.

.

onsdag den 19. december 2018

"SKAM: Eva" af Julie Andem


Titel: SKAM: Eva
Forfatter: Julie Andem
Serie: SKAM
Forlag: Høst&Søn
Sider: 206
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5 

Bogen er stillet til rådighed af forlaget Høst&Søn.


Eva kommer ind på drømmegymnasiet, Nissen, og det gør kæresten Jonas også. Det giver dog nogle skår i glæden da eks-veninden Ingrid også kommer ind. Eva kæmper for at komme videre efter bruddet med Ingrid, og hun er meget nervøs for sit sociale liv på gymnasiet. 

"SKAM" blev en megasucces i tv, og jeg kan virkelig godt forstå hvorfor. Jeg bingede de første 2 sæsoner, da DR fik dem op, og så blev jeg mor og kom aldrig videre. Nu er jeg atter i gang (efter læsningen af denne bog blev jeg mindet om, hvor totalfedt universet er!), og SKAM kan bare et eller andet, når det kommer til at være en serie til og for unge. 
Derfor blev jeg rigtig glad og nysgerrig, da jeg så, at Høst&Søn havde fået lov at udgive seriens råmanuskript, så man nu også kunne læse sig til SKAM. 


Eva er denne bogs (eller sæsons) hovedperson, og det er gennem hendes virkelighed, at historien fortælles. Eva er en meget usikker pige, og hun er konstant bange for at skille sig ud eller stå alene tilbage. Det går ret hurtigt op for læseren, at der er sket noget mellem Eva og Ingrid, der har gjort, at Eva nu er socialt udstødt og står alene tilbage. Den eneste, hun har, er Jonas, og derfor er hun dybt afhængig af deres forhold. Hun er desperat efter Jonas' accept, og hun står hvileløst tilbage, når han skal være sammen med bedstevennen Isak. 
Eva er den typiske teenager forstået på den måde, at hun er usikker, bange for at være en nobody og går meget op i, hvad folk siger om hende. 
Evas udvikling sker uden tvivl i venskabet med de andre piger, hun møder på skolen, især Noora, der er hendes åbenlyse modsætning. Kemien mellem dem og de samtaler, de har, er så fint skrevet, og jeg kunne ofte se mig selv meget i Eva og hendes tankegang. 


Det ekstra fede ved bogen er, at man får nyt materiale. Som nævnt er dette et råmanus, så der er slettede scener, slettede kommentarer og såmænd også en masse af Andems tanker omkring en specifik scene eller dialog. Det er rigtig fedt at få lov at komme med i udviklingen af fortællingen, og Andems refleksioner er både morsomme og virkelig snedige. Det gav virkelig læsningen et eller andet, og det gjorde, at det var en enormt fed bog at læse. Manusset er skrevet meget levende, og jeg sad på intet tidspunkt og tænkte; ej det er bedre på film. Det var lige så godt! 
Jeg var dybt imponeret over, hvordan bogen kunne leve op til mine forventninger, men det gjorde den på alle måder.

"SKAM" som bog er både til de etablerede SKAM-fans og til de nye. Her får man lidt ekstra med, og den mindede mig om, hvad det er, som SKAM kan. Den er realistisk og meget nøgen, hvilket virkelig gør, at den tvinger sin læser til at investere sig i fortællingen. Dens umiddelbarhed er et unikum, og jeg glæder mig virkelig til at læse de andre manuskripter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar