.

.

lørdag den 3. marts 2018

"Fuglemanden" af Sarah Engell

  
Titel: Fuglemanden
Forfatter: Sarah Engell
Serie: -
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 107
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPuls.


Barbara synes, at der er noget mærkeligt ved fuglene. Der lugter ondt, der, hvor hun er. En dag får hun besøg af Fuglemanden, og hendes liv vender op og ned, for han vil hende intet godt.

Sarah Engell er allerede nu ude med en ny bog, men denne gang er det en helt anderledes af slagsen. Denne gang har hun slået sig sammen med tegneren Lilian Brøgger, og sammen har de skabt en fantastisk, vigtig og intens historie på blot 107 sider.
Det er første gang, at Engell laver en tegneserie-fortælling, men jeg håber bestemt ikke, at det er den sidste. Formatet fungerer enormt godt, og det har virkelig givet mig lyst til at læse flere tegneserier, for den har bevist for mig, at det sagtens kan gavne en fortælling at blive fortalt med billeder.


Barbara er bogens hovedperson, og som læser er man hurtigt med på, at alt ikke er, som det skal være med hende. Hun er bange for fuglene, og hun er sikker på, at de følger efter hende og vil hende noget ondt. Barbaras paranoia sætter sig hurtigt i læseren, og sammen med hende må man lide og gennemgå den ene forfærdelige handling efter den anden. Fuglemanden bliver billedet på de stemmer, der huserer i hendes hoved, og det giver så god mening med den grafiske fortælling netop her. Fuglemanden ses som hendes onde skygge, en følgessvend, der ikke vil slippe hende eller dem, hun elsker.
Barbara er uden tvivl et godt billede på de alt for mange unge mennesker, der går og kæmper med deres egen Fuglemand og de mange stemmer, denne kan have. Hun er svær ikke at holde af, og som læser er det svært at fortsætte historien, fordi man bare ikke kan se et lys for enden af tunnellen for hende. 
Samtidig er man nødt til at læse videre, fordi man virkelig håber på, at Barbara bliver rask. 



'Et billede siger mere end 1000 ord', siger ordsproget, og det passer perfekt til denne bog. Selvom historien kun er på 107 sider, kunne den snildt have fyldt mange flere, hvis det havde været en historie kun på skrift. Men fordi Lilian Brøggers rå og nærmest ufærdige tegninger er med til at fortælle Engells historie på en helt unik måde, så der ikke er brug for særlig mange ord. Tegningerne er til tider ofte i højsædet, og de ledsages primært at talebobler, der viser Barbaras tanker eller de mange ting, som Fuglemanden siger til hende. Det virker SÅ godt, og som læser har man fået en rigtig stor, lang og grum historie fortalt på ganske få sider.
Tegnestilen er som sagt enormt rå og til tider nærmest ufærdig. Men til denne fortælling er det perfekt, for her er tale om en rigtig rå historie og en historie om død, tab og stor smerte.
Det er jo også det, Engell gør så godt. Er der én, der skal skrive denne slags historie, er det selvfølgelig hende. Engell får virkelig fortalt historien om et menneske, der lider. Barbara er angst, skizofren og på grænsen til en spiseforstyrrelse. Hun har med andre ord de rigtig tunge diagnoser, men selvom hun kæmper mod dem, tør hun ikke, for Fuglemanden har så solidt et greb i hende.
Som læser giver det rigtig god mening, at Fuglemanden er konkret i denne fortælling, for det gør det meget mere virkeligt, meget mere dunkelt og ikke mindst meget mere grumt - lige i Engells ånd!

"Fuglemanden" er en anderledes YA-roman, og den er noget af det mest intense, jeg har oplevet længe. Samspillet mellem Engells skrivestil, historie og sublime fortællestil og Brøggers rå tegninger gør, at der her er tale om en ungdomsfortælling udover det sædvanlige, som uden tvivl et et must-read, hvis du er til YA.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar