"Spektrum: Kvadrantiderne" af Nanna Foss

Titel: Spektrum: Kvadrantiderne
Forfatter: Nanna Foss
Serie: Spektrum
Forlag: Tellerup
Sider: 704
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Dette er fjerde bind i Spektrum-serien.

I Noahs verden er det aldrig sikkert, hvad der er mareridt, og hvad der er virkelighed. Han frygter at falde i søvn, for drømmene ender altid i lysningen, hvor han skyder ham. Han kan ikke undgå at blive morder. Og monstrene tager ham.
Noahs fortid begynder at hale ind på ham, og tidsrejserne bliver mere ogmere skæbnesvangre. Spørgsmålet er, om Noah er klar til at se sig selv og sine dæmoner i øjnene; også når det er i vågen tilstand?

Det er hele 2 år siden, at den sidste bog i "Spektrum"-serien udkom. Den læste jeg, mens jeg gik og ventede på at føde Tristan. Denne bog læste jeg, mens jeg gik og ventede på Ellie. Bogen blev færdiglæst, før jeg fødte, kan jeg informere om ;).
Det er 2 lange år, der er gået, når det kommer til ventetid. Især fordi bog 3 sluttede, som den gjorde. Samtidig er det enormt fedt endelig at læse en bog i serien med en mandelig hovedperson. Noah er en af de personer, jeg virkelig har glædet mig til at læse om, dels fordi han plotmæssigt har været interessant men også fordi hans karakter har virket så mystisk og indelukket. Jeg vil vide, hvad der ligger bag hans adfærd, og svarene (eller nogle af dem, for selvfølgelig sidder jeg nu tilbage med tusinde nye spørgsmål!) får jeg endelig i denne bog. 

Noah er som sagt bogens hovedperson og derved også dens fortæller. Indtil nu har man fået en flig af Noah gennem Pis fortælling, da de to kan telepartere. Noahs fortælling er sand action fra start til slut. Noah gør alt for at holde sig vågen, han frygter at sove, for så ved han, at mareridtene, monstrene og lysningen kommer. Det ender altid i død og vold, og han frygter det mere end noget andet. Han drikker energidrik, spiller voldelige computerspil og gør alt, hvad han kan, for at holde søvnen på afstand.
Scenerne i Noahs hoved er brutale samtidig med, at de er enormt rørende. Der er alt fra drabelige monstre til minder, der knuser læserens hjerte. Noahs diversitet og dybe traumer belyses i en verden, hvor han ikke kan andet end at betragte sine egne tanker. I drømme kan man ikke ændre forløbet, selvom man prøver (det har Noah testet!), og der siges utroligt meget om ham i disse passager.
Samtidig er det SÅ fedt skrevet, for med Noah ved man aldrig, om det er virkelighed eller et mareridt. Man er aldrig sikker, og man ender i total paranoia gennem bogen, for man ved ikke, om dét dér! lige skete, eller om det bare er et mareridt? Den paranoia og usikkerhed lever Noah med hver dag, og den overtager læseren på fornemmeste vis.
Noah er ikke bare den hardcore dreng med piercinger og tatoveringer. Der er noget enormt skrøbeligt og ødelagt over ham, som jeg som læser virkelig elskede at udforske. Han vil så gerne venskab, søskendekærlighed og at kunne være tryg, men han har dømt sig selv til en verden af ensomhed grundet sine mareridt. Han tør ikke åbne op, for han ved ikke, hvornår det slutter. Han ved ikke, hvad der er virkeligt. Hvis ikke dét er en tragedie, så ved jeg ikke, hvad er.

Som altid er der ikke "bare" tale om en sci-fi/YA-roman. Foss har meget mere på hjerte, og i alle Spektrum-bøgerne er bestemte tematikker oppe at vende. Nogle gentager sig, men af nye er det især fortid og fremtid, der er essentielle i Noahs fortælling.
Fortiden, fordi det er noget, man ikke kan flygte fra. Dels kan Noah ikke komme væk fra sine mareridt om den tid, han og Pi boede i Australien, og dels kan han ikke flygte fra alle de personer og traumer, han efterlod der. Især ikke, da alt i Australien pludseligt skal bindes sammen med den mission, han og vennerne er på. Noah må pludseligt stå ansigt til ansigt med de dæmoner og mennesker, han har forsøgt at flygte fra så længe.
Fremtiden, fordi Noah frygter, hvem han kan blive. Noah er bange for sig selv. Han er bange for de mareridt, der forfølger ham og den evige ensomhed, som han har tvunget sig selv ud i. Noahs frygt for lysningen, for beslutninger og ikke mindst for ikke at kunne passe på dem, han elsker, er både rørende og enormt stærkt.

"Kvadrantiderne" er en spændingsproppet pageturner af den bedste slags. Der er action konstant, og man kan aldrig vide sig sikker på, hvad der nu kommer til at ske. Plotmæssigt er der ikke en finger at sætte på den, og Nanna Foss beviser atter, at hun er en mesterlig forfatter, der har en historie, som man bare SKAL læse!
Noahs fortælling er barsk og rørende, og den er en perfekt fortsættelse til en serie, der bliver ved med at overraske og imponere. BRAVO!

Månedlig opsummering: Redebyggende oktober

Dette var oktober for mig: Oktober har været en måned med skønne aftaler og ultimativ afslapning. Oktober har været den måned, hvor de sidste skulle ses eller der lige skulle nydes den sidste kop kaffe ude, inden det hele går løs herhjemme igen.
Oktober har været redebyggeri, klargøring, tøjvaske i lange baner og planlægning af alle tænkelige fødselsscenarier. 
Oktober har været overskud til bøger og lykken ved læsning, som virkelig er genfundet.
Oktober har været utallige podcasts på sofaen eller i sengen.
Oktober har været venindehygge og kvalitetstid med dem, jeg elsker allermest.
Oktober har været stilhed før stormen.
Oktober har været te, kakao og varme drikke generelt i lange, lange baner, og jeg har elsket det.
Oktober har været venten. Ulidelig ventetid, svar på længe stillede spørgsmål og konkretisering af hele livssituationen om ganske få uger.
Oktober har været rolig og kaotisk på en og samme tid.

Oktober på forældre-fronten: Igen kan der deles op i 2; Tristan og BabyE. 
Tristan elsker vuggestuen, vuggestuen elsker Tristan. Vi har været til forældremøde på den stue, hvor han om 1-2 måneder skal flytte til (der går de 2-3 årige børn), og det var simpelthen vildt at se, hvor meget de lærer, når de bliver "de store". Jeg græd på vej hjem i bilen, fordi han bare er så stor nu. Og han bliver større. Jeg kan slet ikke følge med, især fordi jeg lige nu er så meget i mig selv og koncentrerer mig om min krop og at gro lillesøster. Jeg vælger at tro på, at overskuddet vender tilbage, når smerterne og fødslen er væk. Så er det jo "bare" træthed. Ha. 
BabyE melder sin ankomst engang i november. Hvornår ved vi ikke - eller jo. Vi har en dato for igangsættelsen, som er planlagt, hvis jeg ikke føder selv. Den holder vi dog for os selv, for de der "HAR DU FØDT?!" beskeder undgik jeg med Tristan, og det var en velsignelse. 
Jeg har ondt. Jeg græder dagligt af smerte. Nætterne er lort, og min ryg er ødelagt. Jeg kan virkelig ikke mere. Hvor jeg dog glæder mig til at få min krop tilbage og ikke skulle have ondt konstant. Jeg glæder mig til at kunne være ordentligt mor for Tristan igen. Til at kunne lege. At være med på gulvet. Gud, hvor bliver det fedt!

Det læste jeg i oktober: 5 bøger. Se nu, hvor læseflowet er vendt tilbage (elendig timing, fordi jeg ikke ANER, hvad jeg når i november!). Men det er jeg sgu stolt af.


Oktobers bedste bog: Uden tvivl "Krigens monstre" af Patrick Ness. Det var en episk afslutning på den vild, vild serie, og jeg er slet ikke færdig med at snakke om serien eller tænke over alt det, som sidste bog satte i gang hos mig. Nu venter jeg (u)tålmodigt på, at Mark får dem læst, så vi kan nørde-snakke i en uendelighed.


Oktobers mest skuffende bog: "Glimt" af Billie Koppel. Det er ikke en dårlig bog, den var der ligesom bare. Og der var passager, som jeg simpelthen ikke fandt nogen som helst mening i. Glimt er i hvert fald en rigtig god titel for bogen.


Oktobers anbefaling: Jeg har bestemt mig for, at NU! skal det være noget andet end true crime! Så derfor vil jeg anbefale en film. Vi så "A Quiet Place" her i oktober (det er jo gysermåned, som min mand pointerede), og jeg ved, at det er en film, som alle sikkert har set. Det havde vi dog ikke, og er man i den situation, at man ligesom os har været langsomme, så skal man virkelig give sig selv at få den set!
Den er enormt intens, skide spændende og samtidig ufatteligt rørende. Hele vejen igennem sad vi i stilheden og råbte af skærmen, fordi det slet ikke er til at være i. Det er meget mere end en gyserfilm, og den har så meget på hjerte. 
SE DEN!

Hvad byder den kommende måned på?:  Baby. Bom. Det er det. Det er virkelig det eneste, jeg ved. Ej, jeg ved, at vi skal i Musikhuset i Aarhus og se Ringenes Herre 3 med symfoniorkester til. Det er det sidste, der er planlagt inden baby, og jeg håber virkelig, at hun lader os tage af sted til det, især fordi det er sammen med verdens bedste vennepar! 
Men derudover er der ingenting i kalenderen udover baby. Og hold kæft, hvor jeg glæder mig!

Har jeres oktober været god? Er der blevet læst nogle spændende bøger, som du vil anbefale mig, mens barslen står på?