.

.

mandag den 30. april 2018

"Prinsen af Egypten" på Fredericia Teater

Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose.

Egypten er midt i sin storhedstid. Der bygges pyramider, monomenter, og der regeres med hård hånd. Farao leder landet, og han vil bygge sit store imperium for at vise, at han er den største. Men hebræerne bliver et større og større folkeslag, og Farao frygter, at de en dag vil lave et oprør. Drengebørnene slås ihjel, men Moses bliver reddet af sin mors snedighed. Faraos kone finder ham og tager ham til sig. 
Moses må dog flygte fra paladset, da han slår en egyptisk vagt ihjel. Og her opdager han, at Gud har forudbestemt, at det er ham, der skal frelse hebræerne fra Egypten og Faraos kløer.


Det er fedt, at Fredericia Teater nu kaster sig over andet end Disney. Men for mig er "Prinsen af Egypten"-tegnefilmen lidt som Disney. Jeg har set den lige så meget som barn, og jeg kan sangene til hudløshed. Det er en historie, der står mig utroligt nær, og derfor var jeg SÅ glad, da jeg hørte, at Fredericia Teater ville lave en sceneopsætning af den fantastiske fortælling. 
Spørgsmålet er så, om de har holdt deres høje standard, og om de formår at fortælle en så episk historie, som vi alle kender på den ene eller anden måde fra folkeskoletiderne.
Svaret er både ja og nej. Lad os starte med ja.

Hvorfor have rigtige heste, når hestevognen kan være statisterne? Som tilskuer køber man idéen 100%, når man sidder i salen.

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det er nok første gang, at jeg for alvor har lagt mærke til danserne i en musical. Jeg lagde ikke bare mærke til dem, jeg blev blæst bagover over deres talent og formåen!
Det er sket et par gange, at jeg har været lidt efter Fredericia Teater og deres scenografi samt kulisser. Jeg har skældt ud over manglende ting på scenen og "dovne løsninger" i form at skærme. I denne forestilling er der nærmest ingenting på scenen. Det eneste, der skaber kulisserne, er nogle sandfarvede kasser - og ensemblet. Lyder det mærkeligt? Måske, men hold nu op, hvor det fungerer godt!
Danserne/emsemblet er alt fra hav til statuer, og det er så mega godt fundet på. Ikke nok med at det er friskt og nyt på scenen, det er en måde at give skuespillerne al den opmærksomhed, de fortjener, når de er på scenen. Der er ingenting at gemme sig bag ved, og skuespillerne skal derfor virkelig præstere 200%. Og det gør de bestemt også, men mere om dem senere!
Danserne har mange numre, hvor de får lov at imponere med vilde løft og akrobatik. Her er det tydeligt, at vi har en gruppe mennesker, der er veltrænede og virkelig kan deres kram. 
Udover at være fænomenale på et dansegulv, er ensemblet denne gang også en sand fornøjelse, når det kommer til sang. Ligesom i "Klokkeren fra Notre Dame"-forestillingen sidste år er koret meget med her, og når de synger sange som fx "Befri os nu" eller "Du ser miraklerne", så får man som tilskuer gåsehud, og man kan slet ikke lade være med at være blæst bagover. Fredericia Teater har virkelig forstået, at ensemble både skal ses og høres, og de gør det perfekt i denne forestilling. 

Den store overraskelse for mig var Diluckshan Jearatnam. Som Moses gjorde han det perfekt, og det var uden tvivl ham, der havde de allerbedste sange i hele forestillingen.

Noget andet, der virkelig fungerer godt, at skuespillerne. Det er sjældent, at der er en finger at sætte på deres præstationer, og i denne forestilling, får de alle den plads, de har krav på. Hvad der er endnu federe, er, at man har turde satse lidt på nye navne. Jeg har jo INTET imod det faste cast på teateret, men når det så er sagt, så er det også fedt at lære nye at kende.
I forestillingen er det Diluckshan Jeyaratnam, der spiller Moses. Senest har vi set ham som Clopin i "Klokkeren fra Notre Dame", hvor jeg egentlig tænkte, at han da var udemærket, men også kun som birolle. Han gjorde det okay, men jeg kunne slet ikke forestille mig ham bære en hel forestilling. 
Hold da op, den tanke blev gjort til skamme! Diluckshan synger rollen som Moses perfekt, og han lever sig virkelig ind i karakteren. Han krævede min tilstedeværelse 100%, når han var på scenen, og det var uden tvivl hans sange, der fungerede bedst i stykket. 
Det havde måske været nemt at give denne rolle til en af de skuespillere, vi kender, men med Diluckshan viser Fredericia Teater, at de har helt styr på, hvad de laver, og at de kender deres skuespilleres styrker og svagheder.
I rollen som Ramses finder vi Lars Mølsted. Han er fast inventar på teateret, og selvfølgelig er der ingen forestilling uden ham! Ramses er en stor rolle i stykket også, og jeg er sikker på, at Diluckshan og Lars' samspil ville være så fedt! 
Dog fik jeg i denne omgang ikke fornøjelsen af Hr. Mølsted men i stedet så vi hans stedfortræder, Oliver (hans efternavn kan jeg simpelthen ikke finde nogen steder, undskyld, Oliver!). Oliver gjorde det super godt i Mølsteds sted, og samspillet mellem ham og Diluckshan var virkelig intenst og velspillet. Skuespillerne formåede virkelig at få broderkærligheden frem mellem Moses og Ramses, og for mig er det det vigtigste, for den bærer hele historien. 

Et tydeligt bevis på, at minimalistisk scenografi sagtens kan fungere - og at teknikken ikke behøver at være en doven løsning.

Når det så er sagt, så er der nogle til- og fravalg, som Fredericia Teater har gjort, der ikke var lige heldige alle sammen.
For det første; sangene. Filmen er jo ikke lang, så selvfølgelig skal der tilføjes scener og sange, det er jo en musical. Men jeg sad tilbage og følte ikke, at der var nogle af tilføjelserne, der gjorde noget for mig. Det blev fyld og gjorde fortællingen unødvendigt lang. Der var måske én af de nye sange, der virkelig gjorde noget for mig, men de andre var fyld og ikke specielt interessante.
Hvad værre er, så har man valgt at skrotte nogle af de originale sange til fordel for nyskrevne - og endda de bedste, hvis man spørger mig. Jeg sad og ventede på den store krigserklærings-sang mellem Moses og Ramses, og den kom aldrig! Samtidig var der lavet meget om på slutningen, og desværre har Fredericia Teater denne gang ikke turde gå all in på den dystre og virkelig tunge slutning. Det gør, at mange af nuancerne i karaktererne (især Ramses!) forsvinder, og at den historie, som er så interessant i filmen, falder på gulvet.
Det, der virkelig fanger mig, når jeg ser filmen, er to brødres kærlighed, der bare ikke kan forenes. De er for forskellige, de kommer fra to forskellige verdener, og især den ene kan ikke se andres synspunkt end sit eget. Det er spændende, hvordan den ene udvikler sig, mens den anden forbliver uvidende og ikke tør lytte til, hvad den anden fortæller.
Det vil altid være en relevant fortælling, måske endda mere nu end tidligere. Og det er en skam, at Fredericia Teater ikke fortæller den. 

"Prinsen af Egypten" er en forestilling, der viser musicals på en ny måde. Og det er fedt! Scenografi, ensemble og cast er perfekt, og der er ikke en finger at sætte på noget. 
Når man ser reklamer for Fredericia Teater, står der "Gå i teateret og lad teateret gå i dig". Jeg gik i teateret i går aftes, men desværre gik teateret ikke i mig. Og det er en skam. 

3/6 stjerner  

2 kommentarer:

  1. God anmeldelse :) Jeg havde egentlig sat mig lidt for at tage turen til Fredericia, men tænker, efter at have læst din anmeldelse her, godt kan vente til forestillingen kommer på det kongelige teater. Sikke en skam de har ændret så meget, synes filmen er genial :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes bestemt ikke du skal snyde dig selv for den - men hvis du har mulighed for at se den i KBH, så synes jeg da bestemt du skal vente til der ;). Transporten kan man altid sparre :)!
      Jeg håber at du vil kunne lide den for det, den er. Men hvis du elsker filmen og virkelig har nørdet den, så skal du forberede dig på diverse ændringer :)
      Havde nogen sagt det til mig, havde mit indtryk måske været et andet, hvem ved??

      Slet