.

.

mandag den 10. juni 2019

"Din store idiot" af Carina Kamper


Titel: Din store idiot
Forfatter: Carina Kamper
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 192
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 
Bogen er stillet til rådighed af Politikens Forlag. 


Alfred er 13 år og lever det typiske teenageliv. Han synes, at hans søskende kan være en pestilens, han synes, at hans forældre kan være pinlige men samtidig er han velsignet med en mor og far, der virkelig elsker hinanden og den lille familie. Alfred elsker fodbold og at være sammen med sine venner. 
Alfreds liv er alt i alt ret almindeligt. Men da hans far dør, bliver hele tilværelsen vendt på hovedet.

Det er sjældent, at man møder en YA-roman, der er skrevet til det mandlige publikum. På forsiden ses fodboldben og den vil helt klart gerne understrege, at her er en bog, som drengene også kan læse. Netop derfor sagde jeg ja til at anmelde denne titel. Det er tit, at drenge beder om anbefalinger, og jeg kan ofte høre mig selv anbefale bøger med kvindelige hovedpersoner og derved også med "pigeproblemer" og et manglende fokus på det at være en ung dreng. 
Alfreds historie er måske til den yngre YA-læser, men den er en enormt vigtig en af slagsen, og den er et oplagt valg for både drenge og piger (men med drengene i fokus)


Alfred er som nævnt en meget gennemsnitlig 13årig. Han er god til fodbold, og han drømmer om de nye fodboldstøvler, som hans far har lovet ham; det er nemlig dem, hans yndlingsspiller også har. Alfred lever et liv i en kernefamilie, hvor der er hjemmebag, gode madpakker og overskud til børnene i en travl hverdag. Alfred lever et liv, man på alle måder kan kalde trygt.
Netop derfor ryster det både Alfred, familien OG læseren, da faren dør. Alfreds far er uden tvivl den, der har holdt sammen på meget i Alfreds liv, og som teenagedreng er det forfærdeligt at miste den forælder, men kan identificere sig med på en helt anden måde.

Alfred går fra at være helt normal og gennemsnitlig til at blive ham, der virkelig falder uden for statistikken. Alle kigger anderledes på ham, og han skal være i en masse følelser, der er helt nye for ham. Som læser går man gennem sorgprocessen med Alfred, og man er med til alt fra ligsyn til samtale med bedemand og præst.
Det er segmenter i bogen, der er enormt rørende, og det er øjeblikke, hvor man virkelig sidder med en klump i halsen og mærker den smerte og vrede, Alfred er fyldt af.

Alfred er beskrevet meget nuanceret, og alt han gør eller siger, giver mening for læseren, fordi man sagtens kan se, at det er sorgen, der taler. 


Bogen tager et vigtigt emne op, som vi taler for lidt om; nemlig når børn eller helt unge mister en forælder. Hvordan skal vi reagere? Hvad kan vi gøre? Hvad er processen i det hele? Bogen bliver derfor både til en YA-læser, men den bliver også til den voksne, til en kammerat eller til en professionel, der står i den situation, at et barn eller en ung tæt på én pludseligt mister. 
Jeg sidder allerede nu og snakker om bogen på mit arbejde i håb om, at dansklærerne vil bruge den i undervisningen, for her er en bog, der kan noget helt særligt i forhold til tematikker. 

"Din store idiot" er en kort men vigtig fortælling. Den er morsom, hjertevarm og samtidig dybt rørende. Den beskriver en sorgproces, både med teknikaliteter og de helt store følelser. Det er en fortælling, der behandler meget tunge emner men samtidig er det også en fortælling om at turde leve og håbe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar