.

.

mandag den 4. november 2019

Månedlig opsummering: Redebyggende oktober




Dette var oktober for mig: Oktober har været en måned med skønne aftaler og ultimativ afslapning. Oktober har været den måned, hvor de sidste skulle ses eller der lige skulle nydes den sidste kop kaffe ude, inden det hele går løs herhjemme igen.
Oktober har været redebyggeri, klargøring, tøjvaske i lange baner og planlægning af alle tænkelige fødselsscenarier. 
Oktober har været overskud til bøger og lykken ved læsning, som virkelig er genfundet.
Oktober har været utallige podcasts på sofaen eller i sengen.
Oktober har været venindehygge og kvalitetstid med dem, jeg elsker allermest.
Oktober har været stilhed før stormen.
Oktober har været te, kakao og varme drikke generelt i lange, lange baner, og jeg har elsket det.
Oktober har været venten. Ulidelig ventetid, svar på længe stillede spørgsmål og konkretisering af hele livssituationen om ganske få uger.
Oktober har været rolig og kaotisk på en og samme tid.

Oktober på forældre-fronten: Igen kan der deles op i 2; Tristan og BabyE. 
Tristan elsker vuggestuen, vuggestuen elsker Tristan. Vi har været til forældremøde på den stue, hvor han om 1-2 måneder skal flytte til (der går de 2-3 årige børn), og det var simpelthen vildt at se, hvor meget de lærer, når de bliver "de store". Jeg græd på vej hjem i bilen, fordi han bare er så stor nu. Og han bliver større. Jeg kan slet ikke følge med, især fordi jeg lige nu er så meget i mig selv og koncentrerer mig om min krop og at gro lillesøster. Jeg vælger at tro på, at overskuddet vender tilbage, når smerterne og fødslen er væk. Så er det jo "bare" træthed. Ha. 
BabyE melder sin ankomst engang i november. Hvornår ved vi ikke - eller jo. Vi har en dato for igangsættelsen, som er planlagt, hvis jeg ikke føder selv. Den holder vi dog for os selv, for de der "HAR DU FØDT?!" beskeder undgik jeg med Tristan, og det var en velsignelse. 
Jeg har ondt. Jeg græder dagligt af smerte. Nætterne er lort, og min ryg er ødelagt. Jeg kan virkelig ikke mere. Hvor jeg dog glæder mig til at få min krop tilbage og ikke skulle have ondt konstant. Jeg glæder mig til at kunne være ordentligt mor for Tristan igen. Til at kunne lege. At være med på gulvet. Gud, hvor bliver det fedt!



Det læste jeg i oktober: 5 bøger. Se nu, hvor læseflowet er vendt tilbage (elendig timing, fordi jeg ikke ANER, hvad jeg når i november!). Men det er jeg sgu stolt af.


Oktobers bedste bog: Uden tvivl "Krigens monstre" af Patrick Ness. Det var en episk afslutning på den vild, vild serie, og jeg er slet ikke færdig med at snakke om serien eller tænke over alt det, som sidste bog satte i gang hos mig. Nu venter jeg (u)tålmodigt på, at Mark får dem læst, så vi kan nørde-snakke i en uendelighed.


Oktobers mest skuffende bog: "Glimt" af Billie Koppel. Det er ikke en dårlig bog, den var der ligesom bare. Og der var passager, som jeg simpelthen ikke fandt nogen som helst mening i. Glimt er i hvert fald en rigtig god titel for bogen.


Oktobers anbefaling: Jeg har bestemt mig for, at NU! skal det være noget andet end true crime! Så derfor vil jeg anbefale en film. Vi så "A Quiet Place" her i oktober (det er jo gysermåned, som min mand pointerede), og jeg ved, at det er en film, som alle sikkert har set. Det havde vi dog ikke, og er man i den situation, at man ligesom os har været langsomme, så skal man virkelig give sig selv at få den set!
Den er enormt intens, skide spændende og samtidig ufatteligt rørende. Hele vejen igennem sad vi i stilheden og råbte af skærmen, fordi det slet ikke er til at være i. Det er meget mere end en gyserfilm, og den har så meget på hjerte. 
SE DEN!




Hvad byder den kommende måned på?:  Baby. Bom. Det er det. Det er virkelig det eneste, jeg ved. Ej, jeg ved, at vi skal i Musikhuset i Aarhus og se Ringenes Herre 3 med symfoniorkester til. Det er det sidste, der er planlagt inden baby, og jeg håber virkelig, at hun lader os tage af sted til det, især fordi det er sammen med verdens bedste vennepar! 
Men derudover er der ingenting i kalenderen udover baby. Og hold kæft, hvor jeg glæder mig!

Har jeres oktober været god? Er der blevet læst nogle spændende bøger, som du vil anbefale mig, mens barslen står på?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar