.

.

tirsdag den 10. marts 2020

"Hvor jeg hører til" af Katja L. Berger


Titel: Hvor jeg hører til
Forfatter: Katja L. Berger

Serie: On Shore
Forlag: Tellerup
Sider: 268
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5



Hannah er normalt hende, ingen rigtigt lægger mærke til. Hun drømmer om at blive set, og pludselig får Justin øjnene op for hende. Men Justin voldtager hende til en fest, og efterfølgende dør hendes mor. Hannah sendes ned i et sort hul af skyld og skam, og sendes på ugers ophold hos Chuck og Claire. Her møder hun Taylor og Emily, der også har hemmeligheder. 
Hannah kæmper for at leve. Men spørgsmålet er, om hun nogensinde kan få sit liv tilbage. 

Konceptet omkring "On shore"-serien var virkelig noget, jeg forelskede mig i med det samme. En folk unge, der mødes, med hver deres hemmeligheder, der langsomt skulle opklares for læseren. 
I den første bog i serien er det emner som voldtægt og selvmord, der bearbejdes, og det er en enormt dyster men også vældig stærk start for serien. 
Hannahs bog er grusom samtidig med, at den har sin humor og kærlighed. Det er en fantastisk blanding, og det gjorde, at det var en sand pageturner. 


Hannah er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. At Hannah er den, der lægger ud, kan betyde, at hendes historie er den mest grumme eller i den lettere afdeling for resten af serien. Jeg håber virkelig, at vi taler om førstnævnte, for Hannahs liv er ikke let. Hun bliver voldtaget til en fest, og da hun endelig fortæller sin mor om det, kører hun galt. 
Hannah står nu med skylden over sin mors død og skammen over voldtægten, og det bliver for meget for hende. Hun forsøger at tage sit eget liv, og tanken om død fylder for hende hver eneste dag. Hannah er på sin vis fortabt. Det bliver det store spørgsmål, om hun kan finde livsglæden tilbage, da hun flytter ned til Chuck og Claire. 
Hannahs historie og fortællerstemme er enormt stærk, og man har virkelig lyst til at flå hende ud af bogen og kramme hende og love, at alt bliver okay. Men det smukke og tragiske ved Hannahs fortælling er måske, at det ikke altid bliver okay igen? Det bliver måske tåleligt. Men der er nok liv og skæbner, der aldrig heler igen. 

Som sagt er det emner som selvmord og voldtægt, Berger skriver om i denne bog. Voldtægten er beskrevet meget grafisk, og det er et kapitel, jeg virkelig overvejede om jeg kunne springe over. Det var så ubehageligt at læse, men samtidig er man nødt til det for at forstå Hannah resten af bogen. Det traume er så voldsomt, og konsekvenserne bagefter er uoverskuelige både for læser og hovedperson. Voldtægt er fortsat så stort et tabu, og derfor er det så vigtigt, at Berger italesætter det i denne bog. Hvem skal tage ansvaret? Hvor skal skylden og skammen placeres? Det giver hun et bud på her. 
Samtidig er selvmord et emne, der slet ikke tales nok om, når det kommer til unge. Hannah forsøger at gøre en ende på det hele, men det lykkedes ikke. Det betyder dog ikke, at hun har sluppet tankerne om det. Berger bruger statistikker eller historier om andre unges selvmord, der suser gennem Hannahs hoved for at illustrere, hvordan døden er hendes evige følgessvend. Det er mørkt, og det gør ondt. Især fordi man som læser ikke aner, om Hannah kunne finde på at forsøge igen. 


"Hvor jeg hører til" er en virkelig stærk og barsk fortælling om at leve med skyld og skam over noget, man aldrig kommer over. Det er samtidig en lille håbsfortælling og en påmindelse om, at der altid er hjælp et eller andet sted. Berger bryder tabuer med denne bog, og hun minder sin læser om altid at elske et andet menneske. Måske har de mere brug for det, end vi lige går og tror.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar