.

.

søndag den 30. december 2018

"Fake" af E. Lockhart


Titel: Fake
Forfatter: E. Lockhart
Serie: -
Forlag: Høst&Søn
Sider: 264
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Bogen er stillet til rådighed af forlaget Høst&Søn. 


Jule forsøger at være alt det, som hun ikke er. Hun er hemmelig agent, hun er en kamæleon, og hun er en mester i at finde på en god historie.
Men det er ikke let at flygte fra sandheden, og Jule må snart erkende, hvem hun virkelig er.

Min historie med E. Lockhart er ret sjov. Jeg læste hendes "We were liars" på engelsk og kunne slet ikke forstå den hype, der var omkring den. Så læste jeg den på dansk, for mange sagde, at den skulle have et second read, og jeg tænkte, at det måske hjalp på mit modersmål. Og det gjorde det. Bogen var fantastisk. Lockhart kan noget, når det kommer til thrillere, og hun er en mester i suspense og små ledetråde.
Det beviser hun atter med FAKE. FAKE er en bog, der virkelig tog mig med storm, og jeg kunne slet ikke ligge den fra mig. Jeg MÅTTE bare læse videre, for den var dragende og fængende fra første side.



Det er især Jule som hovedperson, der gør, at bogen bliver fængslende. Jule fortæller historien, og som læser aner man intet om hende - vi ved kun det, som Jule fortæller os; og ikke engang det, kan vi være sikre på. Jule er en mesterlig løgner, og hun fanger læseren i sit spind af historier og personaer.
Man kan aldrig vide sig sikker, når det kommer til den historie, der fortælles.
Det, man så lærer om Jule, er spændende. Hun er meget ensom, hun holder alle ud i en armslængde, og Jule gør alt for at have kontrol.
Hun elsker Imogen, og hun er nærmest besat af hende. For Jule er Imogen nærmest perfekt, og hun higer efter den anerkendelse, veninden kan give hende.
Der er noget i relationen mellem Imogen og Jule, der skræmmer mig som læser, og Lockhart skriver det helt fantastisk.
Bogen er skrevet på den måde, at man læser historien bagfra. Man starter altså med slutningen og bevæger sig længere og længere tilbage i tiden. På den måde er man som læser hele tiden ikke klar over, hvad der er sket. Man får tingene i små bidder, og man kan gætte med på en helt anden måde; man ved på sin vis, hvor man skal ende, og så alligevel ikke. Når alle brikkerne er samlet til et billede, sidder man tilbage med åben mund og er blæst tilbage over et fantastisk mysterium og en alt for spændende thriller.  




"Fake" er endnu et mesterværk af E.Lockhart. Den er et mysterium, men den kan meget, meget mere. Her er en historie om sorg, at turde være sig selv og leve sit eget liv og ikke mindst en historie om besættelse og forbilleder.
Lockhart har her skrevet en bog, der tager sin læser med storm, og hun beviser igen, at hun er YA-mysteriernes mester.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar