.

.

lørdag den 6. januar 2018

Livet som mor: Min fødselsberetning

Nu er det efterhånden 3,5 måneder siden, at jeg fødte Tristan. Tiden går jo vanvittigt stærkt, og jeg kan slet ikke følge med. Det føles som om, at han altid har været her, samtidig føles det som om, at der kun er gået sekunder. Det er en kliché, det der med at tiden bliver en anden når man får børn, men NØJ, hvor er det rigtigt!
Jeg spurgte på min Instagram, om I gerne ville have lidt indlæg om livet som mor, for der er ærlig talt ikke den store tid til bøger for tiden. Det sagde størstedelen ja til, så derfor vil jeg lægge ud med min fødselsberetning. 
NU ER DU ADVARET!!! Der vil blive skrevet om blod og andre kropslige udskillelser i dette indlæg, og jeg ligger ikke fingre i mellem. Det er nemlig sådanne beretninger, jeg selv havde brug for at læse, da jeg var tæt på at føde. Jeg skal bestemt ikke klage. Jeg havde den bedste fødsel nogensinde, og jeg er blevet forskånet for meget. Men alligevel vælger jeg at dele beretningen med jer. So here goes!


Jeg havde termin mandag den 11.september, og der var INGEN tegn på, at jeg var på vej i fødsel. Efterhånden blev vi mere og mere utålmodige, men der skete ingenting. Torsdag aften så vi film, og der havde jeg 2 kramper i underlivet, men det stoppede igen, og vi tænkte, at det nok var meget kraftige plukveer. Fredag formiddag tager vi Mark til kiropraktor og jeg følges med ham ned i fitness, hvor jeg sidder og er tyk med min bog. Der sker INGENTING. Her er jeg 40+4, altså gået 4 dage over terminen. Vi kommer hjem og jeg synes, at kramperne fra dagen før kommer igen, men de er kun nogle sekunder og der går lang tid mellem. Dog synes jeg, at det føles anderledes end noget andet, og jeg vælger at ringe til fødegangen i Kolding. En jordemoder siger, at det måske er veer, men det er jo tidligt i forløbet, og hun ved jo ikke om det går i sig selv igen. Her er klokken 13.
Vi tænker ikke yderligere over det, og Marks mor kommer forbi for at hjælpe med at gøre lidt rent, for det har jeg på ingen måde energi til længere på det her tidspunkt. Klokken 15 synes jeg godt nok, at det gør ondt. Jeg har ikke den slags veer, som alle beskriver. Det trækker ikke om i ryggen eller ned i benene. Det føles ikke som menstruationssmerter; det føles som om, at der er én der presser mit skamben ind i kroppen på mig, og det er KUN nede på skambenet, at det gør ondt. Så kan det vel ikke være veer? Jeg ligger på sofaen og tuder. Det gør så skide ondt, det bliver ved, og det stopper nærmest ikke. 
Jeg beder Mark ringe til fødegangen, da jeg ikke selv er i stand til at tale i telefon. Marks mor gør pligtskyldigt mere rent, mens jeg ligger og græder. 
Mark rækker mig telefonen (SELVOM JEG SAGDE AT JEG IKKE KAN TALE!), men jordemoderen er sød og tålmodig. Jeg beskriver smerterne og siger, at jeg er bange, for det føles slet ikke som det, alle beskriver. Hun siger, at det er veer, og de kan godt sidde der. Det er helt okay. Hun hjælper mig med at trække vejret og siger, at vi skal tage tid på det, for hun kan høre, at det kommer hyppigt, men længden varierer. Vi aftaler, at vi ringer, når de konsekvent varer over 1 minut. Mark sørger for at lave de lækre kyllingeburgere, vi skulle have til aftensmad, men hver gang jeg tager en bid af noget, får jeg en ve. Jeg skal konstant tisse, og turen til toilettet er forfærdelig. Tyngden på bækkenet gør så ondt, og jeg er i konstante veer, indtil jeg ligger ned igen. 
Mark spiser pligtskyldigt sin burger og hans mor tager hjem med lovning på, at vi bare kan ringe hvis nu der er noget. 

Da klokken er 18, kan jeg ikke mere. Jeg skriger og græder og tænker, at det simpelthen ikke skal gøre så ondt. Det kan ikke passe, at starten af en fødsel, inden de regelmæssige veer skal være så voldsom. Jeg beder derfor Mark ringe til Kolding igen, og regelret som manden er, minder ham mig om, at veerne er uregelmæssige stadigvæk (de varer alt mellem 30 sekunder og 3 minutter), og de kommer konstant. Jeg skriger, at jeg er skide ligeglad og at han ringer - NU! Som sagt så gjort. Det er den samme jordemoder, og hun kan godt huske mig. Jeg siger, at nu kan jeg ikke mere, jeg tør ikke være herhjemme, og jeg vil gerne ind. Hun siger ja til at tjekke, hvor langt vi er i forløbet, og jeg siger til Mark, at nu kører vi. De sidste ting bliver i panik pakket i taskerne, for jeg ligger der og skriger mens han forsøger at få ud af mig, hvor fanden jeg gemmer den skide væske til mine linser! Da taskerne er båret ned og et håndklæde er lagt på bilsædet (vandet er ikke gået endnu), skal Mark hjælpe mig ned i bilen, og det er i vestorm og skrig. Stakkels Gårslev og underbo...
I bilen er det ulideligt. Jeg vil gerne ligge ned, men det kan jeg ligesom ikke, så jeg skriger, råber og klemmer alt jeg kan. Mark hjælper med vejrtrækning og gør med garanti alt for ikke at køre 180 på motorvejen. Da vi endelig ankommer til Kolding, får han bakset mig over i en kørestol, og vi kommer ind på en stue, hvor en jordemoder vil tjekke, hvor langt jeg er i fødslen.
Her er klokken 19.

Jeg græder og græder og har ondt. Jordemoderen kigger lidt undrende på mig, og hun beder mig en anelse nøgternt om at trække vejret, for ellers kaster jeg op. Efter noget tid har jeg mod til at hun tjekker mig mellem to veer, og hun konstaterer, at jeg er 3-4 cm åben. Men hvor lang tid det har taget at nå dertil, ved hun jo ikke rigtigt. Hun er ved at sende os hjem for jeg er lige på grænsen til aktiv fødsel, som er der, hvor de beholder én, men jeg siger desperat, at jeg ikke vil hjem. Der er en biltur på 40 minutter hver vej, og jeg har SÅ ondt. Det er tydeligt, at jordemoderen tænker, at jeg skaber mig. Men jeg holder fast og siger, at så må jeg sidde på gangen - jeg går ingen steder! Hun opgiver og tjekker, om der er en mulighed for at vi bliver. Vi er heldige, for det er ikke en travl aften, så vi får en fødestue. Mark kører bilen ud på den rigtige p-plads i stedet for akut-pladserne, og han møder os på fødestuen, hvor jeg får hospitalstøj på. Her er klokken 19.30.

Jordemoderen spørger om jeg vil have KLYX, som er et afføringsmiddel, så der ikke kommer andet end baby ud under pressefasen. Det takker jeg ja til, og samtidig med, at jeg har enormt stærke veer, hvor jeg virkelig har lyst til at presse, skal jeg klemme sammen, for man skal beholde KLYX i endetarmen i 10-15 minutter. Veerne bliver ved, og jeg kan slet ikke se en ende på det og er 100% sikker på, at jeg skider over alt. Jeg kan simpelthen ikke klemme sammen samtidig med de veer. Det ender med, at jeg får forhandlet med jordemoderen om, at jeg må komme ud på toilet efter 7 minutter - der kan jeg bare ikke mere. Mark står udenfor døren, og jeg kommer af med det, jeg skal. Jeg har en konstant ve, mens jeg sidder på toilettet, hvor jeg SKAL sidde i 10 minutter for at sikre, at alt kommer ud. Jeg får kvalme og har så ondt, at jeg virkelig fornemmer, at jeg skal kaste op. Efter toiletbesøget, tager jeg et bad for at blive ren og lige starte på en frisk. Mark kommer med ud og støtter mig under veerne, og midt i at tørre mig efter badet, går min slimprop i et stort PLOP. Den glider hele vejen ned af mit inderlår, så jeg må tage et bad mere og vaske resten væk. Men så er fødslen vel også i gang, bliver vi enige om. Jeg får håret op i en knold, kommer i tøjet og ind på briksen igen. 
Hjemmefra har jeg skrevet en ønskeseddel, og der har jeg bedt om en så naturlig fødsel som muligt. Men jeg fortryder. Jeg græder, skriger og har så ondt. Tanken om, at det kan tage et døgn mere, tager alt mod fra mig, og jeg husker, at vi til fødselsforberedelse fik at vide, at morfin var en mulighed og at det også var den mindst indgribende smertelindring rent medicinsk. 
Jeg beder derfor om morfin, men jordemoderen siger, at det kan man ikke få. Jeg siger at det vil jeg. Men jeg har jo ønsket noget andet, siger hun, og jeg beder hende stikke den liste skråt op og hjælpe mig - N U! Det er tydeligt, at hun stadig tænker, at her er en pivet førstegangsfødende, så efter noget tid aftaler vi, at hun kan tjekke, hvor langt jeg er, og så kan vi se på, hvad vi gør med medicin osv bagefter. 
Her er klokken 20.30.

Jordemoderen tjekker mig og ser helt forkert ud i ansigtet. Jeg er sikker på, at hun nu siger, at der ikke er sket en skid. Men hun kigger smilende på os og siger, at jeg nu på en times tid har udvidet mig til 7-8 cm. Så det går hurtigt! Pludseligt kan jeg mærke en ild brænde i mig. Det nytter fanme. Jeg har stærke veer af en grund! Og hun siger, at alt smertestillende er udelukket nu, så jeg kan få ilt og nus, og at jeg nok skal klare det. Pludseligt ændres hedes attitude, og det er tydeligt, at hun nu forstår, at jeg faktisk HAR haft ondt. Efterfølgende taler vi med hende om, at nogle kvinder ikke mærker den første del af fødslen. De går direkte i den aktive fødsel, og jeg har højest sandsynligt været en af dem. Jeg får en kold klud på panden, klemmer Marks hænder helt blå, og drikker saftevand for at få energi, da jeg ikke har spist siden min morgenmad. Jeg forsøger mig med ilten, men jeg får kvalme og opgiver den. Pludseligt føler jeg virkelig, at jeg skal på toilettet igen, og det fortæller jeg jordemoderen. Hun ryster på hovedet og siger, at det er pressetrangen, der kommer, og at jeg skal vente med at presse lidt endnu. Det er SÅ svært at lade være. Jeg har altid hørt folk sige, at kroppen presser af sig selv, og at man derfor "bare" skal presse med. Jeg tænkte det var noget fis. Men det er fanme rigtigt! En sindssyg presse-fornemmelse overrumplede, og det var fantastisk dels fordi presseveerne overhovedet ikke gjorde ondt, men også fordi at jeg vidste, at jeg om lidt kunne gøre noget i stedet for bare at ligge dér og have ondt!

Klokken lidt over 21 må jeg ENDELIG presse med, siger hun. Der er jeg 10 cm åben, og hun får mig om på ryggen, da jeg gerne vil ligge den vej og føde. Jeg presser endelig med, og det er den vildeste følelse. Jeg tror jeg brøler som et vildt dyr fra urtiden, og hun beder mig faktisk om at bruge de kræfter på pres, men jeg kan simpelthen ikke lade være. Det første pres er langt og voldsomt, og hun siger, at hun kan se et behåret hoved, så hun beder Mark trække i snoren, der skal tilkalde en ekstra jordemoder til stuen. Samtidig får hun pakket diverse ting ud, som hun skal bruge, når Tristan er født.
Mens jeg presser, siger jeg undskyld for at tisse, men hun siger, at det er vandet, der er gået, og at det kommer i kaskader - og at det er grønt. Noget af det, jeg frygtede allermest ved at gå over tid var grønt fostervand, for det har vi knapt så behagelige historier omkring i familien, og jeg går totalt i panik og vil bare have ham ud. Mark er rigtig god til at sige, at de har styr på ham og at vi ikke skal være bange, og jordemoderen gør klar til at sætte en lille ledning på hans hoved for at tjekke ham løbende og være sikker på, at han har det godt. Maskinen, der skal vise hans tal, virker ikke, men det er faktisk også lige meget, for da den næste presseve kommer, presser jeg så voldsomt og kan slet ikke stoppe igen, selvom hun beder mig holde igen. 1, 2, 3 - så kan jeg mærke et kæmpe PLOP! Hoved og krop er født i samme ve, og Tristan kommer op på min mave. 
Klokken er 21.27.

Jeg er i så stort et chok. Det gik så sindssygt hurtigt, og jeg har slet ikke forstået, at han er der. Han græder og får en varm dyne på, og tørrer ham lidt af og giver ham den hue på, som Mark har valgt. Den anden jordemoder er ikke nået ind på stuen, og både Mark og jeg græder. Jeg græder af lettelse, chok, glæde og træthed. Det er så sindssyge følelser at have på samme tid, og han er så dejlig. Han lyder meget rallende, og hun er lige ved at tage ham hen til børnebordet for at give ham lidt ilt, men det går i sig selv igen. Han ender med blot at ligge på mit bryst og kigge på os. Den anden jordemoder kommer ind og ser, at fødslen er overstået, og de hjælpes ad med at få navlesnoren klippet sammen med Mark og vores jordemoder får tjekket mig igennem. Jeg er okay med en "klassisk førstegangs-bristning", så jeg får 3 sting, som jeg slet ikke kan mærke. Hun beder mig komme ud og tisse, når jeg kan, for det skal man efter fødslen for at vise, at alt er okay.
Tristan bliver målt og vejet og er lige som han skal være. Tilfældigt er den jordemoder, vi har gået hos, på arbejde, og hun kommer ind og ønsker tillykke med ham. 
Den søde jordemoder, der var med til fødslen roser mig og siger, at jeg var mega sej, og det nærmest aldrig sker, at hun får en mor ind, der er til stede hele vejen igennem og endda også magter at være sarkastisk gennem hele forløbet. Vi bliver enige om, at vi har været så trygge i hinandens selskab, og jeg kunne ikke have haft en bedre jordemoder end hende!
Da vi endelig er færdige på fødestuen er klokken 01 om natten, og alt er helt okay, så vi må egentlig godt tage hjem, men får lov at blive og sove og være der lidt dagen efter, så de kan se nogle flere amninger, da jeg er lidt usikker på det.
Men det er en helt anden historie.



Det var min fødsel. Det er så vildt at genleve, og jeg sidder nu med tårer i øjnene. Det er den vildeste fornemmelse, og jeg er bestemt ikke bange for at skulle igennem det en anden gang. Jeg har været så heldig med mit forløb, min jordemoder og med at det gik så sindssygt hurtigt. Jeg fik aldrig de der klassiske veer, vandet gik ikke før til allersidst og generelt ligner det ikke en førstegangsfødsel. Men jeg er så glad for, at det netop var sådan, at Tristan kom til verden!

Hvad vil I ellers vide om livet som mor? Hvad kunne være sjovt, spændende eller interessant at læse et indlæg om??

4 kommentarer:

  1. Noget fra Tristans dåb, hvis ikke du har lavet et indlæg om det :)

    SvarSlet
  2. God beretning 😊. Det er sjovt at læse om hvordan andre har oplevet deres fødsel. Der er bare så mega stor forskel på hvad der sker for den enkelte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt vildt! Det er egentlig spøjst, når det er det samme resultat. Og for samme kvinde kan fødslerne jo være vidt forskellige!

      Slet