.

.

onsdag den 1. januar 2020

Månedlig opsummering: Julede december




Dette var december for mig: December er min yndlingsmåned hele året. December for mig er hygge, familie, god mad og glædelig magi. Jeg elsker at se julekalender, spise slik og drikke varm kakao i lange baner. Jeg elsker julesweatre og pynt. Jeg elsker drømmen om sne og det nærvær, der er i december. 
December i år har samtidig været tilvænning til at være en familie på 4. December har været nye rutiner og en ny hverdag. December har været hyggelige aftener og grædende børn. December har været et rigtig dejligt læseflow og lysten til at læse, læse og læse. 
December har været seriehygge med Mark og gode film med min mor. 
December har været tid til pauser og til at nyde ikke at have ondt mere.
December har været oceaner af vasketøj. 
December har været anden juleaften i vores hus, og det gik over al forventning. 
December har været en hyggelig og intim nytårsaften herhjemme med en dejlig veninde.
December har været fantastiske julegaver.
December har været al den magi, jeg håbede.



December på forældre-fronten: Der er noget særligt over december, når man har fået børn. Især når børnene er så store, at de forstår jul. I hvert fald lidt. I år har Tristan haft julesok, og hver dag har der ligget en lille ting. Ikke altid en gave, men det har også været en pakke rosiner, en mandarin eller en ostehaps. Det har været tanken om at se, hvad der nu lå i sokken, der var fed. Tristan har hygget sig SÅ meget i december, og det har gjort, at julefreden også har sænket sig over de voksne herhjemme. Det har været en befrielse, og det er netop det, børnenes juleglæde kan. 
Ellie er nem. Punktum. Der har været lidt for meget bøvl med maven, men det er der kommet styr på nu, eftersom vi er begyndt at supplere med en anden modermælkserstatning. Hun sover, hun lader sig selv sove, og nu er hun begyndt at smile. Jeg sad med hende den anden dag og tænkte: Nu er hun ikke nyfødt mere. Nu er hun en baby. Det går bare stærkt. Det er fantastisk og til tider vemodigt. Men mest fantastisk. Jeg nyder det, der er nu, men jeg glæder mig virkelig også til, at hun bliver større og kan holde sit eget hoved, kan sidde og kan få mad. Hun giver os ro til at vænne os til det hele, og vi nyder, at hun er et mere roligt og sovende barn end Tristan. Han er også ved at vænne sig til at være storebror. Ellie er fantastisk, og han nyder hende og vil så gerne hjælpe til. Det er så dejligt at se den kærlighed og omsorg, han udviser over for hende.

Det læste jeg i december: Det er virkelig vildt! I december har jeg fået læst 7!!!! bøger! Det havde jeg slet ikke regnet med. Der har også været korte bøger ind i mellem, men alt tæller jo!

December bedste bog: Det er svært, når man har læst så mange bøger. Men det må nok være "Mindre end en kilometer væk" af Sarah Engell. Dog er det en novellesamling, men det er uden tvivl den af decembers bøger, der stadig sidder i mig, og som jeg fortsat tænker over.

Decembers mest skuffende bog: Jeg synes som sådan ikke, at jeg har læst skuffende bøger i denne måned. Så det bliver måske mere en gennemsnitlig læseoplevelse. "Det røde lyn" af Estrid Dyekjær var en fin læseoplevelse, men ikke mere end det. 



Decembers anbefaling: "Tell me who I am" er en dokumentar på Netflix, der bare SKAL ses! Jeg så den sammen med Mark, og vi græd begge to over den. Det er fortællingen om en ung mand, der forulykker på sin motorcykel. Da han vågner på sygehuset, husker han intet. Som i intet. Han kan intet huske fra det liv, han har levet - ud over sin tvillingebror. Tvillingen får nu til opgave at lære ham alt om deres tilværelse; barndomsminder, forældrene, hans kæreste, deres venner. Men spørgsmålet er, om han fortæller sandheden?
Det er en hjerteskærende fortælling, der kaster store etiske spørgsmål op i luften, og så er den usandsynlig godt produceret!

Hvad byder den kommende måned på?: Januar er tilbage til hverdagen og så alligevel ikke. Mark har 2 ugers ferie, og vi skal planlægge barnedåb til sidst på måneden. Januar bliver skønne bøger, og stakken ligger allerede og venter på mig! Januar bliver starten på et nyt år, en ny begyndelse. Og jeg glæder mig usigeligt!

Hvordan har jeres december været? Har I fået nogle gode bøger i julegave? Og er der allerede sat læsemål for 2020?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar