.

.

onsdag den 18. april 2018

"Lagt på is" af Elle Kennedy


Titel: Lagt på is
Forfatter: Elle Kennedy
Serie: Off Campus
Forlag: Flamingo
Sider: 293
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Flamingo.


Logan studerer på tredje år og er pigernes mand. Han kan få alle dem, han vil, og han udnytter det på det groveste. Men i virkeligheden er han forelsket i sin bedste vens kæreste. 
Grace er førsteårsstuderende og har aldrig rigtig syntes, at drenge var interessante. 
Ved en tilfældighed mødes de to hos Grace og har svært ved at holde fingrene fra hinanden. Men begge har ting med i bagagen og spørgsmålet er, om de tør lade betagelsen af hinanden tage over. 

Jeg var ellevild med den første bog i "Off Campus"-serien, og jeg blev glædeligt overrasket, da jeg så, at det her både var en fortsættelse men også en selvstændig bog.
Her er der gensyn med karakterer fra den første bog, og det er videreudvikling på dem, der tidligere har fungeret som bipersoner. Det er en rigtig god måde at gøre det på, og det gjorde læseoplevelsen hyggelig på en helt bestemt måde. 
Igen er her tale om en romantisk bog med erotiske undertoner, og det er sidstnævnte, som er det ENESTE, der trækker ned for mig og min læseoplevelse. Jeg er bare ikke til de erotiske fortællinger, men heldigvis er det ikke det, der er i fokus her (langt det meste af tiden!)


Det er Logan og Grace, der skiftes til at fortælle historien. Ligesom i den sidste bog, er her tale om to hovedpersoner med masser af personlighed og ikke mindst tunge ting i bagagen. 
Grace er den pige, der altid er gået i et med tapetet og aldrig rigtig har turde kaste sig ud i noget. Hun er bestemt klog og har sine meninger om tingene, men hun er ikke den glade festpige eller hende, som fyrene kigger efter. Grace har ofte brugt tid i veninden Ramonas skygge, og hun er nu klar til at starte på en frisk på Briar. Grace er utroligt morsom og en pige, man ikke lige løber om hjørner med. Jeg frygter tit i romantiske bøger, at pigerne bare falder pladask for fyren og vupti, så kan han ikke gøre noget forkert. Her er en kvinde, der virkelig skal overtales, og hun har krav for at hun vil være i et forhold. Det er SÅ fedt, at følge Graces historie, og hun er både morsom og enormt elskelig. 

Logan er umiddelbart en røv. Han dusker alt, der vil ligge stille længe nok, og så er han videre. Han er en sportsidiot og virkelig træls. Men der er selvfølgelig mere at sige om ham. Logan kommer fra en splittet familie, og gennem ham bliver denne bogs alvorlige tema taget op. Her er en fortælling om familiedynamikker, om at blive voksen for tidligt og om at tilsidesætte sine egne drømme for at holde sammen på det hele. Logans historie endte med at røre mig rigtig meget, og den mindede mig om, at der altid er en grund til, at vi handler, som vi gør. Logan er en fyr på mange punkter med stort F. Der går tit drengerøv i den, men det er på en rigtig sjov måde, og jeg har virkelig grint til mange af hans afsnit i bogen. 


Historien er skrevet i et letlæseligt sprog og med korte kapitler, så læseflowet er helt i top. Når først historien er i gang, er det svært som læser at stoppe igen. Man skal liiiiige have et par sider mere, og så har bogen faktisk læst sig selv. Der er lagt op til hygge, grin og kærlighed, når man giver sig i kast med "Lagt på is", og den levede virkelig op til mine forventninger - også selvom jeg normalt ikke er fan af romantiske fortællinger!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar