Jeg blogger, fordi jeg ikke kan lade være!

DISCLAIMER!: Jeg kan kun udtale mig om mig selv og mine egne erfaringer i denne debat. Hvad andre bloggere gør, kan og vil står jeg ikke til ansvar for. Men jeg kan sige, hvad JEG gør.

I fredags var der en spændende debat i radioprogrammet "24syv Morgen". Jeg anede ikke, at programmet havde tænkt sig at tage det op, og derfor blev jeg meget nysgerrig, da min kollega spurgte, om jeg havde hørt, at jeg var blevet nævnt i radioen. Det måtte jeg ryste på hovedet til, og hun anbefalede mig at lytte, fordi jeg blev taget i forsvar.
"Taget i forsvar?", tænkte jeg. Hvorfor skulle der være brug for det? Jovist kan jeg sige ting, som folk kan være uenige i, men ligefrem at det skal i radioen syntes jeg virkede voldsomt.

Det lyder mere voldsomt, end det er: Diskussionen har handlet om blogger-anmeldelser vs. proffesionelle anmeldelser, om bloggere kan købes og om amatører har noget at gøre på en reklame-plakat.  
Det er en indviklet debat, og jeg ved, at den har været oppe at vende rigtig mange gange i i hvert fald bog-bloggerland. 
Med de mange influencers, hvor der er penge mellem blogger og firma, kan man som forbruger have svært ved at skelne mellem bloggerens reelle holdninger, og hvad bloggeren "er betalt for at sige". Det kan jeg godt forstå. Og når det kommer til influencere, så er vi bogbloggere bare kommet i samme kasse, både juridisk men også i menigmands øjne. Det kan til tider være problematisk, især fordi vi ikke er "ansat" på samme vilkår (i hvert fald langt de fleste af os. Personligt kender jeg ikke til bogbloggere, der får penge for at skrive om bøger).

Lige nu har Fredericia en forestilling i gang, der hedder "Urinetown". På plakaten ses en sand stjerneregn, men debatten går på, at det kun er en håndfuld professionelle anmeldelser, der er nævnt, og resten er så diverse blogger-medier. Her er blandt andet jeg, min mand Mark (Poesi med tænder) og min veninde Anne (Annes bogblog) blandt. 
Det er især vores 3s blog, der nævnes i debatten i programmet, og der stilles spørgsmålstegn ved, om vi ikke er købt af teateret til at se forestillingerne og derved give positiv omtale; for bloggere vil vel gerne bare have ting gratis?
Det er trods alt ikke intervieweren, der siger dette, men en tredjepart, der interviewes omkring det at bruge bloggeres anmeldelser som valid PR. 
Det er denne udtalelse, der har startet noget i mig.
Jeg kan sagtens leve med at være i samme kasse som influencerne, og jeg kan sagtens være i, at jeg til tider bliver spurgt, om jeg får penge for mit bloggerarbejde.
Men jeg vil ikke acceptere, at jeg får skudt i skoene, at jeg bare skriver topstjerne-anmeldelser, fordi jeg vil have gratis ting og mine 15 minutes of fame. Nej. Det går jeg ikke med til. 

Som sagt kan jeg ikke sige, hvad andre bloggere gør. Men jeg kan udtale mig om min egen praksis i det at være blogger.
Både når det kommer til bøger og Fredericia Teater er det ting, jeg får forærende. Det er rigtigt. Men der er ikke penge mellem hverken forlag eller teaterets relation til mig. Det er de fysiske ting som bøger eller billetter. Man får en bog/billet for så at anmelde dette. Og jeg skriver min ærlige mening. Både forlag og teateret har fået anmeldelser med ganske få stjerner; jeg har sågår anmeldt en forestilling for Fredericia teater, hvor den kun fik 1 stjerne. Min holdning kan man ikke købe eller forære sig til; selvom jeg får ting forærende, så skriver jeg min 100% ærlige mening, og så må teater eller forlag opsige samarbejdet, hvis de synes, der kommer for mange negative holdninger fra mig. 
Jeg får min billet eller min bog for at give min mening til kende, og det gør jeg.
Og selvfølgelig giver det da mening, at de dårlige anmeldelser kun bliver delt her på bloggen, hverken som udgiver eller teaterchef ville jeg bruge en 1-stjernet anmeldelse på min plakat, det ville jo være direkte dumt. Selvfølgelig deler man kun de positive ord, der siges om ens produkt. Det må være side 1 i PR-bogen, tænker jeg.

I interviewet bliver jeg så rørt og stolt over de ting, som Søren Møller, der er teaterchef i Fredericia, siger omkring bloggere. Han giver intervieweren ret i, at det selvfølgelig ikke ville se godt ud kun at bruge bloggere, og der giver jeg ham ret. Der er en grund til, at der findes teaterjournalister. De har bare en anden reference-ramme end menigmand. Det er derfor, de får løn og arbejder med det her til dagligt. Men kan ikke vide, om en blogger kun har set denne forestilling eller er en teater-nørd. Men bloggerne kan noget, som en professionel ikke altid kan. Som Møller understreger i interviewet, så er bloggerne på de sociale medier. Det er der, vi fanger hinanden, og det er der, hvor publikum researcher, inden de skal se en forestilling. Bloggerne kan virke meget tættere på os end en journalist måske kan. Og vi skal ikke underkende, at bloggerne bare får mere og mere magt, når det kommer til PR og det at få solgt et produkt. 

Søren Møller er rigtig god til at argumentere for, hvorfor Fredericia Teater bruger bloggere til PR. Samtidig er han også bevidst om de issues, der kan være, når man bruger en blog på sin plakat. Der er rigtig mange fine overvejelser, og ligegyldigt hvor mange gange intervieweren kalder bloggerne amatører eller købte, så holder Møller fast i, at bloggerne kan noget særligt; og at vi formår at være kritiske, også selvom billetten er foræret. 
Ligeså vred og harm jeg blev over udtalelsen om de gratis ting, lige så rørt og stolt blev jeg over det forsvar, som Søren Møller havde klar til bloggerne. Jeg blev simpelthen så glad, og det mindede mig om, hvor stor en ære jeg sætter i at en teaterchef eller et forlag faktisk kan bruge min holdning til noget; at den betyder noget for dem og det arbejde, de har. 
Jeg tager ikke én eneste bog eller teaterbillet for givet. Hver gang siger jeg tak og jeg priser mig lykkelig for, at jeg har fået muligheden for at blogge om ting, som jeg elsker så højt. 

Det blev et alt for langt indlæg. Og mange af de her ting er sagt før. Men jeg har simpelthen været nødt til at sige dem fra mit eget udgangspunkt også; Især fordi Xenias Bogblog er blevet nævnt i hele den her debat. 
Tusind tak til Søren Møller for at understrege, at bloggere kan noget specielt. Tak for at tro på det, vi leverer og lægger SÅ mange timer i.
Tak for at stille dig og forsvare os, selvom vi ikke engang vidste at vi med navns nævnelse ville få brug for det. 
Tak for at give os lov til at anmelde jeres forestillinger på godt og ondt.

Jeg blogger ikke for at få gratis ting. Jeg blogger, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi det er min store passion. Jeg blogger, fordi det er så vigtigt for mig at dele erfaringer med både bøger og kultur. Jeg elsker, når en læser kommer og siger:
"Jeg fik lyst til at læse en bog, fordi du anmeldte den" eller "Den forestilling så jeg på grund af dig".
Det gør mig så pavestolt. Og det vil jeg blive ved med, for jeg elsker det.

"Urinetown" på Fredericia Teater

Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose. 

Vi befinder os i en virkelighed, hvor klimakrisen for alvor har taget fat. Ressourcerne er små, og Tørken har gjort, at vand er blevet en mangelvare. Det har gjort, at man fra politisk hånd har besluttet, at en tissetår ikke længere er gratis! Vandet skal der nemlig sparres på. Men i den fattige del af byen, er det et problem. Og tisser du uden at betale for det, bliver du arresteret og sendt til den forfærdelige "Tisseby", som ved Gud er endestationen. Alle frygter byen, og ingen er nogensinde set igen, efter de er sendt dertil. 
Men som det altid er i postapokalyptiske fortællinger, er der et oprør på vej.

I en podcast om musicals har Søren Møller, der er chef for Fredericia Teater, udtalt, at "Urinetown" er hans yndlingsmusical nogensinde, og at han virkelig drømte om at sætte den op i Fredericia. Da jeg så, at den kom på programmet hos teateret, blev jeg ellevild. Det måtte da blive godt, når nu selve chefen tænkte, at her var en historie ud over det sædvanlige. 
"Urinetown" er ikke en titel, der sælger, det ved teateret godt. De undskylder sågar for det allerede inden forestillingens start.
"Undskyld for titlen - Grease havde været nemmere at sælge" står der på en storskærm, og selvom der måske er sandhed i disse ord, så er de også med til at sætte stemningen for aftenen. 
For Fredericia Teater vil give sig selv og publikum en fest og et godt grin med denne fortælling; og det gør det! Men der er meget mere at komme efter i "Urinetown", og det er præcis dét, der gør, at den er helt unik for sin genre. 

Der er SÅ mange ting at tage fat på i den her forestilling. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Skuespillerne, musikken, koreografien eller fortællingen?
Jeg har lyst til at skrive noget om ALLE skuespillerne, og det kan jeg ikke finde pladsen til. 
Det er lang tid siden, at Fredericia Teater har haft et så mesterligt cast på scenen. ALLE! karakterer var jeg dybt imponeret over, og selv biroller fyldte på scenen, så man ikke glemte dem på vej ud af salen. Her er det tydeligt, at skuespillerne havde en fest med hinanden, og til tider sad jeg og tænkte, om det var noget, der stod i manuskriptet, eller om det var ren impro. Der er scener, hvor selv skuespillerne havde svært ved at holde masken, og det viser bare, hvor legesyg en forestilling, dette har været at arbejde med. Her er plads til kreativitet og sjov, og det er slet ikke en proces, der er sluttet af. Den snak og leg, der har været i øvelokalerne er taget med på scenen, og det giver publikum en skuespilpræstation i særklasse. 

Lars Mølsted øver sig i at svinge hofterne. Det havde han øvet sig overraskende meget i!

Jeg er dog nødt til liiiiiige at nævne Kim Ace Nielsen. Han spiller 2 roller i stykket, både den søde Lille Lars og betjent Stram. Begge roller spiller han til perfektion, og til tider havde jeg lyst til at omdøbe forestillingen til: "Kim Ace The Musical", for hold nu OP! hvor var det vildt, hvordan han bare kunne tage spotlightet, hver gang han var på scenen. Ace har også været koreograf, og dansen er proppet med humor, spas og virkelig avancerede moves, så man som publikum både kan skraldgrine og sidde tilbage med forbløffelse over, hvor præcise skuespillerne skal være for, at det hele kan gå op i en højere enhed. 
Ace er humor i sin reneste form, og han viser virkelig i denne forestilling, at han er andet end abe-mand og sixpack (hvis nogle skulle være i tvivl, spillede Ace Tarzan i musicallen af samme navn). 
Samtidig skal der lyde et mega shoutout til Bjørg Gamst, som altid er en fornøjelse. Hun spiller Lille Sally, en karakter, der trods sin unge alder er enormt klog og reflekteret.
Under stykket er hun sammen med fortælleren et kommentarspor til alt det, der foregår, og så er hun et barns øjne på hele klimakrisen. Det er humoristisk og samtidig et genialt element ind i det hele.
Bjørg spiller overdrevent godt, og hendes replikker, små ansigtstræk og bevægelser gør, at man hele tiden har lyst til at se, hvad hun nu finder på; også selvom det egentlig ikke er hendes karakter, der er i fokus. 

Sangene i forestillingen er for vilde. Normalt sidder jeg tilbage efter en musical og tænker, at der er 1-2 sange, der egentlig ikke havde behøvet at være der. Sådan har jeg det slet ikke efter "Urinetown". Sangene er enormt velskrevet, melodierne er fængende, og selvom der er proppet med humor, jokes og små spidsfindigheder, så er der også rørende og meningsfulde sange i blandt. Der er sange, der er mega catchy, som jeg vil gå og synge hele dagen i dag, og så er der dem, som gjorde, at man blev taget til en anden verden og virkelig bare nød at sidde der i salen og være vidne til den ene pragtpræstation efter den anden. Der er ikke så meget andet at sige; Det er laaaaang tid siden, at jeg har siddet til en musical, hvor musikken bare gik op i en højere enhed og virkelig viste, hvad netop denne teatergenre kan. 

Bjørg Gamst og hendes kanin var blandt aftenens stjerner!

Historien! Det er virkelig den, jeg sidder tilbage og jubler over. Som nævnt er det her en kommentar til klimakrisen og overforbrug. Det er en fortælling om, at vi ikke bare kan forbruge løs, for Jorden kan ikke følge med. Vi er rige, vi vil have velstand, og vi vil alle have mange børn. Men ressourcerne er der ikke. Hvordan løser vi det? 
Og det kommer der ikke et endegyldigt svar på i forestillingen. Det kan en musical heller ikke give. Det kan nærmest ingen give. Men "Urinetown" kommer med 2 bud på, hvordan man IKKE skal gøre; og dog. 
Tårnhøj, der er en magtliderlig satan, der kun tænker i penge og at leve sit eget fede liv, har sørget for at passe på ressourcerne. Man han har gjort det på bekostning af alle menneskerne i byen. Dem, der har svært ved at tjene til dagen af vejen, skaffer han sig af med, så de ikke forstyrrer hans perfekte verden. 
Samtidig vil oprørene bare have lov til at tisse. Når de vil, med hvem de vil, og hvor de vil. Men at ødsle ressourcerne væk uden tanke på de fremtidige konsekvenser er heller ikke løsningen.
Selvom musicalen langt hen af vejen giver os Tårnhøj som en skurk, så er der intet, der er sort hvidt. For når man når til slutningen, så sidder man alligevel tilbage og tænker: Hm.... måske havde han alligevel fat i noget.
Og dét er netop, hvad "Urinetown" kan. Den giver et vigtigt indspark i den diskussion, vi alle har nu. Hvordan passer vi på kloden, så den også er der til vores børn? Hvordan passer vi på hinanden, så alle kan være lige og have de samme rettigheder?

"Urinetown" er et must. Man skal se den. Den spiller ikke længe, men man SKAL købe billet, for med denne musical viser Fredericia Teater en helt ny side af sig selv; en side, jeg faktisk mener, de har gemt væk alt for længe. Ikke siden "Den snaldrede anstandsdame" har jeg været så godt underholdt hos dem. Denne forestillingen kaster musical som genre op i luften og blander det hele sammen på en original og virkningsfuld måde.
Med andre ord: Fredericia Teater pisser på det hele og gør det, de er allerbedst til!

- Og Lars Mølsted? Den ER sjov!

6/6 stjerner