Titel: Den sorte enkes by
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: Rød og blå
Forlag: Alvilda
Sider: 436
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.
I byen Viduana lever mænd og kvinder adskilt. Verdenen udenfor byen er et stort kaos, men her er der orden og klare regler.
Mænd er farlige og aggressive, og derfor skal de ikke have mulighed for at skade kvinderne.
Byens 10 bud er tydelige: Mænd og kvinder må mødes for at forplante sig, ellers leves livene adskilt. Clara er netop fyldt 18 og skal derfor deltage i forplantningspligten. Silas vil gerne ændre byen, men det kræver, at han bliver donor og derved kan stige i graderne. Emma bærer på en hemmelighed, der kan slå hende ihjel, og hun kan ikke længere holde den skjult.
Jeg er en sucker for dystopiske fortællinger. Der er noget over at kaste vores samfund og de debatter, vi har, op i luften og sige: Hvordan ville det hele se ud, hvis vi nu levede sådan her? I sit efterskrift skriver Rødtnes, at bogen er inspireret af mange ting: Dels "Handmaids Tale", hvor mændene kontrollerer samfundet, men også en by i Afrika, hvor kvinder kun må bo, fordi de kan gemme sig for mændene dér.
Her er en fortælling, der tager debatten om kvindesyn, overgreb, MeToo og synet på mænd og kvinder og vender det hele på hovedet. I Viduana er det kvinderne, der er den øverste autoritet, og byen er skabt for at beskytte kvinder. De mænd, der har indflydelse er beskåret, for aggressiviteten, som alle mænd besidder, sidder i deres penis. De andre mænd er dømt til hårdt arbejde, og ellers bor de i en bydel kun for mænd.
Kvinder i dag kæmper for ligestilling og for flere rettigheder. Men her er kampen alligevel gået for vidt, og det er enormt spændende at se en virkelighed, hvor kvinderne umyndiggør mændene og skaber et samfund til kvindernes fordel; og dog...
Der er 3 hovedpersoner i bogen: Clara, Silas og Emma. De skiftes til at fortælle igennem historien, og alle 3 fortællinger er enormt interessante og giver alle en god vinkel på det samfund, som bogen omhandler.
Clara afleverer sin lillebror til mændene, da han bliver for gammel til at bo blandt kvinderne. Hun er selv lige blevet 18, så nu skal hun deltage i forplantningspligten, altså være sammen med en mand hver måned, indtil hun bliver gravid. Claras fortælling er en god vinkel ind i en virkelighed, som slet ikke giver mening for hende. Hun savner sin bror, og hun er vred over det samfund, hun vokser op i. Samtidig er hun bange for at gøre noget ved det. Det hele virker så stærkt, og hun kan alligevel ikke se andre muligheder end at gøre det, der forventes. Claras magtesløshed blandet med hendes viljestyrke er en rigtig god kombi, og hendes karakter og fortælling var uden tvivl min yndlings igennem bogen.
Silas fortæller historien om mændene i denne verden. De er undertrykte, mistænkeliggjorte og farlige. Silas selv er bestemt ikke sidstnævnte. Han står tilbage med det store farlige "mande-stempel" og er forudrettet på sit køns vegne. Han kæmper for at blive donor for at kunne blive mere end bare en arbejder, og samtidig er han de svages beskytter. Silas passer på de nye og små drenge, der kommer til mændenes kvarter, og han tager en del tæsk på vegne af dem. Silas er uden tvivl en helt samtidig med, at den aggression, som kvinderne frygter, ligger lige under overfladen. Hvor det på sin vis kunne bevise, at kvinderne har ret i, at mændene skal gemmes væk, bliver det i stedet en måde at vise nuancerne i alle mennesker, og det fungerer rigtig godt!
Emma mister sin mor og må flytte ind hos sin bedstemor, der leder hele Viduana. At hun bærer på en så voldsom hemmelighed og skal bo ved byens overhoved, sætter det hele på spidsen, og hendes kapitler bliver fyldt med intensitet og paranoia, fordi man som læser bare venter på, at det hele går galt. Emmas person er meget ulig Clara og Silas, fordi hun bare ikke passer ind i Viduana. Der er noget tragisk over hende, og man får voldsomt ondt af hende til tider. Emma kæmper med følelser, hun ved er forbudte, og samtidig kæmper hun med bare at eksistere. For hende er bogen et kapløb med tiden, og man er aldrig sikker på, om hun klarer den. Hendes kapitler er et alternativt blik ind i denne verden, og hendes fortælling giver rigtig god mening blandet med Clara og Silas.
Som nævnt er denne bog en dystopisk fortælling, et skrækscenarie for at illustrere, hvordan verden kan se ud. Dystopiske fortællinger bunder i den virkelighed, vi kender, hvor noget er sat på spidsen. Her er det kønsdebatten. De sidste år har den kørt heftigt i medierne, og sproget, gloserne og adfærden i debatten er til tider skredet en del. Det er netop dét, Rødtnes adresserer med denne fortælling. Kvinderne har overtaget, og man skulle tro, at alt ville blive godt nu, fordi de jo netop har oplevet at være det undertrykte køn. I stedet er der nu skabt en verden, der skal sikre kvinder mod vold, men samtidig er det også en verden, hvor begge køn kontrolleres. Kvinderne SKAL forplante sig, det er en lov. De skal sikre byens overlevelse og gøre typiske kvinde-ting, som at sy, lave mad og sørge for børnene. Mændene arbejder og lukkes ellers inde i deres bydel. De mænd, der må færdes mellem kvinderne har valgt at lade deres penis skære af.
Her er ingen frie, og det er netop dét, der gør dette samfund så interessant. En ting havde været, hvis denne roman havde handlet om undertrykte mænd, men her får vi en verden, hvor man for at passe på kvinder, må styre begge køn. Det er uventet men også en utroligt interessant tanke. Der er bestemt styr på tingene, og samtidig er der totalt kaos. Tanken om oprør strejfer mange forskellige karakterer gennem bogen, men samtidig er der så meget kontrol i samfundet, at det er svært at se sig ud af.
Det skaber en intens og ubehagelig stemning, som man som læser virkelig kan mærke. Ingen kan vide sig sikre, og det er også den følelse, man sidder tilbage med, når man læser bogen. Paranoia og mistillid styrer dette samfund, og selvom der ikke begås overgreb eller vold, er der langt værre ting på spil.
"Den sorte enkes by" er en af de bedste dystopiske romaner, jeg har læst. Universet er enormt godt beskrevet, og idéen med denne verden er virkelig fed og dyster at dykke ned i. Karaktererne er spændende, og man glæder sig hele tiden til at læse mere. Det er en vild pageturner med twists, kærlighed og et krav om, at man som læser overvejer de etiske dilemmaer, der tages op i bogen. Den slutter på en cliffhanger, og nu sidder jeg her og venter på næste bog i en virkelig spændende serie!
Titel: Mindre end en kilometer væk
Forfatter: Sarah Engell
Serie: -
Forlag: CarlsenPULS
Sider: 110
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Bogen er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPULS.
"Mindre end en kilometer væk" er en novellesamling om håb, sorg, modløshed og når livet bliver svært. Det er fortællinger om sørgelige skæbner og knuste drømme. Det er fortællinger fra det virkelige liv, når det gør allermest ondt, og det er historier, der berører sin læser på følelsesmæssigt og etisk plan.
Sarah Engell er en forfatter, jeg ofte har rost. Og det har jeg tænkt mig at gøre igen. Noget af det, jeg virkelig beundrer Engell for, er, at hun formår at sætte ord på tabuer og emner, som gør så ondt. Det virker legende let for hende, eftersom hun gør det gang på gang. Det er naturligt for Engell at italesætte det, vi andre tier omkring. Det er modigt, sejt og vigtigt.
Novellerne i "Mindre end en kilometer væk" behandler alle det at have ondt indeni af den ene eller anden årsag. Det kan være alt fra mislykkede forhold til at være et flygtningebarn med dybe traumer på krop og sjæl.
Spekret i novellesamlingen er bredt, men det er netop også pointen; Alle mennesker oplever at have ondt i livet på et tidspunkt. For nogle er det forbipasserende, mens det for andre bliver invaliderende og påvirker eksistensen for bestandigt.
Det er jo altid mærkeligt at anmelde en novellesamling, fordi der ikke er en enkelt fortælling at tage stilling til. Det bliver en voldsomt lang anmeldelse, hvis jeg skal sige noget til alle fortællingerne, og derfor vil jeg sige lidt om dem, der virkelig krøb under huden på mig.
Der er ingen tvivl om, at flygtningebørn og hele tematikken omkring flygtninge har præget Engells forfatterskab de sidste år. Siden "Valget" har det mere politiske listet sig ind, og det er også tilfældet i denne novellesamling. Der er som om, at Engell ikke er færdig med at udforske, hvad det emne gør ved os, og derfor er der 2 noveller i bogen om netop dette emne. Det er også dem, der gør allermest ondt og dem, der efterlod mig med tårerne trillende ned af kinderne. "Duften af safran" og "Alt det vi har mistet" er uden tvivl de to fortællinger, der gav mig en mental mavepuster. De er skrevet med rå ærlighed og en omsorg for de skæbner, den omhandler. Der er intet filter, og som læser tvinges man til at se en barsk virkelighed i øjnene, som man slet ikke kan forestille sig. Engell giver her læseren muligheden for måske at forstå, hvor horribelt et liv, man kan leve, og hvor forfærdelige valg, mennesker kan stilles over for. De to fortællinger er mesterværker i sig selv og står for mig som noget af det stærkeste, jeg har læst fra Engells hånd.
Et "glædeligt" gensyn (for det er alt andet end glædeligt, når man læser fortællingen!) er novellen "Mowgli", som tidligere er udgivet med illustrationer til. Her er tematikken de såkaldte "Mowgli-børn", altså børn, der vokser op uden kontakt til andre mennesker. Fra psykologien ved vi, at kontakt til omsorgspersoner er essentiel for skabelsen af identitet og følelsesliv, så hvad sker der, når vi er efterladt til os selv? Det spørgsmål forsøger Engell at besvare i denne grusomme historie, der gang på gang knuser mit moderhjerte. Jeg har efterhånden læst "Mowgli" en del gange, og hver gang både græder og smiler jeg. Den kan noget helt særligt, og det er en fortælling om et emne, de allerfærreste kender til.
Hvis man efter at have læst novellen i samlingen her har mod på den illustrerede udgave, kan den varmt anbefales!
"Mindre end en kilometer væk" er en perlerække af fortællinger, der heldigvis ikke bare er blevet i skrivebordsskuffen hos i Engell. I stedet deler hun den med os, og det er jeg SÅ glad for! Udover genialt materiale til udskoling- og gymnasieundervisning (ja, kære kollegaer, jeg kigger på jer!), er her 8 historier, der forlanger sin læser til at tage stilling til livet og alt det, der gør allermest ondt i vores tilværelse. Der er etik, kærlighed og smerte på spil samt italesættelsen af emner, der normalt ikke tåler dagens lys.
Det er her, Engell er bedst, og jeg må endnu en gang bukke og erkende, at Engell er en unik, modig og uundgåelig stemme, når det kommer til YA-genren.
Titel: Ingen venner, hvad nu?
Forfatter: Stine Spedsbjerg
Serie: Myntes dagbog
Forlag: Gyldendal
Sider: 140
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.
Mynte er flyttet fra det store København og til det, hun selv kalder Møgby. Hun skal nu starte forfra og lære alle at kende. Hun savner det derhjemme, og der er ingen, der gider at være venner med hende. Men en dag flytter Zosia til Danmark og ind i Myntes klasse. Måske er der håb forude, når det kommer til venskaber?
Det er ofte, at jeg føler, at jeg kommer til en fest senere end alle andre. Måske er de fleste allerede taget hjem... Her tager vi selvfølgelig ikke bogstaveligt, men når det kommer til at hype forskellige ting. Stine Spedsbjerg er bedre kendt som StineStregen, og hun har udgivet adskillge små bøger og tegneserier, især på Instagram. Jeg fik bogen tilsendt som gave og tænkte, at det da var en fed og anderledes tegnestil. Den ville jeg gemme til min barsel. Det er jeg SÅ glad for, at jeg gjorde, for den har været så hyggelig at sidde med. Den er til den lidt yngre læser i forhold til, hvad jeg plejer at anmelde, men det gjorde mig ingenting. Den er perfekt til de 11årige og opefter, og det er så dejligt, når der også skrives YA til denne målgruppe.
Noget af det, der virkelig giver historien en ekstra dimension er de geniale tegninger, som StineStregen har lavet til fortællingen. De er morsomme, rørende og giver Myntes personlighed endnu mere liv. Der er små kommentarer i hjørnerne, hvor det hele bliver lidt meta i sin fortællerstil, og samtidig gør det bogen meget nemmere at læse, hvis man finder det svært at komme i gang med en bog.
Mynte er en skøn karakter! Hun er sød, sjov og meget ligetil. Hun er ked af at være flyttet fra storbyen og sine venner, og hun er bange for at være anderledes og hende den sære uden venner. Det er meget "teenager-typisk" men samtidig også meget nemt at sætte sig ind i, fordi det er en følelse, de fleste oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Mynte er lidt ligesom Nynne er i Nynnes dagbog. Til tider er hun en klovn, der bare ikke kan begå sig i det sociale på nogens om helst måde, og hun kommenterer på sit liv med sarkasme og ironisk distance. Samtidig er hun enormt elskelig, og man holder virkelig af og med hende fra starten af fortællingen.
"Myntes dagbog: Ingen venner hvad nu?" er en kærlig og lille illustreret fortælling om venskaber, kærlighed og at ville passe ind. Den er humoristisk og rørende, og som læser har man det skønt efter endt læsning. Jeg glæder mig sådan til at læse mere om Mynte, når den næste bog kommer!
Titel: Er du okay, Helene?
Forfatter: Anika Eibe
Serie: Er du okay?
Forlag: Tellerup
Sider: 175
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af forfatteren selv.
Helene er til fest og går med en fyr op på et værelse. Men da han vil mere end bar at kysse, siger hun nej. Hun bliver voldtaget. Ingen tror på det, og Helene står nu tilbage og udstilles som løgner og er fyldt med følelser af skyld og skam. For hun gik jo selv med derop. Hun ville jo selv. Men hun sagde nej...
Temaet overgreb og voldtægt er tungt. Det er nuanceret. Det er skide svært at skrive om og debattere. Netop derfor er det så vigtigt, at Eibe tager det op her i sin "Er du okay?"-serie. Noget af det, jeg virkelig elsker ved disse bøger er, at de er skrevet til den lidt yngre YA-læser, og jeg kan sagtens se dem brugt i udskolingssammenhæng. Det gør mig så glad, for når jeg tager ud og fortæller om bøger til netop denne målgruppe, har jeg tit manglet en bog, der har behandlet dette emne. Den er nu skrevet, og det er gjort på barsk og fornem vis. Det gør mig glad og minder mig om, hvad det er, YA kan som genre.
Helene er bogens hovedperson, og hun er bestemt en pige med holdninger. Hun er ikke bange for at bagtale andre eller råbe af dem. Helene er en pige, man har respekt for, for man vil ikke under hendes kyndige behandling. Helene er en pige, der har fået respekt på at være hård og rå. Netop derfor er det ekstra interessant, at det er hende, der udsættes for overgreb.
Helene går fra at være den stærke i inderkredsen til at være et udskud. Hun mister alt, da hun anklager Christian for voldtægt. Ingen tror på hende, og hun står nu med en hade-side på Facebook og en masse onde blikke hver eneste dag. Helene er i forvejen udsat med en misbrugsforælder (et emne, vi virkelig skal snakke mere om!) og et liv, der generelt ikke er det bedste.
Helene er en virkelig spændende karakter at følge, fordi hun har potentialet til at bide fra sig. I hendes fortælling berettes der om, hvad der skal til for at knække et stærkt menneske, og det er så fængende og skræmmende for læseren.
Som nævnt er temaet for denne bog voldtægt og overgreb. Den passer lige ind i den debat, der har været om samtykke. For hvornår er der tale om overgreb? Hvad hvis man siger nej midt i det hele? Hvis skyld er det? Og ikke mindst kræver den, at der bliver talt om problematikken i påstand mod påstand. Her er en fortælling set fra ofrets synsvinkel, men Eibe tør ydermere gå ind og give krænkeren en stemme. Krænkeren er ikke et monster. Krænkeren er et menneske med lig i lasten, og det er måske netop det, vi alle skal huske. Her er tale om ødelagte mennesker og ikke monstre i den mørke nat. At Eibe tør kaste den bold op og italesætte noget, som mange nægter eller ikke tør, finder jeg utroligt modigt. Samtidig er det også nødvendigt for, at bogen bliver vigtig og realistisk for målgruppen. De fleste overgreb begås ikke af mørke skygger i natten på vej hjem fra byen. De begås af én, man kender. Netop det understreger Eibe med denne fortælling, og det er så vigtig en pointe.
"Er du okay, Helene?" er nok den vigtigste bog i serien so far. Den ramte mig på så mange planer, og den gjorde direkte ondt til tider. Om det er fordi den er læst med min nyfødte datter ved siden af mig, ved jeg ikke. Men den minder mig i hvert fald om, hvor vigtigt det er at lære hende, at intet i denne sammenhæng er hendes skyld. Samtidig bliver den en bog, jeg vil anbefale alle i udskolingen fra nu af. For de har brug for den. Tak, Eibe, fordi du turde skrive denne bog!
Dette var november for mig: Denne opsummering bliver enormt kort på alle fronter. November har stået i babys tegn. Terminen var 7.november, og vi har bare gået og ventet på, at Ellie ville melde sin ankomst. Ja, nu er det officielt; hun hedder Ellie! Men alt om hende kommer i næste afsnit.
November har været ventetid. Venten, længsel og samtidig sommerfuglene i maven over det nye og ukendte, der ventede os. Derfor har november også været lange lure, laden op og frustrationer over at gå så vanvittigt over tid, når nu Tristan kom 4 dage efter termin!
November har været en flot koncert med Aarhus symfoniorkester, hvor de spillede musikken fra Ringenes Herre 3; det sidste, der skulle nås inden Ellies ankomst.
November har været gode bøger og ro. November har været en venden op og ned på alt og sindssygt skræmmende. November har været forløsning. November har været tårer og glæde og tilvenden. November har været fantastisk.
November på forældre-fronten: Billedet siger vel alt, gør det ikke? Jeg er ikke køn. Men lykkelig. Skide træt og høj på adrenalin, fordi jeg har formået at løbe et marathon. Sådan føles det i hvert fald, siger de kloge. Nu er vi forældre til 2. Shit det er vildt. Jeg har født. Igen. Jeg har presset min krop til det yderste endnu en gang, og jeg er nu endnu en lynfødsel rigere. Det er så vildt. Og jeg lover, at der kommer en fødselsberetning til jer, der er interesserede i det :).
Tristan har taget det rigtig fint at blive storebror. Han synes, at Ellie er sød, og han er meget kærlig over for hende og vil rigtig gerne hjælpe med ting. Det at dele mor og far er til gengæld en udfordring til tider. Han laver lidt mere ballade og vil ikke altid høre efter. Nætterne har været lidt tumulte, fordi han er vågnet grædende og har villet have sine forældre. Og det har han fået. Ellie og jeg har derfor sovet lidt på sofaen, så far og søn kunne boltre sig i den store seng uden forstyrrelser. Det er okay og helt normalt alt sammen. Alt er en fase, og vi klarer det godt!
Ellie er til gengæld en baby helt modsat sin storebror. Hun sover. Meget. Hun lader sig selv sove. Og spisningen går fantastisk, fordi hun er flaskebarn. Det er en bevidst beslutning fra start, og vi trives alle 4 rigtig godt med det, hvilket må siges at være det vigtigste. Der er de klassiske ting som ondt i maven og bøvl med denne, men det ved vi er de første måneder, og så er det slut. Ellie er sød og mild og finder sig i rigtig meget. Hun er en klassisk 2'er, siger sundhedsplejersken. Det er sjovt at prøve en nem baby, og det har givet os alle mulighed for at lande i de nye roller på rolig vis.
Det læste jeg i november: Selvom baby har været månedens overskrift, er der alligevel blevet læst. 3 bøger er det blevet til - og den ene på 700 sider vel at mærke! Det er jeg stolt af.
Novembers bedste bog: Alle mine bøger i november står tilbage som stærke læseoplevelser og nogle af årets bedste. Derfor kan jeg ikke vælge en. Bøgerne, der er tale om, er "Er du okay Helene?" af Anika Eibe. Det er enormt stærk og vigtig YA roman om overgreb og voldtægt. "Spektrum 4" af Nanna Foss, som er den længeventede fortsættelse i en serie, jeg slet ikke kan stoppe med at rose. Sidste bog er "Den sorte enkes by", som er den første bog i en ny serie af Nicole Boyle Rødtnes. Den var en sand pageturner, og jeg sidder bare her og venter på næste bog i serien!
Novembers mest skuffende bog: Der har simpelthen ikke været nogle skuffelser her i november. Sådanne måneder er fantastiske.
Novembers anbefaling: I denne måned vil jeg anbefale en podcast-serie. Der er to sæsoner, der har hver sin podcast. Den ene hedder "Det perfekte offer", den anden hedder "Det perfekte offer 2". Den handler om det at kunne misbruge sin magt, når man arbejder i psykiatrien eller på anden vis har med psykisk ustabile at gøre. For hvem tror vi på, hvis en psykisk syg siger, at der begås overgreb på afdelingen? Patienten eller lægen? Det er en enormt spændende og skræmmende serie, som alle bør høre. Den har et vigtigt budskab og er samtidig virkelig godt produceret!
Hvad byder den kommende måned på?: December er jo bare en magisk tid på året. Seriøst. Jeg er den største juleelsker, og jeg har slet ikke kunnet vente på, at vi kunne pynte op og glæde os herhjemme. Tristan forstår væsentligt mere, hvad jul handler om i år, og der er bare noget magisk over at have børn omkring sig i julen. Han får en lille symbolsk gave i sin julesok hver morgen, og smilet på hans ansigt er simpelthen fantastisk. Jeg elsker det. Decembers læsestak er klar, og der er en del korte bøger på programmet, fordi jeg har brug for et godt læseflow, nu, hvor hverdagen skal findes på ny. Samtidig har jeg indledt et samarbejde med BookMate, som I kommer til at høre meget mere om; forhåbentlig kan de redde de lange gåture med barnevognen, så læsningen også kan ske via lydbøger!
Har november måned været god hos jer? Hvilke fede bøger har I læst? Og var I til bogforum?
