.

.

mandag den 30. april 2018

"Prinsen af Egypten" på Fredericia Teater

Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose.

Egypten er midt i sin storhedstid. Der bygges pyramider, monomenter, og der regeres med hård hånd. Farao leder landet, og han vil bygge sit store imperium for at vise, at han er den største. Men hebræerne bliver et større og større folkeslag, og Farao frygter, at de en dag vil lave et oprør. Drengebørnene slås ihjel, men Moses bliver reddet af sin mors snedighed. Faraos kone finder ham og tager ham til sig. 
Moses må dog flygte fra paladset, da han slår en egyptisk vagt ihjel. Og her opdager han, at Gud har forudbestemt, at det er ham, der skal frelse hebræerne fra Egypten og Faraos kløer.


Det er fedt, at Fredericia Teater nu kaster sig over andet end Disney. Men for mig er "Prinsen af Egypten"-tegnefilmen lidt som Disney. Jeg har set den lige så meget som barn, og jeg kan sangene til hudløshed. Det er en historie, der står mig utroligt nær, og derfor var jeg SÅ glad, da jeg hørte, at Fredericia Teater ville lave en sceneopsætning af den fantastiske fortælling. 
Spørgsmålet er så, om de har holdt deres høje standard, og om de formår at fortælle en så episk historie, som vi alle kender på den ene eller anden måde fra folkeskoletiderne.
Svaret er både ja og nej. Lad os starte med ja.

Hvorfor have rigtige heste, når hestevognen kan være statisterne? Som tilskuer køber man idéen 100%, når man sidder i salen.

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Det er nok første gang, at jeg for alvor har lagt mærke til danserne i en musical. Jeg lagde ikke bare mærke til dem, jeg blev blæst bagover over deres talent og formåen!
Det er sket et par gange, at jeg har været lidt efter Fredericia Teater og deres scenografi samt kulisser. Jeg har skældt ud over manglende ting på scenen og "dovne løsninger" i form at skærme. I denne forestilling er der nærmest ingenting på scenen. Det eneste, der skaber kulisserne, er nogle sandfarvede kasser - og ensemblet. Lyder det mærkeligt? Måske, men hold nu op, hvor det fungerer godt!
Danserne/emsemblet er alt fra hav til statuer, og det er så mega godt fundet på. Ikke nok med at det er friskt og nyt på scenen, det er en måde at give skuespillerne al den opmærksomhed, de fortjener, når de er på scenen. Der er ingenting at gemme sig bag ved, og skuespillerne skal derfor virkelig præstere 200%. Og det gør de bestemt også, men mere om dem senere!
Danserne har mange numre, hvor de får lov at imponere med vilde løft og akrobatik. Her er det tydeligt, at vi har en gruppe mennesker, der er veltrænede og virkelig kan deres kram. 
Udover at være fænomenale på et dansegulv, er ensemblet denne gang også en sand fornøjelse, når det kommer til sang. Ligesom i "Klokkeren fra Notre Dame"-forestillingen sidste år er koret meget med her, og når de synger sange som fx "Befri os nu" eller "Du ser miraklerne", så får man som tilskuer gåsehud, og man kan slet ikke lade være med at være blæst bagover. Fredericia Teater har virkelig forstået, at ensemble både skal ses og høres, og de gør det perfekt i denne forestilling. 

Den store overraskelse for mig var Diluckshan Jearatnam. Som Moses gjorde han det perfekt, og det var uden tvivl ham, der havde de allerbedste sange i hele forestillingen.

Noget andet, der virkelig fungerer godt, at skuespillerne. Det er sjældent, at der er en finger at sætte på deres præstationer, og i denne forestilling, får de alle den plads, de har krav på. Hvad der er endnu federe, er, at man har turde satse lidt på nye navne. Jeg har jo INTET imod det faste cast på teateret, men når det så er sagt, så er det også fedt at lære nye at kende.
I forestillingen er det Diluckshan Jeyaratnam, der spiller Moses. Senest har vi set ham som Clopin i "Klokkeren fra Notre Dame", hvor jeg egentlig tænkte, at han da var udemærket, men også kun som birolle. Han gjorde det okay, men jeg kunne slet ikke forestille mig ham bære en hel forestilling. 
Hold da op, den tanke blev gjort til skamme! Diluckshan synger rollen som Moses perfekt, og han lever sig virkelig ind i karakteren. Han krævede min tilstedeværelse 100%, når han var på scenen, og det var uden tvivl hans sange, der fungerede bedst i stykket. 
Det havde måske været nemt at give denne rolle til en af de skuespillere, vi kender, men med Diluckshan viser Fredericia Teater, at de har helt styr på, hvad de laver, og at de kender deres skuespilleres styrker og svagheder.
I rollen som Ramses finder vi Lars Mølsted. Han er fast inventar på teateret, og selvfølgelig er der ingen forestilling uden ham! Ramses er en stor rolle i stykket også, og jeg er sikker på, at Diluckshan og Lars' samspil ville være så fedt! 
Dog fik jeg i denne omgang ikke fornøjelsen af Hr. Mølsted men i stedet så vi hans stedfortræder, Oliver (hans efternavn kan jeg simpelthen ikke finde nogen steder, undskyld, Oliver!). Oliver gjorde det super godt i Mølsteds sted, og samspillet mellem ham og Diluckshan var virkelig intenst og velspillet. Skuespillerne formåede virkelig at få broderkærligheden frem mellem Moses og Ramses, og for mig er det det vigtigste, for den bærer hele historien. 

Et tydeligt bevis på, at minimalistisk scenografi sagtens kan fungere - og at teknikken ikke behøver at være en doven løsning.

Når det så er sagt, så er der nogle til- og fravalg, som Fredericia Teater har gjort, der ikke var lige heldige alle sammen.
For det første; sangene. Filmen er jo ikke lang, så selvfølgelig skal der tilføjes scener og sange, det er jo en musical. Men jeg sad tilbage og følte ikke, at der var nogle af tilføjelserne, der gjorde noget for mig. Det blev fyld og gjorde fortællingen unødvendigt lang. Der var måske én af de nye sange, der virkelig gjorde noget for mig, men de andre var fyld og ikke specielt interessante.
Hvad værre er, så har man valgt at skrotte nogle af de originale sange til fordel for nyskrevne - og endda de bedste, hvis man spørger mig. Jeg sad og ventede på den store krigserklærings-sang mellem Moses og Ramses, og den kom aldrig! Samtidig var der lavet meget om på slutningen, og desværre har Fredericia Teater denne gang ikke turde gå all in på den dystre og virkelig tunge slutning. Det gør, at mange af nuancerne i karaktererne (især Ramses!) forsvinder, og at den historie, som er så interessant i filmen, falder på gulvet.
Det, der virkelig fanger mig, når jeg ser filmen, er to brødres kærlighed, der bare ikke kan forenes. De er for forskellige, de kommer fra to forskellige verdener, og især den ene kan ikke se andres synspunkt end sit eget. Det er spændende, hvordan den ene udvikler sig, mens den anden forbliver uvidende og ikke tør lytte til, hvad den anden fortæller.
Det vil altid være en relevant fortælling, måske endda mere nu end tidligere. Og det er en skam, at Fredericia Teater ikke fortæller den. 

"Prinsen af Egypten" er en forestilling, der viser musicals på en ny måde. Og det er fedt! Scenografi, ensemble og cast er perfekt, og der er ikke en finger at sætte på noget. 
Når man ser reklamer for Fredericia Teater, står der "Gå i teateret og lad teateret gå i dig". Jeg gik i teateret i går aftes, men desværre gik teateret ikke i mig. Og det er en skam. 

3/6 stjerner  

torsdag den 26. april 2018

"Sjælevandrer: Diali" af Charlotte Fischer



Titel: Sjælevandrer: Diali
Forfatter: Charlotte Fischer
Serie: Sjælevandrer
Forlag: Facet
Sider: 314
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forfatteren selv.


Cawi og Dahlia bor i Roneoak, som ligger ved kysten. Deres by er den sidste med mennesker. Naturen er hård og ubarmhjertig, og de kæmper for at opretholde en normal tilværelse med arbejde og en fremtid. 
Cawi er sikker på, at en tsunami kommer. Og det gør den. Han og Dahlia må klatre over bjergene og håbe på, at der er mennesker på den anden side, for Cawi tror ikke på, at de er de eneste tilbage. Rejsen er farlig, og de må kæmpe for at overleve den. 

Jeg blev draget mod denne bog grundet den smukke forside. Den er jo fantastisk og virkelig fængende. Og bogen indholdt en historie, jeg slet ikke havde regnet med. Jeg havde fået den solgt som en fantasyroman med et dystopisk twist. Fantasy er jeg ikke enig i. Og så alligevel. Men dystopi kan jeg som sådan godt se - og heller ikke! For mig endte den med at være en YA-roman om kærlighed, identitet og at være tro mod det, man tror på.
Det var slet ikke den form for handling, jeg havde regnet med - det var faktisk meget bedre. 


Det er Cawi og Dahlia, der skiftes til at fortælle historien i bogen. De kender hinanden fra barnsben, og Dahlia har boet hos Cawi, da hendes forældre døde for mange år siden. De har et helt særligt bånd og er tætte på en måde, som ingen forstår.
Dahlia er umiddelbart en bitch. I skolen ter hun sig, som hun har lyst til, og hun er så ligeglad med, hvem hun tramper på for at opnå ting. Hendes kærlighed til Cawi overskygger dog alt, og hun gør alt for, at han har det godt. Dahlia er nok den karakter, der virkelig skal ændre sin indstilling til tingene i bogen. Hun går fra at være QueenB til at skulle kunne overleve i den barske natur og se nogle sandheder i øjnene. Dahlia facer både tab, angst og voldsom vrede gennem fortællingen, og hendes udvikling overraskede mig på den positive måde.
Så er der Cawi. Han er nok den med den mest interessante plot-line. Efter tsunamien er han voldsomt traumatiseret og har svært ved at opretholde et normalt liv. Gennem ham får vi historien om at miste sig selv, at træffe dumme og uoverskuelige valg og tabe alt det, man tror på og holder af. Cawi skraber virkelig bunden i sin fortælling, og som læser var jeg helt klart draget mod hans vinkel i historien. 


For mig blev bogens eneste mangel, at når den var irriterende - så var den det virkelig også! Nogle af de skænderier, som Cawi og Dahlia har, er meget barnlige, og deres opførsel overfor hinanden virker til tider urealistisk. Der kan være totalt drama det ene øjeblik og 2 sekunder efter er der forsoningssex. Det er virkelig fra den ene yderlighed til den anden på ganske kort tid, og den del af historien købte jeg ikke. 
Det er dog bogens eneste "fejl". Ellers er historien enormt spændende, kapitlerne er korte, så flowet bliver rigtig godt, og den er enormt svær at lægge fra sig! 

"Diali" er starten på en serie, der virkelig tegner godt. Der er spænding for alle pengene, den er intens, og som læser er den svær at stoppe, når først man er gået i gang. Langt hen af vejen tiltalte hovedpersonerne mig, og jeg er helt hooked nu. Jeg skal uden tvivl læse videre for at se, hvordan det hele ender.

onsdag den 18. april 2018

"Lagt på is" af Elle Kennedy


Titel: Lagt på is
Forfatter: Elle Kennedy
Serie: Off Campus
Forlag: Flamingo
Sider: 293
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Flamingo.


Logan studerer på tredje år og er pigernes mand. Han kan få alle dem, han vil, og han udnytter det på det groveste. Men i virkeligheden er han forelsket i sin bedste vens kæreste. 
Grace er førsteårsstuderende og har aldrig rigtig syntes, at drenge var interessante. 
Ved en tilfældighed mødes de to hos Grace og har svært ved at holde fingrene fra hinanden. Men begge har ting med i bagagen og spørgsmålet er, om de tør lade betagelsen af hinanden tage over. 

Jeg var ellevild med den første bog i "Off Campus"-serien, og jeg blev glædeligt overrasket, da jeg så, at det her både var en fortsættelse men også en selvstændig bog.
Her er der gensyn med karakterer fra den første bog, og det er videreudvikling på dem, der tidligere har fungeret som bipersoner. Det er en rigtig god måde at gøre det på, og det gjorde læseoplevelsen hyggelig på en helt bestemt måde. 
Igen er her tale om en romantisk bog med erotiske undertoner, og det er sidstnævnte, som er det ENESTE, der trækker ned for mig og min læseoplevelse. Jeg er bare ikke til de erotiske fortællinger, men heldigvis er det ikke det, der er i fokus her (langt det meste af tiden!)


Det er Logan og Grace, der skiftes til at fortælle historien. Ligesom i den sidste bog, er her tale om to hovedpersoner med masser af personlighed og ikke mindst tunge ting i bagagen. 
Grace er den pige, der altid er gået i et med tapetet og aldrig rigtig har turde kaste sig ud i noget. Hun er bestemt klog og har sine meninger om tingene, men hun er ikke den glade festpige eller hende, som fyrene kigger efter. Grace har ofte brugt tid i veninden Ramonas skygge, og hun er nu klar til at starte på en frisk på Briar. Grace er utroligt morsom og en pige, man ikke lige løber om hjørner med. Jeg frygter tit i romantiske bøger, at pigerne bare falder pladask for fyren og vupti, så kan han ikke gøre noget forkert. Her er en kvinde, der virkelig skal overtales, og hun har krav for at hun vil være i et forhold. Det er SÅ fedt, at følge Graces historie, og hun er både morsom og enormt elskelig. 

Logan er umiddelbart en røv. Han dusker alt, der vil ligge stille længe nok, og så er han videre. Han er en sportsidiot og virkelig træls. Men der er selvfølgelig mere at sige om ham. Logan kommer fra en splittet familie, og gennem ham bliver denne bogs alvorlige tema taget op. Her er en fortælling om familiedynamikker, om at blive voksen for tidligt og om at tilsidesætte sine egne drømme for at holde sammen på det hele. Logans historie endte med at røre mig rigtig meget, og den mindede mig om, at der altid er en grund til, at vi handler, som vi gør. Logan er en fyr på mange punkter med stort F. Der går tit drengerøv i den, men det er på en rigtig sjov måde, og jeg har virkelig grint til mange af hans afsnit i bogen. 


Historien er skrevet i et letlæseligt sprog og med korte kapitler, så læseflowet er helt i top. Når først historien er i gang, er det svært som læser at stoppe igen. Man skal liiiiige have et par sider mere, og så har bogen faktisk læst sig selv. Der er lagt op til hygge, grin og kærlighed, når man giver sig i kast med "Lagt på is", og den levede virkelig op til mine forventninger - også selvom jeg normalt ikke er fan af romantiske fortællinger!

lørdag den 14. april 2018

"Ar fra mit glemte liv" af Nicole Boyle Rødtnes


Titel: Ar fra mit glemte liv
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: - 
Forlag: Alvilda
Sider: 256
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.


Lærke har en tumor i hjernen og bliver opereret. Der er risiko for, at hun glemmer alt. Hvem hun er, hvem dem omkring hende er, og hvordan de mange ar på kroppen er kommet.
Lærke har skrevet en dagbog til sig selv, så hun kan få hukommelsen tilbage. Men især en del af hendes historie er streget ud; den om Alexander. Det eneste, der står, er HOLD DIG VÆK. Og det er svært, når han er den eneste, der vækker minder om den, hun engang var. 

Jeg elsker Nicole Boyle Rødtnes. Det kan ikke være en hemmelighed for den faste læser af bloggen. Hendes historier er SÅ medrivende, spændende og virkelig godt skrevet. Bøgerne er slugt på ingen tid, og denne fortælling er ingen undtagelse. 
Idéen om at glemme alt om sig selv er interessant. Hvem er vi, hvis vi kan starte forfra, mens alle andre husker alt det andet, vi har gjort og sagt eller ment?
Er det en velsignelse at få lov til at glemme - eller er det også al lortet, der gør os til de mennesker, vi er i dag?
Det er disse emner, som Rødtnes tager op i sin bog, og hun gør det på spændende maner. 


Lærke er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Det er egentlig spøjst, for jeg kan som sådan ikke sige, at jeg kunne lide Lærke. Men jeg kan heller ikke sige, at jeg ikke kunne. Jeg fattede sympati for Lærke og hendes situation, for det må være skrækkeligt at vågne op og ikke ane, hvem man selv eller andre er. Men der var bare et eller andet ved Lærke, der gjorde, at hun ligesom bare var. Jeg ved ikke helt, hvad det er. Samtidig var der nogle af hendes beslutninger og måder at tænke tingene, hvor jeg enten var enormt uenig eller fandt det en anelse dramatiseret. 
Når det så er sagt, er det fedt at lære Lærke at kende sammen med hende selv. Hun ved intet, og det gør læseren heller ikke. Det er en anderledes måde at introducere hovedpersonen, og som læser er man forvirret sammen med hende og skal også opklare, hvad der er sket, både med hende og Alexander men også bare generelt i hendes liv. 

Temaet omkring at blive menneske er rigtig interessant og er her belyst på en anderledes facon i form af hukommelsestabet. Er det fedt at få lov at starte forfra uden de dårlige minder og erfaringer i bagagen? Eller er vi ikke os selv længere, hvis det bliver taget fra os? Har vi brug for at opleve både med- og modgang for at blive hele mennesker?
Det er disse spørgsmål, læseren efterlades med, og som læser sidder man selv og overvejer, hvem vi nu engang var blevet uden at have været mobbeoffer, eller hvis nu vi ikke havde mødt ham eller hende. Måske er der en mening med det hele, og måske er vi ikke os uden de minder. Det er værd at overveje.


"Ar fra mit glemte liv" er historien om at finde sig selv igen - bogstavlig talt. Det er historien om kærlighed, der gerne vil besejre alt andet, og det er en fortælling om at vokse mod alle odds. Jeg læste bogen på ingen tid, for det er bare det, Rødtnes kan; hun skriver fængende og forlanger læserens fulde opmærksomhed, når først man er startet på bogen. 
Her er en anderledes og interessant YA-roman, som jeg virkelig kan anbefale!

onsdag den 11. april 2018

"Fjer og flammer: Midnatspigen" af Melissa Grey


Titel: Midnatspigen
Forfatter: Melissa Grey

Serie: Fjer og flammer
Forlag: Alvilda
Sider: 396
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Alvilda.


Echo har ikke sin familie. I stedet har hun Avicenerne, som et et folk beklædt med fjer. Men alt er ikke fryd og gammen for Avicenerne. De er i evig krig med drakharianerne, der er dækket med skæl og kæmper med ild. Begge folk er på jagt efter den famøse ildfugl, der er det våben, der kan stoppe krigen, og det handler om at finde det først. 

Jeg har egentlig haft bogen liggende længe. Lysten til den har ikke rigtigt været der, men da jeg trak den i min TBR-Jar, undrede det mig. For den lyder jo enormt spændende - og det var den også! Det er noget tid siden, at jeg har læst fantasy, så jeg nød virkelig at gemme mig i en verden med magi, mystiske væsner og profetier. 
Melissa Grey skriver på en rigtig fængende og letlæselig måde, så læseflowet var enormt godt. Samtidig er kapitlerne rigtig korte, så det er så nemt at sige til sig selv, at man liiiiige skal have et kapitel mere. 
Bogen har en god blanding af spænding, humor og drama, og det gjorde virkelig, at bogen læste sig selv.


Bogen fortælles fra en alvidende fortællers synspunkt, men der er i hvert kapitel fokus på en af de forskellige hovedpersoner.  Det gjorde, at historien aldrig blev kedelig, og det var en rigtig god måde at lære personerne at kende; også dem, man egentlig så som bipersoner i handlingen. Det var oplagt for Grey kun at følge Echo og Caius, men i stedet følger man også soldater og venner til dem. Det er en måde at se vores hovedpersoner udefra og forstå, hvor vigtig hele sagen med ildfuglen er.
Echo må nok kaldes den primære hovedperson, og hende kunne jeg virkelig godt lide. Hun har ben i næsen, og der er ingen, der skal kommandere rundt med hende. Echo har styr på shittet, og hun er kold på mange områder. Svigtet fra hendes familie har lært hende, at hun skal klare sig selv, men samtidig er hun virkelig omsorgsfuld og elsker Avicenerne himmelhøjt. Der er rigtig mange nuancer i Echos karakter, og der er bestemt lagt op til stor udvikling af hende i bogen og forhåbentlig også i de to næste i serien. 


Jeg er vild med fantasy, der foregår i vores verden. Avicenerne og drakharianerne bor i vores verden men er skjult for mennesker. Deres kampe kæmpes, hvor vi ikke ser dem, og det gør, at man får en historie, der er nem at sætte sig ind i. Her skal man ikke forholde sig til store kort med nye universer. Det er vores verden og virkelighed men med mystiske væsner, vi intet kender til. Det gør det nemt og hurtigt for læseren at følge med i historien, og det gør blot at fortællingen fænger endnu hurtigere.

"Midnatspigen" er virkelig en fed bog. Den var underholdende fra start til slut, og jeg skal uden tvivl læse resten af serien. Jeg har ikke rigtigt set nogen tale om den her bog, og det er en skam, for den fortjener det virkelig! Der er fantasy, spænding og cliffhangers i hobetal, og det giver en læseoplevelse, der er intens og medrivende fra start til slut.

lørdag den 7. april 2018

"Skrumlefesten" af Elisabeth Weinkauff


Titel: Skrumlefesten
Forfatter: Elisabeth Weinkauff
Serie: -
Forlag: Blandede bolsjer
Sider: 62
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Blandede bolsjer.


Skrumlerne bor i skoven med en masse andre væsner. Hvert år holder de en stor fest kaldet Skrumlefesten. Men de voksne er blevet syge og har taget sovebryg, så festen er i fare for at blive aflyst. Børnene tager sagen i egen hånd, men kan de nå at stable det hele på benene på kun 4 dage?

Det er ikke tit, at jeg læser børnebøger og anmelder dem her på bloggen, men der var et eller andet over Skrumlernes historie, der tiltalte mig. Skrumlernes verden er rigtig hyggelig og lige til at dykke ned i sammen med de mindste. 
Bogen har lige dele spænding, hygge og fantasi, og det gør historien letlæselig og svær at lægge fra sig. 
Skrumlerne er hyggelige og spøjse væsner, der er svære ikke at holde af.


Når man tager med Skrumlerne på eventyr er de ledsaget af rigtig fine illustrationer, der hjælper fantasien på vej. Tegningerne er farverige og hyggelige og minder mig virkelig om "Troldeliv"-tegningerne af Peter Madsen. 
Skrumlebørnene har hver sine egenskaber, og det er tydeligt, at sammen kan de alt. Der er den organiserede, den sjove og den lidt kluntede. Men alle skal bruges på et bestemt tidspunkt gennem bogen, præcis som i et klassisk eventyr. 

"Skrumlefesten" er virkelig hyggelig, og den mindede mig om, at børnebøger bare kan noget helt specielt. Den fik mig til at grine og tog mig med til en verden, jeg virkelig havde det rart i. Illustrationerne er prikken over i'et, og jeg håber bestemt, at der kommer flere bøger om de fine Skrumler. 



onsdag den 4. april 2018

"Had mig elsk mig" af Tomas Lagermand Lundme


Titel: Had mig elsk mig
Forfatter: Tomas Lagermand Lundme
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 120
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.


Bjørn går i 9.klasse sammen med Johan, der er sprunget ud som homoseksuel. Det er bestemt ikke alle på skolen, der bryder sig det, og Bjørn står mellem de populære drenge og sit venskab til Johan. For Bjørn bliver det kampen for at finde sig selv, turde stå op for en ven men ikke mindst at beskytte sig selv mod de andres vrede.  

Det er efterhånden noget tid siden, at jeg for første gang nævnte Gyldendals SPURT-bøger. Det er bøger for unge med store historier, kort fortalt. En bog behøver nemlig ikke være 400 sider for at have en god historie. Og det er denne fortælling et bevis på.
Bjørns historie var overraskende barsk at læse. Samtidig var den dybt rørende og virkelig intens. Jeg tror, at det er lang tid siden, at en så kort historie virkelig krøb under huden på mig.
Lundme tager meget vigtige emner op til en YA-bog; Der er tale om identitet, venskab og modet til at være sig selv. Det er måske emner, der er skrevet meget om, men ikke desto mindre bidrager Lundme her med et nyt syn på netop dette emne.


Bjørn er bogens hovedperson. Han er enormt usikker på sig selv, på sit venskab til Johan og til tider også bare hele verden. Der var enkelte gange, hvor jeg tænkte Bjørn som autist. Han er socialt akavet og har enormt svært ved at styre, hvad der kommer ud af hans mund. Hans tanker løber løbsk og han har svært ved at forstå de sociale koder, der er omkring ham. 
Bjørn gør dumme ting, det er der ingen tvivl om. Men samtidig er han også en person, man som læser forstår. Han er enormt ung. Han er bange. Og derfor gør han ting, som han virkelig også godt ved er forkerte. Som voksen kan jeg sagtens sidde og sige, at det burde han altså ikke, og det er dumt, at han gør tingene. Men fordi Bjørns samvittighed er med hele vejen, så køber jeg det. Og jeg køber det, fordi jeg ved, at 9.klasses-elever kan have enormt svært ved at overskue konsekvenserne af deres handlinger.
Det giver mening med Bjørns person som kontrast til Johan, der bare hviler i sig selv og er helt sikker på, hvem han er. Han skammer sig bestemt ikke over sin seksualitet, og han tænker, at folk da bare må tænke det, de vil om ham. Bjørn har svært ved at forstå dette ved Johan, og det er også det, der udfordrer Bjørn hele vejen gennem bogen.


Den her bog mindede mig virkelig om noget, min seje lærer 9.klasse ville have valgt som pensum (Tak, Bente!). Skrivestilen er meget "Klassisk dansk litteratur til folkeskolen" med de korte sætninger, sprogbruget og de metaforer, der igennem bogen. Det betyder ikke, at her er tale om en dårlig bog, tværtimod. Det betyder, at her er tale om en historie, der er relevant og som kan røre noget i sin læser, både den unge og den voksne. 

"Had mig elsk mig" er en stærk, lille fortælling om at finde sig selv og være sig selv. Det er historien om at turde sige fra og tro på sit eget værd. Den rørte mig, den var barsk læsning og virkelig et bevis på, at små fortællinger også kan være stærke. 


søndag den 1. april 2018

Månedlig opsummering: Opslugende marts




Dette var marts for mig: Jeg har siddet og kigget min kalender igennem for at se, hvad der egentlig skete i marts. For det er en måned, der bare forsvandt, synes jeg. Inderst inde føler jeg stadig, at det er februar, for det er bare gået så mega stærkt. I marts har jeg haft besøg af veninder, jeg ikke har set i alt for lang tid. Jeg har spist frokost med Maja og drømt om huse, designs og indretning. I marts er der blevet vasket uanede mængder tøj, der er blevet indhentet flyttekasser og valgt låne-type i banken. Så er man voksen...
I marts valgte vi vores drømmekøkken og bestilte det, så huset får den sidste prik over i'et inden indflytning. I marts græd jeg af frustration over mit barn, ringede sundhedsplejersken ind og græd også over, hvor højt jeg elsker ham og vil ham det godt.
I marts var Mark og jeg i biografen for første gang sammen siden Tristans ankomst, hvor vi så Black Panther, og i marts bestilte vi en impro-teaterbillet til en forestilling i Aarhus, som vi glæder os til. 
I marts spiste jeg sushi med Anne og drak drinks, og det er alt for lang tid siden. Jeg blev tatoveret og kan nu sige, at jeg er indehaver af 5 styks. 
Jeg har kæmpet for at finde overskuddet til bøgerne, og det har først vist sig her i slutningen af måneden.
Men marts har været en måned med mange ting. Og langt de fleste har været for fede. 



Marts på forældre-fronten: I marts blev Tristan 6 måneder. Et halvt år. Så har man altså et stort barn, synes jeg! Han bliver mere og mere selvstændig og vil rigtig gerne ting selv - især bruge sin ske, selvom han ikke helt forstår, hvordan maden bliver på den, når det skal ind i munden. 
Samtidig har marts været en hård måned for os som forældre. Tristans middagslur er gået helt i ged, og vi har vandret på skift i en time for at holde ham sovende - en vane, sundhedsplejersken nu siger skal stoppes. Og vi er enige. Men man gør jo ting i desperation. Jeg ringede hende ind, fordi jeg simpelthen ikke kunne mere. Han krævede mig konstant og sov KUN, hvis jeg gik med ham. Jeg havde INGEN pauser og var så ødelagt. Det var simpelthen ikke sådan, det skulle være.
Nu er vi en periode, hvor han bestemmer, hvornår han vil sove men vi bestemmer hvordan. Så må luren være 20-30-40 minutter. Det vigtigste er, at jeg får mine pauser i løbet af dagen. Det er ikke optimalt, men det virker. Vi øver også at blive puttet i egen seng, og det går rigtig fint, selvom han omkring kl.4 ender hos os for at forlænge nattesøvnen. 
Og så er tænderne kommet. 2 styks i undermunden kom op på samme tid, og nu har vi en dreng, hvor hele munden klør, virker det som. Og han er ked af det.
Lige nu er det hårdt. Skide pisse hårdt for at være ærlig. Men samtidig vil jeg jo ikke bytte ham for noget som helst. Det skal dog ikke være en hemmelighed, at vi lige nu trækker meget på netværk for at få pauser sammen. For det har vi brug for, så vi kan være de bedste forældre for ham. 



I marts læste jeg: Jeg aner ikke, hvor tiden til det er kommet fra, men jeg har formået at læse 5 bøger i marts. Jeg har kun haft gode læseoplevelser i denne måned, og derfor er det virkelig svært med de næste 2 punkter i opsummeringen. Det er fedt at kunne sige, at jeg kun har læst gode bøger. Sådan en måned gør mig glad.

Marts' bedste bog: Det er virkelig svært at vælge den bedste bog denne måned. Og jeg er nok nødt til at skrive 2, selvom man ikke må. Den ene er "Skildpadder hele vejen ned" af John Green, der virkelig rørte mig og satte spor dybt i mit hjerte. John Green er bare magisk og minder mig om, hvad YA kan som genre. 
Den anden bog er "Fuglemanden" af Sarah Engell. Det er en tegneserie om en psykisk syg pige, og den var virkelig en intens læseoplevelse.

Marts' mest skuffende bog: Det er simpelthen ikke muligt i den her måned at skrive en bog, der skuffede. Så det bliver en bog med et skuffende element i stedet for. Jeg ELSKEDE "Førstelivet" af Gena Showalter, men den faldt desværre i trekants-drama-fælden, som mange dystopiske YA-romaner gør, og det var en skam. 



Hvad byder den kommende måned på?: I april skal Mark og jeg nyde hinanden lidt mere. Tristan er blevet så sej til pasning, og vi kaster os nu ud i aften-pasning også. Hele 2 gange skal vi nemlig i teateret og den ene gang med spisning! Som rigtige ægtefolk og ikke bare mor og far. Det bliver så vildt. Vi skal se "Det skide show" og vi skal se "Prinsen af Egypten", og jeg glæder mig simpelthen sådan til at komme ud og lave noget bare os. Samtidig skal vi i biografen af et par omgange, dog i dagtimerne så vi ikke går amok med aftenpasningen. Det er jeg godt nok spændt på, hvordan kommer til at gå. I april skal vi fejre min lillebrors fødselsdag, og vi skal ordne flere ting til huset - og pakke hele lejligheden ned! 
Læsestakken er lavet, og der YA og fantasy i stakken. Og jeg glæder mig til at se, om jeg får læst dem alle sammen. 

Har jeres marts været god? Har I nået det, I ville og har der været gode læseoplevelser i blandt? Skal I læse nogle gode bøger i april?