.

.

torsdag den 22. februar 2018

"Tir-Nâzrals arving" af Mads Schack-Lindhardt


Titel: Tir-Nâzrals arving
Forfatter: Mads Schack-Lindhardt
Serie: Stjernekrønikerne
Forlag: Mellemgaard
Sider: 327
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af forfatteren selv.


Forestil dig, at alle de verdener, du kender fra bøger, er virkelige. De er samlet ét sted, hvor man kan rejse mellem dem. Men den onde Saukh gør alt for at få magten over alle verdenerne, og der er ingen, der ved, hvordan de kan stoppe ham. Han er udødelig og dukker op, hver gang han bliver slået ihjel.
Sebastian er netop flyttet til et nyt hus med sine forældre og bliver hurtigt fascineret af den mystiske nabodame, Martha. Martha ved nemlig mere, end man lige skulle tro, og hun tager Sebastian med på et spændende og farefuldt eventyr.

Nogle gange læser man bøger, der gør en varm om hjertet. Sådan havde jeg det på sin vis med denne. Her er en bog, der er et tydeligt bevis på en forfatter, der er vokset op med bøger, og som vil hylde dem og vise, hvor stor betydning, de har haft på hans liv og nu hans forfatterkarriere. 
Denne bog er en hyldest til alle os, der er vokset op med fantasy som yndlingsgenre, og som har gemt sig i de store, spændende og magiske verdener i timevis. Det er en hyldest til os, der har leget Harry Potter eller Ringenes Herre i skolegården, og det er en hyldest til de forfattere, der har beriget vores liv med historier om modige helte og farefulde rejser.
Men det kan også være farligt med sådanne bøger, for kan de blive for meget? Det vil jeg komme ind på senere.


Sebastian er bogens hovedperson, og han er den klassiske fantasyhovedperson. Han aner ikke, hvad der sker omkring ham af fare, og han ved ikke, at han har en rolle at spille i det store puslespil. Sammen med Sebastian må man som læser lære, at alt ikke er, som man troede, og man må læse den store verden i Tir-Nâzral at kende. Der er hele tiden nye facetter, og der er hele tiden nye væsner at tage stilling til, og det gør, at læseoplevelsen forbliver interessant. Sebastian er en dejligt kluntet og sød teenagedreng. Han har ikke helt styr på sin krop eller sine evner, og det gør, at han ikke bare bliver den store helt, som man som læser tænker, nok skal klare ærterne. Man er faktisk til tider i tvivl, fordi han ikke har styr på tingene. Det gør ham menneskelig, og det går rigtig godt i spænd med fortællingen. 
Sebastians rejse og udvikling er rigtig fin, og han er rigtig morsom og elskværdig. Jeg nød at følge Sebastian gennem hele bogen, og han har både fået mit til at grine og himle med øjnene. Han er en skøn hovedperson i det store univers!

Hvad er det så, der gør, at jeg ikke er ellevild? Det er den første halvdel af bogen. Når man har en bog på lidt over 300 sider, skal jeg som læser ikke først have lyst til virkelig at læse mere, når jeg når over side 150. Det var MIN oplevelse. 
De første 150 sider manglede jeg lidt den overordnede fortælling. Det virkede som om, at man bare gik fra slåskamp til slåskamp, og det trættede mig ret hurtigt. Det er ikke for sjov, at Ringenes Herre 2 er min mindst yndlingsfilm i serien. Krigsscener er bare ikke mig, og dem er der MANGE af i starten af bogen, og de virkede meget ensartede. 
Jeg kunne se for mig, hvordan forfatteren har siddet som en dreng med sine actionfigurer fra sine yndlings fantasyhistorier og har tænkt: VILDERE! MERE! STØRRE ORKER! STØRRE DRAGER!
Og det er jo fedt på sin vis, for det er netop den hyldest, jeg nævnte tidligere. Men jeg synes, at historien manglede i de mange kampe.
Det kom dog - heldigvis! - for kampene fortsætter, men der kommer mere handling med, og jeg blev helt investeret den sidste del af bogen. 


"Tir-Nâzrals arving" er en bog, der hylder fantasy, og her er tale om en forfatter, der elsker den genre, han skriver. Historien om Sebastian er et sandt eventyr og en klassisk fantasyroman, der på mange punkter har rigtig store styrker. Til tider bliver den dog for langtrukken, men alt i alt er her en historie, der har underholdt mig og som har mindet mig om, at fantasy kan noget helt særligt.

mandag den 19. februar 2018

"Før jeg falder" af Lauren Oliver



Titel: Før jeg falder
Forfatter: Lauren Oliver
Serie: -
Forlag: Carlsen
Sider: 510
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5  


Sam har det perfekte liv: den lækreste kæreste, de populære veninder og det perfekte High school liv! 
Det skulle være en helt almindelig fredag, men det blev alt andet. Hun dør. Men Sam får lov til at genopleve sin sidste dag 6 gange, og hurtigt opdager hun, at med små justeringer og valg kan hun ændre meget. Spørgsmålet er bare, om hun tør.... 

For mig er Før jeg falder" en genlæsning af en af se første YA bøger, jeg virkelig elskede! Jeg var helt chokeret over, hvad denne genre kunne, og det er nok denne bog, der virkelig gjorde, at jeg forelskede mig i den genre, jeg nu holder så meget af. 
Bogen har det hele: drama, spænding og en meget vigtig pointe, og det er det, en god YA bog skal besidde, hvis man spørger mig.

Sam er bogens hovedperson og jeg-fortæller. Hun virker udadtil perfekt, men efterhånden som læseren kommer under huden på hende, er der mange hemmeligheder og usagte ting i Sams liv. Hun er usikker på sig selv og i en konstant frygt for at blive lukket ude af den populære gruppe. Samtidig er der ting, hun ikke tør sige og gøre, selvom det er dem, hun føler for.
Da Sam får mulighed for at genopleve den sidste dag i sætning, lader hun alle dele af sin personlighed komme i spil: En dag er hun modig og totalt ligeglad og gør lige, hvad der passer hende. En anden dag gør hun alt, hvad hun kan, for at gøre andre glade. Sam er virkelig en spændende person, fordi der er så mange forskellige sider af hende, og det er en interessant måde at ae en hovedperson finde sig selv og finde ud af, hvem hun virkelig gerne vil være både over for af selv men også sine medmennesker.

Før jeg falder er virkelig en interessant bog, og jeg elsker ideen om den. Det er en ny historie hver gang, fordi Sams valg konstant ændrer sig, og den får læseren til at overveje, hvem man egentlig er, og hvordan man er blevet sådan. Den er så hurtigt læst og slet ikke til at ligge væk! Jeg er så glad for genlæsningen, fordi det efterhånden er så mange år siden første gabg, jeg læste den. Den skuffede bestemt ikke her 2.gang! 


tirsdag den 13. februar 2018

"Carry on" af Rainbow Rowell


Titel: Carry on
Forfatter: Rainbow Rowell
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 516
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.


"Fangirl" var historien om Cath, der havde svært ved at forlade Simon Snow-universet og elskede sin fanfiction, der endnu ikke havde en slutning. "Carry On" er den fanfiction i sin fulde længde og tager læseren med på et magisk eventyr i en Harry Potter-inspireret verden med magi, spænding og drama fra start til slut. 

Jeg kan tydeligt huske dengang, hvor jeg læste Harry Potter bøgerne igen og igen, og skulle jeg læse andet, så var det Harry Potter fanction. Harry Potter var A L T i min verden, og jeg snakkede ikke om andet og var at finde på utallige fora online sammen med andre med samme interesse. Harry Potter er uden tvivl de bøger, der virkelig har lært mig, hvad læsning kan, og de har lært mig, hvor fedt det kan være virkelig at elske et univers og karakterer så højt, at man ikke kan slippe dem igen. 
Derfor rørte "Fangirl" mig også rigtig meget, dengang jeg læste den. Den var historien om så mange fra min generation, og samtidig var den også historien om at "blive voksen" og få sat et punktum, når det kom til at kunne lade fantasy-verdenen ligge, bare engang imellem. 
I "Fangirl" var der passager fra fanctionhistorien "Carry on", og jeg fik virkelig lyst til at læse den og dykke endnu mere ned i Simon Snows univers og de personer, der var omkring ham. 


Simon Snow er bogens hovedperson, og det er ikke en hemmelighed, at han og universet er denne series Harry Potter. Simon går på en skole for magikere, men dog lidt mere moderne, da de har mobiltelefoner og andre moderne genstande omkring sig. Simon er den udvalgte og skal gøre det af med den onde Monotoni, der stjæler magi rundt omkring i verden. Simon har bare det problem, at han slet ikke kan styre den magi, han besidder. Ting eksploderer, endda også ham selv, og han er bestemt ikke sikker på, at han kan redde hele verden.
Det er dejligt, at Simon langt fra er perfekt, og han er enormt underholdende at følge. Samtidig med at han er teenager med stort t, er han en kluntet og hjertevarm person, som det er svært ikke at holde af. 

Simon bor på værelse med Baz, som han er sikker på vil gøre det af med ham. De to har været fjender siden første skoledag, og samspillet mellem dem er både spændende men til tider også skrigende morsomt. Baz har den fedeste humor, og han endte til tider med at stjæle hele billedet fra Simon, fordi han bare er en person, der kræver ens fulde opmærksomhed.
Bogen er fortalt fra mange forskelliges perspektiv, og jeg nød især at læse Baz' afsnit. Han er morsom, melankolsk og vildt interessant og gav bogen et rigtig fedt perspektiv.


"Carry on" var enormt svær at lægge væk, for den mindede mig sådan om en rigtig fanfiction. Den måde, den er skrevet på, og den måde historien udvikler sig på, bragte bare så mange minder tilbage, og derfor var det en virkelig hyggelig og genkendelig følelse at læse den. Jeg følte mig virkelig som en fan af Simon Snows univers, der havde brug for at vide mere, og derfor sad jeg nu med Caths historie om Simon og Baz. Det er fedt, at Rowell har kunnet efterlade mig med den følelse, og det er jeg hende virkelig taknemmelig for.
"Carry on" er en hyldest til nørder og til dem, der aldrig blev voksne, lidt som jeg selv. Det er en hyldest og anerkendelse af en generation, der voksede op med et univers, der virkelig bosatte sig i deres hjerter og gav os et andet hjem. Det er en hyldest til en lidt anden side af fanverdenen, og det er modigt og fedt, at Rowell tager denne vinkel på historien.

lørdag den 10. februar 2018

"Lyset fra de faldne stjerner" af Kate Ling


Titel: Lyset fra de faldne stjerner
Forfatter: Kate Ling
Serie: Ventura Saga
Forlag: Gads Forlag
Sider: 314
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Gads Forlag.


Seren og Dom er flygtet fra rumskibet Ventura for at leve et liv sammen. Flugtforsøget er lykkes, og de er landet på en smuk planet, der i sandhed ligner et paradis. Men lykken får hurtigt en ende, da de må indse, at de er alene, og der er ingen, der kan hjælpe dem. De har ingen mad eller vand - så hvordan skal de overleve? Øen har hemmeligheder, og alt er bestemt ikke, som det ser ud til. 

Jeg var VILD med den første bog i serien om Seren og Dom. Idéen om Ventura rumskibet og den samfundsstruktur, der var på skibet fascinerede mig helt vildt, og jeg slugte bogen på ingen tid. Derfor har jeg glædet mig meget til at få lov til at læse den anden bog i trilogien, og selvom det tog noget tid for mig at blive fanget af historien, må jeg indrømme, at den til sidst tog mig med storm. Kate Ling formår atter engang at skrive en spændende, gribende og rørende roman, der virkelig fængsler sin læser og giver lyst til at læse mere.
Nu sidder du sikkert og undrer dig over, hvorfor jeg så ikke har givet bogen 5 stjerner, som er fuldt hus her på bloggen?


Det skyldes Seren og Dom. Hvor jeg i den første bog var total fan af deres romance og den tragiske Romeo og Julie-connection, blev jeg ret så træt af dem i denne bog. Der opstår konstant trekantsdramaer mellem de to grundet Doms fortid, og de skændes til tider som små børn. At det sker 1-2 gange kan jeg tilgive, for de er teenagere. Men at gentagne kapitler slutter med en vred Seren, der løber sin vej i vrede, fordi Dom er dum, blev for trættende. Det gjorde det svært for mig at holde med og af dem som par, og det gjorde nok også, at min sympati for Seren forsvandt gradvist gennem bogen. Heldigvis! kom den tilbage grundet begivenheder, jeg af gode grunde ikke kan afsløre her. Men deres skænderier og drama gjorde, at bogen til tider blev en lidt dårlig kærlighedsroman i stedet for den spændende, dystopiske historie, den burde være. 

Man taler tit om "den svære 2'er", og det er der (ud over Seren og Doms forhold) ikke tale om her. Ling formår at udvide sit univers tilpas meget, så der afsløres en masse nye ting, men der er bestemt også materiale til den tredje og sidste bog i serien. Sproget er som i den første bog nævnt læseligt, og derfor er læseoplevelsen enormt flydende. Bogen har twists og plots, som jeg slet ikke havde set komme, og den efterlod mig med en masse spørgsmål, som jeg virkelig håber at få besvaret i den næste bog. Til tider mindede bogen om en moderne "Fluernes Herre", og når det blev for ensartet, skete der noget helt vildt, så man som læser bare måtte fortsætte og se, hvad der nu skulle ske.


"Lyset fra de faldne stjerner" er langt hen ad vejen det, jeg håbede på. Den er dyster, rørende og virkelig spændende, og den efterlader sin læser med et ønske som mere. At hovedpersonerne til tider er alt for trælse teenagere, bliver der bestemt gjort op for i universet og den udvikling, som hovedpersoner grundet alvorlige begivenheder, må gennemgå. Ling havde mig atter i sin hule hånd, og jeg glæder mig til at læse sidste kapitel i serien.

tirsdag den 6. februar 2018

Livet som mor: "Nu skal du gå væk!"

Det er blevet tid til endnu et indlæg i min lille serie om livet som mor. Det her bliver et af de lidt mere alvorlige, og jeg er sikker på, at det også er et af dem, der kan komme til at dele vandene lidt. Derfor er det med en knude i maven, at jeg sidder og skriver det - og trykker 'udgiv'. 
Indlægget i dag skal handle om at være der for sit barn - og når du får at vide, at du skal gå væk og lade andre tage sig af din grædende baby.

Det er SÅ vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har et facit, og at min holdning langt fra er den eneste i hele verden. Det er SÅ vigtigt, at I forstår, at det her er sådan, vi gør hjemme ved os, og det fungerer i vores hjem, men  det betyder ikke, at det er løsningen for alle andre. 
Godt så... Let's get to it!

Jeg er sikker på, at alle er så gode forældre, som de magter. Og jeg er sikker på, at alle gerne vil være der for deres barn i det omfang, de har ressourcer og mulighed for. Herhjemme er det ingen undtagelse. Fra starten har vi snakket om, at mor og far kan det hele - udover amningen, den står/stod mor for. Men ellers kan begge forældre, trøste, lege, putte og ikke mindst give omsorg. Og det er omsorgen, som det her indlæg kredser om. Det har været så vigtigt for os, at vi begge var primære omsorgspersoner og at Tristan kunne se muligheder i os begge. Selvfølgelig er der faser, hvor den ene er lidt mere interessant end den anden, og det kan vi sagtens være i - for det er faser. Men mor er ikke bedre end far og omvendt. Det er det, vi tror på og har opdraget ud fra.
Det er selvfølgelig hårdt, når den ene forælder bare ikke dur. Der har været perioder, hvor Tristan kun har villet mig, og alle andre har været utrygge at sidde hos. Og der bliver det bare hårdt. Men samtidig finder man på uforklarlig vis energien til at være der for ham 24/7, for det er jo hans behov, og det skal selvfølgelig opfyldes. 

Men langt de fleste dage, dur mor og far altid lige meget. Når han er ked og til tider hysterisk hjælper det altid at komme op og blive holdt om af os. Det beroliger og det viser, at vi er der og passer på ham. Udfordringen bliver, når andre også gerne vil trøste i de situationer, hvor han er sådan rigtig giga mega ked. For det er ikke altid, at andre end os kan få lov til det, når han er så lille, som han stadig er. Måske ændrer det sig aldrig, I don't know!
Bedsteforældre, onkler, tanter og nære venner er fantastiske. De elsker ham og vil ham så gerne. Det er så rørende, hvor meget kærlighed der er til min søn. Og hvor mange der gerne vil ham det bedste og gerne vil vise, at de også kan. For det kan de - langt de fleste gange.
Det har været meget vigtigt for os at lære Tristan, at det ikke kun er mor eller far, der dur - andre vil ham det også godt og kan også give ham omsorg. Men selvfølgelig er der bare situationer, hvor mor og far er dem, man har brug for, det kan vi sikkert alle huske fra da vi var børn. Dermed ikke sagt at andre ikke må eller kan passe ham, for det går vi meget op i er en mulighed og at han skal lære. 
Men mor og far kan alt. Andre kan rigtig, rigtig meget. Sådan tror jeg de fleste børn - og forældre - har det. 

Og udfordringen kommer så, når man ikke får lov at være der for sit barn. En ting er, at man fx beder en bedsteforælder om lige at tage barnet 5 minutter, fordi man simpelthen har brug for en pause. Eller at man lige ser, om en anden ikke kan få ro på barnet. Nogle gange er et skift mirakuløst. Men der har jeg som forælder selv bedt om, at en anden tager over. Hvis jeg så kan se, at det bare ikke dur, at barnet bliver helt hysterisk og situationen eskalerer, så føler jeg, at det er min pligt som mor/forælder at gå ind og overtage. Det er mit barns måde at sige, at det ikke er det, han har brug for lige nu. Det forvirrer ham og hjælper tydeligvis ikke. 
Indlægget her kom jeg på, da en helt bestemt situation opstod. Tristan havde haft en rigtig lang dag uden lur, fordi den konstant var blevet afbrudt. Selvfølgelig ramler verden på et tidspunkt - han er så overtræt og kan bare ikke mere. Vi prøver en masse forskellige ting men kan ikke putte ham, da vi ikke er hjemme (vi er faktisk på sygehuset), så det han egentlig har mest brug for er ikke en mulighed. Derfor handler det om at aflede og trøste på bedste vis. 
Men når det tydeligvis gør situationen helt umulig ikke at sidde på mors skød, så må han jo komme tilbage dertil. 
Men da jeg rækker ud efter ham, bliver han rykket væk fra mig med beskeden: "Nu skal du gå væk! Han skal bare græde, så sover han vel til sidst!"
Aldrig har jeg haft så meget lyst til at råbe af et andet menneske. Det er nok det mest intimiderende nogen nogensinde har sagt til mig. Jeg blev så ked, vred og magtesløs. Og samtidig blev jeg helt paf, for hvem føler dog, at de har ret til at bestemme, hvornår jeg vil trøste mit eget barn? Når man står der midt på sygehuset laver man ikke en scene. Det er synd for de i forvejen stressede sygehusmedarbejdere. Men havde vi været alle andre steder, så tror jeg ærlig talt, at jeg havde råbt, skreget og skabt mig åndssvag. Der er I N G E N, der skal bestemme, om jeg må holde mit barn eller ej. Det er M I N afgørelse.

Hjælp er skønt. Aflastning er vidunderligt. Men det er min grænse - og mit barns - der skal respekteres igennem det. Jeg kender mit barn bedst som forælder. Og jeg ved, hvornår han ikke kan klare mere. Jeg ved, hvornår han skal skærmes eller sidde hos sin far eller jeg i stedet. Og det skal man respektere. Det er en del af aftalen, når man må passe ham eller overtage omsorgsrollen en lille smule. Nok er nok - og jeg ved, hvornår vi når dertil.
Jeg blev så overrasket over, at det rørte mig så meget. Men det gjorde det. For mit behov var, at tage ham op og trøste. Men det blev frataget mig, og jeg følte mig umyndiggjort. Det vigtigste, når man får lov at passe eller se efter andres børn, er, at respektere de grænser, forældrene sætter op. Ellers bliver det utrygt både for barn og forældre, og det er jo det sidste, det skal være.

Det blev en rigtig lang fortælling. Og du er måske langt fra enig med det, jeg skriver. Men jeg blev simpelthen så berørt over det, der skete og tænkte, at jeg ville dele mine tanker omkring det med jer. For det er et sted, jeg tror, der er mange forskellige holdninger. Hvad er jeres holdning til pasning/omsorgsfordelingen? Har I oplevet lignende situationer, og hvordan reagerede I på det?

torsdag den 1. februar 2018

Månedlig opsummering: Friske januar



Dette var januar for mig: Januar var en frisk start på mange områder. Et helt nyt år, som jeg kan gøre med, hvad jeg vil. For mig er januar ikke en masse nytårsforsætter, men det er et løfte om at gøre mit bedste endnu et år og at kunne se tilbage på det med glæde og tanken om, at det egentlig var ret fedt! Januar har været enorme fremtidsdrømme og tanker om de store ønsker, vi har herhjemme. Januar har været påmindelsen om, at jeg kan starte forfra med mange ting, og det har jeg haft i sinde at gøre.
Derfor har jeg i januar aftalt med mig selv, at jeg vil starte min træning igen med personlig træner. Jeg har brug for en ekstra hånd til at komme i gang igen, og jeg kan bare mærke, at det er den rigtige beslutning! Jeg skal skubbes i gang, have et program, der passer til mig og genfinde glæden ved en aktivitet, der tidligere har været SÅ dejlig meditativ for mig. Jeg savner at bruge min krop, og jeg starter med min træner her i februar, og jeg er sikker på, at det bliver godt.
Samtidig har vi herhjemme måtte sande, at det nogle gange er svært at få handlet og lavet god, sund mad. De første måneder af Tristans liv har vi brugt mange af de nemme løsninger (Sunset, pasta/kødsovs), og det er ikke specielt sundt. Så vi har bestemt os for at prøve Årstiderne og deres kvik-kasse for at gøre mad-livet lidt nemmere herhjemme. Det er en SÅ god beslutning, især fordi vi nu har et barn, der sidder med ved bordet, og han skal se sine forældre spise sund mad!
Januar har været skønne frokost-dates med søde veninder og en enkelt gang ude uden baby, bare Mark og jeg. Det har været SÅ mærkeligt men også skønt at få lidt pauser og tid til at lade op, så jeg kan være verdens bedste mor for Tristan.
Januar har været møder med banken og huskiggeri og drømme om husET og vores fremtidige hjem.  



Januar på forældre-fronten: Vi har nu en dreng på 4 måneder, og selvom han ynder at tage powernaps ud over sin gode middagslur, så er han det dejligste i verden. Søvnen er vel bare en fase ;). 
Jeg er helt stoppet med at amme, og det er den rigtige beslutning for os alle sammen! Det hjælper SÅ meget på hans humør, hans nattesøvn og ikke mindst hans overskud. Jeg er så glad for, at vi tog det valg, og jeg glæder mig til at dele mit indlæg om amning med jer i min mor-serie. 
Samtidig er han startet på mad, og han ELSKER det! Han er især glad for gulerods/kartoffelmos, og han spiser alt, vi har serveret for ham indtil nu. Han er ved at have godt styr på at synke maden, og det hjælper meget på nattesøvnen, at maven er fyldt med tungere mad end mælk!
Han vokser derudaf og har sprunget længdekurven fuldstændig. Han er glad, og vi er glade og nyder, at han bare udvikler sig så hurtigt og har så meget personlighed. Han er blevet passet for første og anden gang - og Mark er begyndt at kunne have ham selv, så jeg kan komme ud!

I januar læste jeg: Et nyt år betyder også et nyt læseår, og min læselyst vendte på magisk vis tilbage, da vi råbte godt nytår. Jeg var så klar til at læse igen, og jeg har nydt det! Derfor har jeg i januar fået læst 4 bøger, og det er jeg stolt af, især fordi baby bare ikke har sovet!



Januars bedste bog: Det må nok være "En af os lyver". Det var den, der for alvor gav mig læselysten tilbage, og den tog mig bare med storm!

Januars mest skuffende bog: "Raw". Den var på tilbud på Kindle Store, og det er jeg egentlig glad for nu. Den var desværre ikke den historie, jeg håbede på, og jeg har bare læst SÅ meget bedre bøger om spiseforstyrrelser.

Hvad byder den kommende måned på?: Februar bliver en skøn måned. Jeg glæder mig til gensyn med søde vennepar, og jeg glæder mig til, at jeg skal i gang med min træner! Februar bliver en måned med lange gåture med barnevognen, hygge med mødregruppen og forhåbentlig skønne bøger! I stakken ligger "Carry on", som jeg er godt i gang med og ELSKER, en skøn fantasy-bog samt den nyeste af John Green, som jeg ikke længere kan vente med at læse; og mit humør er endelig til den!

Har jeres januar været skøn? Har I fået læst nogle gode bøger? Hvad er jeres planer her i februar?