.

.

mandag den 14. maj 2018

"Claire og julemiraklet" af Luna Mørup


Titel: Claire og julemiraklet
Forfatter: Luna Mørup
Serie: -
Forlag: Solvind
Sider: 157
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af forfatteren selv. 


Claire har mistet sin far for 2 måneder siden, og hverken hende eller hendes mor er på nogen måde kommet videre. Men Claires mor bestemmer, at de skal ned til deres franske familie i julen. Det er det sidste, Claire har lyst til, men da hun møder Fleur, bliver alt forandret. Problemet er bare, at Fleur er kæreste med Claires fætter.

Det kan til tider være rart med en bog, der er præcis dét, man forventer. Det er lige præcis sådan en, "Claire og julemiraklet" er. Det er ikke ment negativt på nogen måde. Historien om Claire er en sød, lille romantisk fortælling, der giver sin læser præcis det, som man forventer. 

Claire er bogens hovedperson. Hun har netop mistet sin far, og hun kæmper med sorgen over at have mistet både en forælder og sin bedste ven. Hun var særligt tæt med sin far og har ikke længere én at dele alt med. Det hjælper heller ikke, at hun er startet på en ny skole, hvor alle hader hende og mobber. Claire har med andre ord virkelig brug for, at der sker noget positivt i hendes liv.
Claire må gennem forholdet til Fleur indse, at hun er til piger. Det er det lille twist, der gør, at hun ikke blev den stereotype karakter, jeg ellers lidt frygtede, da jeg startede bogen. Hun går i sort, bliver drillet af poptøsen, har en til tider kikset mor og hader bare alle. Men Claires seksualitet gør, at hun bliver spændende at følge. 


Forholdet mellem Claire og Fleur udvikler sig rigtig fint og naturligt. Det er nok det, som Mørup tager sig bedst tid med gennem sin bog. Deres gode samtaler, Claires trøst i Fleur og Fleurs interesse i Claire. Alle delene går rigtig godt i spænd, og det er helt klart mellem de to, at bogen har sine allerbedste scener. 

Noget af det, der var svært for mig gennem historien, var tempoet. Til tider synes jeg, at tingene gik ALT for stærkt. Der var nogle dialoger, jeg virkelig godt kunne have brugt endnu mere tid på, og konflikter blev løst lidt for hurtigt og lidt for let. Til tider var jeg ikke i tvivl om, at slutningen var der, vi skulle hen, og desværre følte jeg, at vi ikke kunne komme derhen hurtigt nok. Det var en skam, fordi der netop kunne opstå nogle rigtig fine øjeblikke bogen igennem. 

"Claire og julemiraklet" er en rigtig fin og sød fortælling. Den underholdt mig, mens jeg læste, og jeg synes det er fedt, at der her en kærlighedshistorie om 2 piger. Mørup har fået skudt sin forfatterkarriere i gang, og jeg glæder mig til at se, hvad hun kommer med som det næste.

2 kommentarer: