.

.

lørdag den 9. februar 2019

"Tag gaden tilbage" af Sarah Engell og Sanne Munk-Jensen


Titel: Tag gaden tilbage
Forfatter: Sarah Engell og Sanne Munk-Jensen
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 268
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 

Bogen er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal. 


Polly bor i Nordjylland, og hun starter i gymnasiet sammen med sin veninde Kat. Den populære pige Caro får øje på Polly og hendes talent for at designe tøj; og pludselig kan Polly se sit snit til at blive en af de hotte på skolen. Men når man er på toppen, er der langt at falde, hvilket Polly må erfare på hårdeste vis. 

Sarah Engell er en forfatter, der er blevet talt om mange gange her på bloggen. Hendes værker er for mig kendetegnet ved en voldsom relevans, en hårdhed og en ærlighed overfor den unge læser. Netop derfor er hun en af de forfattere, jeg ofte anbefaler, når det kommer til YA. Men med denne bog har jeg fået lært en ny stemme at kende; nemlig Sanne Munk-Jensen. Og hvor er det dog fedt, at man efter endt læsning kan sidde og tænke; HVORFOR!? har jeg aldrig læst noget af denne forfatter?!
Hvad der virkelig er fedt, er, at man som læser ikke har en fornemmelse af, at den ene har skrevet mere end den anden. Til et bloggerarrangement fortalte forfatterne, at de har skrevet kapitlerne og så sendt dem til hinanden, rettet i det, sendt tilbage, rettet i det osv. På den måde er hver stemme udvasket og har blandet sig til en fælles; og den oplevelse sidder man virkelig tilbage med som læser.



Polly er bogens hovedperson og fortæller. Engell og Munk-Jensen fortalte, at de gerne ville have en stærk, kvindelig hovedperson, der kunne klare de slag, hun måtte få. Og det er bestemt sådan en pige, som Polly er. 
Polly er en pige som mange andre i gymnasiet; hun vil gerne være en af de populære, og hun synes, det er voldsomt pinligt, at hun ikke har haft en kæreste eller haft sex. Men Polly ved, at hun er god til én ting; nemlig at designe tøj. Polly ser muligheder i stof, i designs og er en mester til at sætte ting sammen og skabe. Det er en fed kontrast i hendes personlighed; Hun er voldsomt usikker i det sociale, men når det kommer til hendes designs er hun selvsikker og stærk. Derfor er styrken allerede at finde hos hende fra begyndelsen, og det er den, der skal videreudvikles gennem bogen. 
Polly vil gøre nærmest alt for at blive ven med Caro og opleve det vilde liv, hun lever. Og Polly må erfare, at man kan miste sig selv og alt det, man står for, i kampen for at blive en af de populære piger.
Pollys historie er måske lille, men for Polly er det hele verden, og det gør det på en måde endnu stærkere, fordi man som læser virkelig kan sætte sig ind i, at hun træffer valg og gør ting ud fra et desperat ønske om virkelig at passe ind.



Det er netop temaet omkring at passe ind versus at have ret til at være, der kommer til at fylde bogen; og det er virkelig et tema, der er relevant. Engell og Munk-Jensen fortalte til arrangementet, at historien opstod ud fra det syn, der er på drenge versus piger, når det kommer til sex: Er en fyr sammen med 3 på en aften, får han highfives, er en pige det samme, er hun en billig luder (groft sagt, alt har nuancer!). 
Her bliver der skrevet en historie om pige, der er nødt til at kæmpe for sin ret til at være menneske, for sin ret til at eksistere og ikke mindst for at være tro mod sig selv. Det kræver megen viljestyrke fra Pollys side, og som læser sidder man hele tiden og er i tvivl om, om hun vil klare den (især når man har læst Engells andre bøger, hvor man aldrig nogensinde ved, om man er købt eller solgt før sidste side!!). 

"Tag gaden tilbage" er en historie om at tage sit liv, sin værdighed og sin ret tilbage. Den handler om stærke kvinder, fællesskab og at være sig selv. Engell og Munk-Jensen har her leveret en page-turner, der fanger sin læser fra start til slut og har så mange fine nuancer, der både rører og forarger læseren. Man sidder tilbage med både lettelse og et ønske om at forandre noget i denne verden; og er det ikke netop det, en perfekt YA-roman skal kunne? Det mener jeg! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar