Titel: Savn mig ikke
Forfatter: Carrie Fountain
Serie: -
Forlag: CarlsenPULS
Sider: 314
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Bogen er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPULS.
Miranda er bedste veninder med den selvsikre og mystiske Syd. En dag er Syd forsvundet, og ingen kan få kontakt til hende. Miranda står nu på egne ben i den store teenageverden, men også i kampen mod Nick, der svigtede Miranda på deres første date.
Miranda bestemmer sig for at finde sin veninde, men de oplysninger, hun får gravet frem, giver et helt andet billede af Syd; og Miranda selv.
Da jeg hørte om "Savn mig ikke", tænkte jeg med det samme på John Greens "Paper Towns". Det er historien om den mystiske Q, der pludseligt forsvinder men alligevel efterlader spor til, hvor hun er. Man aner ikke, hvem hun er i virkeligheden, og sammen med hovedpersonen må læseren opklare hele Q's mysterie.
Det er lidt samme form for historie, der er tale om her og så alligevel ikke.
Mirandas fortælling er i større grad en fortælling om sorg. Inden Syds forsvinden har Miranda nemlig oplevet, at hendes mor også er forsvundet fra hende og hendes far. Derfor er svigt ikke en ukendt størrelse for Miranda, og det hjælper heller ikke, at Nick dumper hende til skoleballet.
Miranda er en spændende hovedperson. Netop fordi svigt er så stor en del af hende, bliver hun enormt skrøbelig og har svært ved at binde sig til andre. Desværre oplever hun gang på gang, at når hun endelig åbner sig op, forsvinder folk eller dropper hende. Først hendes mor, så Nick og nu Syd. Der er et eller andet over Miranda, der gør hende meget voksen at følge. Hun har lært at lukke af for følelser på sin vis. Hun reagerer, når andre ikke ser det, og hun forsøger at virke moden og rationel, selvom der er en storm af frustration og sorg i hende.
Det fungerer rigtig godt gennem bogen, og det gør også, at hun bliver en anden slags hovedperson i YA.
Desværre er der dele ved bogen, der gjorde, at jeg stod af. En ting, som sikkert også kan tillægges min graviditet, er, at jeg synes den var meget langsommelig i starten. Jeg havde meget svært ved at komme ind i handlingen, og jeg havde svært ved at finde overskuddet til at læse videre. De første 120 sider var tough. Men så var det virkelig også, at handlingen tog til og bogen fandt ud af, hvad den ville, og hvor handlingen skulle bevæge sig hen. Det nød jeg, indtil det helt store problem opstod; Miranda og Nick.
Miranda er håbløst forelsket i Nick, selv efter hans svigt til skoleballet, hvor han aldrig kom og hentede hende. Historien om sorg, at miste og på sin vis at komme videre, fordi man ikke har andre valgmuligheder er så spændende. Det er en plotline med så meget potentiale, og jeg havde en fornemmelse af, mens jeg læste, at bogen bare smed det på gulvet for i stedet at blive en typisk kærlighedsfortælling, der er fortalt alt for mange gange før.
Den fortælling, der kunne have været, blev mere og mere til klichéer og tråde, der var alt for forudsigelige. Det blev en helt anden bog end den, jeg havde regnet med, og det ærgrede mig helt vildt.
"Savn mig ikke" er en bog, der tager vigtige temaer op. Vi har brug for bøger om svigt, sorg og at stå alene. Der er brug for en bog som denne, der fortæller, at vi har brug for at komme videre og ikke blot kan leve i minderne om dem, vi mister. Desværre vælger fortællingen en drejning, jeg ikke var helt enig i, og derfor står jeg tilbage med en læseoplevelse, der ikke blev det, jeg håbede på.
Nogle gange skal man fortælle lidt om, hvad der sker på den anden side af skærmen. Jeg er blevet rigtig glad for at opdatere jer på de personlige ting herhjemme ved hjælp fra den månedlige opsummering. Især mit "forældre-front"-segment har fået ros, og det er jeg bare rigtig glad for!¨Jeg prøver at belyse de mange facetter, der er i livet som små-børns mor og forælder. Det er ikke altid, at livet er rosenrødt. Faktisk er det oftere kaos og overlevelse, end det er en lyserød tilværelse.
Jeg er ofte i tvivl om, hvad jeg kan dele på bloggen udover bøger; det er langtfra alle, der finder det der famøse privatliv interessant. Og netop derfor skal det ikke proppes ned over hovedet på folk. Jeg er typen, der rigtig gerne vil dele ud, hvis folk finder det sjovt, spændende eller bare hyggeligt, og derfor er det rigtig meget det, jeg bruger min story på Instagram til. Så kan man her på bloggen lade være med at læse de månedlige indlæg, og så bliver man ellers fri for personligt pladder herinde!
- Men! Undtagelsen bekræfter reglen, og derfor kommer der i dag et indlæg, jeg længe har overvejet at skrive. Og det bliver mange forskellige emner i et, men de kommer alle til at lede til samme pointe; so stay tuned!
Det virker jo snart som evigheder siden, men den faste lidt ældre læser kan huske, at jeg tog emnet ufrivillig barnløshed op i forbindelse med, at vi ventede Tristan. Desværre havde jeg ikke modet til at italesætte det, mens vi gik og forsøgte at blive gravide. Men jeg fik rigtig mange beskeder fra søde, søde jer, der sagde tak, fordi emnet blev italesat. Heldigvis er det her et tabu, der er kommet langt større fokus på; men det er også et tabu, som vi alle kender til på den ene eller anden måde. Enten har vi selv stået i situationen, eller også kender vi til én eller flere, der har. Det er skidehårdt. Og det er SÅ svært at vide, hvordan man skal agere i det hele.
Det er der skrevet mangt og meget om herinde; men der er en fase af ufrivillig barnløshed, som jeg slet ikke anede eksisterede; tanken om barn nummer 2.
Når det tager 2 år at få barn 1, hvornår skal man så "begynde" på en 2'er? Hvad hvis det igen tager flere år? Måske skal man faktisk i behandling den her gang? Hvad hvis der nu aldrig kommer en mere, kan vi være i det? Den her gang vil behandlingen jo koste fra dag 1, fordi vi allerede har et barn i forvejen (hvilket jeg går totalt ind for!), men det er også lige penge, der skal findes.
Det skaber en enorm usikkerhed, for ingen graviditet er ens og intet barn kan sammenlignes med andre børn. Har min krop mon forstået, at den godt kan blive gravid selv? Ingen ved det. Der er ingen garantier. Lort, tænker man.
Og så begynder folk at spørge, om ham der Tristan ikke snart skal være storebror. Da vi havde været gift i et års tid, begyndte folk at spørge til børn. Da Tristan blev et år, begyndte de at spørge til storesøskende - også selvom de vidste, at han måske ikke lige havde været det nemmeste at opnå.
Det gør ondt, og det puster til tvivlen om, hvorvidt man burde tænke i en 2'er, snakke med læger eller bare melde klart ud.
Så det bestemte jeg mig for. Da vi tog til 1årsundersøgelse med Tristan, bestilte jeg tid til en snak om min krop post fødsel og en snak om, hvad planen var, hvis vi gerne ville have et barn mere. For en gangs skyld blev jeg i hele det her baby-making-system mødt af en læge, der var forstående og sagde konkrete ting. Vi er nu i august måned, og hun sagde, at hvis min krop ikke var "normal", når vi nåede til marts, så ville hun henvise os til udredning; så måtte der være noget, de ikke havde opdaget sidst, det var hun sikker på. Sikket PCO eller lignende. Jeg gik hjem lettet men også med en knude i maven, for hvad betød alt det her? Og hvor langt ville vi gå for at få et barn mere?
Det var en lang snak, vi havde derhjemme. Men vi blev enige om, at den her gang var der ro. Vi HAVDE et barn. Vi VAR forældre. Så nu ville vi tage en dag af gangen og se, om et barn dukkede op af sig selv inden marts, og så måtte vi tage snakken der, når udredningen gik i gang.
Der skete ikke en skid. Min krop teede sig, hvilket der ikke var noget nyt i. Det var slut februar, så jeg ringede til lægen og bestilte en tid med henblik på en snak om henvisning. Hun havde bedt mig teste for graviditet engang i mellem, bare for at se, om det nu kom af sig selv.
Og sandelig så om ikke den var positiv! Alle de tanker, vi havde om at skulle igennem behandling for en 2'er blev gjort til skamme, og der blev slet ikke tale om den svære 2'er, som vi ellers havde sat os i hovedet.
Så her sidder vi og kan glæde os til endnu en efterårsbaby. En pige endda. En BabyE!!
Derfor har der været så stille herinde. Jeg har været så skide pisse syg og har ikke kunnet andet end arbejde og at sove. Derfor er læsning og bøger og bloggen kommet i allersidste række. Men nu er det slut, jeg har det godt, og jeg er tilbage! Kæft, jeg har savnet jer!
So there you have it! Efteråret kan bare komme an, og 2019 er lige blevet tusinde gange federe. Det bliver skide pisse hårdt. Men det bliver også fantastisk med endnu en herhjemme!
Dette var april for mig: April var der ikke. April er en måned, der er forsvundet i arbejde, planlægning og kaos. Jeg nåede ikke engang at opsummere marts, der med et ord kan beskrives med "sygdom". Enten var det Tristan eller jeg, der lå på langs. Og i april er overskriften arbejde. Jeg har tonset rundt, og vores førskolebørn er startet. Det gør også, at mange flere timer end før lægges på Sct. Knud og andre ting på vige. I mit tilfælde har det været bloggen (for man kan jo ikke lige slette mand og barn fra sit liv i 3 måneder...). Det er jeg ked af, for jeg savner jer. Men man skal jo vælge.
Det har også betydet, at læsningen har været sat på standby. Der har ganske enkelt ikke været tid. Når der starter 44 nye børn, er det SÅ intenst, for det er både dem OG alle deres forældre, der skal køres ind. Når jeg endelig har været hjemme, og Tristan har sovet, har Mark og jeg været praktiske eller også er jeg simpelthen gået i seng.
Både min læsestak og mine podcasts bevidner, at timerne mangler. Jeg håber, at maj bliver bedre, men jeg tør intet love. Så bær over med mig.
Dog har april også været små pusterum. Sushi med veninde, teater med de søde med-kulturbloggere og længe ventede ture i biografen (GO AVENGERS!!!).
Men april står bare tilbage som en måned med arbejde, arbejde og mere arbejde.
April på forældre-fronten: Igen: Mor har arbejdet. Jeg synes simpelthen, at jeg har set mit barn alt for lidt, og jeg har intet kunne gøre ved det. Ikke desto mindre har jeg set en sød og skøn dreng i rivende udvikling. Det der med at man som forældre hele tiden kan sige: "Der sker bare så meget", det er altså rigtigt. Især lige nu. Der kommer nye ord hver dag, omend man nogle gange tænker, at det fanme er nogle mærkelige nogle at lære. Hvorfor sige mor og far, når man kan sige god, vandmelon og fisk?
Tristan elsker ord og kan tydeligvis ikke få nok af at snakke. Vi nyder herhjemme, at forståelsen bliver større, og så er vi lykkelige over hus med egen have, for det er tit, at alle eftermiddage bruges udenfor.
Samtidig bød april på en giga forskrækkelse. En dag, hvor jeg skulle have mig-tid, henter min mor Tristan og må ringe en times tid efter og fortælle, at han er faldet og har slået hovedet og ikke er til at vække. 112 ringes der og barnet har prøvet sin første tur i ambulance.
Det var spændende, og han vågnede op. På skadestuen blev de enige om, at han bare trængte til lur og nok havde en meget lille hjernerystelse. Men shit en forskrækkelse. Så har man fået et barn altså....
I april læste jeg: 1 bog. Flot.
Aprils bedste bog: Det kan jeg ikke fortælle, for den jeg læste var en noget skuffende affære...
Aprils mest skuffende bog: Det er den eneste bog, jeg har læst; nemlig "Reality-spillet". Dens pointe var god, den ville mig noget, men dens udførsel blev bare rigtig klodset, især til sidst. Jeg har det virkelig blandet med den, og det er ikke blevet bedre, jo mere jeg får den på afstand.
Hvad byder den kommende måned på?: Maj bliver en måned, hvor der forhåbentlig kommer mere ro på. Sygdom skal bare skride. Vi har rigtig dejlige aftale i kalenderen, både alene som par og med gode venner og familie. Det glæder jeg mig til. Maj bliver samtidig også en måned, hvor der er lidt mere struktur på alt herhjemme, og det hjælper, når hverdagene bare er enormt pressede. Læsemæssigt er maj en måned, hvor jeg bare håber at færdiggøre den bog, jeg er gået i gang med. Den er lidt til den tunge side pt, men jeg kan mærke, at det er ved at vende.
Har I haft en lige så hektisk april som jeg? Er det blevet til nogle gode læseoplevelser?
