.

.

mandag den 15. april 2019

"Urinetown" på Fredericia Teater

Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose. 

Vi befinder os i en virkelighed, hvor klimakrisen for alvor har taget fat. Ressourcerne er små, og Tørken har gjort, at vand er blevet en mangelvare. Det har gjort, at man fra politisk hånd har besluttet, at en tissetår ikke længere er gratis! Vandet skal der nemlig sparres på. Men i den fattige del af byen, er det et problem. Og tisser du uden at betale for det, bliver du arresteret og sendt til den forfærdelige "Tisseby", som ved Gud er endestationen. Alle frygter byen, og ingen er nogensinde set igen, efter de er sendt dertil. 
Men som det altid er i postapokalyptiske fortællinger, er der et oprør på vej.

I en podcast om musicals har Søren Møller, der er chef for Fredericia Teater, udtalt, at "Urinetown" er hans yndlingsmusical nogensinde, og at han virkelig drømte om at sætte den op i Fredericia. Da jeg så, at den kom på programmet hos teateret, blev jeg ellevild. Det måtte da blive godt, når nu selve chefen tænkte, at her var en historie ud over det sædvanlige. 
"Urinetown" er ikke en titel, der sælger, det ved teateret godt. De undskylder sågar for det allerede inden forestillingens start.
"Undskyld for titlen - Grease havde været nemmere at sælge" står der på en storskærm, og selvom der måske er sandhed i disse ord, så er de også med til at sætte stemningen for aftenen. 

For Fredericia Teater vil give sig selv og publikum en fest og et godt grin med denne fortælling; og det gør det! Men der er meget mere at komme efter i "Urinetown", og det er præcis dét, der gør, at den er helt unik for sin genre. 

Der er SÅ mange ting at tage fat på i den her forestilling. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Skuespillerne, musikken, koreografien eller fortællingen?
Jeg har lyst til at skrive noget om ALLE skuespillerne, og det kan jeg ikke finde pladsen til. 
Det er lang tid siden, at Fredericia Teater har haft et så mesterligt cast på scenen. ALLE! karakterer var jeg dybt imponeret over, og selv biroller fyldte på scenen, så man ikke glemte dem på vej ud af salen. Her er det tydeligt, at skuespillerne havde en fest med hinanden, og til tider sad jeg og tænkte, om det var noget, der stod i manuskriptet, eller om det var ren impro. Der er scener, hvor selv skuespillerne havde svært ved at holde masken, og det viser bare, hvor legesyg en forestilling, dette har været at arbejde med. Her er plads til kreativitet og sjov, og det er slet ikke en proces, der er sluttet af. Den snak og leg, der har været i øvelokalerne er taget med på scenen, og det giver publikum en skuespilpræstation i særklasse. 

Lars Mølsted øver sig i at svinge hofterne. Det havde han øvet sig overraskende meget i!

Jeg er dog nødt til liiiiiige at nævne Kim Ace Nielsen. Han spiller 2 roller i stykket, både den søde Lille Lars og betjent Stram. Begge roller spiller han til perfektion, og til tider havde jeg lyst til at omdøbe forestillingen til: "Kim Ace The Musical", for hold nu OP! hvor var det vildt, hvordan han bare kunne tage spotlightet, hver gang han var på scenen. Ace har også været koreograf, og dansen er proppet med humor, spas og virkelig avancerede moves, så man som publikum både kan skraldgrine og sidde tilbage med forbløffelse over, hvor præcise skuespillerne skal være for, at det hele kan gå op i en højere enhed. 
Ace er humor i sin reneste form, og han viser virkelig i denne forestilling, at han er andet end abe-mand og sixpack (hvis nogle skulle være i tvivl, spillede Ace Tarzan i musicallen af samme navn). 
Samtidig skal der lyde et mega shoutout til Bjørg Gamst, som altid er en fornøjelse. Hun spiller Lille Sally, en karakter, der trods sin unge alder er enormt klog og reflekteret.
Under stykket er hun sammen med fortælleren et kommentarspor til alt det, der foregår, og så er hun et barns øjne på hele klimakrisen. Det er humoristisk og samtidig et genialt element ind i det hele.
Bjørg spiller overdrevent godt, og hendes replikker, små ansigtstræk og bevægelser gør, at man hele tiden har lyst til at se, hvad hun nu finder på; også selvom det egentlig ikke er hendes karakter, der er i fokus. 

Sangene i forestillingen er for vilde. Normalt sidder jeg tilbage efter en musical og tænker, at der er 1-2 sange, der egentlig ikke havde behøvet at være der. Sådan har jeg det slet ikke efter "Urinetown". Sangene er enormt velskrevet, melodierne er fængende, og selvom der er proppet med humor, jokes og små spidsfindigheder, så er der også rørende og meningsfulde sange i blandt. Der er sange, der er mega catchy, som jeg vil gå og synge hele dagen i dag, og så er der dem, som gjorde, at man blev taget til en anden verden og virkelig bare nød at sidde der i salen og være vidne til den ene pragtpræstation efter den anden. Der er ikke så meget andet at sige; Det er laaaaang tid siden, at jeg har siddet til en musical, hvor musikken bare gik op i en højere enhed og virkelig viste, hvad netop denne teatergenre kan. 

Bjørg Gamst og hendes kanin var blandt aftenens stjerner!

Historien! Det er virkelig den, jeg sidder tilbage og jubler over. Som nævnt er det her en kommentar til klimakrisen og overforbrug. Det er en fortælling om, at vi ikke bare kan forbruge løs, for Jorden kan ikke følge med. Vi er rige, vi vil have velstand, og vi vil alle have mange børn. Men ressourcerne er der ikke. Hvordan løser vi det? 
Og det kommer der ikke et endegyldigt svar på i forestillingen. Det kan en musical heller ikke give. Det kan nærmest ingen give. Men "Urinetown" kommer med 2 bud på, hvordan man IKKE skal gøre; og dog. 
Tårnhøj, der er en magtliderlig satan, der kun tænker i penge og at leve sit eget fede liv, har sørget for at passe på ressourcerne. Man han har gjort det på bekostning af alle menneskerne i byen. Dem, der har svært ved at tjene til dagen af vejen, skaffer han sig af med, så de ikke forstyrrer hans perfekte verden. 
Samtidig vil oprørene bare have lov til at tisse. Når de vil, med hvem de vil, og hvor de vil. Men at ødsle ressourcerne væk uden tanke på de fremtidige konsekvenser er heller ikke løsningen.
Selvom musicalen langt hen af vejen giver os Tårnhøj som en skurk, så er der intet, der er sort hvidt. For når man når til slutningen, så sidder man alligevel tilbage og tænker: Hm.... måske havde han alligevel fat i noget.
Og dét er netop, hvad "Urinetown" kan. Den giver et vigtigt indspark i den diskussion, vi alle har nu. Hvordan passer vi på kloden, så den også er der til vores børn? Hvordan passer vi på hinanden, så alle kan være lige og have de samme rettigheder?

"Urinetown" er et must. Man skal se den. Den spiller ikke længe, men man SKAL købe billet, for med denne musical viser Fredericia Teater en helt ny side af sig selv; en side, jeg faktisk mener, de har gemt væk alt for længe. Ikke siden "Den snaldrede anstandsdame" har jeg været så godt underholdt hos dem. Denne forestillingen kaster musical som genre op i luften og blander det hele sammen på en original og virkningsfuld måde.
Med andre ord: Fredericia Teater pisser på det hele og gør det, de er allerbedst til!

- Og Lars Mølsted? Den ER sjov!

6/6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar