.

.

onsdag den 4. september 2019

"Sindstequila" af Sofie Riis Endahl


Titel: Sindstequila
Forfatter: Sofie Riis Endahl
Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 267
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5 

Bogen er stillet til rådighed af Byens forlag.


Anne flytter til Sjælland og ind hos sin far og tvillingebror. Hun efterlader Peter i Jylland og tør slet ikke tænke på, hvordan hun skal klare sig uden hans kærlighed. Alle pigerne er så anderledes, og da Anne en aften lægger krop til en bodytequila, vil billederne af dette hjemsøge hende for altid. 
Rei kæmper for ikke at blive smidt ud af den populære gruppe. Hun er jomfru og ved godt, at hun burde have sex, men hun har ikke lyst. Hvis hun vil forblive en del af gruppen, er hun dog nødt til snart at få det overstået.

Jeg er kommet lidt skævt ind i Endahls forfatterskab. Dette er hendes debutroman, men det er den tredje af hendes bøger, jeg læser. Endahl er en af de yngste forfattere, jeg har stiftet bekendtskab med, og jeg kan virkelig mærke, at her er der én, der skriver til de unge, for de unge og virkelig forstår, hvordan det er at vokse op med mobiltelefoner, sociale medier og et forventningspres, der er alt for stort. 
En del af de ting, Endahl beskriver, husker jeg fra egen skolegang, men samtidig er der en helt ny verden, hvor det digitale er så stor en selvfølge og ikke noget, der skal tillæres.
Det er især dét, der drager mig ved Endahls fortællinger; hun viser, hvor meget unge lever et liv på digitale platforme, og hvor lidt forældre eller voksne ved, hvis de ikke lukkes ind. 



Anne og Rei skiftes til at fortælle i bogen, og begge piger har en enormt stærk fortællerstemme.
Anne ønsker bare at passe ind, og hun ender med at lade sin krop bruge til bodytequila. Det tages der billeder af, og før hun ved det, er det delt alle steder. Anne kan ikke slippe væk fra rollen som hende den nye og billige på skolen; alt det, hun ikke ville. Annes kamp for at få sin krop og værdighed tilbage er skræmmende læsning. Hævnporno og det at dele billeder "for sjov" er en debat og problematik, der kun bliver værre disse år. Hvis skyld er det? Hvem har ansvaret? Det er fortsat uklart, når man hører diverse debatter, og Endahl tager diskussionen op med alvor og med den respekt, som der er brug for. Anne virker umiddelbart overfladisk, og samtidig er hun så menneskelig og passer netop på gymnasiealderen; hun vil være en del af gruppen, hun har kærestesorger, og hun er så bange for ensomheden. Det sidste er noget, vi alle sammen er på det ene eller andet plan. Annes karakter har så uendeligt mange nuancer, og hendes udvikling var virkelig medrivende. 


Rei er hende, som vi alle kender eller selv har været; hende der er inde i et fællesskab, men som er angst for at blive smidt ud og blive det næste offer. Rei er endda en del af den populære gruppe, men hendes plads er udsat, og hun ved det. Gentagne gange må hun sælge ud af holdninger og principper for ikke at blive smidt ud. Reis fortælling er trist, især fordi jeg virkelig kan se disse piger (og drenge for den sags skyld) i nærmest alle sociale sammenhænge. 
Samtidig bliver Rei billedet på, hvor vigtigt det er, at turde være sig selv, og at vi alle har ret til at være dem, vi er. Det er en voldsomt vigtig pointe i en YA-roman, og Endahl skriver det med power og kærlighed til sin læser. 


Temaer som deling af andres billeder, fællesskab og at være tro mod sig selv, er så vigtige lige nu. Det er noget, som er vigtigt at få italesat af unge og for unge. Endahl skriver her en bog, der er intens, og som fra to forskellige synspunkter belyser disse emner. Samtidig har hun et sprog, der er enormt nemt at gå til uden det bliver banalt, plat eller for nemt. 
Her er en bog, der har en dagsorden, og den forlanger, at læseren tager stilling hele vejen igennem, både til emnerne og til karaktererne, deres valg og deres udvikling. 

"Sindstequila" er en vildt stærk debut. Endahl leverer her en modig og gennemarbejdet fortælling om at være ung med alt, hvad det indebærer. Den tager vigtige emner op, og samtidig er det en fortælling, der virkelig berører sin læser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar