.

.

lørdag den 10. marts 2018

Livet som mor: Min historie med amning

Det er blevet tid til endnu et indlæg i serien om livet som mor. Det her indlæg er nok det, jeg har frygtet at uploade allermest. Et emne, som virkelig deler vandene i mor-land er amning, og selv folk, der ikke har børn, har også meget voldsomme holdninger til amning. Det er et emne, der er blevet taget op i den offentlige debat rigtig meget de seneste år, og derfor tænker jeg også, at det er vigtigt at dele historier om amning, der ikke er idylliske og glansbilleder.
Det var sådanne historier, jeg manglede, da jeg blev mor. For jeg havde lært, at det gjorde man da bare, og at det kunne man bare fra start.

Jeg deler ikke den her beretning for at sige, man ikke skal amme. Eller for at sige at man bare skal give op på forhånd. Jeg deler den, fordi jeg ville ønske, at nogen havde delt den før mig, og at jeg havde læst den, da vi kæmpede med at få amningen op at køre. En god mor sidder ikke i brysterne, og dit barn kan få nærhed på utallige andre måder. Amning definerer ikke de gode forældre. 
Det her er min historie med amning på godt og på ondt.

Herhjemme valgte vi at sige ja tak til at gå til fødselsforberedelse på sygehuset i Kolding. Det er 3 dage, hvor man har kursus omkring forskellige emner - et af dem var amning. Til kurset blev det fortalt, at amningen er vigtig, fordi der er nogle særlige antistoffer i mælken, der hjælper babys immunforsvar, og det er bare godt for barnet med den naturlige modermælk. Når det så var sagt, så skulle man vide, at amning skulle læres og mestres, og det kunne godt tage tid. Samtidig fortalte de, at de på sygehuset var begyndt på ikke at presse baby til brystet lige efter fødslen - baby skulle selv have lov at søge maden, så de ville gøre alt for at sidde på hænderne, så mor og barn selv fik lov, inden de blandede sig eller kom med gode råd. 
Okay, fint, tænkte jeg, da vi tog hjem og alligevel var jeg lidt skeptisk. Hvor svært kunne det være, det der amning? Når jeg har set mødre i offentligheden eller veninder, der har ammet, har det set så nemt ud, og den der hyggestund med baby, som de også beskrev til kurset, glædede jeg mig rigtig meget til!

Da Tristan blev født, kom han op på brystet af mig og fik en varm dyne på. Vi lå og kiggede på hinanden længe, og han viste ikke tegn på at ville søge mod et bryst. De sagde, det godt kunne tage lidt tid, men da han efter halvanden times tid ikke havde søgt endnu, bestemte de sig for at gribe ind og vise ham, hvor maden var. Jeg kom op at sidde og fik lidt instrukser i, hvordan han skulle ligge, og hvordan jeg skulle holde ham. Vi prøvede at lægge ham til det venstre bryst, og han havde lidt svært ved at få fat. Det endte med, at jordemoderen måtte lære mig det såkaldte "c-greb", som betyder, at man presser brystet sammen, så vorten stritter lidt ekstra, og derved kan barnet få nemmere fat. 
Det hjalp, og jeg skulle have c grebet indtil han havde godt ved - og bagefter skulle jeg sørge for at holde hans næse fri, så han kunne trække vejret og spise samtidig.
Hurtigt måtte jeg erkende, at det ikke er en fordel at have store bryster, når man gerne vil amme! Det var svært for ham at trække vejret, hvis jeg ikke holdt det væk fra næsen, og det er svært både at holde næsen fri og lave et c greb! Men han spiste ved venstre, så det kunne tjekkes af på listen. 
Da han så skulle til højre, var det en helt anden sag. Brystvorten var indadvendt og ville ikke stritte frem, så der var intet at tage fat i. Tristan var sulten og blev rigtig ked og frustreret, fordi brystet ikke ville som han. Vi prøvede at ligge ned og det hjalp heller ikke. Vi fik til sidst provokeret vorten frem, men han var så ked at han ikke ville tage fat. Jordemoderen pressede ham til brystet, mens Mark lavede c-grebet, og så tog han ved og spiste. 


Der var et par amninger mere på fødestuen og jeg blev enig med mig selv om, at jeg helt klart var mest glad for den siddende amning. Det liggende var for svært, når man skulle lave c grebet også, og jeg kunne ikke se, hvad jeg lavede. De sagde, at de havde set ham spise, og derfor kunne vi godt tage hjem, fordi alt var okay med os alle sammen. Klokken var 1 om natten, og jeg var helt overvældet, fordi det hele var gået så stærkt og spurgte, om vi ikke nok kunne få lov at blive at sove - og måske at de så lidt flere amninger, for jeg kunne ikke rigtigt selv endnu. Både jordemoderen og Mark havde hjulpet for at han kunne tage fat, og jeg følte mig ikke tryg ved at tage hjem. Jeg følte ikke, at jeg kunne give min søn mad, og det gjorde mig skrækslagen. Vi fik lov at sove på det, der hedder en ambulant stue, som er lidt ligesom et hotelværelse. Man har dobbeltseng og eget bad, og personalet kigger kun til dig, hvis du ringer og beder dem komme. Vi aftalte, at vi skulle ringe, hvis der var noget med amningen om natten.
Den nat skriver jeg mere om i et andet indlæg, men amningen gik okay - han var ikke rigtigt sulten om natten. Vi tilkaldte en jordemoder hver gang han var sulten dagen efter og de skulle hjælpe til eller også skulle Mark - jeg kunne simpelthen ikke lægge ham til, og han var vred på højre bryst, hvor vorten fortsat var indadvendt. 
Efter 3-4 amninger var alle trygge ved hjemsendelse, så vi tog hjem.

De næste par dage føler jeg ikke, at jeg lavede andet end amning. Mark skulle hjælpe, og det var enormt grænseoverskridende, når der var gæster, fordi det blev et helt udstyrsstykke. Højre bryst var bestemt ikke hans favorit, og vi kæmpede med at få ham til at spise der, fordi det var svært at få fat. Dog vendte vorten sig udad, da mælken løb til, men der var det nærmest for sent, for han havde bare bestemt sig for, at kampen ikke var det værd ved det bryst. Vi gjorde ALT for at lære ham, at nu kunne han spise der, men det blev aldrig hans foretrukne side. 
Da mælken løb til, overproducerede jeg. Som i virkelig overproducerede. Jeg kunne vride mit tøj, selvom jeg havde 3 ammeindlæg på. Der gik 20 minutter fra en amning, så var jeg helt fyldt op igen. Og nogle dage spiste han 8 gange, andre 50. Min krop vidste simpelthen ikke, hvor meget den skulle have klar.
Tristan blev ked af det, når han skulle spise. Han fik det galt i halsen, det sprøjtede ud til alle sider, når han slap, og han kunne bare ikke få rigtigt fat. Hvis Mark ikke hjalp, kunne jeg bare ikke få amningen til at virke, og jeg frygtede, når han skulle starte arbejde.

Efter 2 uger blev det dog bedre med teknikken. Efterhånden fik jeg lært selv at få ham lagt til, og højre var fortsat en kamp, men var han sulten nok, skulle han nok spise der. Jeg følte mig opløftet. Nu skulle det nok lykkes, var jeg sikker på. Vi begyndte at besøge andre så småt, for jeg turde godt amme andre steder end hjemme med min vante stol og ammepude. Og det gik okay. Han fik mad. Han voksede. Jeg var sikker på, at nu skulle det nok gå.
Men så kom det, som mange mødre frygter: Et appetitspring. Det er et stadie, hvor ens baby opdager, at den har brug for mere mad og derfor ammer hyppigt for at sætte produktionen op. I 2 døgn ammede jeg konstant. Han nægtede at slippe og jeg forstod ikke, at der blev ved med at være mad.
Alle sagde, at han altså ikke skulle have lov hele tiden, for så fik han jo aldrig en rutine. Men jeg var jo nødt til at give ham mad, når han skreg efter det.
Det stoppede så pludseligt, som det kom, men så var vi tilbage i det uregelmæssige mønster, og min krop vidste ikke, hvor meget eller hvor lidt, den skulle have klar.

Det er den korte udgave af min ammehistorie de første par måneder. Nætterne var de bedste. Der spiste han bare så fint og sov bagefter. Men dagtimerne var et helvede og jeg blev mere og mere ked af at skulle andre steder hen med ham, fordi amning var så svært for os begge.
Da han blev 3 måneder, fik han en periode, hvor han kun ville spise liggende. Så jeg måtte sikre mig, at vi kun kom steder, hvor det var muligt. Vi har ligget på gæstesenge, sofaer og sågar gulvet for at han ville spise. Og den periode stoppede aldrig igen i den tid, hvor jeg ammede. Han kunne ikke fokusere på den siddende amning og den gjorde ham ked af det.
Men han begyndte også at græde under måltidet og lige efter. Han var så hektisk omkring sin mad, at han havde svært ved at få fat. Det virkede som om, at han troede, at han aldrig nogensinde ville få mad igen. 
Mine bryster var heller ikke spændte længere. Og jeg havde svært ved at fornemme, om der var mad i dem. Så en dag besluttede jeg mig for at pumpe ud og se, hvad der egentlig var at komme efter. Han havde ikke spist i 3 timer, så jeg tænkte, at det var et godt tidspunkt. 60 ml blev det til. I alt. Fra begge bryster. 
Jeg måtte indse, at jeg ikke længere havde nok mad. Jeg kunne simpelthen ikke følge med til hans behov, selvom han spiste 10-20 gange på en dag. Om natten var han også begyndt at vågne 1 gang i timen for at spise. 

Jeg blev enig med mig selv om, at nu var nok nok. Det gav ikke længere mening, for han blev jo ikke mæt. Selvfølgelig spiste han så hektisk - han troede jo, at der ikke var mere, så han skulle have alt det, der var. Jeg besluttede, at jeg ville supplere med flaske. 
Men når man har et barn på 3,5 måneder, der ikke har mødt en flaske endnu, så er det ikke det nemmeste at lære. Indholdet havde han det fint med, modermælkserstatning var ikke problemet. Nej, det var det at få fat i flasken, for ammeteknikken var jo aldrig blevet god herhjemme. Og det blev jeg så straffet for nu. I halvanden uge kæmpede vi dagligt med at få ham til at tage imod flasken. Og pludseligt en dag, så lykkedes det. Han fik ca 100 ml flaske og så bryst for resten. Og pludseligt havde jeg et barn, der ammede roligt, og som ikke slap hele tiden for at gribe panisk fat igen. 
Det virkede. Og det var fantastisk. Jeg tænkte egentlig, at jeg ville fortsætte sådan længe. Men han gik tilbage til at være hektisk ved brystet, og jeg bestemte mig for at droppe amningen om dagen.

Dog nægtede han flasken om natten. Der skulle det være bryst. Det samme når han skulle puttes. Så det gjorde vi. Nætterne var stadig med mange opvågninger, men det gik. Så gik han med til flasken til put. Og til sidst gik han med til flasken om natten, når han var sulten. 
Det gik meget af sig selv, og jeg havde hurtigt ingen mælk tilbage. En dag, da jeg ikke havde ammet i 24 timer, bestemte jeg mig for at malke ud for at se, hvad jeg egentlig kunne præstere. 60 ml. I alt. Det er ingenting til så stort et barn, og jeg blev så led og ked over, at jeg havde ladet det stå på så længe; at jeg havde været så stædig omkring min amning. 

Men vi droppede amningen helt og endte på flaske. Det er den bedste beslutning, vi har truffet længe. Han blev rolig. Han blev glad og fik overskud. Og han blev mæt!
Jeg har været meget åben om alt det her især på Instagram, hvor jeg dagligt laver stories om mit barselsliv. 
Og da jeg åbnede op omkring det her med amning, skal jeg lige love for, at der begyndte at komme kommentarer!
Jeg er blevet kaldt meget i mit liv. Jeg vil selv mene jeg er hårdhudet. 
Men når det kommer til min rolle som mor, skal der åbenbart ikke meget til at vælte læsset.

"Du er en dårlig mor"
"Du er skide egoistisk og vil bare i byen"
"Du giver ikke dit barn nok kærlighed"
"Hvis ikke du ammer, bliver dit barn sygt. Og det vil være din skyld"
"Amning er det bedste for dit barn, og en rigtig mor kæmper for det"
"Hold da op, den dovne løsning blev hurtigt valgt til hos jer"

Jeg kan blive ved. Men det vil jeg ikke, for det er ikke sådanne kommentarer, der skal have taletid. Det er ikke dem, det her indlæg skal have som fokus. 
I stedet vil jeg sige: Jeg har handlet i samarbejde med fagpersonale og mig selv. Jeg har INTET gjort, uden det er vendt med læge eller sundhedsplejerske. Jeg er mor. Jeg ved, hvad der er bedst for mit barn. Og ærlig talt? Vi har meget mere nærvær med flasken end med amningen, fordi den var så hektisk og stressende for os begge to. Det er NU, der er overskud til at kigge hinanden dybt i øjnene. 

Vi er blevet enige om herhjemme, at ved nummer 2 barn introducerer vi flasken fra start. Så den er en mulighed. Og så vi ikke skal igennem samme kamp, hvis nu amningen skal stoppe. Eller hvis der bare er brug for det supplement, som Tristan aldrig kunne få. Og ødelægger det amningen, så må det være sådan. For en god mor sidder ikke i brysterne. En god mor tager vare på sit barn og sørger for at give det kærlighed. Og kærlighed er så meget andet end mælk!


Puha, et langt indlæg det blev til. Mon du er med stadigvæk? Så fortjener du en applaus! Men det var det. Jeg håber, at indlægget har åbnet dine øjne for, hvad amningen også kan være. Og at det er okay, hvis den ikke er lykkedes for dig af den ene eller anden grund. Det er okay. Du er en god mor!


2 kommentarer:

  1. Jeg har sådan en lyst til at give dig et kram og sige at alt er fint. Amning er et emne der deler vandene, men jeg mener at der skal være plads til alle. Det eneste jeg ikke forstår er når man fravælger på forhånd fordi man ikke har lyst. Man kan i det mindste forsøge. Når det er sagt er der mange de har gode grunde til at fravælge.

    Selv startede vi med ammebrikker. Det var den lette løsning på sygehuset og jeg fortryder lidt at jeg ikke holdt mere fast i at prøve uden. De skide brikker var irriterende og skulle jeg have brugt dem hele tiden vær jeg nok også stoppet tidligere. Det lykkedes dog at komme af medlem efter 3 måneder og så kørte det og blev let. Hun blev ammet i 1,5 år.

    Og det er jo så også et emne der deler vandene. For hvornår bør man stoppe? Hvornår er barnet for gammel til det? Da jeg blev gravid tænkte jeg amning omkring et år, men da jeg stod i det føltes det bare rigtigt at fortsætte.

    Men søde Xenia. Du virker altså som den bedste mor og jeg elsker din ærlighed.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bliver så rørt over det, du skriver! Tusind tusind tak for at dele din historie og tusind tak for de søde ord!!

      Slet