Livet som mor: "Nu skal du gå væk!"

Det er blevet tid til endnu et indlæg i min lille serie om livet som mor. Det her bliver et af de lidt mere alvorlige, og jeg er sikker på, at det også er et af dem, der kan komme til at dele vandene lidt. Derfor er det med en knude i maven, at jeg sidder og skriver det - og trykker 'udgiv'. 
Indlægget i dag skal handle om at være der for sit barn - og når du får at vide, at du skal gå væk og lade andre tage sig af din grædende baby.

Det er SÅ vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har et facit, og at min holdning langt fra er den eneste i hele verden. Det er SÅ vigtigt, at I forstår, at det her er sådan, vi gør hjemme ved os, og det fungerer i vores hjem, men  det betyder ikke, at det er løsningen for alle andre. 
Godt så... Let's get to it!

Jeg er sikker på, at alle er så gode forældre, som de magter. Og jeg er sikker på, at alle gerne vil være der for deres barn i det omfang, de har ressourcer og mulighed for. Herhjemme er det ingen undtagelse. Fra starten har vi snakket om, at mor og far kan det hele - udover amningen, den står/stod mor for. Men ellers kan begge forældre, trøste, lege, putte og ikke mindst give omsorg. Og det er omsorgen, som det her indlæg kredser om. Det har været så vigtigt for os, at vi begge var primære omsorgspersoner og at Tristan kunne se muligheder i os begge. Selvfølgelig er der faser, hvor den ene er lidt mere interessant end den anden, og det kan vi sagtens være i - for det er faser. Men mor er ikke bedre end far og omvendt. Det er det, vi tror på og har opdraget ud fra.
Det er selvfølgelig hårdt, når den ene forælder bare ikke dur. Der har været perioder, hvor Tristan kun har villet mig, og alle andre har været utrygge at sidde hos. Og der bliver det bare hårdt. Men samtidig finder man på uforklarlig vis energien til at være der for ham 24/7, for det er jo hans behov, og det skal selvfølgelig opfyldes. 

Men langt de fleste dage, dur mor og far altid lige meget. Når han er ked og til tider hysterisk hjælper det altid at komme op og blive holdt om af os. Det beroliger og det viser, at vi er der og passer på ham. Udfordringen bliver, når andre også gerne vil trøste i de situationer, hvor han er sådan rigtig giga mega ked. For det er ikke altid, at andre end os kan få lov til det, når han er så lille, som han stadig er. Måske ændrer det sig aldrig, I don't know!
Bedsteforældre, onkler, tanter og nære venner er fantastiske. De elsker ham og vil ham så gerne. Det er så rørende, hvor meget kærlighed der er til min søn. Og hvor mange der gerne vil ham det bedste og gerne vil vise, at de også kan. For det kan de - langt de fleste gange.
Det har været meget vigtigt for os at lære Tristan, at det ikke kun er mor eller far, der dur - andre vil ham det også godt og kan også give ham omsorg. Men selvfølgelig er der bare situationer, hvor mor og far er dem, man har brug for, det kan vi sikkert alle huske fra da vi var børn. Dermed ikke sagt at andre ikke må eller kan passe ham, for det går vi meget op i er en mulighed og at han skal lære. 
Men mor og far kan alt. Andre kan rigtig, rigtig meget. Sådan tror jeg de fleste børn - og forældre - har det. 

Og udfordringen kommer så, når man ikke får lov at være der for sit barn. En ting er, at man fx beder en bedsteforælder om lige at tage barnet 5 minutter, fordi man simpelthen har brug for en pause. Eller at man lige ser, om en anden ikke kan få ro på barnet. Nogle gange er et skift mirakuløst. Men der har jeg som forælder selv bedt om, at en anden tager over. Hvis jeg så kan se, at det bare ikke dur, at barnet bliver helt hysterisk og situationen eskalerer, så føler jeg, at det er min pligt som mor/forælder at gå ind og overtage. Det er mit barns måde at sige, at det ikke er det, han har brug for lige nu. Det forvirrer ham og hjælper tydeligvis ikke. 
Indlægget her kom jeg på, da en helt bestemt situation opstod. Tristan havde haft en rigtig lang dag uden lur, fordi den konstant var blevet afbrudt. Selvfølgelig ramler verden på et tidspunkt - han er så overtræt og kan bare ikke mere. Vi prøver en masse forskellige ting men kan ikke putte ham, da vi ikke er hjemme (vi er faktisk på sygehuset), så det han egentlig har mest brug for er ikke en mulighed. Derfor handler det om at aflede og trøste på bedste vis. 
Men når det tydeligvis gør situationen helt umulig ikke at sidde på mors skød, så må han jo komme tilbage dertil. 
Men da jeg rækker ud efter ham, bliver han rykket væk fra mig med beskeden: "Nu skal du gå væk! Han skal bare græde, så sover han vel til sidst!"
Aldrig har jeg haft så meget lyst til at råbe af et andet menneske. Det er nok det mest intimiderende nogen nogensinde har sagt til mig. Jeg blev så ked, vred og magtesløs. Og samtidig blev jeg helt paf, for hvem føler dog, at de har ret til at bestemme, hvornår jeg vil trøste mit eget barn? Når man står der midt på sygehuset laver man ikke en scene. Det er synd for de i forvejen stressede sygehusmedarbejdere. Men havde vi været alle andre steder, så tror jeg ærlig talt, at jeg havde råbt, skreget og skabt mig åndssvag. Der er I N G E N, der skal bestemme, om jeg må holde mit barn eller ej. Det er M I N afgørelse.

Hjælp er skønt. Aflastning er vidunderligt. Men det er min grænse - og mit barns - der skal respekteres igennem det. Jeg kender mit barn bedst som forælder. Og jeg ved, hvornår han ikke kan klare mere. Jeg ved, hvornår han skal skærmes eller sidde hos sin far eller jeg i stedet. Og det skal man respektere. Det er en del af aftalen, når man må passe ham eller overtage omsorgsrollen en lille smule. Nok er nok - og jeg ved, hvornår vi når dertil.
Jeg blev så overrasket over, at det rørte mig så meget. Men det gjorde det. For mit behov var, at tage ham op og trøste. Men det blev frataget mig, og jeg følte mig umyndiggjort. Det vigtigste, når man får lov at passe eller se efter andres børn, er, at respektere de grænser, forældrene sætter op. Ellers bliver det utrygt både for barn og forældre, og det er jo det sidste, det skal være.

Det blev en rigtig lang fortælling. Og du er måske langt fra enig med det, jeg skriver. Men jeg blev simpelthen så berørt over det, der skete og tænkte, at jeg ville dele mine tanker omkring det med jer. For det er et sted, jeg tror, der er mange forskellige holdninger. Hvad er jeres holdning til pasning/omsorgsfordelingen? Har I oplevet lignende situationer, og hvordan reagerede I på det?