.

.

fredag den 5. oktober 2018

"Tarzan" på Fredericia Teater



Når jeg siger, at scenografien er for vild, så mener jeg det altså! Her er fysiske effekter og teknik gået sammen i en højere enhed, der efterlod mig med åben mund af forundring.


Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose. 

Tarzans forældre er skibbrudne og dør i junglen. Heldigvis finder aben Kala den lille dreng og tager ham til sig. Tarzan opfostres hos aberne og nyder sin tilværelse. Men da den smukke Jane Porter og hendes far tager til junglen for at studere gorillaer, går det op for Tarzan, at han er mere end blot en gorilla. Og at der er andre præcis som han.

“Tarzan” er den disneyfilm jeg virkelig kan huske at have et forhold til. Jeg så den i biografen, og jeg husker den som den fleste Disney-oplevelse på det store lærred. Jeg husker at samle på alle dukker og merchandise og at have slidt 3!! cd’er med soundtracket fordi musikken bare gjorde et eller andet ved mig.
Det her er en fortælling, det har en enorm affektionsværdi for mig. Den har så stor betydning for min barndom, og det er også en film, der virkelig lærte mig omkring at alle er ens og at vi alle kan og skal elskes. Samtidig var det nok også den film, der lærte mig, hvad musik kan gøre for en historie. Stig Rossens stemme er blevet så stor en del af min barndom, og det er sange, jeg kan til husløshed.
Derfor var det her en forestilling, jeg virkelig havde høje forventninger til. For mig var det her lidt en "enten-bliver-det-her-fantastisk-eller-også-bliver-det-slet-ikke-som-jeg-håber"-oplevelse. Heldigvis blev det den første slags!
Jeg sidder tilbage med en boblende glæde i maven over, at Fredericia Teater virkelig har ydet min barndom værdighed og har behandlet den fantastiske historie rigtig godt.
Også selvom den til tider har sine fejl og mangler.


Samspillet mellem Gamst (Jane Porter) og Nielsen (Tarzan) var sublimt og enormt underholdende!

Skuespillerne er som altid rigtig godt castet. Jeg var især imponeret over Maria Skuladottir i rollen som Kala. Hun var fantastisk til at vise det dyriske samtidig med, at hun var meget menneskelig. De små bevægelser og lyde, der hele tiden var del af hendes skuespil, gjorde, at man som publikum bare købte, at hun selvfølgelig var en gorilla. Skuladottirs stemme er fortryllende, og hendes måde at synge "Du er mit hjerteslag" på, var fuld af kærlighed, omsorg og lykke over at være mor. Det ramte mit moderhjerte dybt, og jeg må sige, at Skuladottir for mig var aftenens stjerne. Det er alt for længe siden, at vi har set hende som hovedrolle i en forestilling, og GUD! hvor har jeg savnet hende på scenen.
En stor glæde var også at opleve Kim Ace Nielsen i rollen som Tarzan. Jeg har ikke tidligere set Nielsen på scenen, men som Tarzan gjorde han det sublimt. Han VAR Tarzan. Alle replikker, sange og bevægelser passede bare til punkt og prikke. Hvor vildt er det lige, at han synger, mens han laver en salto op i en ring for at svinge sig rundt - og at det bare ser ud til at være noget, han har gjort evigt og altid?! Nielsen synger fantastisk og spiller rollen lige som den skal leveres. Jeg glæder mig virkelig til at følge hans karriere på teateret. 

Aftenens glædelige overraskelse og gensyn var Maria Skuladottir i rollen som Kala.
 Scenografien er jo awesome. Slut. Der er simpelthen ikke mere at sige! Fredericia teater har virkelig lært noget efter at have lavet "Klokkeren fra Notre Dame" sidste år. Det der med at bygge salen ud i rummet og simpelthen bruge det store rum, de har til rådighed er en genial idé; og her sker det, så man som tilskuer ALLE steder i salen får noget ud af det. Der er bygget gangbroer i balkonhøjde, der er bygget ud i siderne og man sidder i junglen sammen med gorillaerne. Der sker så meget med statister hele tiden, at jeg flere gange tog mig selv i bare at betragte dem og deres gorilla-adfærd. Alle spillede så overbevisende og havde hver sit særpræg, så det blev aldrig kedeligt at kigge rundt omkring på den store scene. Når aberne skulle svinge sig rundt var det som at være i cirkus. De kunne sno sig og lave de vildeste tricks i luften, og det var så fascinerende at kigge på. Jeg er SÅ imponeret over hele setuppet, hvor skærme blev brugt til at skabe en god dybde, og rekvisitter hjalp historien godt på vej. Statister og ensemble er bare blevet den nye spidskompetence for teateret, og de beviser atter, at mange statister kan styrke en historie yderligere.
 
Scenografien var bygget ud i hele salen og gav tilskuerne en oplevelse af at være i junglen hele vejen gennem forestillingen.

Historien er det sidste, vi mangler at berøre. Og det er her, jeg til tider bliver kastet lidt ud af illusionen. Den glade Disney-seer husker, at filmen starter med en montage, der følger menneske- og abefamilierne og hvordan deres skæbner flettes sammen. Montager fungerer super godt på film - men ikke på en scene. Det er svært ikke at få sådan en montage til enten at vare alt for længe (fordi man er nødt til at spille scenerne og gøre dem længere) eller gå alt for stærkt, fordi montager som sagt bare ikke fungerer på en scene.
Og det er sidstnævnte, der bliver tilfældet her. Jeg var heldig at jeg kendte historien, så jeg var med på handlingen, fordi det går så stærkt, at man som tilskuer knapt nok når at opfatte, hvad der sker. Historien suser fremad, og pludseligt sænkes tempoet markant. Den rørende scene, som starten er, forsvinder i forvirring og det er en skam. Til gengæld vælger man at bruge tid på en alt for lang sang med latinske navne for dyr og planter for igen at lade det store klimaks vare max 3 minutter. Der er en lidt mærkelig prioritering ift den historie, som der skal fortælles, og det gør, at jeg som tilskuer til tider står lidt af. Det er forestillingens eneste anke, for i det store og hele er det nogle gode ændringer, der er gjort, når man skal gå fra film til scene.

"Tarzan" er en af de forestillinger, Fredericia Teater bliver husket for. De slår fast, at de har helt styr på skuespil, scenografi og musik. Denne forestilling efterlader publikum med åben mund og store øjne, fordi de atter formår at lave en storslået forestilling, der tager os med storm. Man bliver rørt, man griner, og der er noget for store og små. For mig var det her en god påmindelse om en stor del af min barndom, og jeg går nu og hører Tarzan på repeat derhjemme. Der er ikke så meget at sige: Fredericia Teater har gjort det igen!


5/6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar