
.

fredag den 21. juni 2019
"Efterskælv" af Sofie Riis Endahl
Titel: Efterskælv
Forfatter: Sofie Riis Endahl
Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 344
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Bogen er stillet til rådighed af Byens Forlag.
Viktoriya er pigen, der kan det hele; 12-tallerne vælter ind, hun har 5 A-fag og hun elsker sin kæreste. Der er måske lidt for meget hash i weekenderne, men det går nok.
Caja er hende med de tusinde følgere på Instagram, og som alle drømmer om at være. Selvom Caja er kæreste med ham, som alle sukker efter, kigger hun lidt for langt efter Helena.
Ellen er tyk og usynlig. Ingen ser hende, og Ellen vil bare gerne ses, især fordi hun snart fylder 18 og stadig er jomfru.
En nytårsaften smeltes skæbnen sammen for de tre tidligere veninder, og intet er, som det var, før klokken slog midnat.
Endahl er ung. Yngre end mig (så er man ung, for så gammel synes jeg altså ikke, at jeg er!), og hun har flere bøger bag sig. Jeg har pt kun læst "Øjebliksbilleder", som også er anmeldt på bloggen. Den gjorde det, den skulle, men samtidig leverede den ikke den fortælling, jeg håbede på og forventede. Derfor var jeg lidt forbeholden, da jeg startede på denne bog.
Men hvor er jeg dog glad for at kunne meddele, at Endahl med denne roman virkelig formår at sætte sit navn på tavlen som en af Danmarks dygtige og virkelig relevante YA-forfattere!
"Efterskælv" gør alt det, jeg håbede på, at den ville. Her er karakterer, som jeg er dybt investeret i, og her er en form, som virkelig dragede mig.
Der er 3 fortællere i bogen, og de skiftes til at berette en lille del. På den måde sidder man tilbage som læser og har hele tiden lyst til at vide mere og vende tilbage til den eller dens fortælling for at finde ud af, hvad der nu skal ske.
Viktoriya (kaldet Vik fra nu af) er den klassiske mønsterelev, der har tårnhøje forventninger til sig selv. Hun kan ikke gøre det godt nok. Hun siger aldrig nej til faglige projekter, og hun vil cykle 100 kilometer. Vik lever et farligt liv, og hun sætter sit helbred på spil hver dag. Under det perfekte, er hun ødelagt. Kæresten vil hellere være venner, og Vik må se det hele smuldre mellem fingrene på hende. Der er noget ildevarslende over Viks fortælling, og man sidder tilbage og tænker; hende vil jeg ikke ende som.
Caja har tidligere været overvægtig men har nu kæmpet sig til at være den, alle drømmer om at være. Hendes perfekte Insta-liv er alt for hende, og det handler om at have den rigtige venindekreds, den rigtige kæreste og bestemt ikke stikke ud. Derfor er det også spændende, at spørgsmålet om seksualitet tages op gennem hende. Caja har alt at miste, hvis hun er tro mod sig selv. Caja er bange for atter at blive hende den tykke og udskammede, hvis hun giver efter for det, hun drømmer om. Der er noget ved hendes fortælling, der virker enormt klichéfyldt, for har vi ikke hørt historien om den populære pige, der har det skidt, før? Sikkert. Men med Caja skaber Endahl en karakter, man som læser faktisk får ondt af, som man føler med og som man virkelig ikke misunder det vilde liv. Caja har så mange nuancer i sin fortælling, og det var også den, der overraskede mig mest gennem bogen.
Ellen er den tragiske fortælling på sin vis. Hun er der, og ingen ser hende. Hun vil gøre alt for at blive set, anerkendt og værdsat. Familien er kendt for tårnhøje snit og gode uddannelser; Ellen hænger i med neglene og drømmer sig andre steder hen, hvor hun kan være sig selv. Der er noget dejligt sårbart over Ellen og hendes fortælling. Handlingen er som sådan enkel, men de facetter, der berøres i hendes historie og karakter, rørte også mig enormt dybt.
Samspillet mellem de 3 piger er intet mindre end genialt. De har tidligere været bedste veninder, og nu ser de kun hinanden til fester eller på skolens gange. Der er kommet så stor afstand, selvom de har været så tætte. Da de er til den samme nytårsfest og deres skæbner igen krydses, er der bare noget helt særligt over det.
Historien er skrevet på 3 forskellige måder, så alle 3 piger får hver sin tydelige stemme i handlingen, og det virker enormt godt.
Det ENESTE! jeg simpelthen ikke var tilfreds med, og som gjorde, at den ellers perfekte læseoplevelse faldt en smule til jorden, var slutningen. Den kan jeg ikke forlige mig med, og det er jeg så træt af.
Men alligevel sidder jeg tilbage og er sikker på, at Endahl kun bliver bedre og bedre.
"Efterskælv" er en fortælling om at være god nok, at være sig selv og at huske sig selv i det hele. Det er en historie om at elske, om at leve og ikke mindst om venskab. Endahl markerer sig med denne bog, og jeg er SÅ spændt på, hvad det næste fra hende bliver. Jeg er i hvert fald klar!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar