.

.

fredag den 17. januar 2020

"Penguin Bloom" af Bradley Trevor Greive & Cameron Bloom


Titel: Penguin Bloom
Forfatter: Bradley Trevor Greive & Cameron Bloom

Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 208
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 



Sam Bloom er på ferie med sin familie. Et forfærdeligt styrt gør, at hun bliver delvist lammet og ikke længere kan være den aktive kvinde, hun er vant til. Sam mister lysten til livet, og hendes mand og børn står nu og kan intet gøre.
Men da fløjtefuglen Penguin lander hos dem, sker der noget magisk for hele familien. 

"Engle kommer i mange skikkelser og størrelser", skrives der i bogen. Og i denne sammenhæng er det så sandt. Her er der tale om en virkelig rørende og enestående fortælling om en familie, der oplever et sandt mirakel midt i en stor sorg.
Historien om familien Bloom og fløjtefuglen Penguin er intet mindre end unik. At den er ledsaget af fantastiske billeder (taget af Cameron Bloom, der også er med til at fortælle historien), gør kun, at man som læser drages endnu mere ind i fortællingen og familiens liv. 


Det er en kærlighedshistorie om Cameron og Sam. De mødes og forelsker sig. Sammen rejser de på adskillige ture, bestiger bjerge, klatrer og udfordrer deres fysiske formåen. Da de stifter familie, drømmer de om at tage deres børn med på disse ture. En familieferie til Thailand ender dog fatalt, da Sam styrter, knuser kraniet flere steder og også bliver delvist lammet. Sam må nu indse, at hun aldrig kommer til at gå igen og derved ikke er den samme. Den fysisk aktive kvinde er nu liggende og i konstante smerter. Sam vil dø. Sam er deprimeret og kan ikke være den mor, hun altid har drømt om. 
Cameron gør alt, hvad han kan for at vise hende, at livet er værd at leve, men Sam dykker længere og længere ned i et sort hul, hvor ingen kan nå hende. 

Fløjtefugleungen lander i haven, og den kan ikke komme op i reden igen. Den har brug for at blive passet på og opfostret. Den opgave påtager familien Bloom sig, og Sams livsglæde vender tilbage. Her er der en, der kan lytte, en der synger smukke sange og ikke mindst én, der ikke kan huske, hvordan hun var inden ulykken. Der er noget utroligt smukt over Penguin (som fuglen døbes), der i bogstaveligste forstand bliver familiens redningskvinde. Sam gør det til sit projekt at passe på Penguin og give den et værdigt liv. Den forlader ikke familiens side, og ingen forstår den kemi, Penguin og familien har.
At både Sam og Penguin er ødelagte og skrøbelige men samtidig er de eneste, der kan hjælpe hinanden tilbage til livet, er der noget uendeligt fint over. Det er beskrivelserne af deres forhold, der virkelig rørte mig. 



"Penguin Bloom" er en kort men enormt stærk fortælling om at overleve og tage sit liv tilbage. Det er en rørende historie om en familie, der oplever den ultimative modstand men alligevel kæmper sig tilbage til overfladen. Billederne, der ledsager historien, er smukke og gør, at fortællingen for alvor kan krybe under læserens hud.

tirsdag den 14. januar 2020

"Glimt" af Billie Koppel


Titel: Glimt
Forfatter: Billie Koppel

Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 236
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5 



Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal. 


Billie Koppel er datter af Annisette Koppel; forsangeren i Savage Rose. Hun er vokset op med musik, fællesskab og eventyr. Hun er en del af en kulturarv samtidig med, at hun er helt sin egen. I denne bog fortæller hun i glimt om en alternativ barndom, om at turde finde sin egen stemme og om at turde leve det liv, man drømmer om. 

Jeg kender selv til Billie Koppel fra hendes eget band Catbird. Mark og jeg så dem live engang for nogle år siden, da de tournerede med deres plade "Among Us", som for os virkelig vækker minder. Det var en stærk koncert, og selvom de stod foran max 70 mennesker på det ultralille spillested, så blev man alligevel draget ind i en helt ny og mystisk verden. Billie Koppel var i sin helt egen verden på den scene, og det var tydeligt, at musikken var hendes et og alt; hendes liv. 


Bogen hedder "Glimt", og det er der en grund til. Her er der ikke tale om den klassiske biografi, der starter ved fødsel og ellers fortsætter kronologisk frem. Her er der netop tale om glimt fra et liv. Lidt fra en rejse. Lidt fra livet i en haveforening. Lidt fra livet som gademusiker. Lidt fra livet som politisk aktiv.
Billie Koppel drager læseren ind i sin tilværelse i et tempo og i en poesi, som jeg sjældent har set i biografier, og det er virkelig unik læsning. Dette er uden tvivl også bogens force. Den poesi, eftertænksomhed og nerve, der er i Catbirds musik er bestemt også at finde i det skrevne ord i denne bog. 
Der, hvor jeg til tider står lidt af, er, når glimtene bliver for sporadiske eller for mange. Nogle gange er der et minde i et minde i et minde, og det bliver forvirrende for, hvad hovedhistorien egentlig var. Nogle dele af fortællingen bliver ufatteligt korte minder, hvor andre skrives ud i en grad, hvor jeg som læser godt kunne sidde lidt fast. 

Det er især delen om tilblivelsen af Catbird, jeg nød at læse. Der var noget fascinerende over at komme ind i musikbranchen og virkelig se, hvor svært det er at slå igennem, selv når ens forældre er kendte i forvejen. Billie Koppels drive må siges at være enestående i denne sag, og jeg er virkelig imponeret over, at hun er blevet ved med at kæmpe for at lave det, som hun virkelig gerne ville. 
Samtidig er der nogle rigtig fine kapitler om tilblivelsen af albummet "Among Us", der som nævnt har en særlig betydning for mig. Det rørte mig virkelig dybt, og bogens slutning er generelt dybt rørende og fængslende læsning. 


"Glimt" er en fortælling om en alternativ levevej, om at vokse op med fællesskab og et "vi" i centrum samtidig med, at det er en fortælling om at være helt sin egen og at turde netop dette. Billie Koppels fortælling er hjertevarm, rørende og et unikt indblik ind i en familie, som vi alle kender ved navn, men som vi nu får lov at være en del af. Tak for det!

fredag den 10. januar 2020

"Det røde lyn" af Estrid Dyekjær


Titel: Det røde lyn
Forfatter: Estrid Dyekjær

Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 146
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5 


Bogen er stillet til rådighed af forlaget Byens Forlag


Veras familie er ret normal. Hun bor med sin mor, far og gamer-storebror. Men hendes far dør pludseligt, og nu står hun og skal have sin nye familie til at fungere samtidig med, at dem i skolen ikke aner, hvordan de skal tale til hende. 

Bøger til børn og den yngre læser omkring død (især det at miste en forælder) er vigtig litteratur. Det er et emne, de fleste af os ikke har lyst til at tale om, fordi det gør så ondt og er så uretfærdigt. Netop derfor er det vigtigt, at forfattere som Dyekjær skriver en bog som denne om emnet.

Vera er en meget gennemsnitlig 7.klassespige. Hun hænger ud med sine venner, er ved at planlægge konfirmation, og så er hun håbløst forelsket i den søde Victor. At være teenager med hormonerne susende rundt i kroppen samtidig med, at man skal igennem en så voldsom sorg, som det er at miste sin far, er dobbelt op på udfordringer. Det er netop det, som Dyekjær portrætterer rigtig godt i romanen.
Vera er alt andet end normal, da hendes far dør. Nu er hun den, alle kigger efter og taler om; men ikke taler til. Hun står som udskuddet, ingen rigtig tør røre ved, for tænk nu, hvis de siger noget forkert? Når man er 12-13 år er det vigtigste at være en del af fællesskabet og passe ind. Netop det mister Vera, og det bliver en form for "dobbelt-sorg", man som læser får beskrevet rigtig fint af Dyekjær. 



Der er scener i denne bog, hvor forfatteren virkelig får fanget sin læser. Især en scene i klassen, hvor Vera læser en stil op om at miste, rørte mig dybt. Hele stemningen og måden, klassekammeraterne og læreren reagerer, var så velformuleret, og jeg sad tilbage med en stor knude i maven. Det er her, man som læser virkelig kan relatere til Vera, og som voksen får man et rigtig godt indblik i de følelser og tanker, der kan suse igennem en teenager i sorg. 
Bogen er både til den sørgende, men den er i høj grad også skrevet til pårørende og til de fagpersoner, der kan komme til at stå over for en ung som Vera. 


"Det røde lyn" er en rigtig fin fortælling om det at miste i en alt for tidlig alder. Udover emnet sorg berører den familie, kærlighed og det at være en del af et fællesskab, der ikke længere tør se én i øjnene. Der er rørende scener karaktererne i mellem, og den efterlader læseren med et håb, for som vi ved, er der altid lys for enden af tunnellen.

tirsdag den 7. januar 2020

"Så god som ny" af Kristina Aamand


Titel: Så god som ny
Forfatter: Kristina Aamand

Serie: -
Forlag: Carlsen

Sider: 44
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 


Bogen er stillet til rådighed af forlaget Carlsen.


Maryam skal giftes, og med sin mosters dommedagsord over hovedet, går hun til lægen. Mosteren siger nemlig, at mænd kan mærke, hvis kvinder er brugte. 

Noget af det, jeg virkelig elsker ved Kristina Aamands værker, er hendes ærlighed. Der er noget over at turde dykke ned i så betændte emner i dagens Danmark som kulturforskelle og menneskesyn i andre religioner og lande. 
Det er emner, som ingen tør røre ved, fordi de er oppe lige nu i den offentlige debat. Det er hun heldigvis ligeglad med, og det er denne novelle et fantastisk eksempel på. 

Maryam har været sammen med Pelle, og det er bestemt ikke velanset i den kultur, hun kommer fra.  Hun er bange og vælger derfor at få syet indgangen til sin skede mindre, så hun vil fremstå stram og "ubrugt" over for sin ægtemand. Det lyder sygt. Men virkeligheden er jo, at det er en metode flere kvinder bruger for at være sikre på, at deres ægtemænd tror på, at de er jomfruer. 
Forskningen viser os gang på gang at underliv er forskellige. Men i det miljø, hvor Maryam lever, er der ingen rationalitet omkring dette. Enten er man stram og bløder første gang, eller også er man brugt og er ingenting værd.
Som læser bliver jeg vred. Jeg bliver vred og harm over, at man kan tillægge en såkaldt jomfruhinde så stor værdi. Jeg bliver vred over, hvor bange mange piger og kvinder må være, når de skal giftes. Jeg bliver vred over, at det her faktisk er virkelighed og ikke en skræmmefortælling. 


Det er netop derfor, at Aamand er så modig. I dag er der rigeligt fortællinger om bander, sharia-lovgivning og hellige krigere i medierne. Det er de muslimer og "fremmede", vi hører om. Derfor ville det for en forfatter være oplagt at gå i den anden grøft og fortælle om den "gode" muslim; den velintegrerede, der er meget mere loose omkring ægteskab, kultur og sex. Men i stedet vælger Aamand at springe lige ned i de fordomme og forestillinger, nogle danskere har om den muslimske kultur - og hun giver dem ret. Sådan her er der nogle, der opfatter verdenen. Aamand fortæller her en hjertensskærende kærlighedshistorie og en fortælling om, hvornår man er noget værd i forskellige kulturer.
Den gør ondt og er hård; netop som sådan en fortælling skal være.



Illustrationerne er en form for vilde papirsklip og moderne collager. De passer enormt godt til fortællingen og får sat billeder på de kaotiske tanker, som Maryam har, mens hun ligger på operationsbordet. De er lavet af Solveig Agerbak, og sammen er de to et stærkt makkerpar, jeg virkelig håber på at se mere til.
"Så god som ny" er en novelle, men på trods af sine knap 50 sider, er det en enormt stærk fortælling. Den er vigtig og et indspark i den politiske debat, der kører i medierne og på Christiansborg. Den er et ærligt indblik i, hvordan verden er for nogle mennesker; og den forlanger, at læseren tager stilling til menneskesyn og værdier.

lørdag den 4. januar 2020

"#Parisjetaime" af Sanne Munk Jensen


Titel: #Parisjetaime
Forfatter: Sanne Munk Jensen

Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 32
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 


Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.



En pige tager til Paris sammen med sin væsentligt ældre kæreste. Det skal være en romantisk tur, og de skal bare nyde hinanden og tiden sammen. Det lyder da perfekt, gør det ikke?
"#Parisjetaime" er en illustreret novelle om om at rejse og opdage, hvem man selv er. 


Novelle-anmeldelser bliver sjovt nok ikke så lange som dem, der kan skrives om romaner. Alligevel er der rigtig meget at sige om Munk Jensens novelle om at rejse. Den er oplagt til undervisningsmateriale, og den sendte mig direkte tilbage på skolebænken i gymnasiet. Udover at være en virkelig smuk fortælling, er den også illustreret af Sofie Louise Dam, og tegningerne underbygger og forstærker den stemning, som Munk Jensens stærke ord efterlader i læseren. 
Illustrationerne gør bogen til et helt lille kunstværk, dels fordi de er enormt smukke, men også fordi de gemmer på utallige symboler og finurligheder, som læseren kan dykke ned i. 


Vi får aldrig et navn på hovedpersonen i bogen, men vi ved, at hun netop er færdig med gymnasiet. Hun er kæreste med en væsentligt ældre mand, og nu er de rejst på kærlighedsferie til Paris. Det er dog på denne tur, at det går op for hende, hvor store forskellige, der egentlig er på de to. Dels lever hun sit liv på Instagram og uploader det ene perfekte billede efter det andet, men for hende betyder kærlighedsferie også spontanitet og hed elskov på hotelværelset. 
Umiddelbart virker hun som typen, der har alt, men som læser må man hurtigt sande, at det hele er en facade, der skal kunne vises frem på sociale medier.
På ganske få sider formår Munk Jensen at portrættere en ung pige, der er rodløs og ikke aner, hvad hun vil med sin tilværelse. Der er en håbløshed over hende, og som læser er der ikke svært at se en del af sig selv i hende. Livet efter gymnasiet er et hav af valg, men også fravalg, og det er netop det dilemma, man som læser inviteres med ind i, når man læser denne novelle. 


"#Parisjetaime" er en stærk fortælling om at finde sig selv og tro på, at man kan det, man vil. Der er meget på spil, selvom der blot er tale om en novelle, og illustrationerne er med til at skabe en fortælling med dybde, håb og karakter.

onsdag den 1. januar 2020

Månedlig opsummering: Julede december




Dette var december for mig: December er min yndlingsmåned hele året. December for mig er hygge, familie, god mad og glædelig magi. Jeg elsker at se julekalender, spise slik og drikke varm kakao i lange baner. Jeg elsker julesweatre og pynt. Jeg elsker drømmen om sne og det nærvær, der er i december. 
December i år har samtidig været tilvænning til at være en familie på 4. December har været nye rutiner og en ny hverdag. December har været hyggelige aftener og grædende børn. December har været et rigtig dejligt læseflow og lysten til at læse, læse og læse. 
December har været seriehygge med Mark og gode film med min mor. 
December har været tid til pauser og til at nyde ikke at have ondt mere.
December har været oceaner af vasketøj. 
December har været anden juleaften i vores hus, og det gik over al forventning. 
December har været en hyggelig og intim nytårsaften herhjemme med en dejlig veninde.
December har været fantastiske julegaver.
December har været al den magi, jeg håbede.



December på forældre-fronten: Der er noget særligt over december, når man har fået børn. Især når børnene er så store, at de forstår jul. I hvert fald lidt. I år har Tristan haft julesok, og hver dag har der ligget en lille ting. Ikke altid en gave, men det har også været en pakke rosiner, en mandarin eller en ostehaps. Det har været tanken om at se, hvad der nu lå i sokken, der var fed. Tristan har hygget sig SÅ meget i december, og det har gjort, at julefreden også har sænket sig over de voksne herhjemme. Det har været en befrielse, og det er netop det, børnenes juleglæde kan. 
Ellie er nem. Punktum. Der har været lidt for meget bøvl med maven, men det er der kommet styr på nu, eftersom vi er begyndt at supplere med en anden modermælkserstatning. Hun sover, hun lader sig selv sove, og nu er hun begyndt at smile. Jeg sad med hende den anden dag og tænkte: Nu er hun ikke nyfødt mere. Nu er hun en baby. Det går bare stærkt. Det er fantastisk og til tider vemodigt. Men mest fantastisk. Jeg nyder det, der er nu, men jeg glæder mig virkelig også til, at hun bliver større og kan holde sit eget hoved, kan sidde og kan få mad. Hun giver os ro til at vænne os til det hele, og vi nyder, at hun er et mere roligt og sovende barn end Tristan. Han er også ved at vænne sig til at være storebror. Ellie er fantastisk, og han nyder hende og vil så gerne hjælpe til. Det er så dejligt at se den kærlighed og omsorg, han udviser over for hende.

Det læste jeg i december: Det er virkelig vildt! I december har jeg fået læst 7!!!! bøger! Det havde jeg slet ikke regnet med. Der har også været korte bøger ind i mellem, men alt tæller jo!

December bedste bog: Det er svært, når man har læst så mange bøger. Men det må nok være "Mindre end en kilometer væk" af Sarah Engell. Dog er det en novellesamling, men det er uden tvivl den af decembers bøger, der stadig sidder i mig, og som jeg fortsat tænker over.

Decembers mest skuffende bog: Jeg synes som sådan ikke, at jeg har læst skuffende bøger i denne måned. Så det bliver måske mere en gennemsnitlig læseoplevelse. "Det røde lyn" af Estrid Dyekjær var en fin læseoplevelse, men ikke mere end det. 



Decembers anbefaling: "Tell me who I am" er en dokumentar på Netflix, der bare SKAL ses! Jeg så den sammen med Mark, og vi græd begge to over den. Det er fortællingen om en ung mand, der forulykker på sin motorcykel. Da han vågner på sygehuset, husker han intet. Som i intet. Han kan intet huske fra det liv, han har levet - ud over sin tvillingebror. Tvillingen får nu til opgave at lære ham alt om deres tilværelse; barndomsminder, forældrene, hans kæreste, deres venner. Men spørgsmålet er, om han fortæller sandheden?
Det er en hjerteskærende fortælling, der kaster store etiske spørgsmål op i luften, og så er den usandsynlig godt produceret!

Hvad byder den kommende måned på?: Januar er tilbage til hverdagen og så alligevel ikke. Mark har 2 ugers ferie, og vi skal planlægge barnedåb til sidst på måneden. Januar bliver skønne bøger, og stakken ligger allerede og venter på mig! Januar bliver starten på et nyt år, en ny begyndelse. Og jeg glæder mig usigeligt!

Hvordan har jeres december været? Har I fået nogle gode bøger i julegave? Og er der allerede sat læsemål for 2020?