er sammen med Andreas, en lidt kedelig type, som hun egentlig ikke rigtig gider. Derfor forelsker hun sig hovedkulds i den mystiske og interessante Alex. De er sammen, og hun dropper Andreas umiddelbart herefter. Pludseligt er der ingen andre i hendes verden end Alex. Han har fejet benene væk under hende, og hun elsker ham. Men Alex er fortsat kærester med Katrine, og hende går man ikke bare lige fra. Så Astrid venter mere eller mindre tålmodigt på, at det endelig kan blive bare de to.
Astrid er den mest unuancerede karakter i fortællingen. Hun slår på med Andreas uden de store skrupler, og derfra er veninder og alt andet ligegyldigt. Den besættelse, hun ender med at have af Alex virker alt for voldsom. Jeg fandt det svært at holde af hende eller holde med hende, hvilket bogen bestemt har brug for. Der er selvfølgelig segmenter, hvor Astrid er den forudrettede part, men de virkede desværre ikke lige så stærkt, som det var meningen igennem bogen, netop fordi sympatien aldrig opstod for alvor i løbet af handlingen.
Anderledes havde jeg det dog med Katrine. Katrine lever mildest talt et lorteliv. Hendes far drikker, og hendes mor har begået selvmord. Katrines storebror, Brian, forsøger at hjælpe hende, men Katrine er knust og vil kun Alex. Da han overvejer at slå op med hende, tyr hun til vold, og han bliver. Der er noget vældigt interessant i dynamikken i deres forhold. Dels fordi der berøres emner som, når kvinder slår mænd, men også det her med at ville være den frelsende i en relation. Alex har ondt af Katrine, han har svært ved at gå, fordi han kan se, hvor meget det hele bare smuldrer for hende. Samtidig er man som læser bange for hende, og man føler dyb foragt ved mange af de ting, hun gør. Den balance, der er skrevet ind i Katrines karakter, er netop den, der til tider kan mangle ved Astrid.
Katrine er en sørgelig skæbne, og som læser gruer man konstant for, hvad hun gør som det næste; for man er aldrig i tvivl om, at hun kan finde på hvad som helst.
Emnet pigevold tages op i bogen. Rødtnes skriver, at hun fandt inspiration til fortællingen, da hun læste en artikel om netop dette. Situationer, hvor piger tæsker hinanden så voldsomt over fx jalousi eller andre intriger, virker så langt fra manges virkelighed. Men det foregår, og det er noget, vi skal tale om. Netop derfor er det så vigtigt, at Rødtnes skriver denne bog. Her er der en barsk, rå og på ingen måder censureret historie om, når kvinder er kvinder værst. Samtidig er det en historie om 2 piger, der begge er bange for at være alene. De er bange for at miste og for at blive ladt tilbage i ensomheden. Det er der noget meget skrøbeligt og samtidig stærkt over i netop denne setting, og det fungerer usandsynligt godt.
"Det løfte du gav mig" er et ældre værk fra Rødtnes, men det er lige så relevant i dag, som det har været dengang. Det er en fortælling om ensomhed, angst og at ville ofre alt for det, man er afhængig af. Rødtnes skriver som altid fængende, og her er en bog, man på ingen måder kan lægge fra sig, før man har vendt den sidste side.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar