Titel: Lighter than my shadow
Forfatter: Katie Green
Serie: -
Forlag: Turtleback Books
Sider: 509
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 5/5
Katie vil bare gerne være perfekt. Hun passer ikke rigtigt ind blandt de andre piger, og hun er bange for at blive voksen. Efterhånden spiser hun nærmest ingenting. Mad siger hende ikke noget. Hun vil ikke være tyk...
Katie Green beretter i denne "graphic novel" (tegneserie) om sit liv med spiseforstyrrelser. Gennem voldsomme og smukke illustrationer fortæller hun om at komme videre men også om at have en mørk og ond følgesvend, der ikke vil give slip.
Jeg anede ikke, at denne bog fandtes. Den kom til mig på en tragisk og usædvanlig måde. En mor til en nu afdød pige med en spiseforstyrrelse spurgte, om jeg ikke ville læse den. Vi snakkede om bøger, og hun gav mig den med hjem med lovning på, at jeg passede godt på den. Jeg er lykkelig for, at hun lånte mig den, og jeg har i samme sekund, den blev færdiglæst, klikket den hjem til mig selv.
Greens fortælling er et sandt mesterværk. Så enkelt kan det siges. Historien er på sin vis fortalt før, men idéen om at gøre det gennem illustrationer og voldsomt lidt tekst, gør, at den bare gør endnu mere ondt, end de andre historier om emnet, jeg hidtil har læst (og det er en del!)
Katie Greens liv med spiseforstyrrelser starter i en ung alder. Allerede fra barnsben bruger hun mad til at kontrollere sit liv. Ritualer omkring maden, hvordan den skal spises eller tilberedes. Efterhånden tager det overhånd, og hun udviklet anoreksi. Hele vejen igennem bogen er spiseforstyrrelsen illustreret som en sort sky, der er tæt på Katie. Den kan være stor eller lille, men den er der som en konstant gennem hele fortællingen.
"Et billede siger mere end 1000 ord", siger man. Og i dette tilfælde passer det. Med sine tegninger formår Green at invitere læseren helt ind i hovedet på den spiseforstyrrede.
Tegningerne er grumme, mørke og dystre, og til tider er siderne helt sorte. Alle, der har haft depressive tanker eller mørke i livet, kender til, når det hele bare er sort. Der behøves ingen ord. Det er meget stærkere med de sorte sider i bogen.
Når formatet er så anderledes, gør det også, at man som læser får et helt andet indblik i, hvad det vil sige at være syg med anoreksi eller BED. Som læser inviteres man helt ind i det kaos, der er i Katies hoved, og det ville selv den dygtigste forfatter ikke kunne beskrive med ord. Illustrationerne er så stærke, og som læser, hvad enten man selv har været eller er syg med en spiseforstyrrelse eller ej, kan man mærke alle følelserne på egen krop.
Denne bog er uden tvivl både til den, der lider af sygdommen, men den er også til de pårørende eller til dem, der så gerne vil hjælpe men ikke ved hvordan.
Den er en hyldest til de mennesker, der kæmper, og den er en hyldest til dem, der står på sidelinjen og elsker det menneske, der svinder ind dag for dag.
"Lighter than my shadow" var en så stærk læseoplevelse, at jeg har svært ved at sætte ord på den. Det er en af de mest unikke oplevelser, jeg har haft med en bog nogensinde. Den gør ondt helt ind i hjertet, og den tager et emne op, som fortsat er så voldsomt et tabu. Den rækker hånden ud til dialog, og det er netop det vigtigste med sådan en fortælling. Illustrationerne underbygger den grusomme historie på fornemmeste vis, og jeg håber sådan, at et dansk forlag opdager den og oversætter den, så endnu flere kan læse dette mesterværk.
Titel: Bare stik ham en!
Forfatter: Pelle Hvenegaard
Serie: -
Forlag: Politikens forlag
Sider: 272
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Bogen er stillet til rådighed af Politikens Forlag.
Det er ved at være nogle år siden, at Pelle Hvenegaard blæste hele Danmark omkuld med sin debutroman "Kære Zoe Ukhona". Med denne roman deler han atter ud af sit liv, både øjeblikkene fyldt med succes men også dem, hvor livet gør ondt. I 50 fortællinger beretter han om, hvordan han er blevet det menneske, han er i dag, og læseren tages med på et eventyr gennem hans liv.
Okay. Jeg giver ikke meget for kendisser, der udgiver bøger. Jeg er altid skeptisk, når jeg sætter mig og skal læse dem. En fordomsfuld del af mig tænker, at de kan betale sig til alt. Det handler ikke om talent men om at være et stort nok navn. På den måde kan man sikkert få udgivet hvad som helst.
Sådan er det bestemt også i visse tilfælde, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men heldigvis er Hvenegaard en af dem, der dels ikke har en ghostwriter men som faktisk også har 1. noget på hjerte og 2. kan skrive!
"Kære Zoe Ukhona" rørte mig dybt, og da jeg hørte et foredrag, hvor han fortalte om skriveprocessen og det at dele en så vanvittig fortælling, blev jeg for alvor overbevist om, at her er en mand, der virkelig har fortællerevnen i sin magt.
Netop derfor blev jeg ekstra begejstret, da jeg hørte om konceptet med denne bog.
Idéen er, at Hvenegaard deler 50 historier fra sit liv. Det er de fortællinger, han mener, har været skelsættende i forhold til at danne ham som menneske. Der er fortællinger om voksne, han ser op til, og der er fortællinger om mennesker, der har lært ham, hvordan man bestemt ikke skal opføre sig. Hvad der måske er allervigtigst er, at der også er fortællinger, hvor han selv er idioten. Hvenegaard har en unik evne til at udstille sig selv, når det er det, der kræves. Det lyder måske ikke som en kompliment, men det er det! Det er lige præcis den evne, der får denne bog til at fungere. Havde det været 50 fortællinger om, hvor fantastisk han er, og hvor mange situationer, han har reddet, så havde vi stået tilbage med en unuanceret fortælling om en mand, der var helten i sit eget liv.
I stedet sidder man som læser med en bog, der viser et menneske med alle dets fejl og mangler. En realistisk fortælling. Og derved en fortælling, man kan se sig selv i. Der er små historier fra hverdagen, og der er fortællinger om død, selvmordstanker og selvværd, der er ikke eksisterende.
Jeg elsker, at jeg som læser føler, at jeg sidder på Hvenegaards lille båd og drikker kaffe, mens han fortæller mig alle disse historier. De er med vilje ikke skrevet i kronologisk rækkefølge, og normalt er det et nogo i en biografi. Men i dette format fungerer det virkelig godt. Her er der ro, hygge og en masse sjove, rørende og eventyrlystne fortællinger at berige sig selv med. Det er fantastisk, og konceptet fungerer til fulde.
"Bare stik ham en!" er slet ikke som Hvenegaards første bog; og det er godt. Han er gået i en helt anden grøft og deler her morsomme, besynderlige men også rørende fortællinger om et liv i overhalingsbanen men også om et liv, der ofte har været ved at knække. Den er underholdende og gør alt det, den skal. Jeg glæder mig til at læse endnu mere fra Pelle Hvenegaards hånd - forhåbentlig snart!
Titel: American Royals
Forfatter: Katharine Mcgee
Serie: -
Forlag: CarlsenPULS
Sider: 448
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Beatrice er kronprinsesse i Amerika.Hendes fremtid er besluttet for hende, og hun mangler kun en mand at dele det hele med.
Samantha er prinsesse og føler sig til overs. Hun er den søster, der aldrig bliver relevant i arverækken, og hun drømmer om at blive set.
Daphne vil giftes med prinsen og har brugt hele sit liv på at tiltrække sig hans opmærksomhed. De er gået fra hinanden, men hun har bestemt ikke opgivet kampen.
Nina er bedste veninde med Samantha. Hun kender kongehuset ud og ind. Men hun passer ikke rigtigt ind i glamour og gallakjoler.
Det er nogle år siden, at jeg læste en bog af McGee for første gang. Hendes serie "Tusinde etager" kan lidt af det samme som denne bog. McGee er en mester i at skrive intriger, drama og virkelig spændende karakterer. Her leger hun med idéen om, at USA har et monarki. Det er spændende at se den styreform, vi kender fra Danmark, blæst op til et land som USA. Der er væsentligt mere på spil, men det må være de samme problematikker, som karaktererne står over for. Det er netop dette, der gør bogen virkelig spændende.
Det er de 4 forskellige piger, der fortæller historien. Beatrice står til at være den første dronning nogensinde. Det er vigtigt, at hun finder sig en mand, men der er ingen, hun kan se sig selv sammen med. Beatrice er en pige, der i og for sig har det hele, og man misunder hende hendes berømmelse og status. Samtidig er hendes liv bestemt ikke et, man har lyst til selv at leve. Alt er forudbestemt, og der er ingen frihed. Beatrices karakter er måske fin og fornem udadtil, men hurtigt lærer læseren, at hun er en enormt stærk pige samtidig med, at hun er utroligt skrøbelig. Hun var uden tvivl min yndlingsperson i bogen, og hendes udvikling var virkelig interessant at følge.
Samantha er lillesøster til Beatrice og er hende, ingen rigtigt ser. Hun skejer derfor ud i tide og utide i håb om at blive anerkendt. Samantha er umiddelbart en rebelsk teenager, men hurtigt opdager læseren, at der er mere bag. Hun er en meget nuanceret karakter, og hun står konstant tilbage som "det tynde øl". Hun må gentagne gange se sin søster få sin vilje, og hun kan intet gøre ved det, for "hun skal jo være dronning".
Daphne er uden tvivl denne bogs dramaqueen. Hun har været kæreste med prinsen, men nu er de gået fra hinanden. Daphne giver dog ikke op så let. Hele hendes liv kredser om kongehuset, og hendes mål er at blive gift med prinsen. Hun vil gøre hvad som helst for, at de skal ende sammen. Daphne er blevet pacet til denne virkelighed, og det gør hende farlig. Hun har tunnelsyn og gør ting, man slet ikke forstår. Hun er en skræmmende karakter at læse om, måske netop fordi alle kan finde lidt af sig selv i hende og hendes stræben efter sin største drøm.
Nina er Samanthas bedste veninde, og hun er altid kommet hos kongefamilien. Hun ser dem ikke som regenter men nærmere som sin anden familie. Det er et befriende perspektiv bogen igennem, men Nina var også den karakter, der sagde mig mindst i historien. Hendes sideplot var der, og det var fint, men det var ikke hendes kapitler, jeg nød allermest.
Når vi snakker monarki, snakker man også kvindesyn og traditioner. Beatrice skal være den første dronning, og gentagne gange nævnes det, at det bliver hårdt for hende. Alle vil se væsentligt mere kritisk på hende end hendes forgængere alene fordi hun er kvinde. Samtidig skal hun ikke bare gifte sig med hvem som helst, og Beatrice rammer konstant ind i gamle og forstokkede traditioner, når hun gerne vil leve sit liv med en mand, hun elsker og ikke bare én, som er et godt parti.
Det er interessant at tage et moderne menneskes verden og placere denne i rollen som monark. Tænk at være teenager og vokse op med, at medierne ser hver eneste bevægelse eller ting, du foretager dig. Tænk ikke at må være på sociale medier som alle andre. Tænk at dine venner skal underskrive diverse erklæringer for at sikre din sikkerhed og dit privatliv. Det virker skræmmende og enormt intimiderende, men det er virkelig en interessant debat at tage. McGee tager det til tider til det ekstreme, men hun får understreget, at der er samfund og styreformer, der til tider kan være dybt forældede, og det rammer netop kvindelige ledere eller det unge menneske, der higer efter at være som sine kammerater.
"American Royals" er den perfekte blanding af "The Selection"- serien og Gossip Girl. Der er drama, intriger og et vildt fedt spil personerne i mellem. Den er en sand pageturner, og der sker hele tiden noget nyt, så interessen vækkes gang på gang. Den slutter med et brag, og jeg håber virkelig, at der kommer en fortsættelse, for jeg er slet ikke færdig med disse karakterer!
Titel: Penguin Bloom
Forfatter: Bradley Trevor Greive & Cameron Bloom
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 208
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Sam Bloom er på ferie med sin familie. Et forfærdeligt styrt gør, at hun bliver delvist lammet og ikke længere kan være den aktive kvinde, hun er vant til. Sam mister lysten til livet, og hendes mand og børn står nu og kan intet gøre.
Men da fløjtefuglen Penguin lander hos dem, sker der noget magisk for hele familien.
"Engle kommer i mange skikkelser og størrelser", skrives der i bogen. Og i denne sammenhæng er det så sandt. Her er der tale om en virkelig rørende og enestående fortælling om en familie, der oplever et sandt mirakel midt i en stor sorg.
Historien om familien Bloom og fløjtefuglen Penguin er intet mindre end unik. At den er ledsaget af fantastiske billeder (taget af Cameron Bloom, der også er med til at fortælle historien), gør kun, at man som læser drages endnu mere ind i fortællingen og familiens liv.
Det er en kærlighedshistorie om Cameron og Sam. De mødes og forelsker sig. Sammen rejser de på adskillige ture, bestiger bjerge, klatrer og udfordrer deres fysiske formåen. Da de stifter familie, drømmer de om at tage deres børn med på disse ture. En familieferie til Thailand ender dog fatalt, da Sam styrter, knuser kraniet flere steder og også bliver delvist lammet. Sam må nu indse, at hun aldrig kommer til at gå igen og derved ikke er den samme. Den fysisk aktive kvinde er nu liggende og i konstante smerter. Sam vil dø. Sam er deprimeret og kan ikke være den mor, hun altid har drømt om.
Cameron gør alt, hvad han kan for at vise hende, at livet er værd at leve, men Sam dykker længere og længere ned i et sort hul, hvor ingen kan nå hende.
Fløjtefugleungen lander i haven, og den kan ikke komme op i reden igen. Den har brug for at blive passet på og opfostret. Den opgave påtager familien Bloom sig, og Sams livsglæde vender tilbage. Her er der en, der kan lytte, en der synger smukke sange og ikke mindst én, der ikke kan huske, hvordan hun var inden ulykken. Der er noget utroligt smukt over Penguin (som fuglen døbes), der i bogstaveligste forstand bliver familiens redningskvinde. Sam gør det til sit projekt at passe på Penguin og give den et værdigt liv. Den forlader ikke familiens side, og ingen forstår den kemi, Penguin og familien har.
At både Sam og Penguin er ødelagte og skrøbelige men samtidig er de eneste, der kan hjælpe hinanden tilbage til livet, er der noget uendeligt fint over. Det er beskrivelserne af deres forhold, der virkelig rørte mig.
"Penguin Bloom" er en kort men enormt stærk fortælling om at overleve og tage sit liv tilbage. Det er en rørende historie om en familie, der oplever den ultimative modstand men alligevel kæmper sig tilbage til overfladen. Billederne, der ledsager historien, er smukke og gør, at fortællingen for alvor kan krybe under læserens hud.
Titel: Glimt
Forfatter: Billie Koppel
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 236
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.
Billie Koppel er datter af Annisette Koppel; forsangeren i Savage Rose. Hun er vokset op med musik, fællesskab og eventyr. Hun er en del af en kulturarv samtidig med, at hun er helt sin egen. I denne bog fortæller hun i glimt om en alternativ barndom, om at turde finde sin egen stemme og om at turde leve det liv, man drømmer om.
Jeg kender selv til Billie Koppel fra hendes eget band Catbird. Mark og jeg så dem live engang for nogle år siden, da de tournerede med deres plade "Among Us", som for os virkelig vækker minder. Det var en stærk koncert, og selvom de stod foran max 70 mennesker på det ultralille spillested, så blev man alligevel draget ind i en helt ny og mystisk verden. Billie Koppel var i sin helt egen verden på den scene, og det var tydeligt, at musikken var hendes et og alt; hendes liv.
Bogen hedder "Glimt", og det er der en grund til. Her er der ikke tale om den klassiske biografi, der starter ved fødsel og ellers fortsætter kronologisk frem. Her er der netop tale om glimt fra et liv. Lidt fra en rejse. Lidt fra livet i en haveforening. Lidt fra livet som gademusiker. Lidt fra livet som politisk aktiv.
Billie Koppel drager læseren ind i sin tilværelse i et tempo og i en poesi, som jeg sjældent har set i biografier, og det er virkelig unik læsning. Dette er uden tvivl også bogens force. Den poesi, eftertænksomhed og nerve, der er i Catbirds musik er bestemt også at finde i det skrevne ord i denne bog.
Der, hvor jeg til tider står lidt af, er, når glimtene bliver for sporadiske eller for mange. Nogle gange er der et minde i et minde i et minde, og det bliver forvirrende for, hvad hovedhistorien egentlig var. Nogle dele af fortællingen bliver ufatteligt korte minder, hvor andre skrives ud i en grad, hvor jeg som læser godt kunne sidde lidt fast.
Det er især delen om tilblivelsen af Catbird, jeg nød at læse. Der var noget fascinerende over at komme ind i musikbranchen og virkelig se, hvor svært det er at slå igennem, selv når ens forældre er kendte i forvejen. Billie Koppels drive må siges at være enestående i denne sag, og jeg er virkelig imponeret over, at hun er blevet ved med at kæmpe for at lave det, som hun virkelig gerne ville.
Samtidig er der nogle rigtig fine kapitler om tilblivelsen af albummet "Among Us", der som nævnt har en særlig betydning for mig. Det rørte mig virkelig dybt, og bogens slutning er generelt dybt rørende og fængslende læsning.
"Glimt" er en fortælling om en alternativ levevej, om at vokse op med fællesskab og et "vi" i centrum samtidig med, at det er en fortælling om at være helt sin egen og at turde netop dette. Billie Koppels fortælling er hjertevarm, rørende og et unikt indblik ind i en familie, som vi alle kender ved navn, men som vi nu får lov at være en del af. Tak for det!
Titel: Det røde lyn
Forfatter: Estrid Dyekjær
Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 146
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Bogen er stillet til rådighed af forlaget Byens Forlag.
Veras familie er ret normal. Hun bor med sin mor, far og gamer-storebror. Men hendes far dør pludseligt, og nu står hun og skal have sin nye familie til at fungere samtidig med, at dem i skolen ikke aner, hvordan de skal tale til hende.
Bøger til børn og den yngre læser omkring død (især det at miste en forælder) er vigtig litteratur. Det er et emne, de fleste af os ikke har lyst til at tale om, fordi det gør så ondt og er så uretfærdigt. Netop derfor er det vigtigt, at forfattere som Dyekjær skriver en bog som denne om emnet.
Vera er en meget gennemsnitlig 7.klassespige. Hun hænger ud med sine venner, er ved at planlægge konfirmation, og så er hun håbløst forelsket i den søde Victor. At være teenager med hormonerne susende rundt i kroppen samtidig med, at man skal igennem en så voldsom sorg, som det er at miste sin far, er dobbelt op på udfordringer. Det er netop det, som Dyekjær portrætterer rigtig godt i romanen.
Vera er alt andet end normal, da hendes far dør. Nu er hun den, alle kigger efter og taler om; men ikke taler til. Hun står som udskuddet, ingen rigtig tør røre ved, for tænk nu, hvis de siger noget forkert? Når man er 12-13 år er det vigtigste at være en del af fællesskabet og passe ind. Netop det mister Vera, og det bliver en form for "dobbelt-sorg", man som læser får beskrevet rigtig fint af Dyekjær.
Der er scener i denne bog, hvor forfatteren virkelig får fanget sin læser. Især en scene i klassen, hvor Vera læser en stil op om at miste, rørte mig dybt. Hele stemningen og måden, klassekammeraterne og læreren reagerer, var så velformuleret, og jeg sad tilbage med en stor knude i maven. Det er her, man som læser virkelig kan relatere til Vera, og som voksen får man et rigtig godt indblik i de følelser og tanker, der kan suse igennem en teenager i sorg.
Bogen er både til den sørgende, men den er i høj grad også skrevet til pårørende og til de fagpersoner, der kan komme til at stå over for en ung som Vera.
"Det røde lyn" er en rigtig fin fortælling om det at miste i en alt for tidlig alder. Udover emnet sorg berører den familie, kærlighed og det at være en del af et fællesskab, der ikke længere tør se én i øjnene. Der er rørende scener karaktererne i mellem, og den efterlader læseren med et håb, for som vi ved, er der altid lys for enden af tunnellen.
