Titel: Førstelivet
Forfatter: Gena Showalter
Serie: Evigt liv
Forlag: Harper Collins
Sider: 325
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Harper Collins.
Tenley, eller Ten, lever i en verden, hvor man lever 2 gange. I Førstelivet skal man vælge, om man vil stætte Trojka eller Myriadernes virkelighed. Det er hos en af disse to, man ender, når man dør. Og har man ikke valgt, ender man i De Mange Slutninger, et forfærdeligt sted med evig lidelse.
Ten er på en anstalt, ford hun nægter at vælge side. Her presses hun fra alle sider til at træffe sit valg. For Ten er speciel. Der er noget ved hende, som begge virkeligheder er interesseret i. Men valg har konsekvenser, og tit er de større, end man kan overskue.
Lad os lige starte med at værdsætte den her mega fede bog! Universet er nok noget af det mest interessante, jeg har læst længe. Det blev bare ved med at vokse, og det var så vildt, hvordan jeg som læser bare boede i den her verden, mens jeg læste bogen.
Forsiden er jo gudesmuk, og når man har sådan en fed forside, er man nødt til også at have en mega fed historie. Det er heldigvis også tilfældet med netop denne bog. Der er meget få men'er, for alt i alt var her tale om en megafed læseoplevelse.
Showalter skriver virkelig fængende, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, når jeg først kom i gang. Den har bestemt taget mig tid at læse, men det skyldes en baby, der overhovedet ikke har sovet. Ellers er jeg sikker på, at jeg havde slugt den på få dage.
Ten er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Hun er virkelig en powerwoman. Der er ingen, der skal bestemme over hende, og hun holder virkelig fast i, at det er hendes valg, hvilken virkelighed, hun gerne vil være i. Ten udsættes dagligt for tortur og trusler, men hun holder fast. Hun har ben i næsen og er samtidig virkelig en karakter, der er blevet udsat for lidt af hvert, som man som læser kan have svært ved at sætte sig ind i, for hendes liv er bestemt grumt.
Ten er nem at holde af og holde med, fordi alt virkelig er imod hende. For hende er valget ikke ligetil, og hun stiller spørgsmål til den verden, hun befinder sig i. Strukturen i samfundet giver ikke mening for hende, og fordi hun ikke bare gør, som der bliver sagt, holdes hun indespærret som en form for afpresning.
Umiddelbart er Ten the strong independent woman. Men desværre vikles hun ind i et trekantsdrama, der ikke klæder hendes karakter eller historien. Heldigvis synes jeg, at historien stadig har fokus, og Tens følelser ikke føler alt det, de kunne have gjort, så historien i stedet blev en kærlighedsfortælling.
Dog er trekantsdramaet et forstyrrende element i fortællingen. Det er slet ikke det, man forventer, når man kommer i gang med bogen. Jeg blev lidt ærgerlig over, at Showalter faldt i den fælde, som mange dystopiske YA-romaner gør; nemlig at det skal handle om, hvilken fyr, hovedpersonen vælger.
Lykkeligvis er de 2 fyre, Killian og Archer, enormt fede karakterer, og det er både kærlighed men bestemt også deres virkelighed, de repræsenterer. For dem er det ikke bare at få Ten - det handler også om at vinde over den anden ved at få Ten til at lave pagt med Trojka eller Myriaderne. Det redder lidt det hele, men samtidig er det bare ikke det, der gør bogen spændende.
Universet er for fedt. Virkelig. Det kan jeg ikke sige nok gange. Da jeg først forstod, hvad det hele handlede om, var jeg helt hooked på historien, og Showalter beskriver det hele så levende, og som læser kan man ikke andet end at investere sig i det. Jeg havde ingen idé om, hvilken virkelighed Ten ville vælge - eller om hun overhovedet ville vælge én! Det gjorde også, at jeg selv kunne sidde og overveje, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var hende. Det er en fed måde at få læseren med, og det gjorde, at spændingen var med mig til allersidste sætning.
"Førstelivet" er en rigtig stærk dystopisk roman for unge. Den har spænding, humor og ikke mindst den grumme stemning, som en god, dystopisk roman skal have. Den rørte mig til tider, og den satte tankerne i gang. Jeg glæder mig helt vildt til at læse bog 2 i serien, for jeg er slet ikke færdig med Tens univers.
Det er blevet tid til endnu et indlæg i serien om livet som mor. Det her indlæg er nok det, jeg har frygtet at uploade allermest. Et emne, som virkelig deler vandene i mor-land er amning, og selv folk, der ikke har børn, har også meget voldsomme holdninger til amning. Det er et emne, der er blevet taget op i den offentlige debat rigtig meget de seneste år, og derfor tænker jeg også, at det er vigtigt at dele historier om amning, der ikke er idylliske og glansbilleder.
Det var sådanne historier, jeg manglede, da jeg blev mor. For jeg havde lært, at det gjorde man da bare, og at det kunne man bare fra start.
Jeg deler ikke den her beretning for at sige, man ikke skal amme. Eller for at sige at man bare skal give op på forhånd. Jeg deler den, fordi jeg ville ønske, at nogen havde delt den før mig, og at jeg havde læst den, da vi kæmpede med at få amningen op at køre. En god mor sidder ikke i brysterne, og dit barn kan få nærhed på utallige andre måder. Amning definerer ikke de gode forældre.
Det her er min historie med amning på godt og på ondt.
Herhjemme valgte vi at sige ja tak til at gå til fødselsforberedelse på sygehuset i Kolding. Det er 3 dage, hvor man har kursus omkring forskellige emner - et af dem var amning. Til kurset blev det fortalt, at amningen er vigtig, fordi der er nogle særlige antistoffer i mælken, der hjælper babys immunforsvar, og det er bare godt for barnet med den naturlige modermælk. Når det så var sagt, så skulle man vide, at amning skulle læres og mestres, og det kunne godt tage tid. Samtidig fortalte de, at de på sygehuset var begyndt på ikke at presse baby til brystet lige efter fødslen - baby skulle selv have lov at søge maden, så de ville gøre alt for at sidde på hænderne, så mor og barn selv fik lov, inden de blandede sig eller kom med gode råd.
Okay, fint, tænkte jeg, da vi tog hjem og alligevel var jeg lidt skeptisk. Hvor svært kunne det være, det der amning? Når jeg har set mødre i offentligheden eller veninder, der har ammet, har det set så nemt ud, og den der hyggestund med baby, som de også beskrev til kurset, glædede jeg mig rigtig meget til!
Da Tristan blev født, kom han op på brystet af mig og fik en varm dyne på. Vi lå og kiggede på hinanden længe, og han viste ikke tegn på at ville søge mod et bryst. De sagde, det godt kunne tage lidt tid, men da han efter halvanden times tid ikke havde søgt endnu, bestemte de sig for at gribe ind og vise ham, hvor maden var. Jeg kom op at sidde og fik lidt instrukser i, hvordan han skulle ligge, og hvordan jeg skulle holde ham. Vi prøvede at lægge ham til det venstre bryst, og han havde lidt svært ved at få fat. Det endte med, at jordemoderen måtte lære mig det såkaldte "c-greb", som betyder, at man presser brystet sammen, så vorten stritter lidt ekstra, og derved kan barnet få nemmere fat.
Det hjalp, og jeg skulle have c grebet indtil han havde godt ved - og bagefter skulle jeg sørge for at holde hans næse fri, så han kunne trække vejret og spise samtidig.
Hurtigt måtte jeg erkende, at det ikke er en fordel at have store bryster, når man gerne vil amme! Det var svært for ham at trække vejret, hvis jeg ikke holdt det væk fra næsen, og det er svært både at holde næsen fri og lave et c greb! Men han spiste ved venstre, så det kunne tjekkes af på listen.
Da han så skulle til højre, var det en helt anden sag. Brystvorten var indadvendt og ville ikke stritte frem, så der var intet at tage fat i. Tristan var sulten og blev rigtig ked og frustreret, fordi brystet ikke ville som han. Vi prøvede at ligge ned og det hjalp heller ikke. Vi fik til sidst provokeret vorten frem, men han var så ked at han ikke ville tage fat. Jordemoderen pressede ham til brystet, mens Mark lavede c-grebet, og så tog han ved og spiste.
Der var et par amninger mere på fødestuen og jeg blev enig med mig selv om, at jeg helt klart var mest glad for den siddende amning. Det liggende var for svært, når man skulle lave c grebet også, og jeg kunne ikke se, hvad jeg lavede. De sagde, at de havde set ham spise, og derfor kunne vi godt tage hjem, fordi alt var okay med os alle sammen. Klokken var 1 om natten, og jeg var helt overvældet, fordi det hele var gået så stærkt og spurgte, om vi ikke nok kunne få lov at blive at sove - og måske at de så lidt flere amninger, for jeg kunne ikke rigtigt selv endnu. Både jordemoderen og Mark havde hjulpet for at han kunne tage fat, og jeg følte mig ikke tryg ved at tage hjem. Jeg følte ikke, at jeg kunne give min søn mad, og det gjorde mig skrækslagen. Vi fik lov at sove på det, der hedder en ambulant stue, som er lidt ligesom et hotelværelse. Man har dobbeltseng og eget bad, og personalet kigger kun til dig, hvis du ringer og beder dem komme. Vi aftalte, at vi skulle ringe, hvis der var noget med amningen om natten.
Den nat skriver jeg mere om i et andet indlæg, men amningen gik okay - han var ikke rigtigt sulten om natten. Vi tilkaldte en jordemoder hver gang han var sulten dagen efter og de skulle hjælpe til eller også skulle Mark - jeg kunne simpelthen ikke lægge ham til, og han var vred på højre bryst, hvor vorten fortsat var indadvendt.
Efter 3-4 amninger var alle trygge ved hjemsendelse, så vi tog hjem.
De næste par dage føler jeg ikke, at jeg lavede andet end amning. Mark skulle hjælpe, og det var enormt grænseoverskridende, når der var gæster, fordi det blev et helt udstyrsstykke. Højre bryst var bestemt ikke hans favorit, og vi kæmpede med at få ham til at spise der, fordi det var svært at få fat. Dog vendte vorten sig udad, da mælken løb til, men der var det nærmest for sent, for han havde bare bestemt sig for, at kampen ikke var det værd ved det bryst. Vi gjorde ALT for at lære ham, at nu kunne han spise der, men det blev aldrig hans foretrukne side.
Da mælken løb til, overproducerede jeg. Som i virkelig overproducerede. Jeg kunne vride mit tøj, selvom jeg havde 3 ammeindlæg på. Der gik 20 minutter fra en amning, så var jeg helt fyldt op igen. Og nogle dage spiste han 8 gange, andre 50. Min krop vidste simpelthen ikke, hvor meget den skulle have klar.
Tristan blev ked af det, når han skulle spise. Han fik det galt i halsen, det sprøjtede ud til alle sider, når han slap, og han kunne bare ikke få rigtigt fat. Hvis Mark ikke hjalp, kunne jeg bare ikke få amningen til at virke, og jeg frygtede, når han skulle starte arbejde.
Efter 2 uger blev det dog bedre med teknikken. Efterhånden fik jeg lært selv at få ham lagt til, og højre var fortsat en kamp, men var han sulten nok, skulle han nok spise der. Jeg følte mig opløftet. Nu skulle det nok lykkes, var jeg sikker på. Vi begyndte at besøge andre så småt, for jeg turde godt amme andre steder end hjemme med min vante stol og ammepude. Og det gik okay. Han fik mad. Han voksede. Jeg var sikker på, at nu skulle det nok gå.
Men så kom det, som mange mødre frygter: Et appetitspring. Det er et stadie, hvor ens baby opdager, at den har brug for mere mad og derfor ammer hyppigt for at sætte produktionen op. I 2 døgn ammede jeg konstant. Han nægtede at slippe og jeg forstod ikke, at der blev ved med at være mad.
Alle sagde, at han altså ikke skulle have lov hele tiden, for så fik han jo aldrig en rutine. Men jeg var jo nødt til at give ham mad, når han skreg efter det.
Det stoppede så pludseligt, som det kom, men så var vi tilbage i det uregelmæssige mønster, og min krop vidste ikke, hvor meget eller hvor lidt, den skulle have klar.
Det er den korte udgave af min ammehistorie de første par måneder. Nætterne var de bedste. Der spiste han bare så fint og sov bagefter. Men dagtimerne var et helvede og jeg blev mere og mere ked af at skulle andre steder hen med ham, fordi amning var så svært for os begge.
Da han blev 3 måneder, fik han en periode, hvor han kun ville spise liggende. Så jeg måtte sikre mig, at vi kun kom steder, hvor det var muligt. Vi har ligget på gæstesenge, sofaer og sågar gulvet for at han ville spise. Og den periode stoppede aldrig igen i den tid, hvor jeg ammede. Han kunne ikke fokusere på den siddende amning og den gjorde ham ked af det.
Men han begyndte også at græde under måltidet og lige efter. Han var så hektisk omkring sin mad, at han havde svært ved at få fat. Det virkede som om, at han troede, at han aldrig nogensinde ville få mad igen.
Mine bryster var heller ikke spændte længere. Og jeg havde svært ved at fornemme, om der var mad i dem. Så en dag besluttede jeg mig for at pumpe ud og se, hvad der egentlig var at komme efter. Han havde ikke spist i 3 timer, så jeg tænkte, at det var et godt tidspunkt. 60 ml blev det til. I alt. Fra begge bryster.
Jeg måtte indse, at jeg ikke længere havde nok mad. Jeg kunne simpelthen ikke følge med til hans behov, selvom han spiste 10-20 gange på en dag. Om natten var han også begyndt at vågne 1 gang i timen for at spise.
Jeg blev enig med mig selv om, at nu var nok nok. Det gav ikke længere mening, for han blev jo ikke mæt. Selvfølgelig spiste han så hektisk - han troede jo, at der ikke var mere, så han skulle have alt det, der var. Jeg besluttede, at jeg ville supplere med flaske.
Men når man har et barn på 3,5 måneder, der ikke har mødt en flaske endnu, så er det ikke det nemmeste at lære. Indholdet havde han det fint med, modermælkserstatning var ikke problemet. Nej, det var det at få fat i flasken, for ammeteknikken var jo aldrig blevet god herhjemme. Og det blev jeg så straffet for nu. I halvanden uge kæmpede vi dagligt med at få ham til at tage imod flasken. Og pludseligt en dag, så lykkedes det. Han fik ca 100 ml flaske og så bryst for resten. Og pludseligt havde jeg et barn, der ammede roligt, og som ikke slap hele tiden for at gribe panisk fat igen.
Det virkede. Og det var fantastisk. Jeg tænkte egentlig, at jeg ville fortsætte sådan længe. Men han gik tilbage til at være hektisk ved brystet, og jeg bestemte mig for at droppe amningen om dagen.
Dog nægtede han flasken om natten. Der skulle det være bryst. Det samme når han skulle puttes. Så det gjorde vi. Nætterne var stadig med mange opvågninger, men det gik. Så gik han med til flasken til put. Og til sidst gik han med til flasken om natten, når han var sulten.
Det gik meget af sig selv, og jeg havde hurtigt ingen mælk tilbage. En dag, da jeg ikke havde ammet i 24 timer, bestemte jeg mig for at malke ud for at se, hvad jeg egentlig kunne præstere. 60 ml. I alt. Det er ingenting til så stort et barn, og jeg blev så led og ked over, at jeg havde ladet det stå på så længe; at jeg havde været så stædig omkring min amning.
Men vi droppede amningen helt og endte på flaske. Det er den bedste beslutning, vi har truffet længe. Han blev rolig. Han blev glad og fik overskud. Og han blev mæt!
Jeg har været meget åben om alt det her især på Instagram, hvor jeg dagligt laver stories om mit barselsliv.
Og da jeg åbnede op omkring det her med amning, skal jeg lige love for, at der begyndte at komme kommentarer!
Jeg er blevet kaldt meget i mit liv. Jeg vil selv mene jeg er hårdhudet.
Men når det kommer til min rolle som mor, skal der åbenbart ikke meget til at vælte læsset.
"Du er en dårlig mor"
"Du er skide egoistisk og vil bare i byen"
"Du giver ikke dit barn nok kærlighed"
"Hvis ikke du ammer, bliver dit barn sygt. Og det vil være din skyld"
"Amning er det bedste for dit barn, og en rigtig mor kæmper for det"
"Hold da op, den dovne løsning blev hurtigt valgt til hos jer"
Jeg kan blive ved. Men det vil jeg ikke, for det er ikke sådanne kommentarer, der skal have taletid. Det er ikke dem, det her indlæg skal have som fokus.
I stedet vil jeg sige: Jeg har handlet i samarbejde med fagpersonale og mig selv. Jeg har INTET gjort, uden det er vendt med læge eller sundhedsplejerske. Jeg er mor. Jeg ved, hvad der er bedst for mit barn. Og ærlig talt? Vi har meget mere nærvær med flasken end med amningen, fordi den var så hektisk og stressende for os begge to. Det er NU, der er overskud til at kigge hinanden dybt i øjnene.
Vi er blevet enige om herhjemme, at ved nummer 2 barn introducerer vi flasken fra start. Så den er en mulighed. Og så vi ikke skal igennem samme kamp, hvis nu amningen skal stoppe. Eller hvis der bare er brug for det supplement, som Tristan aldrig kunne få. Og ødelægger det amningen, så må det være sådan. For en god mor sidder ikke i brysterne. En god mor tager vare på sit barn og sørger for at give det kærlighed. Og kærlighed er så meget andet end mælk!
Puha, et langt indlæg det blev til. Mon du er med stadigvæk? Så fortjener du en applaus! Men det var det. Jeg håber, at indlægget har åbnet dine øjne for, hvad amningen også kan være. Og at det er okay, hvis den ikke er lykkedes for dig af den ene eller anden grund. Det er okay. Du er en god mor!
Titel: Skildpadder hele vejen ned
Forfatter: John Green
Serie: -
Forlag: Høst&Søn
Sider: 283
Sprog: Dansk
Stjerner: 5/5
Aza lider af tvangstanker. Hendes liv er domineret af onde tankespiraler, som hun kæmper for at komme ud af. Hun forsøger ihærdigt på at være god for alle omkring sig, men det er svært, når tankerne dominerer alt i hendes tilværelse. Det hele bliver bestemt ikke nemmere, da Davis bliver en del af hendes liv.
John Green kan noget helt særligt, når det kommer til at fortælle historier. Han har en helt særlig måde at formulere sig på, at skabe karakterer og ikke mindst at få et budskab igennem. Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige, at han ville skrive en bog, jeg ville kunne elske højere end 'The Fault in Our Stars', men det er hermed gjort. Azas historie tog mig med storm og ramte mig lige i hjertet.
Greens poetiske skrivestil, underfundige humor og vigtige budskab gik atter op i en højere enhed, og her er en YA-bog, der er noget af det mest originale og interessante, jeg har læst længe.
Aza er bogens hovedperson og også fortælleren i historien. Hun lider af tvangstanker og meget af hendes hverdag og liv er centreret i tankerne om bakterier, sygdomme og måderne at undgå dem på. Hun har en rigtig god veninde men er ellers ikke en pige med venner. Hendes far er død og hun bor nu sammen med sin mor, og begge sørger fortsat over tabet.
Aza er en pige, der er enormt vand og umulig ikke at holde af. Som læser bliver det ret hurtigt klart, at her er en pige, der virkelig kæmper for at holde sammen på sig selv. Azas sygdom er alvorlig, og man går bare og venter på, at det hele ramler for hende.
Samtidig er Aza dog ikke udelukkende en sørgelig skæbne. Hun har en helt særlig humor, er enormt omsorgsfuld over for sine venner og familie, og hun er som alle andre teenagere: hun har drømme for sit liv og ønsker at finde den store kærlighed.
Azas og Davis' forhold udvikler sig gennem bogen, men det er ikke uden forhindringer, og det bliver lige så meget en historie om at elske en med psykiske problematikker, som det bliver en historie om at give slip og lade sig elske.
Når jeg sidder og tænker mig om, tror jeg faktisk ikke, at jeg har læst andre YA-bøger, hvor OCD har været hovedtemaet. Og det er så fedt, at det netop er John Green, der sætter det i fokus. Hans skrivestil og hans måde at formidle en fortælling er så unik, og er der en forfatter, der skal åbne op for, hvordan livet med OCD er, så er det ham!
Azas fortælling er vigtig, og psykiske lidelser skal på dagsordenen. Det er især i YA-litteraturen, at dette kan lade sig gøre, for der er så mange unge i dag, der kæmper med psyken. At kunne anbefale en bog som denne, gør mig himmel-lykkelig, og jeg håber inderligt, at det er et emne, som andre forfattere vil tage op!
"Skildpadder hele vejen ned" er en fantastisk bog. Den får sin læser til at grine og græde, og den slutter med så stor power, at læseren bliver blæst bagover og ikke kan andet end at sukke og bare knuge bogen til sig. Denne historie har fået en hel særlig plads i mit hjerte, og jeg kan kun sige, at John Green har gjort det igen!
Titel: Fuglemanden
Forfatter: Sarah Engell
Serie: -
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 107
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPuls.
Barbara synes, at der er noget mærkeligt ved fuglene. Der lugter ondt, der, hvor hun er. En dag får hun besøg af Fuglemanden, og hendes liv vender op og ned, for han vil hende intet godt.
Sarah Engell er allerede nu ude med en ny bog, men denne gang er det en helt anderledes af slagsen. Denne gang har hun slået sig sammen med tegneren Lilian Brøgger, og sammen har de skabt en fantastisk, vigtig og intens historie på blot 107 sider.
Det er første gang, at Engell laver en tegneserie-fortælling, men jeg håber bestemt ikke, at det er den sidste. Formatet fungerer enormt godt, og det har virkelig givet mig lyst til at læse flere tegneserier, for den har bevist for mig, at det sagtens kan gavne en fortælling at blive fortalt med billeder.
Barbara er bogens hovedperson, og som læser er man hurtigt med på, at alt ikke er, som det skal være med hende. Hun er bange for fuglene, og hun er sikker på, at de følger efter hende og vil hende noget ondt. Barbaras paranoia sætter sig hurtigt i læseren, og sammen med hende må man lide og gennemgå den ene forfærdelige handling efter den anden. Fuglemanden bliver billedet på de stemmer, der huserer i hendes hoved, og det giver så god mening med den grafiske fortælling netop her. Fuglemanden ses som hendes onde skygge, en følgessvend, der ikke vil slippe hende eller dem, hun elsker.
Barbara er uden tvivl et godt billede på de alt for mange unge mennesker, der går og kæmper med deres egen Fuglemand og de mange stemmer, denne kan have. Hun er svær ikke at holde af, og som læser er det svært at fortsætte historien, fordi man bare ikke kan se et lys for enden af tunnellen for hende.
Samtidig er man nødt til at læse videre, fordi man virkelig håber på, at Barbara bliver rask.
'Et billede siger mere end 1000 ord', siger ordsproget, og det passer perfekt til denne bog. Selvom historien kun er på 107 sider, kunne den snildt have fyldt mange flere, hvis det havde været en historie kun på skrift. Men fordi Lilian Brøggers rå og nærmest ufærdige tegninger er med til at fortælle Engells historie på en helt unik måde, så der ikke er brug for særlig mange ord. Tegningerne er til tider ofte i højsædet, og de ledsages primært at talebobler, der viser Barbaras tanker eller de mange ting, som Fuglemanden siger til hende. Det virker SÅ godt, og som læser har man fået en rigtig stor, lang og grum historie fortalt på ganske få sider.
Tegnestilen er som sagt enormt rå og til tider nærmest ufærdig. Men til denne fortælling er det perfekt, for her er tale om en rigtig rå historie og en historie om død, tab og stor smerte.
Det er jo også det, Engell gør så godt. Er der én, der skal skrive denne slags historie, er det selvfølgelig hende. Engell får virkelig fortalt historien om et menneske, der lider. Barbara er angst, skizofren og på grænsen til en spiseforstyrrelse. Hun har med andre ord de rigtig tunge diagnoser, men selvom hun kæmper mod dem, tør hun ikke, for Fuglemanden har så solidt et greb i hende.
Som læser giver det rigtig god mening, at Fuglemanden er konkret i denne fortælling, for det gør det meget mere virkeligt, meget mere dunkelt og ikke mindst meget mere grumt - lige i Engells ånd!
"Fuglemanden" er en anderledes YA-roman, og den er noget af det mest intense, jeg har oplevet længe. Samspillet mellem Engells skrivestil, historie og sublime fortællestil og Brøggers rå tegninger gør, at der her er tale om en ungdomsfortælling udover det sædvanlige, som uden tvivl et et must-read, hvis du er til YA.
