.

.

onsdag den 12. februar 2020

"Slet beviserne" af Lise Villadsen


Titel: Slet beviserne
Forfatter: Lise Villadsen

Serie: -
Forlag: Høst og Søn
Sider: 124
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 


Thor, Freja og Lukas går i 1.g. Freja har dumpet Lukas, og Thor står nu som ven til dem begge og ser dem reagere på bruddet på vidt forskellige måder. Efter en fest deles der billeder af Frejas bryster, og politiet blandes ind i det. Thor aner ikke, hvem han skal være loyal over for, og samtidig ved han noget, som han aldrig nogensinde tør sige højt. 

Det er faktisk den første bog, jeg læser af Lise Villadsen. Måske er jeg lidt "late for the party", men bedre sent end aldrig, er det ikke sådan man siger? "Tigerhjerte" har troligt stået på reolen i et års tid nu, men den er endnu ikke blevet læst. Men "Slet beviserne" gør virkelig, at jeg på ingen måde er færdig med Villadsen og hendes forfatterskab; den gør derimod, at jeg nu har tårnhøje forventninger til resten af hendes værker. 
Emner som hævnporno og at være ung i en digital tidsalder er noget af det bedste at skrive ungdomslitteratur om, synes jeg. Det er relevant her og nu, og vi er på ingen måde der, at vi har lært, hvordan vi skal gebærde os online eller på vores telefoner. Hverken børn, unge eller voksne har forstået konsekvenser eller de mange farer, der kan være ved det digitale. Netop derfor er det så vigtigt, at der skrives bøger som denne. 


Thor er bogens hovedperson, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Det er ikke mange bøger om hævnporno, jeg har læst, men dem, der har været forbi mig, har været med ofret og den krænkede som hovedperson. Thor bliver ham, der ser det hele udefra. Han er bedste ven med både Freja og Lukas, der med det samme beskyldes for at være den, der har delt billederne. Han og Freja har netop slået op, og derfor kunne han sagtens gøre det i vrede og sorg over deres break-up. Thor er typen, der egentlig bare gerne vil kunne gå i et med tapetet. Han vil gerne passe sin skole og sine venner og bare være. Det lyder måske lidt blah, men netop i denne konstellation og fortælling giver det rigtig god mening med en voldsomt gennemsnitlig hovedperson. 
Thor har set billederne af Freja. Han er fuld af skam, dels fordi han har set dem, men også fordi, han har kigget på dem flere gange. Det er netop denne skam-følelse, der gør, at Thors fortælling bliver så interessant. Samtidig forstår han slet ikke konsekvenserne af de delte billeder for Freja. Han vil bare gerne have, at de kan glemme det og komme videre, hvilket på ingen mulig måde er ladsiggørligt for hende. 

Hævnporno er et emne, der meget hurtigt kan blive unuanceret. Ikke forstået på den måde, om det er forkert eller noget, der bør være strafbart. Men mere hvorfor det sker. Det ville jo være dejligt nemt, hvis alle, der delte billeder, var nogle store bøller, der kun havde i sinde at gøre andre mennesker ondt og gerne vil se dem gå i stykker. Hvis det var monstre. Men Villadsen tør tage historien et andet sted hen. Villadsen tør fortælle en historie om teenagere, der slet ikke forstår, hvad en deling kan gøre. Hun fortæller historien om drenge og piger, der gør ting impulsivt og bagefter tænker over dem. Hun fortæller den del af virkeligheden, som vi har svært ved at tage med i debatten, fordi det udfordrer vores syn på emnet. Når man vælger at nuancere en gerningsmands motiver, kan det hurtigt blive en historie om "drengestreger" i stedet for. Men det er heller ikke tilfældet her. Nej, her er beretningen om, at hævnporno på ingen måde er okay; men at det sker, og det ikke altid er for at ødelægge et andet menneske. Det er fortællingen om, at mennesker nogle gange gør ting, når vi er vrede og kede af det, og det er først bagefter, at vi forstår, hvad det betyder for dem omkring os. 


"Slet beviserne" er en kort men virkelig vigtig bog om at være ung i den digitale tidsalder. Den er et vigtigt indspark i debatten omkring sociale medier og den respekt, vi skal have for hinandens privatliv, selv nu, hvor det er blevet så let tilgængeligt. Villadsen skriver med mod og ærlighed en historie om venskab, loyalitet og alvor, der kan ramme i en meget ung alder. Og den er alt det, som jeg håbede på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar