.

.

fredag den 21. juni 2019

"Efterskælv" af Sofie Riis Endahl


Titel: Efterskælv
Forfatter: Sofie Riis Endahl
Serie: -
Forlag: Byens Forlag
Sider: 344
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 
Bogen er stillet til rådighed af Byens Forlag. 


Viktoriya er pigen, der kan det hele; 12-tallerne vælter ind, hun har 5 A-fag og hun elsker sin kæreste. Der er måske lidt for meget hash i weekenderne, men det går nok.
Caja er hende med de tusinde følgere på Instagram, og som alle drømmer om at være. Selvom Caja er kæreste med ham, som alle sukker efter, kigger hun lidt for langt efter Helena. 
Ellen er tyk og usynlig. Ingen ser hende, og Ellen vil bare gerne ses, især fordi hun snart fylder 18 og stadig er jomfru. 
En nytårsaften smeltes skæbnen sammen for de tre tidligere veninder, og intet er, som det var, før klokken slog midnat. 

Endahl er ung. Yngre end mig (så er man ung, for så gammel synes jeg altså ikke, at jeg er!), og hun har flere bøger bag sig. Jeg har pt kun læst "Øjebliksbilleder", som også er anmeldt på bloggen. Den gjorde det, den skulle, men samtidig leverede den ikke den fortælling, jeg håbede på og forventede. Derfor var jeg lidt forbeholden, da jeg startede på denne bog.
Men hvor er jeg dog glad for at kunne meddele, at Endahl med denne roman virkelig formår at sætte sit navn på tavlen som en af Danmarks dygtige og virkelig relevante YA-forfattere!
"Efterskælv" gør alt det, jeg håbede på, at den ville. Her er karakterer, som jeg er dybt investeret i, og her er en form, som virkelig dragede mig. 


Der er 3 fortællere i bogen, og de skiftes til at berette en lille del. På den måde sidder man tilbage som læser og har hele tiden lyst til at vide mere og vende tilbage til den eller dens fortælling for at finde ud af, hvad der nu skal ske.
                  Viktoriya (kaldet Vik fra nu af) er den klassiske mønsterelev, der har tårnhøje forventninger til sig selv. Hun kan ikke gøre det godt nok. Hun siger aldrig nej til faglige projekter, og hun vil cykle 100 kilometer. Vik lever et farligt liv, og hun sætter sit helbred på spil hver dag. Under det perfekte, er hun ødelagt. Kæresten vil hellere være venner, og Vik må se det hele smuldre mellem fingrene på hende. Der er noget ildevarslende over Viks fortælling, og man sidder tilbage og tænker; hende vil jeg ikke ende som. 
                 Caja har tidligere været overvægtig men har nu kæmpet sig til at være den, alle drømmer om at være. Hendes perfekte Insta-liv er alt for hende, og det handler om at have den rigtige venindekreds, den rigtige kæreste og bestemt ikke stikke ud. Derfor er det også spændende, at spørgsmålet om seksualitet tages op gennem hende. Caja har alt at miste, hvis hun er tro mod sig selv. Caja er bange for atter at blive hende den tykke og udskammede, hvis hun giver efter for det, hun drømmer om. Der er noget ved hendes fortælling, der virker enormt klichéfyldt, for har vi ikke hørt historien om den populære pige, der har det skidt, før? Sikkert. Men med Caja skaber Endahl en karakter, man som læser faktisk får ondt af, som man føler med og som man virkelig ikke misunder det vilde liv. Caja har så mange nuancer i sin fortælling, og det var også den, der overraskede mig mest gennem bogen. 
                   Ellen er den tragiske fortælling på sin vis. Hun er der, og ingen ser hende. Hun vil gøre alt for at blive set, anerkendt og værdsat. Familien er kendt for tårnhøje snit og gode uddannelser; Ellen hænger i med neglene og drømmer sig andre steder hen, hvor hun kan være sig selv. Der er noget dejligt sårbart over Ellen og hendes fortælling. Handlingen er som sådan enkel, men de facetter, der berøres i hendes historie og karakter, rørte også mig enormt dybt. 


Samspillet mellem de 3 piger er intet mindre end genialt. De har tidligere været bedste veninder, og nu ser de kun hinanden til fester eller på skolens gange. Der er kommet så stor afstand, selvom de har været så tætte. Da de er til den samme nytårsfest og deres skæbner igen krydses, er der bare noget helt særligt over det. 
Historien er skrevet på 3 forskellige måder, så alle 3 piger får hver sin tydelige stemme i handlingen, og det virker enormt godt.
Det ENESTE! jeg simpelthen ikke var tilfreds med, og som gjorde, at den ellers perfekte læseoplevelse faldt en smule til jorden, var slutningen. Den kan jeg ikke forlige mig med, og det er jeg så træt af.
Men alligevel sidder jeg tilbage og er sikker på, at Endahl kun bliver bedre og bedre. 

"Efterskælv" er en fortælling om at være god nok, at være sig selv og at huske sig selv i det hele. Det er en historie om at elske, om at leve og ikke mindst om venskab. Endahl markerer sig med denne bog, og jeg er SÅ spændt på, hvad det næste fra hende bliver. Jeg er i hvert fald klar!

fredag den 14. juni 2019

"Og så drukner jeg" af Ditte Wiese


Titel: Og så drukner jeg
Forfatter: Ditte Wiese
Serie: -
Forlag: CarlsenPULS
Sider: 344
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

 
Bogen er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPULS. 


Josephine stræber efter det perfekte. Er man ikke perfekt, er man ingenting. Der er en plan for alt i hendes liv, lige fra kærestevalg til uddannelsesønske. Josephine har tårnhøje forventninger til sig selv, og hun gør intet halvt. Der er styr på det hele. Og alligevel er der noget forkert, noget ukontrolleret, der gemmer sig i hende. Hun kan ikke styre det, det holder hende vågen og det ødelægger den facade, der hver dag bygges op på Instagram og blandt venner og kæresten Oliver. Josephine forsøger at gemme det væk; men det kan hun ikke blive ved med.

Nogle gange skal jeg virkelig passe på, at en anmeldelse ikke bliver en hel afhandling; dette er en af de gange. Der er SÅ mange ting, jeg gerne vil sige om Dittes bog, og jeg må se, om jeg formår at få det hele med. 

Den korte udgave? Jeg freaking elsker den her bog! Den er så velskrevet, så vigtig, så gribende og brutal. Flere gange rev den mit hjerte ud, trampede på det og gav mig det tilbage blot for at knuse det igen. 
Wiese er nådesløs i denne fortælling, men det er netop også, hvad der er brug for, når man vil skrive og - og ikke mindst til! - 12talspigerne. 
Selvfølgelig er der også drenge, der har skyhøje forventninger til deres skolegang, og alt skal være perfekt. Men vi ser oftere tendensen hos piger, og derfor tænker jeg også, at Ditte vælger en kvindelig hovedperson. 



Josephine er bogens fortæller og historiens hovedperson. Hun er 18 år og i fuld gang med 3.g. Om lidt kan hun kalde sig student, og hun glæder sig. Samtidig er det slet ikke nok. Hendes liv leves gennem telefonen, hvor hendes kalender konstant bimler og bamler og fortæller hende, hvad hun nu skal. ALT er planlagt ligefra træning til, hvornår hun skal foreslå en bestemt film til sin kæreste. Josephine gør intet spontant, for det skræmmer hende. Alt skal kunne forudsiges, måles og vejes. 
Josephines person og det liv, hun lever, berørte mig dybt. Jeg er overbevist om, at der er alt for mange som Josephine eller som har haft en snert af den perfektionisme og over-forventning til sig selv. Josephine var for mig alt for genkendelig, og derfor var jeg faktisk nødt til at læse bogen over flere dage, selvom jeg egentlig havde lyst til bare at læse den ud i én køre. Det var ganske enkelt for hårdt for mig, hvis jeg ikke kunne holde pauser. 
Selv var jeg 12talsstuderende i gymnasiet. Jeg fik stress og fortsatte. Jeg fik mavesår og fortsatte (dog med en sygemelding i 2 måneder og derved fjernstudie). Jeg kom tilbage og fik en depression oveni, men jeg fortsatte, dog medicineret. Det gjorde, at jeg kom ud med et højt og flot snit. Men hvad var prisen? Alt for høj, det ser jeg i dag. Og det er også den sandhed, Josephine må indse, og spørgsmålet er så, om hun gør det. 
Ligegyldigt hvad er Josephine en vanvittigt godt beskrevet hovedperson, og hver eneste tanke eller handling, hun gør sig, er spot on, og jeg havde virkelig lyst til at kramme hende og aldrig nogensinde give slip igen. 



Temaet omkring perfektion er noget af det, der er oplagt at skrive om, når man skriver til det yngre publikum. Det perfekte er blevet så stor en del af vores hverdag, fordi vi hele tiden får det kastet i hovedet. Reklamer, influencers og sociale medier fremstiller livet som en form for opskrift. Hvis du bare ser sådan ud, bruger dette filter og har det og det liv, så er det perfekt. Men målestokken er urealistisk, og det er langt fra alle, der formår at navigere i de mange, mange posts, vi hver dag bliver fremlagt. Perfektionisme er en sygdom blandt unge mennesker, og derfor gør Wiese noget ekstremt modigt med sin bog. 
Hun råber "stop", hun beder os tage et skridt tilbage og se det hele udefra. Samtidig giver hun læseren et håb. Vi er ikke alene i disse tanker, for det kan føles så uendeligt ensomt, når det eneste, man kan gå op i, er lektier, lektier og skemaer. 
Men der er så mange, der lever deres liv som Josephine, og det viser Wiese så smukt med sin bog. Her kan næsten alle unge finde sig selv i den ene eller anden karakter, og det er et øjebliksbillede, der er så uendeligt vigtigt at tale om. 

"Og så drukner jeg" er perfekt. Jeg kan ikke sætte én finger på den, og jeg vil love dig, at du også vil elske den. Det er en hård og brutal læseoplevelse, fordi det hele bare er så realistisk. Samtidig er det en historie, der virkelig vækker noget i sin læser, og den minder os om, at vi skal turde leve vores liv. 
Skal du læse én YA-roman i 2019, så er det denne, for der kommer ikke bedre i år, det lover jeg!

mandag den 10. juni 2019

"Din store idiot" af Carina Kamper


Titel: Din store idiot
Forfatter: Carina Kamper
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 192
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

 
Bogen er stillet til rådighed af Politikens Forlag. 


Alfred er 13 år og lever det typiske teenageliv. Han synes, at hans søskende kan være en pestilens, han synes, at hans forældre kan være pinlige men samtidig er han velsignet med en mor og far, der virkelig elsker hinanden og den lille familie. Alfred elsker fodbold og at være sammen med sine venner. 
Alfreds liv er alt i alt ret almindeligt. Men da hans far dør, bliver hele tilværelsen vendt på hovedet.

Det er sjældent, at man møder en YA-roman, der er skrevet til det mandlige publikum. På forsiden ses fodboldben og den vil helt klart gerne understrege, at her er en bog, som drengene også kan læse. Netop derfor sagde jeg ja til at anmelde denne titel. Det er tit, at drenge beder om anbefalinger, og jeg kan ofte høre mig selv anbefale bøger med kvindelige hovedpersoner og derved også med "pigeproblemer" og et manglende fokus på det at være en ung dreng. 
Alfreds historie er måske til den yngre YA-læser, men den er en enormt vigtig en af slagsen, og den er et oplagt valg for både drenge og piger (men med drengene i fokus)


Alfred er som nævnt en meget gennemsnitlig 13årig. Han er god til fodbold, og han drømmer om de nye fodboldstøvler, som hans far har lovet ham; det er nemlig dem, hans yndlingsspiller også har. Alfred lever et liv i en kernefamilie, hvor der er hjemmebag, gode madpakker og overskud til børnene i en travl hverdag. Alfred lever et liv, man på alle måder kan kalde trygt.
Netop derfor ryster det både Alfred, familien OG læseren, da faren dør. Alfreds far er uden tvivl den, der har holdt sammen på meget i Alfreds liv, og som teenagedreng er det forfærdeligt at miste den forælder, men kan identificere sig med på en helt anden måde.

Alfred går fra at være helt normal og gennemsnitlig til at blive ham, der virkelig falder uden for statistikken. Alle kigger anderledes på ham, og han skal være i en masse følelser, der er helt nye for ham. Som læser går man gennem sorgprocessen med Alfred, og man er med til alt fra ligsyn til samtale med bedemand og præst.
Det er segmenter i bogen, der er enormt rørende, og det er øjeblikke, hvor man virkelig sidder med en klump i halsen og mærker den smerte og vrede, Alfred er fyldt af.

Alfred er beskrevet meget nuanceret, og alt han gør eller siger, giver mening for læseren, fordi man sagtens kan se, at det er sorgen, der taler. 


Bogen tager et vigtigt emne op, som vi taler for lidt om; nemlig når børn eller helt unge mister en forælder. Hvordan skal vi reagere? Hvad kan vi gøre? Hvad er processen i det hele? Bogen bliver derfor både til en YA-læser, men den bliver også til den voksne, til en kammerat eller til en professionel, der står i den situation, at et barn eller en ung tæt på én pludseligt mister. 
Jeg sidder allerede nu og snakker om bogen på mit arbejde i håb om, at dansklærerne vil bruge den i undervisningen, for her er en bog, der kan noget helt særligt i forhold til tematikker. 

"Din store idiot" er en kort men vigtig fortælling. Den er morsom, hjertevarm og samtidig dybt rørende. Den beskriver en sorgproces, både med teknikaliteter og de helt store følelser. Det er en fortælling, der behandler meget tunge emner men samtidig er det også en fortælling om at turde leve og håbe.

søndag den 2. juni 2019

Månedlig opsummering: Forandrende maj



Dette var maj for mig: Jeg havde håbet, at maj ville være en måned med meget mere ro end april. Det blev den på sin vis også. April var en måned, hvor jeg skulle vænne mig til ny hverdag, og så var det en måned, hvor graviditetsgener fyldte meget. I maj er ny hverdag blevet rutine, og selvom vi pludseligt har enormt travlt, så er tingene en del nemmere at gå til, end de var sidste måned. 
Maj har været en måned med rigtig mange dejlige hygge-ting. Jeg har været i teateret med Mark i Aarhus og se "Rocky Horror Picture Show", hvilket jeg fik billetter til i mors dags gave sidste år. Det var hele ventetiden værd, og vi havde købt et "kit" med, så vi fik lov til at kaste konfetti, danse og skyde vandpistoler i salen. Det var sådan en fest, og jeg nød virkelig en aften med gak og gøgl. Derudover var vi i Aarhus på Moesgarrd museum og se "Kong Arthur", som foregik ude på det store græsareal i forlængelse af museet. Det var en vild forestilling, og så er Moesgaard bare altid et besøg værd!
Maj har også været en måned med søde venner og tid til bare at være, selvom der har været travlt. Jeg har fået lov at lave ting, som JEG har haft brug for, og det har gjort, at batterierne er blevet ladet op på en helt anden måde. 
Maj har samtidig været en måned, hvor bekymringerne har fyldt. Da kvalmen kunne tøjles, fik jeg ondt. Sådan lidt for meget ondt.
Maj endte derfor i en deltidssygemelding fra mit arbejde, fordi jeg frem for alt skal passe på den lille pige i min mave. Det var ventet samtidig med, at det virkelig kom som et chok, for jeg havde regnet med, at jeg skulle arbejde lang tid endnu. Samtidig har mit arbejde indført skånehensyn, men vi må ikke eksperimentere mere, er meldingen fra lægen. Hun er bange for, at det ellers ender i en fuld sygemelding, og det vil jeg virkelig gerne undgå.
Så maj har været forandrende på mange punkter. Men samtidig har den været mere rolig, og det har virkelig været tiltrængt. 


Maj på forældre-fronten: Nu er det jo endelig! officielt, at jeg er gravid, og derfor kan forældre-afsnittet deles op i 2. Tristan og BabyE! 
Tristan er i en god periode for tiden. Han er færdig med at spasse totalt ud og have brug for sin mor inden for en afstand af 2 centimeter. Det nyder jeg i fulde drag. Han spiser, han leger og han snakker i ét væk. Der er også flere og flere nætter, hvor der soves igennem, og jeg beder fortsat til, at vi er helt færdig med natte-spisningen inden sommerferien, for ellers tager vi kampen der. 
Men der er især det sproglige, der er sjovt at følge nu. Han har så bestemt sig for, at ordene "mor" og "far" ikke er en del af hans ordforråd. Til gengæld er ord som "vandmelon" og "koldskål" det. Så deeeet...
BabyE vokser som hun skal. I maj fandt vi ud af, at hun er hun, og det er simpelthen så fantastisk, at vi får lov til også at få en lille pige. Jeg har stadig ikke helt fattet det, men maven vokser for vildt, så der må jo være en derinde. Som nævnt døjer jeg med plukveer, der gør ondt. Kvalmen er heldigvis til at styre, hvis bare jeg spiser. Især kiks. Der ryger en pakke digestive om ugen, og jeg sværger, jeg rører dem aldrig igen, når baby er ude. Men det virker...

I maj læste jeg: Jeg føler endelig, at jeg er tilbage til at læse bøger, og det er SÅ dejligt! I maj har jeg læst 4 bøger, og det er rekord for i år. Nu sidder der sikkert nogle og griner, fordi de læser 4 bøger om dagen BUT I DONT CARE! Jeg læser, og det er SÅ dejligt!




Majs bedste bog: Jeg har generelt læst gode bøger i maj, men jeg må sige, at der en bog, der alligevel står ud for mig fortsat. "Din store idiot" af Carina Kamper var virkelig rørende, og jeg er SÅ glad for, at jeg fik den læst. Den kunne noget særligt, og jeg er slet ikke færdig med at anbefale den til folk omkring mig. Anmeldelsen kommer også snart på bloggen!


Majs mest skuffende bog: Det må nok være "Savn mig ikke" af Carrie Fountain. Den var ikke dårlig, men den fangede mig ikke, som jeg håbede på. Den blev slet ikke til den fortælling, jeg forventede af den, og i stedet havde den for mange kliché-øjeblikke, som jeg havde svært ved at tilgive den.


Hvad byder den kommende måned på?: Juni er sidste måned med stress-arbejde. Minispiren skal afsluttes, og det er nok overskriften for meget. Samtidig ved jeg slet ikke, hvordan mit arbejdsliv ser ud i juni. Det er nemlig i skrivende stund søndag, og det er i morgen, at jeg mødes med min leder for at snakke om, hvordan deltid bliver for mig. Bogmæssigt er stakken allerede lagt frem. Jeg er allerede i gang med en længe ventet bog, og jeg kan bare mærke, hvor dejligt det er at være tilbage i et godt flow. Der er ikke de store aftaler i mit privatliv, fordi med alt det arbejde, har jeg simpelthen brug for helle i mine weekender. Og det er okay!

Har I nydt maj måned? Hvilke bøger kan I anbefale her og nu? Nåede I alt det, I havde planlagt?