.

.

mandag den 26. marts 2018

"Førstelivet" af Gena Showalter


 Titel: Førstelivet
Forfatter: Gena Showalter
Serie: Evigt liv
Forlag: Harper Collins
Sider: 325
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Harper Collins.


Tenley, eller Ten, lever i en verden, hvor man lever 2 gange. I Førstelivet skal man vælge, om man vil stætte Trojka eller Myriadernes virkelighed. Det er hos en af disse to, man ender, når man dør. Og har man ikke valgt, ender man i De Mange Slutninger, et forfærdeligt sted med evig lidelse.
Ten er på en anstalt, ford hun nægter at vælge side. Her presses hun fra alle sider til at træffe sit valg. For Ten er speciel. Der er noget ved hende, som begge virkeligheder er interesseret i. Men valg har konsekvenser, og tit er de større, end man kan overskue. 

Lad os lige starte med at værdsætte den her mega fede bog! Universet er nok noget af det mest interessante, jeg har læst længe. Det blev bare ved med at vokse, og det var så vildt, hvordan jeg som læser bare boede i den her verden, mens jeg læste bogen.
Forsiden er jo gudesmuk, og når man har sådan en fed forside, er man nødt til også at have en mega fed historie. Det er heldigvis også tilfældet med netop denne bog. Der er meget få men'er, for alt i alt var her tale om en megafed læseoplevelse. 
Showalter skriver virkelig fængende, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, når jeg først kom i gang. Den har bestemt taget mig tid at læse, men det skyldes en baby, der overhovedet ikke har sovet. Ellers er jeg sikker på, at jeg havde slugt den på få dage.


Ten er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Hun er virkelig en powerwoman. Der er ingen, der skal bestemme over hende, og hun holder virkelig fast i, at det er hendes valg, hvilken virkelighed, hun gerne vil være i. Ten udsættes dagligt for tortur og trusler, men hun holder fast. Hun har ben i næsen og er samtidig virkelig en karakter, der er blevet udsat for lidt af hvert, som man som læser kan have svært ved at sætte sig ind i, for hendes liv er bestemt grumt. 
Ten er nem at holde af og holde med, fordi alt virkelig er imod hende. For hende er valget ikke ligetil, og hun stiller spørgsmål til den verden, hun befinder sig i. Strukturen i samfundet giver ikke mening for hende, og fordi hun ikke bare gør, som der bliver sagt, holdes hun indespærret som en form for afpresning. 
Umiddelbart er Ten the strong independent woman. Men desværre vikles hun ind i et trekantsdrama, der ikke klæder hendes karakter eller historien. Heldigvis synes jeg, at historien stadig har fokus, og Tens følelser ikke føler alt det, de kunne have gjort, så historien i stedet blev en kærlighedsfortælling. 

Dog er trekantsdramaet et forstyrrende element i fortællingen. Det er slet ikke det, man forventer, når man kommer i gang med bogen. Jeg blev lidt ærgerlig over, at Showalter faldt i den fælde, som mange dystopiske YA-romaner gør; nemlig at det skal handle om, hvilken fyr, hovedpersonen vælger.
Lykkeligvis er de 2 fyre, Killian og Archer, enormt fede karakterer, og det er både kærlighed men bestemt også deres virkelighed, de repræsenterer. For dem er det ikke bare at få Ten - det handler også om at vinde over den anden ved at få Ten til at lave pagt med Trojka eller Myriaderne. Det redder lidt det hele, men samtidig er det bare ikke det, der gør bogen spændende. 


Universet er for fedt. Virkelig. Det kan jeg ikke sige nok gange. Da jeg først forstod, hvad det hele handlede om, var jeg helt hooked på historien, og Showalter beskriver det hele så levende, og som læser kan man ikke andet end at investere sig i det. Jeg havde ingen idé om, hvilken virkelighed Ten ville vælge - eller om hun overhovedet ville vælge én! Det gjorde også, at jeg selv kunne sidde og overveje, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var hende. Det er en fed måde at få læseren med, og det gjorde, at spændingen var med mig til allersidste sætning. 

"Førstelivet" er en rigtig stærk dystopisk roman for unge. Den har spænding, humor og ikke mindst den grumme stemning, som en god, dystopisk roman skal have. Den rørte mig til tider, og den satte tankerne i gang. Jeg glæder mig helt vildt til at læse bog 2 i serien, for jeg er slet ikke færdig med Tens univers.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar