.

.

søndag den 1. marts 2020

Månedlig opsummering: Balancerede februar


Dette var februar måned for mig: Februar har været en måned med balance. Februar har været en måned med ro og stabilitet og genkendelighed, og det har der for alvor været brug for. Februar har været den måned, hvor jeg får alvor har kunnet sige, at livet med 2 børn endelig giver mening herhjemme, og hverdagen kan kaldes normal. Februar har været en måned med læseflow og tid til spil og seriekiggeri. Februar har været uanede mængder vasketøj og to-do lister, for det er der bare brug for, for at få hverdagen til at glide. 
Februar har været starten på et forløb med personlig træner og kostvejleder, og det har været starten til et helt nyt liv, som jeg allerede nu bare nyder og virkelig elsker. 
Februar har været venindehygge i Aarhus og tid til at komme i biografen med min mor og veninder. Februar har været første tur væk fra begge børn.
Februar har været en stræben efter at lytte til min egen krop og mine egne behov, og derfor har februar også betydet prioriteringer ift mad, træning og et stop på p-piller, der skabte enorme konflikter herhjemme. Jeg blev påvirket meget negativt af pillerne, og de er ikke det værd. Derfor hedder det nu spiral, og jeg glæder mig til den endelige snak med lægen herom. 
Februar har været rolig og hverdagsagtig. Det har været fantastisk.



Februar på forældre-fronten: Det er egentlig meget i forlængelse af ovenstående. Februar har været en måned, hvor jeg føler, at nu er vi efterhånden der, at der er styr på livet med 2 børn. Ellie er efterhånden ved at være et barn med faste rutiner, og det er fantastisk. Lurene i løbet af dagtimerne kan variere lidt i kvalitet, men jeg ved, at hun er klar til at blive puttet til nat omkring kl. 18, og det gør, at aftenerne sammen med Mark (eller mig selv) er kommet tilbage 9/10 dage (for med børn er der jo altid undtagelser!). Det har givet meget overskud tilbage herhjemme, og det har givet noget tiltrængt par-tid til snak, spil og serier. 
Ellie er blevet 3 måneder, og hun smiler, pludrer og klukker. Hendes sociale evner er helt enorme, og vi elsker, at hun på det punkt slægter Tristan på. Maven er atter begyndt at drille, og vi er i skrivende stund startet på movicol i håb om, at vi lige kan hjælpe hende det sidste stykke. Det er ikke med lige så mange skrig og skrål, som da hun var lille, men det er nok til, at vi skal reagere. Hun fik sit 3 måneders stik og klarede det til UG og med kun lidt feber samme aften. Vi er atter startet til kiropraktor, da både nakke og ryg har låst sig. Nu satser vi på, at vi kan få styr på det skæve hoved en gang for alle!
Tristan er startet i den nye vuggestuegruppe, og det går virkelig godt. Der sker rigtig meget med ham, især sprogligt, men shit han er træt, når han kommer hjem. Det er store forandringer, og han er pludseligt den lille igen, hvilket godt kan være svært. Heldigvis er de voksne på stuen dygtige og kompetente, så her skal han bare være indtil august, hvor han starter i børnehaven.

I februar læste jeg: 4 bøger. Det er jeg faktisk ret stolt af, og det har virkelig været gode læseoplevelser i denne måned!

Februars bedste bog: Det er virkelig svært at vælge, fordi alle læseoplevelserne har kunnet noget forskelligt. Men det må nok være "SULT" af Roxane Gay, der virkelig tog mig med storm. Det er lang tid siden, at jeg har læst en "voksenbog", og samtidig er det en bog, der snildt kan læses af unge. Men den rørte mig, og jeg går stadig og tænker på den.

Februars mest skuffende bog: Der har virkelig ikke være skuffende bøger den her måned. Sorry.

Februars anbefaling: Det er en podcast! Og mange har sikkert hørt den, for den er ikke spritny, men nu har jeg selv endelig fået hørt den, og jeg er seriøst blown away! Det er kun 5 afsnit a 30 minutter, så man sluger den råt og ærger sig over, at der ikke er mere. Det er en P1 dokumentar, der hedder "Skønhedskontrakten". Den er så skræmmende og handler om skønhedskonkurrencer og alt det, der sker bag facaden. Når man tænker, at NU! kan det da ikke blive mere sindssygt, så sker det. Den er så godt produceret, og den sætter fokus på et meget vigtigt emne. 



Hvad byder den kommende måned på?:  Marts bliver skøn. Jeg skal i teateret med Anne og se "Lyden af de skuldre, vi står på", som jeg ikke fik set sidst den kørte i Aarhus. Nu skal jeg endelig se den, og jeg glæder mig som et lille barn. Marts byder på skønne bøger og hygge herhjemme, og generelt bliver marts en måned med skønne hyggelige ting og gode bøger. Jeg glæder mig!

Har jeres februar været god? Er der blevet læst nogle gode bøger? Og har du en anbefaling til MIG?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar