.

.

torsdag den 11. januar 2018

"Mopper og mig" af Linse Kessler

Titel: Mopper og mig
Forfatter: Linse Kessler

Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 208
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5 


Linse og Mopper er begge kendt fra TV3's populære program "Familien fra Bryggen". Seerne er ikke i tvivl om, at her er en familie med en masse historier, og her er en familie, der holder sammen uanset hvad. For første gang åbner Mopper for alvor op om det liv, hun levede i England, og mor og datter får talt om at være i familie, at blive bedste- og oldemor og om livet generelt. 

Et af mine yndlings reality-programmer er "Familien fra Bryggen". Så er det sagt. Der er humor, hygge og virkelig skønne mennesker, og jeg nyder virkelig at følge den lille familie, når de tager på nye og skøre eventyr. Det, jeg beundrer allermest, er det sammenhold, som programmerne portrætterer, opstillet eller ej. Jeg har tidligere anmeldt Linses egen biografi, og vinklen med at få Mopper med i en bog, var jeg ret vild med. Jeg kan godt lide tanken om, at her ikke er en klassisk biografi men snarere en bog med samtaler mellem mor og datter. Formatet fungerede enormt godt, og jeg synes virkelig, at stemningen fra programmerne er blevet fanget godt i bogen.

Der er kapitler, hvor Linse og Mopper taler sammen om forskellige emner eller historier, og der er kapitler, hvor de fortæller hver for sig. Linses kapitler var lidt en gentagelse af hendes egen biografi eller ting, der er set på Tv, så derfor var det samtalerne og Moppers fortælling, der fangede mig mest som læser. Moppers kapitler er skrevet med humor samtidig med en vis kynisme over for det liv hun har levet og til tider er flygtet fra. Mopper er en god fortæller, og man kan virkelig mærke hendes ånd i den måde, det er skrevet og fortalt på.
Samtalekapitlerne er lidt som at blive inviteret ind i en stue til en kop kaffe. Der er et stort VELKOMMEN i den stemning, disse kapitler skaber, og flere gange må man grine sammen med Brygge-damerne over de skøre ting, de har oplevet. 

Jeg valgte at høre bogen som lydbog, og det gav virkelig min læsning en ekstra dimension. Der var fundet 2 oplæsere, så der var en til at agere Linse og en til at agere Mopper, og især i samtale-kapitlerne blev fortællingen lige det mere levende. Det var virkelig som at sidde sammen med de to damer og tale om deres liv, og oplæserne er virkelig gode til at spille med, grine hjerteligt og ikke bare læse op. De lever virkelig karaktererne, og det er det, der virkelig gør en god lydbog!

"Mopper og mig" er bestemt en fin og ordentlig hyldest til et menneske, der har betydet meget for Linse. Det er den ufortalte historie om en dame, der fik det lykkelige liv trods en familie, der var snobbet og ikke altid lige harmonisk, og det er historien om en mor og datter, der virkelig elsker hinanden og er der for hinanden i tykt og tyndt. Det er en rigtig fin "afslutning" på Moppers liv i det offentliges søgelys, og det er en hyggelig, morsom og rørende måde for Linse at få sagt endeligt vi ses til sin mor på - på bedste Brygge-manér.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar