.

.

søndag den 21. oktober 2018

"Alt dette er sandt" af Lygia Day Penaflor


Titel: Alt dette er sandt
Forfatter: Lygia Day Penaflor
Serie: -
Forlag: CarlsenPULS
Sider: 432
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Bogen er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPULS.


Da Miri, Soleil, Penny og Jonah møder deres yndlingsforfatter, Fatima Ro, og bliver bedste venner med hende, kan de ikke forstå deres eget held. Men fra den ene dag til den anden forsvinder Fatima, og da hendes nye bog udkommer, får de 4 venner et chok: Den nye bog omhandler nemlig dem. 

"Alt dette er sandt" tiltalte mig helt vildt. Det her med at have en bog fra flere forskellige vinkler og en historie, hvor man som læser ikke aner, hvad der er sandhed og opdigtet, er enormt fascinerende. Det er virkelig sådanne koncepter, jeg er en sucker for.
Da jeg så, at bogen udkom på dansk, var jeg simpelthen nødt til at eje den, og da jeg endelig havde den mellem hænderne, var den læst på ingen tid. Jeg har fundet læsetid på arbejde, i spisepauser eller bare lige i 30 sekunder, hvor jeg lige stod med den derhjemme. Det her er en bog, jeg slet ikke har kunnet lægge fra mig, og det er der mange årsager til. Det er både historien, karaktererne og fortællerstilen, der gik op i en højere enhed for mig og gjorde, at det har var en AWESOME læseoplevelse. 


Bogen er sat sammen af blandt andet de 3 pigers fortælling gennem interview og dagbogsnotater. Jonah er nemlig i koma, og det er hans ulykke, der udløser, at pigernes historie nu skal fortælles.
Miri er den, der elsker Fatima mest. Hun ser SÅ meget op til hende og romanen "Understrøm". For Miri er alvoren slet ikke sevet ind. Miri holder fast i, at Fatima ikke har gjort noget for at skade dem, og på sin vis bliver Miri for mig også den mest spændende at følge. Her er en pige, der er blevet så manipuleret ind i Fatimas verden, at hun slet ikke kan komme derfra igen. Miri er som hjernevasket og står derfor i stærk kontrakt til de 2 andre piger.
Soleils fortælling er primært gennem dagbogsnotater og sms'er med Fatima. Fatima har forsøgt at få hende og Jonah til at blive kærester og vil bare vide alt om deres forhold. For Soleil er Fatima en støtte og god veninde, indtil den nye bog udkommer og hun indser, hvordan hun er blevet udnyttet. Soleils historie handler om kærlighed på flere måder og om det massive svigt, man kan opleve, når man virkelig åbner sig for et andet menneske.
Penny kæmper for at vise, at hun er andet end en overfladisk party-pige, og Penny er rasende over alt det, der er sket mellem pigerne og Fatima. Hun kæmper for at få alle til at se, hvilken slange Fatima i virkeligheden er.
Alle pigerne har hver deres vinkel på sagen med Fatima og på det forhold, de har udviklet til hende. Som læser er der ingen af siderne der bliver uinteressante, for man får en oplevelse af, at de alle har en del af sandheden hos sig. 


Det er især måden, bogen er sat op på, der virker for mig. Det er sider med interview, sms'er og dagbogsnotater. Samtidig er der også uddrag fra den bog, som Fatima Ro skriver over sit forhold til pigerne. Det hele skaber så historien om, hvad der er sket, både før, under og efter Fatima træder ind i pigernes liv. Det er genialt med de mange forskellige medier, der sættes sammen, især fordi det giver et sindssygt godt læseflow. Der er SÅ få sider med ren tekst, så selvom der er tale om en lang bog, vender man den ene side efter den anden i al hast for at komme videre med historien. Den er læst sindssygt hurtigt, og man kan altid liiiige nå et kapitel mere, fordi der ikke står specielt meget på siderne og kapitlerne er dejligt korte.
Det er lang tid siden, at jeg har haft så godt et læseflow igennem lang bog, og jeg er bare en sucker for at blande forskellige medier ind i opsætningen af en bog.


Historien er også genial. Den omhandler svigt, drømme og at flygte fra sin fortid på rigtig mange planer. Som læser er det hele ret forvirrende til at starte med, og man affinder sig hurtigt med, at man er nødt til at dykke ned i hver piges fortælling for at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, og hvad der er sket med både dem og Jonah. 
Det hele er så spændende og intenst fra start til slut, at bogen er umulig at ligge fra sig (udover når man skal arbejde, for så skal man!), og den fanger fra første side. 

"Alt dette er sandt" er et mesterværk indenfor YA. Den er original, genialt skrevet og har en medrivende og intens fortælling, der fanger sin læser fra start til slut. Den er både rørende og virkelig gruopvækkende, og den får sin læser til at tænke over relationer, venskaber og tilgivelse. Alle vigtige emner, som YA skal tage op. Her gør Penaflor det til perfektion, og jeg kan roligt sige, at denne bog er en ny favorit på min YA-liste.

2 kommentarer:

  1. Super godt og gennemgående blogindlæg. Skide godt skrevet :)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød! Tusind tak! Det betyder rigtig meget :).

      Slet