.

.

lørdag den 7. april 2018

"Skrumlefesten" af Elisabeth Weinkauff


Titel: Skrumlefesten
Forfatter: Elisabeth Weinkauff
Serie: -
Forlag: Blandede bolsjer
Sider: 62
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Blandede bolsjer.


Skrumlerne bor i skoven med en masse andre væsner. Hvert år holder de en stor fest kaldet Skrumlefesten. Men de voksne er blevet syge og har taget sovebryg, så festen er i fare for at blive aflyst. Børnene tager sagen i egen hånd, men kan de nå at stable det hele på benene på kun 4 dage?

Det er ikke tit, at jeg læser børnebøger og anmelder dem her på bloggen, men der var et eller andet over Skrumlernes historie, der tiltalte mig. Skrumlernes verden er rigtig hyggelig og lige til at dykke ned i sammen med de mindste. 
Bogen har lige dele spænding, hygge og fantasi, og det gør historien letlæselig og svær at lægge fra sig. 
Skrumlerne er hyggelige og spøjse væsner, der er svære ikke at holde af.


Når man tager med Skrumlerne på eventyr er de ledsaget af rigtig fine illustrationer, der hjælper fantasien på vej. Tegningerne er farverige og hyggelige og minder mig virkelig om "Troldeliv"-tegningerne af Peter Madsen. 
Skrumlebørnene har hver sine egenskaber, og det er tydeligt, at sammen kan de alt. Der er den organiserede, den sjove og den lidt kluntede. Men alle skal bruges på et bestemt tidspunkt gennem bogen, præcis som i et klassisk eventyr. 

"Skrumlefesten" er virkelig hyggelig, og den mindede mig om, at børnebøger bare kan noget helt specielt. Den fik mig til at grine og tog mig med til en verden, jeg virkelig havde det rart i. Illustrationerne er prikken over i'et, og jeg håber bestemt, at der kommer flere bøger om de fine Skrumler. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar