.

.

fredag den 17. januar 2020

"Penguin Bloom" af Bradley Trevor Greive & Cameron Bloom


Titel: Penguin Bloom
Forfatter: Bradley Trevor Greive & Cameron Bloom

Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 208
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 



Sam Bloom er på ferie med sin familie. Et forfærdeligt styrt gør, at hun bliver delvist lammet og ikke længere kan være den aktive kvinde, hun er vant til. Sam mister lysten til livet, og hendes mand og børn står nu og kan intet gøre.
Men da fløjtefuglen Penguin lander hos dem, sker der noget magisk for hele familien. 

"Engle kommer i mange skikkelser og størrelser", skrives der i bogen. Og i denne sammenhæng er det så sandt. Her er der tale om en virkelig rørende og enestående fortælling om en familie, der oplever et sandt mirakel midt i en stor sorg.
Historien om familien Bloom og fløjtefuglen Penguin er intet mindre end unik. At den er ledsaget af fantastiske billeder (taget af Cameron Bloom, der også er med til at fortælle historien), gør kun, at man som læser drages endnu mere ind i fortællingen og familiens liv. 


Det er en kærlighedshistorie om Cameron og Sam. De mødes og forelsker sig. Sammen rejser de på adskillige ture, bestiger bjerge, klatrer og udfordrer deres fysiske formåen. Da de stifter familie, drømmer de om at tage deres børn med på disse ture. En familieferie til Thailand ender dog fatalt, da Sam styrter, knuser kraniet flere steder og også bliver delvist lammet. Sam må nu indse, at hun aldrig kommer til at gå igen og derved ikke er den samme. Den fysisk aktive kvinde er nu liggende og i konstante smerter. Sam vil dø. Sam er deprimeret og kan ikke være den mor, hun altid har drømt om. 
Cameron gør alt, hvad han kan for at vise hende, at livet er værd at leve, men Sam dykker længere og længere ned i et sort hul, hvor ingen kan nå hende. 

Fløjtefugleungen lander i haven, og den kan ikke komme op i reden igen. Den har brug for at blive passet på og opfostret. Den opgave påtager familien Bloom sig, og Sams livsglæde vender tilbage. Her er der en, der kan lytte, en der synger smukke sange og ikke mindst én, der ikke kan huske, hvordan hun var inden ulykken. Der er noget utroligt smukt over Penguin (som fuglen døbes), der i bogstaveligste forstand bliver familiens redningskvinde. Sam gør det til sit projekt at passe på Penguin og give den et værdigt liv. Den forlader ikke familiens side, og ingen forstår den kemi, Penguin og familien har.
At både Sam og Penguin er ødelagte og skrøbelige men samtidig er de eneste, der kan hjælpe hinanden tilbage til livet, er der noget uendeligt fint over. Det er beskrivelserne af deres forhold, der virkelig rørte mig. 



"Penguin Bloom" er en kort men enormt stærk fortælling om at overleve og tage sit liv tilbage. Det er en rørende historie om en familie, der oplever den ultimative modstand men alligevel kæmper sig tilbage til overfladen. Billederne, der ledsager historien, er smukke og gør, at fortællingen for alvor kan krybe under læserens hud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar