
.

onsdag den 11. april 2018
"Fjer og flammer: Midnatspigen" af Melissa Grey
Titel: Midnatspigen
Forfatter: Melissa Grey
Serie: Fjer og flammer
Forlag: Alvilda
Sider: 396
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Alvilda.
Echo har ikke sin familie. I stedet har hun Avicenerne, som et et folk beklædt med fjer. Men alt er ikke fryd og gammen for Avicenerne. De er i evig krig med drakharianerne, der er dækket med skæl og kæmper med ild. Begge folk er på jagt efter den famøse ildfugl, der er det våben, der kan stoppe krigen, og det handler om at finde det først.
Jeg har egentlig haft bogen liggende længe. Lysten til den har ikke rigtigt været der, men da jeg trak den i min TBR-Jar, undrede det mig. For den lyder jo enormt spændende - og det var den også! Det er noget tid siden, at jeg har læst fantasy, så jeg nød virkelig at gemme mig i en verden med magi, mystiske væsner og profetier.
Melissa Grey skriver på en rigtig fængende og letlæselig måde, så læseflowet var enormt godt. Samtidig er kapitlerne rigtig korte, så det er så nemt at sige til sig selv, at man liiiiige skal have et kapitel mere.
Bogen har en god blanding af spænding, humor og drama, og det gjorde virkelig, at bogen læste sig selv.
Bogen fortælles fra en alvidende fortællers synspunkt, men der er i hvert kapitel fokus på en af de forskellige hovedpersoner. Det gjorde, at historien aldrig blev kedelig, og det var en rigtig god måde at lære personerne at kende; også dem, man egentlig så som bipersoner i handlingen. Det var oplagt for Grey kun at følge Echo og Caius, men i stedet følger man også soldater og venner til dem. Det er en måde at se vores hovedpersoner udefra og forstå, hvor vigtig hele sagen med ildfuglen er.
Echo må nok kaldes den primære hovedperson, og hende kunne jeg virkelig godt lide. Hun har ben i næsen, og der er ingen, der skal kommandere rundt med hende. Echo har styr på shittet, og hun er kold på mange områder. Svigtet fra hendes familie har lært hende, at hun skal klare sig selv, men samtidig er hun virkelig omsorgsfuld og elsker Avicenerne himmelhøjt. Der er rigtig mange nuancer i Echos karakter, og der er bestemt lagt op til stor udvikling af hende i bogen og forhåbentlig også i de to næste i serien.
Jeg er vild med fantasy, der foregår i vores verden. Avicenerne og drakharianerne bor i vores verden men er skjult for mennesker. Deres kampe kæmpes, hvor vi ikke ser dem, og det gør, at man får en historie, der er nem at sætte sig ind i. Her skal man ikke forholde sig til store kort med nye universer. Det er vores verden og virkelighed men med mystiske væsner, vi intet kender til. Det gør det nemt og hurtigt for læseren at følge med i historien, og det gør blot at fortællingen fænger endnu hurtigere.
"Midnatspigen" er virkelig en fed bog. Den var underholdende fra start til slut, og jeg skal uden tvivl læse resten af serien. Jeg har ikke rigtigt set nogen tale om den her bog, og det er en skam, for den fortjener det virkelig! Der er fantasy, spænding og cliffhangers i hobetal, og det giver en læseoplevelse, der er intens og medrivende fra start til slut.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar