Titel: Realityspillet 2052
Forfatter: Lars Mæhle
Serie: -
Forlag: Vild maskine
Sider: 313
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5
Bogen er stillet til rådighed af forlaget Vild Maskine.
Året er 2052, og klimakrisen er værre end nogensinde. Der gøres alt for at stoppe den globale opvarmning, blandt andet er der et Realityspil, hvor unge sendes ud på en øde ø for at løse problemerne og mærke dem på egen krop.
Rebellen Roland udvælges til spillet og må sammen med de andre unge reflektere og overleve i den barske natur.
Men der er én, der har bestemt sig for, at ingen skal klare den, og Roland bliver pludseligt en del af et langt større plot.
Idéen elsker jeg. Bogen lyder meget som noget ala Hunger Games, og den slags bøger er jeg jo bare en sucker for. Det er en god idé at tage emner som klimakrisen op og behandle i fiktion, især disse år. Så udgangspunktet er jeg med på.
Men udførslen blev bare alt andet end det, jeg havde håbet på.
Roland som hovedperson er egentlig okay. Han er der ligesom, og han gør det, man forventer. Han gør hverken fra eller til i plottet, og han fornærmer ikke nogen. Han er ikke irriterende, men han er som sådan heller ikke én, man holder med.
Roland er en fyr, der er træt af tingenes tilstand og bliver derfor en del af modstandsbevægelsen i forhold til det klimapoliti, der er kommet i Norge (hvor han kommer fra). Også derfor udvælges han som joker til realityspillet, og han skal sammen med de andre unge mennesker ud på en ø og kæmpe for sit liv i klimaets barske virkelighed.
Roland er der ligesom bare, og han er usandsynligt heldig, når det kommer til spillet. Der er karakterer, der er langt mere værdige end ham som spillere, men alligevel formår han gang på gang at klare sig og forblive en del af spillet.
Det virker meget søgt, og når Roland ikke er mere nuanceret eller fængende, er det svært at købe præmissen som læser.
Det er især prioriteringen af handling, plot og klimaks og dettes fyld i bogen, der gør, at jeg sidder tilbage med følelsen af at mangle noget. Selvfølgelig skal der være en indledning og en opbygning af den verden, der nu er virkelighed, men det virker som om, at det er trukket unødvendigt langt ud; især fordi klimakset bliver SÅ forhastet. I stedet for at prioritere demonstrationer og politijagt, kunne jeg have ønsket, at plottet på øen samt det helt store twist havde fået den tid, det fortjente. Jeg måtte læse twistet op til flere gange, fordi der kommer meget information på ganske få sider, og det var slet ikke til at få det hele med.
Slutningen derimod er jeg til gengæld stor fan af, og jeg havde ikke set den komme. Epilogen er det bedste ved bogen, for her får alt den plads, det fortjener.
"Realityspillet 2052" er en bog og fortælling med masser af potentiale, som den desværre ikke forstår at bruge. Karaktererne er flade, og det er svært at finde én at holde med. Samtidig er der et enormt spændende tema, og det er en dialog, vi SKAL have. Desværre bliver den ikke taget på bedste vis her, og det er en skam. Slutningen er fed, og twistet er rigtig godt, men det får ikke den plads, det burde have i fortællingen.
Titel: Den døde piges skrig
Forfatter: Kristoffer J. Andersen
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 224
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5
Anton er fyren, der bare nyder livet. Han er ovenpå, kæresten er lækker, og han og kammeraten er de populære drenge. Men da en pige tilbyder ham og kammeraten 5000 kroner for at finde hendes forsvundne veninde, ændrer alt sig. Anton modtager mystiske beskeder, der er billeder af døde piger på hans telefon, og 666 beskeder skrives hver nat med ordene: FIND HENDE!
Der er noget over gyserfortællinger, der altid har fascineret mig. Og jeg elsker især dem, hvor man selv skal gætte med, og hvor det er overnaturlige kræfter, der er på spil.
"Den døde piges skrig" lød som en rigtig god blanding af disse ting, og derfor glædede jeg mig til at komme i gang med den.
Det er den bestemt også. Den er en horror-fortælling med alt, hvad det indebærer, og dens plot fungerer super godt.
Det er bare sådan, at i de virkelig gode gyserfortællinger er der også karakterer, man holder med og virkelig kæmper for skal klare den; og det var her, at bogen og jeg blev uenige.
Anton er bogens hovedperson. Han er som nævnt en fyr, der har det hele, og han lever det fede liv. Han bliver set op til, og han er ærlig talt en lort. Han mobber for at imponere, og han bruger unødvendigt grove metoder for at fremstå som den seje.
Antons karakter bliver meget karikeret, og som læser har man bestemt ikke lyst til at holde med ham. Da Anton så blandes ind i mysteriet om den forsvundne pige, bliver hans liv alligevel vendt og drejet, og man tænker, at nu må Anton forstå, at verden også findes ud over hans egen næsetip.
Antons udvikling i historien virker enormt klodset og forceret. Det bliver et sideplot, der ikke gavner den egentlige fortælling, og jeg kunne snildt have været det foruden. Den smule nuance, der dukker op i Anton, bliver irrelevant, dels fordi det intet har med fortællingen at gøre, men også fordi jeg som læser havde mistet interessen for ham og bare ville have gåden løst.
Karaktererne omkring Anton er ensidige og til tider trælse. Hvor Anton måske består af nuancer til tider og overvejer sine handlinger, står han tilbage med venner, der er direkte idioter eller en så overfladisk kæreste, at jeg til tider skammer mig på mit køns vegne.
Det er bestemt ikke karaktererne, der opvejer fortællingen, og det er en skam, fordi det går så meget udover læseoplevelsen.
Plottet er som nævnt velfungerende, og det er også det, der gør, at jeg læser bogen færdig. Jeg elsker mysteriet, og selvom den til tider er gennemskuelig, gør det mig intet, fordi det er hér, forfatteren har kastet sin kærlighed. Her er der mystik, twists, og jeg var fanget fra starten. Det bliver en historie, der pludseligt gør noget andet end det, jeg regnede med, og de mystiske sms'er fik det til tider til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Det er rigtig godt skrevet, og det er virkelig her, man kan se Andersens talent for genren.
"Den døde piges skrig" er en fin gyserfortælling; og det er det. Karaktererne er ikke specielt nævneværdige, men plottet fungerer super godt og giver sin læser en gyseroplevelse, der både overrasker og skræmmer
Titel: Halvanden meters afstand
Forfatter: Rachel Lippincott
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 288
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Bogen er stillet til rådighed af Politikens Forlag.
Stella lider af lungesygdommen cystisk fibrose; en sygdom, som hun ved, hun skal dø af. Stella er på venteliste til nye lunger, og hendes andet hjem er sygehuset. Hun kender rutinerne, og hun har styr på medicinen og det liv, hun lever.
Men da Will indlægges, forandres alt. Will lider af samme sygdom, og han er ikke lige så heldig som Stella. Han kan ikke få nye lunger og aner derfor ikke, hvor lang tid, han har igen. Stella har lyst til at være tæt på Will, men det ved hun godt er umuligt; de kan blive hinandens død, hvis de kommer for tæt på hinanden.
Der er ingen tvivl om, at denne bog minder meget om "The Fault in Our Stars". 2 unge mennesker, der er dødeligt syge og ved, at de ikke har lang tid igen. De ved ikke, om de er her i morgen; så tør man leve, når sorgen bliver et grundvilkår i det liv?
Samtidig er fortællingen helt anderledes end den, John Green beretter. Emnet er muligvis det samme, men det er også det, der er at sammenligne mellem de to fortællinger.
Stella og Will fungerer enormt godt sammen. Der er noget i deres skæbnesvangre fortælling, der virkelig fængede mig, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig.
Samtidig kender jeg intet til diagnosen CF (som den forkortes i bogen), og derfor må jeg købe, at forfatteren beretter en troværdig udgave af at lide af denne sygdom. Det er en bog, der tager et hidtil ukendt tabu op for mig, og det gjorde mig virkelig glad.
Stella og Will er bogens hovedpersoner, og de skiftes til at fortælle handlingen.
Stella er kontrolfreak og har fuldstændig styr på sin behandling. Hospitalet er hendes andet hjem, og hun ved alt om statistikker, prognoser og den medicin, hun indtager. Stella er skrevet op til et par nye lunger, der vil kunne redde hendes liv, men ingen aner, om hun vil kunne nå at få dem, før det er for sent. Stella er med andre ord i et kapløb med selve døden, da vi lærer hende at kende. Grundet en forkølelse, indlægges hun, så hun kan stabileres, og alt er, som det plejer på sygehuset; indtil Will indskrives. Da hun forelsker sig, opdager Stella, at det liv, hun altid har levet, egentlig ikke er et liv. Hun har ikke levet, hun har overlevet. Stella begynder at lege med grænserne og sætte sit helbred og derved liv på spil, og hendes fortælling berørte mig dybt. Tanken om at stå som næsten voksen og opdage, at hele livet bare har været overlevelse, må være forfærdeligt; især når man ikke kan ændre på det faktum uden at dø.
Will er lidt mere en klichékarakter end Stella. Han er rebelsk og har en diagnose oveni sin CF, der gør, at han ved, at han skal dø en dag. Han står ikke til at redde, og han ved ikke, om han har en måned eller 10 år tilbage. Derfor er oddsne om muligt endnu højere for Will, men han er klar til at satse hele butikken, hvis han kan få lov til at leve sit liv bare lidt. Will er træt af sygehuse, han er træt af sit liv, og han er træt af, at han er en byrde for alle omkring ham. Derfor er mødet med Stella et stort chok for ham. Her er én, der udfordrer hans syn på det hele. Én, der tager sin medicin. Én, der kæmper for at få et liv. Will ser håb i Stella, og håb er nok den følelse, han aldrig nogensinde har turde føle. Selvom Will umiddelbart starter meget som en kliché, er der dele af hans udvikling, der virkelig gjorde bogen endnu bedre. Mange af mine yndlingsøjeblikke er fortalt fra hans synsvinkel, og hans historie fik mig virkelig til at knibe en tåre.
Bogen er desuden en film, der senere er skrevet om til bog, og det er nok mit eneste ankepunkt ved den. Til tider kan man godt se, at der er taget filmreplikker og proppet ind i en bog, og det er ikke altid, at sådan noget fungerer. Det kan til tider blive klodset og hive læseren ud af den stemning, bogen ellers så fint formår at holde én i. At bogen er en genfortælling af en film, ser alle læsere måske ikke, men desværre lagde jeg mærke til det hist og her, og det brød mit flow og gjorde, at bogen ikke blev helt det, jeg håbede på.
"Halvanden meters afstand" er ikke en typisk kærlighedsfortælling. Her er en historie om to unge mennesker, der ved, at de kan blive hinandens død, men samtidig har de virkelig brug for hinanden i deres liv. Det er en fortælling om aldrig at have levet og måske aldrig få lov til det. Og midt i alt dette er der håb og øjeblikke fyldt med latter og glæde.
Hvis man er til en bog, der efterlader en både med tårer i øjnene og smil på læberne, så er det uden tvivl denne, man skal kaste sig over!
Titel: Fårking gravid - En fremmed flytter ind
Forfatter: Sofie Linde
Serie: -
Forlag: Storyhouse
Sider: 349
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Sofie opdager pludseligt, at hun er gravid. Det kommer som et chok for hende, og nu skal hun altså være mor. Det er jo fedt. Men det er også enormt skræmmende, og så er det altså bare ikke skidefedt at være den gravide, der bare virkelig hader at være gravid. For det må man jo ikke, vel?
Dette er Sofies hudløst ærlige beretning om graviditet og den første tid som mor på godt og ondt.
På BogForum sidste år valgte jeg at høre Sofie Linde fortælle om sin bog. Det var hendes mand, der interviewede hende omkring den, og det blev en hylende morsom omgang og samtidig også enormt lærerig. Jeg bestemte mig for, at den skulle jeg læse. Da jeg i mit stille sind godt vidste, at vi prøvede at få en baby nummer 2, bestemte jeg mig for, at den skulle være min "graviditetsbog". Den ville jeg læse, når jeg selv stod og skulle være mor igen.
Og hvor er jeg glad for, at jeg har haft Sofies fortælling at støtte mig op af, når det har været sygemelding nummer 10 grundet kvalme eller at jeg har grædt helt modbydeligt meget over et afsnit af Gurli Gris.
Sofie deler ALT i bogen. Den begynder netop som hun har taget graviditetstesten og følger hende så gennem 9 ekstremt hårde måneder med smerter, kvalme, cravings og en fødsel, der virkelig er den, vi alle frygter.
Men hun gør det med humor, så man som læser virkelig er inddraget og både griner med (og lidt af!) hende hele vejen igennem. Samtidig formår hun også at tage alvoren ind i fortællingen. Fødslen er ikke sjov. Der er øjeblikke, hvor baby måske er død gennem graviditeten, og jeg tror især os, der har stået dér og tænkt: skal jeg ringe eller er jeg pylret? virkelig kan nikke genkendende til det der med at det lille liv i maven bare betyder ALT for én lige pludseligt.
Samtidig er der enormt rørende øjeblikke i bogen, og som læser kniber man en tåre flere steder i løbet af sin læsning.
Bogen er ikke kun til den, der er gravid. Den er til ALLE. Den er til kommende fædre, der har brug for at vide, hvorfor hende man virkelig elsker, er blevet sådan et cravende, tudende og råbende monster. Den er til venner og veninder, der bare gerne vil sætte sig ind i den gravides tankegang. Og så er den til dig, der bare vil læse en skide sjov og rørende biografi. Bogen har segmenter skrevet både af Sofies mor og af hendes mand Joakim, og det er så fint at få deres vinkler på diverse emner også. Det fuldender læseoplevelsen, og det er en rigtig fin krølle at få med.
"Fårking gravid" er en historie om, at det er okay at havde at være gravid. Man hader ikke baby af den grund. Men den er et shoutout til kvinder, for hold kæft vi er altså seje! Det er en "FUCK JER!" til mor-politiet, der hele tiden skal blande sig i, om andre er gode nok mødre. Her er en mor-fortælling, der støtter mødre i stedet for at tale dem ned. Og så er der en modig kvinde, der sætter røven i klaskehøjde, fordi at nogen skal åbne munden.
Tak Sofie!
