.

.

lørdag den 22. februar 2020

"Vejen til Panteon" af Boris Hansen


Titel: Vejen til Panteon
Forfatter: Boris Hansen
Serie: Panteon sagaen
Forlag: Tellerup
Sider: 430
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Lucas bor i Zonen; et trist sted for samfundets svageste, hvor der ikke er andet end grå boligblokke og elendighed. Men da Lucas' bedste ven, Cassandra, pludseligt forsvinder, indser Lucas, at der er mere end bare Zonen og den verden, han kender til. Han bestemmer sig for at finde Cassandra, og spørgsmålet er, hvor god en beslutning, det kan være...

Panteon-sagaen har efterhånden nogle år på bagen. Jeg har ikke været med fra starten, men jeg har set folk være helt oppe at køre over bøgerne. Og NU! skulle det være; jeg vil også være med og se, hvad det er, som serien kan byde ind med i en af mine yndlingsgenre. 
Det er noget tid siden, at jeg har læst klassisk fantasy, og jeg har savnet det. Når jeg sidder med velskrevede fantasyfortællinger, bliver jeg så glad. Det er fedt, at der stadig er forfattere, der virkelig bruger tiden på worldbuilding og sætter dette i fokus. 
"Vejen til Panteon" er uden tvivl en 1'er, der har til opgave at få sat universet og dets præmisser op, samtidig med at der er en god og flydende karakterudvikling bogen igennem. Universet er enormt dragende, og jeg er slet ikke færdig med at befinde mig i den alternative verden, som Hansen har skabt. 


Lucas er bogens hovedperson, og han er en meget typisk teenagedreng. Livet i Zonen er bestemt ikke fedt, men Lucas og hans venner gør, at det er til at holde ud. Det første lange stykke af bogen omhandler deres liv i Zonen samt deres venskab, og det er enormt rørende læsning. Det er fedt med en forfatter, der ikke er bange for at gå langsomt frem i sin fortælling, og det gør, at man virkelig kender personerne, inden handlingen for alvor tager fat. 
Lucas er en dreng, der umiddelbart bare er der, men samtidig er han en loyal og virkelig god kammerat. Der er ingen tvivl om, at han står op for dem, han holder af, og der skal ikke komme nogen efter hans venner. Lucas er meget nem at holde af, og som læser er han nem at holde med. 
Samtidig er der noget meget skrøbeligt over Lucas. Da Cassandra forsvinder, er det som om, at hun tager en del af ham med sig. Lucas har svært ved at acceptere, at hun bare skrider, og han føler sig forladt. Der er nogle rigtig fine scener de to i mellem, og jeg glæder mig virkelig til at følge Lucas i de kommende bøger.

Når der er tale om fantasy og en 1'er, så er det jo kun en lille flig af det store univers, læserne får lov at møde i første bog; og det er fedt, for nu sidder jeg tilbage og higer virkelig efter mere! 
Der er kapitler, hvor det ikke er Lucas, der er hovedpersonen, men nogle af de engle, der befinder sig i Empyria (den alternative verden), og det er SÅ fedt den vej igennem at få afdækket endnu mere af den mystik, som Lucas og hans venner støder på bogen igennem. Det giver et rigtig godt indtryk af, hvor etableret og stort universet er, og samtidig er det virkelig en teaser til alt det fede, der kommer i de fremtidige bøger.


"Vejen til Panteon" er en solid fantasy-fortælling og gør alt det, som en første bog i en serie skal. Der er worldbuilding og præsentation af karakterer. Samtidig præsenteres et univers, der er klar til udvidelse, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre og få en bog, hvor introduktionerne er overstået, så der virkelig kan komme smæk på handling og plot. 

onsdag den 19. februar 2020

"Hvad så hvis jeg er?" af Janni Olesen


Titel: Hvad så hvis jeg er?
Forfatter: Janni Olesen

Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 251
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.


Johnny er 17 år og elsker musik. Til gengæld hader han gymnasiet og starter derfor på højskole. Her kender ingen ham og hans hemmelighed. Han er homoseksuel og crossdresser. Da Daniel flytter ind på værelset, bliver de to bedste venner. Men der er ting, som Johnny aldrig tør fortælle Daniel...

Nogle gange sidder man med en bog og tænker: "Ja, den skal jeg have læst, men jeg forventer ikke det store af den". Sådan havde jeg det, da jeg modtog "Hva' så hvis jeg er?". Den har ligget på læsebordet i lang tid, og andre bøger har hele tiden overhalet den. Men efterhånden begyndte andre bogbloggere at anmelde den, og jeg blev nysgerrig. Det lød til, at der under den middelmådige forside (jeg erkender blankt, at jeg til tider kan dømme en bog på forsiden!), gemte sig en anderledes og meget vigtig fortælling, der krævede min opmærksomhed.
Derfor kastede jeg mig over den; og jeg fik en helt anden læseoplevelse end den, jeg forventede!


Johnny er bogens hovedperson, og han har det ikke nemt. Han er ikke specielt køn, han er homoseksuel (og har ikke fortalt det til en levende sjæl) OG så bor Jessica også i ham. Johnny lader kun Jessica komme frem, når han er helt alene, men med Jessica er han tryg. Der er noget fascinerende over den kvindelige figur og dametøj. Johnny kæmper en indre kamp med sig selv, for han har lyst til at vise verdenen, hvem han er, samtidig med, at han virkelig bare gerne vil være normal. Johnnys store force er musikken. Han er et sandt naturtalent, og der er få, der spiller ligesom han. Der er et sprog, som han mestrer til perfektion, og det er netop det, der bliver hans redning på højskolen. Når hans sociale akavede persona tager over, kan musikken redde ham. 
Johnny er en eftertænksom og skrøbelig dreng. Man har lyst til at pakke ham ned i sin lomme og bare passe på ham. Han er til tider så lille, at man er sikker på, at han vil knække. Samtidig besidder han en unik evne til at rejse sig igen og igen, og han står op for sig selv og den, han er. Det er en skøn og farlig cocktail, der gør, at hans udvikling virkelig er spændende at følge.

Sproget var fuldstændig anderledes end noget andet, jeg har læst i meget lang tid! Jeg tror faktisk, at vi skal tilbage til min folkeskoletid. Det her er en roman, der er skabt til at være hovedværk i en 9.klasse eller i gymnasiet. Der er så mange tematikker at dykke ned i samtidig med, at symbolikken er så fin og virkelig kræver, at læseren er opmærksom. Skrivestilen er meget poetisk, og som læser bliver man ikke bare taget ind i en rigtig rørende fortælling. Her er snarere tale om et helt univers, man fanges af; nærmest som et rigtig smukt stykke musik. 


"Hvad så hvis jeg er?" var en bog, der slet ikke leverede det, jeg forventede af den. Jeg erkender gerne, når jeg tager fejl, og det gjorde jeg omkring denne fortælling. Her er en bog med noget på hjerte, og den italesætter emner som identitet, homoseksualitet og faktisk også andre aspekter af LGBTQ+ miljøet. Det har jeg ikke set i dansk YA før, og det overraskede mig virkelig positivt. 
Johnnys fortælling er vigtig, både for den unge og ældre læser. Jeg sidder tilbage og er begejstret for, at Janni Olesen har turde kaste sig ud i denne historie.

lørdag den 15. februar 2020

"Sult" af Roxane Gay


Titel: Sult
Forfatter: Roxane Gay

Serie: -
Forlag: Grif
Sider: 319
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 


Roxane Gay bliver gruppevoldtaget af sin kæreste og hans venner, da hun er blot 12 år gammel. Hendes mission bliver at frastøde mænd. Så hun spiser. Hun spiser sig så stor, at hun ikke længere passer ind nogle steder, i bogstavligste forstand. Men hadet til ham, der ødelagde hende og til sig selv forsvinder ikke desto større hun bliver. Det følger med.
"Sult" er fortællingen om ikke at passe ind samtidig med at ville acceptere sig selv og give sig selv lov til at være på trods af voldsomme traumer og en brutal livshistorie. 

"Sult" er en bog, som jeg har set enormt mange læse. Og jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke har kastet mig over den før. Bøger om kropsidealer, spiseforstyrrelser og livet med dette har altid interesseret mig. Men jeg er så glad for, at jeg endelig har fået læst den! 
Det er ikke bare en biografi eller en fortælling om livet med en spiseforstyrrelse. Bogen bliver ret hurtigt et indspark i debatten om kropssyn og tankerne om, hvordan kvinder skal se ud. Gay er feminist, og det mærkes tydeligt i hendes måde at skrive på og de ting, hun lægger vægt på bogen igennem.
Udover at være fortællinger om hendes liv, er det også med essaylignende overvejelser ift kønsdebatten og de problematikker, hun oplever som overvægtig kvinde. Det er interessant og giver virkelig læseren mulighed for at tænke med ift ens egne holdninger og de synspunkter, man møder i vores samfund.



Roxane Gay skriver enormt dragende. Der er ingen tvivl om, at denne fortælling længe har villet ud, og det har været smerteligt at skrive. Der er kapitler, der er så rå og brutale, at jeg nærmest ikke kunne komme igennem dem. Hun deler fortællingen om voldtægten, der startede det hele, og de mange tanker, hun har haft efterfølgende. Overgrebet sidder stadig så voldsomt i hende, og det kan tydeligt mærkes, når man læser det kapitel i bogen. Det gør så ondt, og man får virkelig lyst til at kramme hende og aldrig give slip, fordi smerten overføres til læseren. Kapitlerne om hendes overspisning og had til egen krop gør ligeledes ondt. Tanken om, at hun har gjort alt for at virke frastødende føles så virkelighedsfjern og voldsom. Tænk at vælge sådan en overlevelsesstrategi! Kapitlerne om overspisning og derefter år med bulimi er skrevet så godt, at man bare læser og læser og pludseligt er hele bogen bare slut. Det er dragende, uhyggeligt og et unikt indblik i et sind, der er så ødelagt og bare har brug for at blive helet på en eller anden vis. 

Det er heldigvis ikke bare en fortælling om mørke. Så tror jeg ærlig talt ikke, at jeg havde formået at læse den færdig. Det bliver også fortællingen om at ville videre, at tage sit liv tilbage, selvom det virker umuligt. Den håbsfortælling, som Gay deler med sin læser, gør, at man kan mærke hendes store viljestyrke og stædighed, samtidig med, at hun på ingen måde er i mål endnu. Det er en lang og sej proces, men hun viser læseren, at man ofte kan ting, man selv troede ville være umulige.  


"Sult" er en historie om overgreb og spiseforstyrrelser. Men det er også en fortælling om at tage sin krop og sit liv tilbage. Det er en fortælling om at være stærk og ikke lade sin overgrebsmand vinde. Det er fortællingen om en sult efter omsorg og kærlighed, der i stedet bliver en sult efter mad i voldsomme mængder. Det er en gribende og rørende bog, som jeg virkelig anbefaler alle at læse!

onsdag den 12. februar 2020

"Slet beviserne" af Lise Villadsen


Titel: Slet beviserne
Forfatter: Lise Villadsen

Serie: -
Forlag: Høst og Søn
Sider: 124
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 


Thor, Freja og Lukas går i 1.g. Freja har dumpet Lukas, og Thor står nu som ven til dem begge og ser dem reagere på bruddet på vidt forskellige måder. Efter en fest deles der billeder af Frejas bryster, og politiet blandes ind i det. Thor aner ikke, hvem han skal være loyal over for, og samtidig ved han noget, som han aldrig nogensinde tør sige højt. 

Det er faktisk den første bog, jeg læser af Lise Villadsen. Måske er jeg lidt "late for the party", men bedre sent end aldrig, er det ikke sådan man siger? "Tigerhjerte" har troligt stået på reolen i et års tid nu, men den er endnu ikke blevet læst. Men "Slet beviserne" gør virkelig, at jeg på ingen måde er færdig med Villadsen og hendes forfatterskab; den gør derimod, at jeg nu har tårnhøje forventninger til resten af hendes værker. 
Emner som hævnporno og at være ung i en digital tidsalder er noget af det bedste at skrive ungdomslitteratur om, synes jeg. Det er relevant her og nu, og vi er på ingen måde der, at vi har lært, hvordan vi skal gebærde os online eller på vores telefoner. Hverken børn, unge eller voksne har forstået konsekvenser eller de mange farer, der kan være ved det digitale. Netop derfor er det så vigtigt, at der skrives bøger som denne. 


Thor er bogens hovedperson, hvilket jeg slet ikke havde regnet med. Det er ikke mange bøger om hævnporno, jeg har læst, men dem, der har været forbi mig, har været med ofret og den krænkede som hovedperson. Thor bliver ham, der ser det hele udefra. Han er bedste ven med både Freja og Lukas, der med det samme beskyldes for at være den, der har delt billederne. Han og Freja har netop slået op, og derfor kunne han sagtens gøre det i vrede og sorg over deres break-up. Thor er typen, der egentlig bare gerne vil kunne gå i et med tapetet. Han vil gerne passe sin skole og sine venner og bare være. Det lyder måske lidt blah, men netop i denne konstellation og fortælling giver det rigtig god mening med en voldsomt gennemsnitlig hovedperson. 
Thor har set billederne af Freja. Han er fuld af skam, dels fordi han har set dem, men også fordi, han har kigget på dem flere gange. Det er netop denne skam-følelse, der gør, at Thors fortælling bliver så interessant. Samtidig forstår han slet ikke konsekvenserne af de delte billeder for Freja. Han vil bare gerne have, at de kan glemme det og komme videre, hvilket på ingen mulig måde er ladsiggørligt for hende. 

Hævnporno er et emne, der meget hurtigt kan blive unuanceret. Ikke forstået på den måde, om det er forkert eller noget, der bør være strafbart. Men mere hvorfor det sker. Det ville jo være dejligt nemt, hvis alle, der delte billeder, var nogle store bøller, der kun havde i sinde at gøre andre mennesker ondt og gerne vil se dem gå i stykker. Hvis det var monstre. Men Villadsen tør tage historien et andet sted hen. Villadsen tør fortælle en historie om teenagere, der slet ikke forstår, hvad en deling kan gøre. Hun fortæller historien om drenge og piger, der gør ting impulsivt og bagefter tænker over dem. Hun fortæller den del af virkeligheden, som vi har svært ved at tage med i debatten, fordi det udfordrer vores syn på emnet. Når man vælger at nuancere en gerningsmands motiver, kan det hurtigt blive en historie om "drengestreger" i stedet for. Men det er heller ikke tilfældet her. Nej, her er beretningen om, at hævnporno på ingen måde er okay; men at det sker, og det ikke altid er for at ødelægge et andet menneske. Det er fortællingen om, at mennesker nogle gange gør ting, når vi er vrede og kede af det, og det er først bagefter, at vi forstår, hvad det betyder for dem omkring os. 


"Slet beviserne" er en kort men virkelig vigtig bog om at være ung i den digitale tidsalder. Den er et vigtigt indspark i debatten omkring sociale medier og den respekt, vi skal have for hinandens privatliv, selv nu, hvor det er blevet så let tilgængeligt. Villadsen skriver med mod og ærlighed en historie om venskab, loyalitet og alvor, der kan ramme i en meget ung alder. Og den er alt det, som jeg håbede på.

søndag den 9. februar 2020

"Shitstorm" af Kristoffer J. Andersen


Titel: Shitstorm
Forfatter: Kristoffer J. Andersen

Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 205
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 



Jonas er ikke den populære dreng i klassen. Han er offer for mobning og plager. Men da han tager sagen i egen hånd og faceraper en klassekammerat, kontaktes han af ReFa (Retfærdighed For Alle), der vil have ham med. De bruger sociale medier til at få deres mening igennem og hjælpe dem, som ingen tror på. Jonas bliver general og elsker at hjælpe de uretfærdigt behandlede. Men ReFA er ikke bare noget, man kan melde sig ud af igen...

Det har været oppe at vende mange gange her i 2019, at influencere og sociale medier er det nye sted at fange os. Her kan der reklameres for produkter eller fortælles nyheder. Vi ser det med det samme, og mange af os tror på, hvad der bliver sagt, hvis det er en med tilstrækkeligt mange følgere, der åbner munden. 
Det er tanken om sociale mediers magt, der er temaet for "Shitstorm". Andersen kaster idéen op i luften og tager den til ekstremer. Tænk nu, hvis man som selvtægtsmand kan bruge sociale medier til at få en holdning igennem eller sågar forhindre en bortvisning af en elev på en skole?


 Jonas er bogens hovedperson, og han er en fyr, der ikke er i toppen af hierarkiet. Han accepteres, men han er bestemt ikke typen, som pigerne vender sig efter. Han vil gerne med til festerne og være en del af fællesskabet; præcis som andre unge mennesker. 
Det er spændende med en hovedperson som Jonas i netop denne bog. Han er med i ReFA, fordi han søger retfærdighed og gerne vil hjælpe dem, der er som han selv. Jonas er fantastisk til at se smuthuller, og han har ordet i sin magt. Derfor er ReFA voldsomt interesseret i at kunne bruge hans evner i deres arbejde. 
Jonas nyder at hjælpe - men den magt, som det giver at være en del af ReFA bliver han også svært glad for. Den "magtliderlighed", som begynder at lyse igennem, når Jonas udfører sine opgaver er rigtig godt beskrevet, og som læser bliver man i tvivl om, hvor langt Jonas vil gå for denne magt. Samtidig er der ingen tvivl om hans motiver, og man er spændt på at se, om han kan have æren i behold hele vejen igennem bogen. 

"Du skal ikke tro på alt, du læser på nettet", er en sætning, rigtig mange bruger disse år. Og det er bogen her opsummeret. Andersen sætter her et univers op, hvor en hel hær er klar til at svine en butik eller et enkelt menneske for at få deres vilje. Hvis nu der er 100 dårlige anmeldelser af en restaurant på TrustPilot, tør man så spise der? Hvis der er 50 elever og kun én lærer, der siger, at de har set én kaste med kanonslag, hvem tror man så på?
Denne bog er skræmmeeksemplet på, hvad sociale medier kan bruges til, og hvor nemt det kan være at narre os, hvis vi ikke tænker os om. Den er et spændende indspark i hele debatten omkring SoMe, og hvordan vi gebærder os online.


"Shitstorm" er en ny og spændende måde at se begrebet på. Her er der en fortælling om en ukendt hær på nettet, man kan tilkalde, når man oplever uretfærdighed. Den beder læseren tænke sig om, når vi er online, for alt gemmes, og alt kan spores. Den er spændende skrevet, og den er svær at ligge fra sig. Andersen skaber her en intens fortælling om magt og fællesskab, både i det virkelige liv og online. 

tirsdag den 4. februar 2020

"En af os dræber" af Karen M. McManus


Titel: En af os dræber
Forfatter: Karen M. McManus
Serie: En af os lyver
Forlag: CarlsenPuls 
Sider: 381
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPuls.


Det er et år siden, at Simon døde, og Bayview forsøger at komme videre. Men da en ny terrorist dukker op med sladder, kan det få alvorlige konsekvenser. Der skal leges sandhed eller konsekvens, og der er helt nye spilleregler.

Da jeg læste "En af os lyver" vidste man ikke, at der kom en fortsættelse. Men jeg håbede det, for jeg var på ingen måde færdig med Bayview og de mange intriger, hemmeligheder og karakterer, man mødte i den første bog. Derfor var den glædelig overraskelse, da McManus på bogforum for 2 år siden afslørede, at en 2'er var på vej. Det virkede for godt til at være sandt, og en del af mig var ret sikker på, at den ikke ville kunne leve op til sin forgænger: Kunne hun virkelig holde intensiteten, spændingen og mystikken? Oh yes, she could!

Ligesom i den første bog er der flere fortællerstemmer, der hjælper læseren gennem mysteriet om "den nye Simon. Maeve er søster til Bronwyn, der en af de anklagede for Simons død. Ud over Bronwyns dystre år i High School, kæmper Maeve selv. Hun har leukæmi og lever med en evig frygt for, at sygdommen vil vende tilbage. Maeve er klassisk teenager på mange måder, men samtidig har hun set døden i øjnene flere gange i sit liv. Hun er bange for at dø. Hun er bange for at skulle starte forfra med sin sygdom. Denne angst ligger i hende og alt det, hun gør. Derfor er hun en utrolig interessant spiller i denne fortælling. 
Phoebe og Emma er søstre og bedste veninder. Men Phoebe har en hemmelighed, som hun aldrig nogensinde vil fortælle Emma. Da Phoebe vælger ikke at lege med i "sandhed eller konsekvens", afsløres hemmeligheden, og Phoebe må stå alene tilbage uden sin søster eller den bedste veninde, der virker enormt vred på hende. Phoebe må søge nye venner, men det er svært, når alle nu dømmer hende. Phoebes fortællerstemme var uden tvivl min yndlings igennem hele bogen. Den var intens, og hele fortællingen om at være den, alle kigger på og taler om, fungerede helt vildt godt. Der var noget tragisk og ensomt over Phoebe, der virkelig tiltalte mig.  


Knox er bogens sidste fortæller, og også den eneste dreng. Han og Maeve har været kærester, men er hurtigt blevet enige om, at de er bedre som venner. Deres bånd er rigtig fint beskrevet i bogen, og det er så befriende, når en forfatter tør skrive om en dreng og pige, der vitterligt bare er venner. Knox arbejder i et advokatfirma, der blandes ind i fortællingen, og han er samtidig også blevet en del af hele mysteriet om den nye Simon. Knox er nok den fortæller, jeg fandt mindst interessant, men fordi han ofte befandt sig sammen med Maeve og eller Phoebe, gjorde det mig intet, fordi man så kom videre med de to pigers plotlines. 

Thriller-genren er uden tvivl der, McManus befinder sig bedst. Hun er en mester til at skabe mystik og gåsehud hos læseren, og jeg indrømmer gerne, at jeg fik dårlige nerver af at læse bogen, når jeg var alene hjemme om aftenen. Hun er simpelthen fantastisk til at skabe et krimiplot og droppe små hints bogen igennem. Man skal virkelig være vågen, hvis man skal lure det hele, og jeg elsker bøger, hvor jeg ikke har gennemskuet det hele efter en små 100 sider. Der er konstante twists, og det gør virkelig, at bogen er en sand pageturner. McManus er god til at bruge den tidligere bog, men samtidig skaber hun også en helt ny fortælling baseret på de traumer og hændelser, bog 1 har efterladt hovedpersonerne med. 


"En af os dræber" er den perfekte fortsættelse til en awesome thriller. Der er gys, gru og mystik fra start til slut, og man kan slet ikke stoppe, når man først er begyndt. Der er stærke hovedpersoner, intriger og et univers, som hverken McManus eller læseren er færdig med. Helt til sidste sætning sidder man på kanten af stolen, og jeg håber virkelig, at McManus på den ene eller anden måde vender tilbage til Bayview!

lørdag den 1. februar 2020

Månedlig opsummering: Trætte januar



Dette var januar for mig: Januar har været en frisk start. Det lyder dejligt klichéagtigt, men det er ikke desto mindre sandt. Januar har været mørke morgener og tidlige aftenener. Januar har været hverdag og tid til ro. Januar har været søvnløse nætter og trætte dage. Januar har været et forsøg på at komme ud i den virkelige verden igen, og det er blevet til frokostaftaler og en enkelt biotur med en veninde. Januar har været læselyst i stor stil og nye yndlingsbøger.
Januar har været med fokus på struktur og to-do lister. Januar har været en måned med mål og drømme for det kommende år, og det er ikke altid, at det er blevet opfyldt. Januar har været planlægning af dåbsfest og glæden over at skulle fejre Ellie. 
Januar har været indkøring til storegruppe for Tristan med stor succes. Januar har været en masse serie-kigning og lurer på sofaen. 
Januar har været stille, rolig og træt. Men alligevel virkelig dejlig.

Januar på forældre-fronten: Januar har stået i barnedåbens tegn. Den 26.januar blev Ellie døbt, og hun hedder nu Ellie Esther Svensson. Esther kommer fra min mor, og vi holdt det hemmeligt indtil barnedåben - og det lykkedes! Det var en skøn og meget rørende dag. Ellie falder mere og mere ind i en rytme, og hun er fortsat det nemmeste barn på jorden. Dårlige nætter er der nærmest ingen af, og hun sover flot i dagtimerne. Vi døjer stadig med det skæve hoved, fordi hun elsker at ligge til højre. Men vi øver med hende og skal igen til kiropraktor i håb om, at det hele snart falder på plads igen. Maven er der endelig styr på, og det er fantastisk, at hun ikke bare bruger hele dagen på at græde og presse luft ud. 
Tristan er i gang med indkøring til vuggestuens storegruppe. Det går rigtig godt, og vi kan allerede mærke en stor udvikling hos ham. Det bliver så godt, når han bliver "Spire-barn", og skal nyde tiden der indtil august, hvor han skal ned til mig og gå i børnehave. Han snakker, er blevet dygtig til at falde i søvn og er ved at udfase sin lur. Det er så mærkeligt at have så stort et barn, når man står med en Ellie, der intet kan selv. Men samtidig er det også fedt at se, hvor meget der sker på 2 år. 



I januar læste jeg: Det er blevet til 5 bøger i januar, og det er jeg virkelig stolt over! Det er en rigtig god start på læseåret!

Januars bedste bog: Det er med at have læst årets bog allerede i januar føles vildt. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er tilfældet. "Lighter than my shadow" af Katie Green sidder stadig så dybt i mig og bliver en unik læseoplevelse får i år. Det er jeg overbevist om.

Januars mest skuffende bog: Jeg har som sådan ikke læst nogle skuffende bøger i denne måned. Alle læseoplevelserne har været virkelig gode og har været nogle, jeg har nydt. Dog er jeg halvvejs med en bog, som jeg havde så høje forventninger til, men som slet ikke indfrier dem. Forhåbentlig bliver jeg færdig med den i februar. Men den trækker tænder ud...

Januars anbefaling: Okay. Nu lyder det åndssvagt, men er I klar over, hvad kattevideoer gør ved folk online? "Dont fuck with cats" er en dokumentar på Netflix, der handler om en helt vild kriminalsag, som jeg ikke fatter, at man ikke har hørt om. Det er for sindssygt. En ung fyr slår nogle killinger ihjel på youtube, og en masse mennesker bestemmer sig for at finde ham, så han kan meldes til politiet. Og så eskalerer det bare derfra. Jeg kan ikke sige mere uden at afsløre hele fortællingen, men det er 3 afsnit, som man bare sluger. Det er så godt produceret, og historien er fængslende! SE DEN!


Hvad byder den kommende måned på?: Februar er der so far ikke rigtigt planer for. Det er hverdag indtil nu. Måske en biotur eller to. Og så er der selvfølgelig planlagt en masse fantastiske bøger i læsestakken. Livet på barsel med en så lille baby er primært hverdag. Men jeg elsker det virkelig!

Hvordan har jeres januar været? Har I fået læst en masse gode bøger og sat mål for det nye år?