.

.

mandag den 11. juni 2018

"Sjælevandrer: Ourea" af Charlotte Fischer



Titel: Sjælevandrer: Ourea
Forfatter: Charlotte Fischer
Serie: Sjælevandrer
Forlag: Facet
Sider: 383
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Facet. 



Der er sket meget siden den 1.bog. Dahlia og Cawis søn, Colin, er blevet voksen og skal endelig til at kæmpe for sin plads på ekspeditionerne, der undersøger de elektriske storme. 
Han er ikke den eneste unge mand, der drømmer om at være end el af temaet. Han møder Linder, som han kommer rigtig godt ud af det med - måske endda lidt for godt...
Cawi hjemsøges af drømme fra Sjælevandrernes verden, og han får sværere og sværere ved at skelne mellem virkelighed og fantasi. 
Familien er tæt på et smuldre, og ingen ved, hvad de skal gøre ved det...

Jeg var ret vild med den første bog i serien. Den overraskede mig virkelig positivt, og derfor var jeg også ret spændt på at læse den næste i serien. 
Bog 2 har virkelig også mange forcer - men der er også ting, hvor jeg står tilbage med en lidt flad fornemmelse. Derfor virkede den til tider lidt som en svær 2'er. 
At læse videre i dette univers var rigtig fedt. Jeg har savnet karaktererne lidt, og jeg glædede mig til at se, hvad der var sket så mange år efter. 
Bogen er denne gang fortalt af en del flere personer, men det må nok siges, at det er Colin, der primært er hovedpersonen i denne fortælling. 


Colin er søn af Dahlia og Cawi, og han minder på mange måder om sin far, hvilket han ofte hører. Han skal derfor leve op til rigtig mange ting, da han starter på uddannelsen. Hans far er øverstkommanderende for dem, der tager ud i stormene, og derfor vil Colin også gerne gøre Cawi stolt. 
Colin kæmper for at finde sig selv og ikke bare være en kopi. Og da han rammes i stormene og lammes, er det lidt ala den historie, der var i bog 1, hvor Cawi kommer til skade. Colins ulykke udløser en masse forfærdeligt i hans familie, og det er også derfor, at den storyline fungerer igen i samme serie. 
Selvom hun ikke var fortælleren i særligt mange kapitler, har jeg bare et soft spot for hende. Dahlia er den mor, der bare kæmper for at holde sammen på det hele, og man kan bare mærke, hvordan det hele falder sammen omkring hende. Der er noget virkelig tragisk over hende som fortæller, og det var hendes kapitler, der virkelig satte sig i mig. 

Generelt er det "fedt" (kan man mene det overhovedet?!), at familien krakelerer. Det var en MEGET idyllisk fortælling i den første bog om lyserød kærlighed, der bare altid ville sejre. I bog 2 bliver det mere en realistisk fortælling om udfordringer, sorg, svigt og at finde sig selv. Det klædte historien rigtig meget, og det gav karaktererne rig mulighed for udvikling. 
Men så er der også ting, der bare var svære at arbejde med. De er lidt svære at beskrive her i anmeldelsen uden at spoile handlingen, men jeg vil prøve. Og dig, der har læst bogen, ved med garanti, hvad jeg snakker om.


For det første: Linders hemmelighed. Belejligt. Det er nok det ord, der passer bedst. Jeg blev faktisk lidt sur, fordi jeg synes, at Fischer ikke turde gå all in på en tematik og et plot, hun ellers havde bygget meget op til. Det var en skam. Virkelig. Især fordi det bare gjorde, at jeg ikke blev fan af Linder/Colin forholdet i længden. 
For det andet: Colins skade. Igen må ordet belejligt bringes på banen, da han kommer på et nyt hospital. Det er igen som om, at handlingen trues af konflikterne, og derfor skal tingene lige løses, så vi kan komme videre. Så skal konflikten ikke være der til at starte med. 

"Ourea" er på mange måder en fed fortsættelse. Der er meget mere om sjælevandrer-universet, der er mere dyster stemmning hos vores hovedpersoner, og der er en udvikling i handlingen, der giver mening på mange måder og virkelig lægger op til den sidste bog i serien.
Den har desværre også sine fejl og mangler. Men jeg har bestemt ikke opgivet serien! Jeg er SÅ klar til den sidste bog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar