.

.

lørdag den 18. maj 2019

Den svære 2'er

Nogle gange skal man fortælle lidt om, hvad der sker på den anden side af skærmen. Jeg er blevet rigtig glad for at opdatere jer på de personlige ting herhjemme ved hjælp fra den månedlige opsummering. Især mit "forældre-front"-segment har fået ros, og det er jeg bare rigtig glad for!¨Jeg prøver at belyse de mange facetter, der er i livet som små-børns mor og forælder. Det er ikke altid, at livet er rosenrødt. Faktisk er det oftere kaos og overlevelse, end det er en lyserød tilværelse. 

Jeg er ofte i tvivl om, hvad jeg kan dele på bloggen udover bøger; det er langtfra alle, der finder det der famøse privatliv interessant. Og netop derfor skal det ikke proppes ned over hovedet på folk. Jeg er typen, der rigtig gerne vil dele ud, hvis folk finder det sjovt, spændende eller bare hyggeligt, og derfor er det rigtig meget det, jeg bruger min story på Instagram til. Så kan man her på bloggen lade være med at læse de månedlige indlæg, og så bliver man ellers fri for personligt pladder herinde!
- Men! Undtagelsen bekræfter reglen, og derfor kommer der i dag et indlæg, jeg længe har overvejet at skrive. Og det bliver mange forskellige emner i et, men de kommer alle til at lede til samme pointe; so stay tuned!

Det virker jo snart som evigheder siden, men den faste lidt ældre læser kan huske, at jeg tog emnet ufrivillig barnløshed op i forbindelse med, at vi ventede Tristan. Desværre havde jeg ikke modet til at italesætte det, mens vi gik og forsøgte at blive gravide. Men jeg fik rigtig mange beskeder fra søde, søde jer, der sagde tak, fordi emnet blev italesat. Heldigvis er det her et tabu, der er kommet langt større fokus på; men det er også et tabu, som vi alle kender til på den ene eller anden måde. Enten har vi selv stået i situationen, eller også kender vi til én eller flere, der har. Det er skidehårdt. Og det er SÅ svært at vide, hvordan man skal agere i det hele.
Det er der skrevet mangt og meget om herinde; men der er en fase af ufrivillig barnløshed, som jeg slet ikke anede eksisterede; tanken om barn nummer 2.

Når det tager 2 år at få barn 1, hvornår skal man så "begynde" på en 2'er? Hvad hvis det igen tager flere år? Måske skal man faktisk i behandling den her gang? Hvad hvis der nu aldrig kommer en mere, kan vi være i det? Den her gang vil behandlingen jo koste fra dag 1, fordi vi allerede har et barn i forvejen (hvilket jeg går totalt ind for!), men det er også lige penge, der skal findes. 
Det skaber en enorm usikkerhed, for ingen graviditet er ens og intet barn kan sammenlignes med andre børn. Har min krop mon forstået, at den godt kan blive gravid selv? Ingen ved det. Der er ingen garantier. Lort, tænker man.
Og så begynder folk at spørge, om ham der Tristan ikke snart skal være storebror. Da vi havde været gift i et års tid, begyndte folk at spørge til børn. Da Tristan blev et år, begyndte de at spørge til storesøskende - også selvom de vidste, at han måske ikke lige havde været det nemmeste at opnå. 
Det gør ondt, og det puster til tvivlen om, hvorvidt man burde tænke i en 2'er, snakke med læger eller bare melde klart ud. 

Så det bestemte jeg mig for. Da vi tog til 1årsundersøgelse med Tristan, bestilte jeg tid til en snak om min krop post fødsel og en snak om, hvad planen var, hvis vi gerne ville have et barn mere. For en gangs skyld blev jeg i hele det her baby-making-system mødt af en læge, der var forstående og sagde konkrete ting. Vi er nu i august måned, og hun sagde, at hvis min krop ikke var "normal", når vi nåede til marts, så ville hun henvise os til udredning; så måtte der være noget, de ikke havde opdaget sidst, det var hun sikker på. Sikket PCO eller lignende. Jeg gik hjem lettet men også med en knude i maven, for hvad betød alt det her? Og hvor langt ville vi gå for at få et barn mere?

Det var en lang snak, vi havde derhjemme. Men vi blev enige om, at den her gang var der ro. Vi HAVDE et barn. Vi VAR forældre. Så nu ville vi tage en dag af gangen og se, om et barn dukkede op af sig selv inden marts, og så måtte vi tage snakken der, når udredningen gik i gang. 

Der skete ikke en skid. Min krop teede sig, hvilket der ikke var noget nyt i. Det var slut februar, så jeg ringede til lægen og bestilte en tid med henblik på en snak om henvisning. Hun havde bedt mig teste for graviditet engang i mellem, bare for at se, om det nu kom af sig selv. 

Og sandelig så om ikke den var positiv! Alle de tanker, vi havde om at skulle igennem behandling for en 2'er blev gjort til skamme, og der blev slet ikke tale om den svære 2'er, som vi ellers havde sat os i hovedet.
Så her sidder vi og kan glæde os til endnu en efterårsbaby. En pige endda. En BabyE!!

Derfor har der været så stille herinde. Jeg har været så skide pisse syg og har ikke kunnet andet end arbejde og at sove. Derfor er læsning og bøger og bloggen kommet i allersidste række. Men nu er det slut, jeg har det godt, og jeg er tilbage! Kæft, jeg har savnet jer!

So there you have it! Efteråret kan bare komme an, og 2019 er lige blevet tusinde gange federe. Det bliver skide pisse hårdt. Men det bliver også fantastisk med endnu en herhjemme!

 

3 kommentarer: