.

.

lørdag den 2. februar 2019

Månedlig opsummering: "Der forsvandt du"-januar



Dette var januar for mig: En måned, der aldrig kom. For nu er den væk, og jeg lagde slet ikke mærke til det. Samtidig er januar en måned, hvor der er sket SÅ mange skønne ting, der bare gør mig glad. Januar er en måned, der betyder en frisk start og for mange betyder det nytårsforsætter. Det er dog ikke tilfældet her. For mig er januar en mulighed for at optimere og ændre rutiner, og det er jeg godt i gang med. Det er små ting som fx ansigtspleje, men det er noget, der betyder uendeligt meget for mig. 
Januar har været hygge med søde venner og perfekt videoaften med sød veninde. Januar har været comedy og god mad med min mand.
Januar har været tons af arbejdstimer kastet efter skønne børn og unge mennesker. Januar har været læselyst men manglende tid. 
Januar har været en måned med ting at glæde sig til og se hen imod, når mørke morgener truede med at opsluge én. 
Januar har været hygge herhjemme og true-crime kigning, når ynglen sov. 
Januar har været overskud og træthed på samme tid. 
Januar har været nye læsebriller og opstart af sangundervisning.
Januar har været kold, mild og rar.

Januar på forældre-fronten: Tør jeg sige det? Januar har været fantastisk. Det virker faktisk til, at vores barn efter mange måneder er blevet normal. Jeg ved godt, at nu vil Gudernes vrede ramme mig, fordi jeg sagde det højt, men jeg er ligeglad. For så har vi da haft en periode med overskud. Tristan lærer nye ting hver dag, og han er verdens vildeste charmer. Alle ens principper ryger nogle gange, når han virkelig skruer op for charmen. 
Vi har været til stausmøde i vuggestuen, og det går så godt, siger de. Han hygger sig, han er i udvikling, og han elsker bøger (JA DET SAGDE DE!). Der arbejdes med temperament, men det er også en del af den alder, han er i lige nu. Tænderne holder pause, og jeg tror sgu vi er begyndt at sove igennem igen; at dagen så starter kl. 6 og ikke 7.30 mere skal mor lige vænne sig til, men dagen er SÅ meget nemmere, når han sover igennem og faktisk kan spise morgenmad. 
Så forældre-livet går godt lige nu. Og det er det vigtigste. 



I januar læste jeg: 2 bøger. Og en halv e-bog, men det tæller normalt ikke med. Jeg synes bare 2 bøger er alt for lidt. Men det skyldes, at tiden er gået til SÅ mange andre ting, og det er egentlig også okay. Jeg er SÅ klar til at gøre mere ved læsningen i februar.

Januars bedste bog: Begge bøger har været så gode læseoplevelser, men den ALLERfedeste var "Fjendens ansigt" af Patrick Ness. Jeg ELSKEDE den og kunne slet ikke ligge den fra mig. Han kan bare et eller andet, og det er en så vild serie. Den var alt det, jeg håbede på, og nu sidder jeg pænt og (u)tålmodigt og venter på bog 3...

Januars mest skuffende bog: Som nævnt er der ikke en skuffende bog denne måned. Så kedelig er jeg. Undskyld.

Hvad byder den kommende måned på?: Februar bliver SÅ fed en måned! Vi skal i teateret, jeg skal til bogrelease i København, og generelt er kalenderen bare ikke lige så proppet som i januar. Det er virkelig rart, og jeg glæder mig til en vinterferie sammen med min lille familie. Bøgerne er ikke rigtigt planlagt, udover at jeg skal have færdiggjort den e-bog, jeg er startet på. Og "Kære Evan Hansen", som jeg læser lige nu. Februar bliver god. Det ved jeg!

Har I haft en god start på 2019? Er der blevet læst nogle gode bøger?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar