"Raw" af Lydia Davies

Titel: Raw
Forfatter: Lydia Davies
Serie: - 
Forlag: HarperCollins
Sider: 80
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 2/5

Lydia kæmper med anoreksi og vil have en uddannelse og et liv som sine jævnaldrende. Men sygdommen vinder, og hun må melde sig ud af universitetet og kæmpe sig i gennem behandling. Dette er Lydias historie om livet med en spiseforstyrrelse fortalt i refleksioner, breve og udtalelser fra et sundhedsvæsen, der er tæt på at opgive hende.

Jeg har efterhånden læst mange bøger om spiseforstyrrelser, og de biografiske historier plejer at være meget rørende og lærerige. Desværre var det ikke sådan, jeg havde det med Lydias fortælling. Bogen blev en ret rodet omgang, og derfor er den også ret svær at anmelde.
Jeg kunne rigtig godt lide, at det ikke bare var en klassisk fortalt historie. Lydia fortæller en del ved at dele indlæg fra sin tumblr-blog, breve til og fra familiemedlemmer og ikke mindst udtalelser fra de læger og psykologer, der har haft med hende at gøre, mens hun var syg og behandling. Det er en ret effektiv måde at fortælle historien på, for der bliver sagt rigtig meget på få sider. Det er især mailsne mellem lægerne, der rørte mig, for det er så vildt at se, hvor meget de gerne vil hende det godt, men hun kæmper konstant imod.

Som læser følte jeg aldrig, at jeg lærte Lydia at kende. Jeg tror atter det skyldes den lidt rodede opsætning og fortælling. Det, jeg fik med, om Lydia var, at hun uden tvivl gerne ville være rask, men sygdommen havde overtaget. Lydias indre kamp bliver portrætteret fint, men alligevel blev jeg aldrig investeret i hende som hovedperson. 
Lydias familie lærer man også at kende gennem de breve, de har sendt til hende, og jeg var meget mere nysgerrig på hendes forældre og søskende end hende. 

Idéen med breve, blogs og udtalelser er rigtig god - men da den nutidige Lydia begynder at kommentere på tingene, blev formaterne blandet for meget sammen, og jeg blev som læser forvirret i min læsning. På en måde kunne jeg faktisk godt have tænkt mig en bog kun med de alternative medier, for jeg tror sagtens, at historien kunne have stået for sig selv på den måde. Samtidig slutter bogen også bare - og så er det den raske, nutidige Lydia, der fortæller, at alt nu er godt. Hvor er mellemregningen?

"Raw" er ikke den bedste bog om emnet spiseforstyrrelser, jeg har læst. Den var rodet og vidste ikke rigtigt, hvad den ville. Lydia blev aldrig en hovedperson, jeg blev nysgerrig på, og bogen sluttede på mystisk vis. Den var desværre en mærkelig læseoplevelse og ikke det, jeg håbede på.