.

.

mandag den 15. oktober 2018

"Mowgli" af Sarah Engell


Titel: Mowgli
Forfatter: Sarah Engell
Serie: -
Forlag: Carlsen
Sider: 45
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Carlsen.


Pigen bor i mørket bag den låste dør. Mor er god til at lege og er stærk, modig og er der altid, når det gælder. Men engang i mellem kan pigen høre nogen synge gennem risten, og vuggevisen er en trøst i det evige mørke.

Sarah Engell er blevet rost til skyerne på den her blog op til flere gange - det er ikke en hemmelighed! Senest med bogen "Fuglemanden", der var en tegneserie om en pige med skizofreni. 
Billeder siger mere end 1000 ord, og jeg understregede i min anmeldelse, at jeg bestemt håbede, at Engell ikke var færdig med illustrerede bøger. Derfor blev jeg ekstra glad, da jeg hørte, at "Mowgli" ikke "bare" var en normal roman; men den var med smukke og fængende tegninger af Cato Thau-Jensen. 


Billederne er med til at understrege den enormt spændende og fængslende novelle. De er med til at skabe den stemning, som læseren drages ind i, og den understreger den tragiske fortælling, som Engell deler med læseren. 
Illustrationerne ligner en blanding af tegninger og udklip, og jeg er helt vild med stilen. Det er dejligt anderledes og gør noget godt for historien. Det giver derfor mening, at historien er en novelle; illustrationerne gør det ikke nødvendigt med mere skrift, for de skaber al den beskrivelse, som Engell ellers er fantastisk til at benytte.

Da jeg læste bogen, mindede den mig totalt om "Room" af Emma Donoghue (som jeg btw virkelig elskede!!). Historien om Mowgli-børn, der har haft minimal menneskelig kontakt og intet kender til virkeligheden er dybt fascinerende. Hvad skal der til for, at de kan klare sig her i verden? Hvilke fatale konsekvenser har deres opvækst for deres videre liv?
Det berører Engell med denne novelle, og atter engang tager hun et tema op, som meget få kender til. Det er det, Engell kan. Og det har jeg så stor respekt for.



Jeg læste bogen 4 gange. Og det gjorde jeg, fordi jeg ikke helt forstod historien. Måske er det heller ikke meningen? Her er som sådan ikke tale om en plotdrevet fortælling, men jeg står alligevel tilbage med en følelse af, at der er noget jeg misser trods gentagne læsninger. Ganske enkelt er jeg simpelthen i tvivl om, hvad der sker gennem historien. Og det er den eneste grund til, at den ikke får topkarakter!

"Mowgli" er en kort men enormt vigtig fortælling. Engell fængsler sin læser (bogstavlig talt!), og tager et emne op, der skal langt mere fokus på. Her er en fortælling om en dyb tragedie, men alligevel efterlader den sin læser med et strejf af håb. Dette er en anderledes historie fra Engell men ikke desto mindre endnu en perle i hendes forfatterskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar