.

.

onsdag den 12. september 2018

"Kampen om tronen" af George R.R. Martin


Titel: Kampen om tronen
Forfatter: George R.R. Martin
Serie: Game of Thrones
Forlag: Gyldendal
Sider: 770
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Riget Westeros er underlagt stort pres. De 7 kongedømmer ulmer af frygt for den kommende vinter, vandrende og ikke mindst krigen, der snart er uundgåelig.
Kongen søger Ned Stark i det kolde nord og beder ham være sin rådgiver.
Men Ned lærer hurtigt, at i kampen om tronen, er der kun 2 muligheder; man vinder kampen. Eller også dør man.

Okay, jeg ved det. Jeg er langsom. Det er først nu, at jeg endelig har læst den første bog i en serie, som folk har lovprist i flere år. Og hvor er jeg dig glad for, at jeg endelig har fået taget mig sammen til at læse den!
Jeg er total up to date med serien, når det kommer til HBO, men det er først nu, at jeg tog mod til mig og begyndte på bogen; WAUW!
Det er nok det bedste ord til at beskrive denne episke fortælling.
“Kampen om tronen” er fantasy, når det er bedst og mørkest samtidig med, at det er portrættering af karakterer på fornemmeste hus.
Den fungerer på SÅ mange planer, og som læser var jeg hooked fra første side - selvom jeg havde set serien.

At sige at der er en bestemt hovedperson er svært. Bogen er nemlig fortalt fra adskillige synsvinkler, så man som læser aldrig kommer til at kede sig.
Det må siges især at være Daenerys Targaryens (senere kaldet Danny) og Sansa Starks fortælling, der fangede mig mest. 

Danny og hendes bror har måttet flygte fra Vesteros, da deres far falder som konge. Nu skal Danny giftes med Drogo, og hun forstår slet ikke, hvad der sker omkring hende. Hun handles med, så hendes bror kan få en hær til at generobre Vesteros. 
Dannys udvikling gennem bogen er fænomenal, og hendes kapitler viser tydeligt, at her er der potentiale til en episk fortælling omkring magt, og hvem der har ret til tronen. 
Danny er en 14årig pige, der ret hurtigt udvikler sig til kvinde, og som læser glæder man sig virkelig til at følge hende i de kommende bøger.
Sansa Stark er den ældste pige i Stark-familien, og umiddelbart virker hun skide irriterende. Hun går op i hår og kjoler og vil bare gerne være prinsesse og bo i Hovedstaden, da hun er trolovet med prins Joffrey. 
Men det, der gør, at Sansas historie bliver ufatteligt interessant, er, at man gennem hende må indse, at det hele ikke bare er et eventyr; det er et nådesløst spil, hvor hovedet ruller, og hvor man ikke kan stole på nogen ud over sig selv. 
Sansa udsættes for de vildeste twists i plottet, og hun bliver flere gange offer for psykisk og fysisk vold. Sansa er bestemt ikke en naiv prinsesse, da bogen slutter, og derfor giver hendes fortælling også bare så god mening. 

Universet er jeg ærlig talt glad for, at jeg kendte lidt til fra serien. Som det er med sådanne episke fantasyromaner, så kræver det altså, at man har tungen lige i munden de første 100-150 sider, så man har styr på alle karakterer og kongeriget. Heldigvis beskrives der mange ting, men det er ikke sådan, at handlingen går i stå af det. På trods af sine 770 sider, er det her en bog, man som læser bare sluger, fordi den er så intens, og man ved sig ikke sikker på noget tidspunkt. Martin er nådesløs, når det kommer til sine karakterer, og derfor skal man liiiige have et kapitel mere, for hvad sker der nu med den og den?

"Kampen om tronen" er fantasy af bedste skuffe. Den er spændende, magisk og virkelig flot skrevet. Som læser drages man af alle karaktererne, og man kan slet ikke få nok. Spillet om magt fylder meget, og den er til det ældre fantasy-publikum. Det er faktisk fedt, for så kan grusomheden også få lov at få sin plads, og det giver bare så god mening i netop denne fortælling. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme videre med serien!

5 kommentarer:

  1. Det kan være jeg skal til at komme igang også. Har svært ved at tage den frem pga. HBO serien, men lyder ikke som om der er noget der ødelægger noget, hverken som bog eller serie?

    SvarSlet
    Svar
    1. Absolut ikke! Jeg synes faktisk det er fedt at have set serien fordi man så kan have overskud til sproget og handlingen fordi man netop kender historien og universet :)

      Slet
  2. Så lige at du allerede nu har læst en bog mere, end du havde sat dig for i år! Godt gået!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det er dælme også vildt; jeg troede slet ikke jeg ville nå så mange efter baby. Normalt er mit mål 50, men jeg vidste bare, at det ville jeg ikke nå; så jeg tænkte 30 nok var realistisk :D

      Slet
  3. Jeg har SÅ længe overvejet at gå igang. Jeg ved at det vil være lettest for mig at læse dem på dansk, men jeg er bange for at blive for irriteret på oversættelsen, da jeg har hørt at navne og steder også er oversat. Jeg kan se at du har læst den på dansk, var oversættelsen noget du tænkte over under læsningen?

    SvarSlet